, , , ,

TAG ANSVAR: LAV DIT SKYGGEARBEJDE

Det er en interessant tid. Set med skyggebriller.

Projektioner flyver rundt.
Tvivlen om os selv og vores fremtid bliver større. Usikkerhed om vi får det ud af livet, vi ønsker os, vokser.
Vores ståsted og fremtid er på spil.
Vores dybeste behov og livsbegær kigger frem – og udfordrer vores tanker og følelser. 
De søgende værdiladede spørgsmål forstørres:

Hvem er jeg egentlig?
Hvad handler livet om for mig?
Får jeg mine behov dækket?
Hvad er mine behov egentlig?
Jeg mangler noget – men hvad?
Hvad gør mig tilfreds?

Vi længes efter den dybere tilfredsstillelse – men vi udfordres i denne tid:

SKAL VI GÅ EFTER DE INSTINKTIVE BEHOV – ELLER SKAL VI BLIVE OG ARBEJDE PÅ DEN LANGVARIGE BANE?

Der udspiller sig en kamp i vores bevidsthed. En dans om du vil – smuk eller ej – mellem ego og højere bevidsthed. Mellem personligheden og den større sandhed.

Kan du fornemme det?
Oplever du også det?
Måske. Måske ikke.

MEN OPLEVELSE ER: DET ER VIGTIGT AT DU I DENNE TID LAVER DIT EGET SKYGGEARBEDE.

Nej, det er ikke nok med det mentale overfladiske skyggearbejde, hvor du bare fyrer floskler a la ‘ja, det er jeg også’ af.

Nej – det virker ikke. Sorry. det bliver kun en omgang mental forløsning, der ikke går dybt til roden af din situations udfordringer.

Jeg henviser til den slags skyggearbejde der REELT transformerer din indre verden. Den slags skyggearbejde der arbejder intensivt med din underbevidsthed og dine undertrykte følelser – den slags skyggearbejde som konfronterer de dybere undertrykte energier i dig – og tvinger dem til at blotte sig, for dig selv. Så du kan være med dem – rumme dem – trække vejret gennem dem – så de forløser sig (det er ‘bare’ energi’ – og forvandler sig til dyb indsigt). Så energien i det undertrykte opløses, og du kan lade det tomme rum opfylde med den omsorg og kærlighed, Du sender derind.

Skyggearbejde handler (for mig) om at gøre det (ubevidste) undertrykte og følelsesmæssigt svære i os selv bevidst. Ikke om bare at kunne identificere en projektion og populært sige: ‘Okay, det er jeg også’ eller sige ‘ja jeg ved godt at dette er svært i mig, men sådan er jeg nu engang’.

LAD DIG IKKE SNYDE:

Lad ikke dig selv snyde af dit selviske sårede ego.
Lad ikke dig selv tro på, at du har styr på dit shit. Ikke hvis du kæmper lige nu.

Der ER masser healing, selvindsigt og forløsning at hente i denne tid. Hvis vi gør vores eget arbejde ordentligt.

UDFORDRING FOR OS ALLE: VI VIL IKKE MØRKET:
Problemet er måske, at de færreste oprigtigt ønsker at se os selv dybt i øjnene. (med mindre vi er lidt følelsesmæssigt sadistiske).

Vi ønsker reelt ikke at konfrontere os selv med DET vi ikke synes er værdigt i os. Med vores følelse af mindreværd, vores følelse af ligegyldighed, vores følelse af at være så uelskelige, med vores mangel på succes, mangel på intimitet, mangel på selvrespekt og selvkærlighed.

Vi ønsker ikke mærke vores sårede smertefulde barndom igen – vi vil hellere navigere på overfladen. Og leve livet på en løgn.

“Så er det heller ikke værre”
“Det går jo meget godt”
“Jeg er da ok tilfreds”
“Jeg behøver ikke kigge dybt, der er ikke noget galt med mig”
“Sådan er det nu engang bare”
“Det er ikke min skyld, jeg kan ikke gøre noget ved det”

MEN VI OPLØSER MØRKET VED AT GØRE DET BEVIDST. MÆØRKE EKSISTERER KUN, HVOR VI IKKE VIL FLYTTE VORES BEVIDSTHED HEN.

OG LIGE NU ER DER KOLLEKTIVT EN MULIGHED:
Men lige nu inviteres vi alle – kollektivt af tiden – til at blive ærlige overfor os selv.

Husløs ærlige. På et dybere plan.

Vi får muligheden serveret for at adskille hvad der reelt er vores behov fra et såret egostyret sted – og hvad der er behov, der vil give os langvarig dyb tilfredsstillelse som menneske.

Vi må starte med at blive ærlige overfor os selv:

– hvad er det du virkelig ønsker dig?
– hvad har du virkelig brug for
– hvad er det du virkelig længes efter

….for herefter at vurdere fra et dybere sted, hvilke behov der er styret af dit sårede egos behov og vhiolke behov der kommer fra et dybere sandt sted i dig.

DET KRÆVER EN INDSATS:

Det kræver dedikation at lave hardcore skyggearbejde.

Det kræver stilhed, tid og mod at gå dybt ind i dig selv.

Men hvis du ikke gør det, er der en stor risiko for, at du kommer til at træffe beslutninger der er styret af (ubevidst og tildækket) dit grådige, undertrykte, sultne, barnlige, uopfyldte sårede ego – der blot ønsker hurtige quick-fix på de uopfyldte behov fra tidlig barndom.

Og dermed misser muligheden for at arbejde på healing af dig selv og arbejde dig videre mod dine langsigtede planer og ønsker for dig selv og dit liv.

Lad dig ikke snyde i denne tid.
Gå dybere i dine behov.
Vær med dem – kig dem i øjnene og gå bag om.

Hvad er dét, du VIRKELIG HAR BRUG FOR – på et større plan – hvis du skal finde langvarig glæde og tilfredsstillelse som menneske og sjæl?

, , , ,

Det er tid til at lave skyggearbejde. Nu.

Der sker meget energetisk lige nu. Vi tvinges til at kigge dybt i os selv.

De færreste elsker de tunge energier der udspiller sig. De færreste synes det er en fest at kigge dybt i det svære, der udspiller sig i os.

Vi synes som mennesker at det er lettere at vandre på overfladen, bebrejde de andre, pege fingre og tildele skylden for vores indre dramaer og smerte til ‘dem udenfor os selv’. Men uanset hvordan vi vender og drejer det, er vores egne indre kampe VORES. Du kan ikke give skylden til de andre. Måske trigges du af nogen udenfor dig selv – men vejen til healing og forløsning kan KUN ske, hvis DU – VI – laver vores eget indre arbejde.

De sværeste dybeste mest smertefulde lag vores psyke ønsker vi ikke at mærke. Fordi vi konfronteres med vores smerte og sårbarhed, vores skam og svigt fra fortiden af. Nogen bærer faktisk svigt, skam og tunge energier der sket ikke er deres egne – men andres. Det er ikke let at bære – eller mærke ind i.

Hvem har reelt lyst til at se på det grimmeste i sig selv?
Hvem har oprigtigt lyst til at mærke lidelsen, der udspiller sig indeni os?
Hvem har oprigtigt modet til at konfrontere sig selv med det der sker under overfladen – med mindre livet tvinger os til det?

De færreste. Desværre.

Fordi vi i stedet for at tage ansvar for os selv, projicerer lortet ud på de andre og tager mørket udenfor os selv. det er både uansvarligt og ødelæggende. For os selv og vores relationer, liv og fremtid.

 

MIN INVITATION TIL DIG:

Min invitation til dig NETOP i denne tid, hvor vi astrologisk set er i skorpionens tegn er IKKE at løbe fra dig selv.
BLIV – GÅ DYBERE.

 

Dette er din mulighed for at opdage, hvad der reelt ligger i dig og skriger på healing og forløsning.
Træk dig fra de andre, så du kan adskille hvad der er dit – og hvad der er deres.

 

Lav dit eget arbejde.

Tag dit ansvar hjem.

 

Gem ikke dine skyggeside – din vrede – din skam – dine dybe behov og begær væk. Kig på det – lige nu tvinges det hele op til overfladen for at DU SKAL KIGGE PÅ DET. Ikke for at du skal smide det over på en anden, ikke for at du skal fortrænge det igen, ikke for at du skal æde det væk, drikke det væk, tænke det væk – men nej, for at du skal møde det og TRANSFORMERE DET TIL KÆRLIGHED.
Når du møder det sværeste mest smukke i dig selv med oprigtig omsorg, nysgerrighed, ukritisk, uden fordømmelse men med accept og forståelse opløses det – det transformere sig til noget andet. Noget blødt og fint, som healer – ikke kun dig, men alt omkrig dig.

LAD IKKE DENNE MULIGHED FOR TRANSFORMATION SLIPPE.

Du transformere dit mørke ved at tage det op i det bevidste lys – være med det – anerkende det for hvad det er – og giver det en anden form med din blotte bevidsthed om, hvad det er du holder i dig.

 

ØVELSE:

Tag bevidst alene tid ud.
Afsæt en times tid eller mere.
Sæt dig et roligt sted.
medbring noget at skrive på.
Start med at lukke øjnene, træk vejret fem gange dybt – helt ned i det nederste af lungerne.
Pust roligt ud for hvert åndedrag.
Flyt opmærksomheden til kroppen, gå indad og mærk efter:

Hvad sker der i dig? Hvad er på spil?
Hvad er det for energier der ønsker at tale med dig?
Hvad fortæller din følelsesmæssige verden dig?
Hvad er det for uhensigtsmæssige mønstre der lige nu driver dig rundt i manegen?
Hvad handler alt dette om – lige nu, for dig?
Hvad er du klar til at se – hvad er det vigtigt du ved om nuet, nu?

Og se hvad der viser sig.

 

, , , ,

Jagten på lykken (Video)

I efteråret 2017 blev jeg interviewet til et forløb, der satte fokus på JAGTEN PÅ LYKKEN.

Min deling om nogen af de svære perioder i mit eget liv, kan du høre her. Det blev en ærlig og sårbar fortælling om, hvor langt nede i følelsesregistret, vi kan komme, når vi ikke føler os elsket for den vi er. Men også hvad mit syn på livets rejse gennem kærlighed, smerte og selvindsigt handler om. måske.

 

 

 

, ,

You can’t heal what you can’t feel

Der var en gang hvor min værste frygt var, at nogen skulle opdage, at jeg ikke var værd at elske, som mig, med alt det jeg havde gjort og været i min ungdom. Jeg frygtede at de skulle se, hvor såret jeg var – indeni. Hvor usikker jeg var og hvor mislykket, jeg følte mig. Jeg brugte uendelige kræfter på at dække over min skam: overpræsterede og smilede sødt, hjalp alle og signalere ‘omsorgsfuld mor og succesfuld karrierekvinde – styr på det hele’.

Så gik jeg ned med stress.
Og så var den illusion li’som ødelagt.

For ud af skabet faldt alle min skeletter – og er fortsat med at vælte ud lige siden da. I forskelige former og farver.

Det er i dag 10 år siden.

og her er hvad jeg har opdaget og erfaret:

Det er livslangt arbejde at være menneske. Det er ikke en let rejse. Ikke for nogen. Det er kompliceret og vi gemmer mange lag. Lige når vi tror vi ‘er der’ kommer næste lag og kalder på healing. Lige når vi tror vi ‘har regnet den ud’, viser næste blokering sig. Næste opgave. Næste illusion. Næste udfordring. Og sådan er livet designet. En lang rejse med opgaver og afdækning af ’hvem er jeg – virkelig’.

—–

Vi er alle sårede børn i voksne kroppe

I sidste weekend deltog jeg igen på Debbie Fords tre-dags The Shadow Proces, og det var her igen så tydeligt, at vi alle er børn i voksne kroppe. Vi mennesker har så mange uhealede lag fra barndommen i os, som stadigvæk styrer os i vores voksne liv. bevidst og ubevidst.

Det er så rørende og kraftfuldt at være vidne til andres menneskers afdækning, når masker falder, når ærlighed kommer frem og et helt livs skam bliver forløst.

Det gør mig ydmyg og meget opmærksom på, hvor svært det er at være menneske – og hvor befriende det er, at blive set og mødt, i det værste man bærer i sig.

Personligt er jeg stadig uhealet forskellige steder. det ved jeg og det arbejder jeg kontinuerligt med. Der er stadigvæk steder i mig, hvor jeg bare er en lille pige der reagerer, når jeg er presset og trykkes på ‘mine sår fra min barndom’.

Mine sår kommer fra min barndom, hvor mine forældre blev skilt. Min far flyttede fra mig og jeg nåede aldrig at føle, at jeg var dybt elsket af ham. Dybt inden i mig længes jeg stadig efter min hans ubetingede kærlighed og forgudelse, fordi jeg ikke nåede  at få dette basale behov dækket – før han døde. Noget i mig længes stadigvæk efter ham – efter at blive set og elsket, efter hans ubetingede kærlighed. Længes efter at høre ham sige ‘Du er min lille smukke prinsesse‘. Den længsel sidder dybt i mig – og driver mange flere valg i dag, jeg vil være ved.
Både i mit parforhold, i mit arbejdsliv og generelt i min væren.

Og sådan er dét for os mennesker. Vi bærer på sår og savn og udækkede behov, som ligger i vores emotionelle system og kalder på os. Igen og igen. Som driver vores valg og lader os træffe destruktive beslutninger.

Lige indtil vi tør se disse sår i øjnene, og være med dem. trække vejret gennem dem. Lige indtil vi kan integrere de dele der mangler i os, og heale det sårede barn – som lever derinde. I os. I vores følelsesmæssige system.

Det kan vi, når vi er klar til det.
Og vi er klar, når vi er klar.
Ikke før.

  • Hvilke sår har du fra din barndom, som du stadigvæk fornemmer bløder i dig?
  • Hvad kommer frem i dig af ubearbejdede følelser, når du er presset eller bange?
  • Hvor gammel er du mon lige der? 
  • Hvad kalder på din egen omsorg og healing?

Det er den modige krigers rejse
at bevæge sig ind i den indre emotionelle verden

Det ved jeg godt.

Mange mennesker tør ikke komme i kontakt med deres følelser. De er bange for følelsernes kraft. For den smerte der var og som de gemmer på.

Det er også sårbart og svært at mærke det, der engang gjorde ondt – som stadigvæk sidder i kroppen, bag alle lag af undertrykkelse.

Det gør ondt at mærke de svigt vi har med os, de sår, de længsler, de afvisninger, følelser af utilstrækkelighed og ensomhed. Følelser af uperfekthed og skam, som er blevet os påført. igen og igen.

Men det er nødvendigt.
Hvis vi vil videre.

Vi bliver nødt til at møde os selv i det svære – være med det og vise os selv omsorg, lige der. uden at fortrænge og lægge låg på.

I hvertfald hvis vi ønsker en fremtid, der er båret af dyb mening, lethed og glæde, kærlige relationer og autencitet. Ægte oprigtig væren – hvor vi tør møde andre mennesker lige der hvor vi er. Uden skam over os selv, uden frygt for at skelletter vælter ud, uden glimmer-facader og illusioner.

For fuck glimmer på kaminhylder, hvis der ligger en hundelort under gulvtæppet og stinker overalt.

Forstår du hvad jeg siger her?

Gør dig selve en tjeneste.
Tag dit liv og dine følelser alvorligt.
Find dit mod frem.
Rens ud.
Få sagt det der skal siges.
Slip det der ikke fungerer længere.
Vær ærlig overfor dig selv.
Hold op med at lyve og fornægte. med at lade som om.

Livet er for kort til fasadespil og uærlighed.
Overfor dig selv.

, ,

Tør du kæmpe for kærligheden?

Et indlæg om kampen for kærligheden, om frygten for at miste og ikke mindst om at vælge kærligheden til, igen og igen.

Da jeg begyndte at arbejde med ‘RYD OP I DIT LIV – 9 UGERS EMOTIONEL DETOX’ var der flere, der ‘angreb’ mig og udfordrede mig: “mener du, at vi bare skal droppe vores relationer, hvis de ikke virker?” Skal de syge bare efterlades? Skal vi bare skilles, når det er svært?

Nej, det er ikke min hensigt.Eller budskab.
Langt fra.

Jeg er fortaler for at vi renser ud energimæssigt og rydder op efter os selv og tager ansvar.
For først når vi gør det – tager ansvar for vores egen rolle i det der sker i relationen, i livet, i verden – kan vi forandre noget.

I dette indlæg får du lidt om min egen historie og udrensningsvej for at skabe sunde relationer i min familie. Min personlige rejse mod at få kærligheden tilbage, min vej for at blive i mit ægteskab og mange af de erkendelser, der kom med det. Det er ikke en rejse der er afsluttet – det bliver den nok aldrig, men jeg traf et valg for mange mange år siden, som jeg den dag i dag stadig står ved:

Jeg vil kærligheden – fortiden til trods. Til mig selv, til min familie, til livet.Det vil jeg stadig. Koste hvad det vil. For nej, det er ikke altid en dans på roser, men det er hele rejsen værd.

 

Relationer er ikke altid en dans på roser

Jeg har levet sammen med min mand i 15 år, været gift i 12.
Vores forhold og ægteskab har ikke altid været let. Langt fra.

I starten af vores ægteskab og forhold var hverdagen mest af alt en følelsesmæssig slagmark, hvor ingen af os har vidst, hvad kampen handlede om: Hvem har ret, bebrejdelser og lukkede hjerter var krigens spilleregler.

I 2007 år siden gik det op for mig, at vi var ved at ende som en skilsmissefamilie.

Jeg husker stadig dagen, hvor jeg sad og gav vores 5 måneder gamle tvillinger mad i vores spisestue.
Jeg blev pludselig bevidst om, at jeg ikke kunne mærke kærligheden til min mand længere.
Ikke mærke kærligheden til vores liv sammen.
Jeg kunne heller ikke mærke kærligheden til mine børn.
Jeg kunne ikke mærke mig selv længere.
Jeg kunne ikke mærke noget overhovedet faktisk.

Jeg havde lukket helt ned.


Udefra set havde jeg alt, der skulle til for at være glad, tilfreds og få ‘livet’ til at lykkes.

Jeg var gift med en fantastisk mand, jeg havde fået to sunde børn, vi boede i vores drømmehus i ’den rigtige by’ med ’det rigtige postnummer’. Vi havde haft hunden, vi havde pengene. Jeg havde succes i et spændende job i en af landets største og mest anerkendte virksomheder med en flot titel på visitkortet. Jeg manglede intet. Ikke på listen over ’Hav succes med dit liv’

Men alligevel var jeg tom indeni.
Jeg havde ikke kontakt med mig selv længere.
Glæden var væk. Lysten væk. Taknemmeligheden væk.
Kun tristheden og håbløsheden var tilbage i mig.

Jeg var gledet så langt fra min mand, at jeg var endt et sted jeg havde svoret, jeg aldrig ville komme:
Jeg så skilsmissen rundt om hjørnet.
Jeg blev klar over, at jeg var ved at splitte vores familie ad.

Det var som at være midt i mit værste mareridt. For jeg havde altid svoret jeg aldrig ville ende der, hvor jeg selv havde haft min største livssmerte: i en skilsmissefamilie med afsavn og smerte.

 

Klarhed

Men midt i smerten, håbløsheden, desperation ramte klarhedens stråle mig – jeg ved stadigvæk ikke hvorfor eller hvordan det skete. men det blev så tydeligt for mig :

Jeg kan ikke bare skride fra det hele, før jeg har fundet ud af, hvem jeg er.
Jeg kan ikke bare gå fra alt hvad jeg har, før jeg har forstået og indset, hvad det hele handler om.

For et eller andet sted i in bevidsthed vidste jeg godt, at dette handlede om mig. eller i det mindste også om mig.

Jeg havde en fornemmelse af, at jeg var endt i denne situation af en eller anden årsag, og at jeg selv måtte finde vejen tilbage.
Jeg måtte lære at tage ansvar for at blive glad i den familie, jeg havde skabt.
Jeg kunne ikke fortsat håbe på, at han ville ændre sig eller gøre noget, der kunne give mig de følelser, jeg længtes efter.
Jeg kunne ikke længere bebrejde ham eller andre, hvor vi var endt.

Jeg tog en beslutning:

Jeg ville gøre alt jeg kunne for at redde vores ægteskab.
Jeg ville have en forståelse for, hvem jeg var og hvorfor vi var endt her, før jeg gav op.
Jeg ville kæmpe for kærligheden – for min families skyld. For kærlighedens skyld. For børnenes skyld.
Og rejsen måtte nødvendigvis starte hjemme hos mig selv.

Min egen rejse og kamp handlede om frihed

Jeg ønskede at kæmpe for at redde min familie. Set i bakspejlet kan jeg se, at jeg kæmpede for at redde mig selv.

Jeg kæmpede for at få min egen indre frihed tilbage.

Friheden til at være mig.
Friheden til at mærke mig selv igen.

Friheden til at leve – uden følelsesmæssige svære tunge smertefulde skamfulde bånd, der holdt mig bundet til fortiden.

Jeg vidste ikke hvad det betød dengang.
Jeg vidste heller ikke hvordan jeg skulle blive fri.
Jeg havde bare en fornemmelse af, at uanset hvad jeg måtte igennem, var dette en rejse jeg skulle på alene.
Det handlede ikke om min mand, ikke dybest set.
Vi skulle ikke i parterapi og trevle vores relation op. Ikke nu.
I første runde var arbejdet MIT – MIT alene.


Når fortiden styrer vores valg og lukker vores hjerter

I min søgen efter svar, opdagede jeg, at jeg ubevidst var styret af gamle mønstre og hæmmende overbevisninger om familier, kærlighed, ægteskaber og om min egen rolle som kvinde i det hele.

Jeg opdagede, at jeg dybest set var i tvivl om jeg var i stand til at opleve kærlighed. I tvivl om jeg havde dét, der skulle til for at opbygge et dybtfølt kærlighedsliv og skabe en familie, som byggede på de rigtige følelser for os.

Jeg opdagede, at min måde at gå til ægteskab og kærlighed på, var drevet af mine gamle dårlige erfaringer fra min fortid. Defineret ud fra det jeg havde set og lært i min egen opvækst, hvor mine forældres kærlighedshistorie endte i skilsmisse.

Jeg opdagede, at jeg dybest set ikke tillid havde til, at jeg kunne skabe en anden virkelighed selv. Ikke tillid til, at jeg var kærligheden værd – når jeg nu var som jeg var.

Jeg opdagede, at jeg dybest set altid har været bange for at miste kærlighed.
Som min mor gjorde, da hun mistede min far. Som jeg selv havde følt, da jeg mistede min far da han døde (jeg var kun 17 år).

Jeg havde opbygget en grundlæggende mistillid til kærligheden – til livet – til mig selv.
Som byggede på frygten for at miste  – igen.

Frygten for at miste kærligheden havde gennem rigtig mange år gjort, at jeg aldrig havde tilladt mig selv at tage imod kærligheden helt oprigtigt.

Aldrig havde tilladt mig selv at knytte dybe bånd. Overgive mig fuldstændigt.

I stedet havde jeg forsvaret mig (ubevidst), lukket mit hjerte i og aldrig tilladt mig selv virkelig at elske. virkelig at møde kærligheden. virkelig at give mig selv fuldt ud. Åbne mig fuldstændig og overgive mig. Hverken til min mand eller til livets storhed.

Det var for farligt. For sårbart. For utrygt. For risikabelt.

 

Men når vi ikke tør leve med åbent hjerte, kan vi heller ikke mærke kærligheden.
Når vi ikke tør give ubetinget ud af os selv og vise, hvem vi er – vil vi heller ikke føle os i live, elsket og en del af et større fællesskab, hvad enten dette fællesskab hedder parforhold, familie eller venskab.

 

For at mærke kærlighed, skal vi gi kærlighed.
For at gi kærlighed, skal vi turde at opgive, hvem vi tror vi er.
Vi skal turde miste os selv. For en stund.
Vi skal turde overgive os til en anden – noget andet – end vores egen frygtsomme jeg.

 

Kærlighed er et valg

Gamle uhensigtsmæssige overbevisninger fra fortiden kan brydes, hvis man vil.

Det ved jeg i dag af erfaring.
De mønstre vi har overtaget fra vores forældre kan ændres, hvis vi er villige til at stå ansigt til ansigt med vores sande jeg – med høj bevidsthed og villighed til at gøre dét, der skal til. Hvis vi er villige til at slippe dét, vi tror, vi ved om os selv. Villige til at slippe frygten, smide forsvaret og møde kærligheden med åbne arme. Uden at vide, hvor det bærer os hen.

Det er svært, hvis man hele livet har arbejdet på at beskytte sig selv mod smerten og ens værste frygt.

Men kun ved at smide forsvaret kommer vi derind, hvor kærligheden bor. Hvor kærligheden virkelig mærkes. Og gives oprigtigt fra.

Fra dette sted er det muligt at skabe varige forandringer.

I os selv.

Og i vores relationer.

Og i vores familier.

 

Jeg valgte dengang at kæmpe for min familie og kærligheden. Og gør det stadigvæk hver eneste dag. For min egen skyld og min families skyld. Jeg kæmper gerne kampen, fordi det betaler sig tifold i oplevelser og følelser. Fordi det giver mening. For mig.

 

Refleksion:

Hvad med dig?
Har du tillid til kærligheden?

Tør du overgive dig til en anden – noget andet?

Hvor fornemmer du, at du måske holder igen og blokerer for kærligheden?

og hvorfor mon? Hvad beskytter dig imod?

, , ,

Kærlighed er ikke for tøsedrenge

Kærlighed er ikke for tøsedrenge

(Artikel skrevet i 2015 til magasinet MOOLA) 


Hvorfor er det så svært at fastholde den ubetingede kærlighed i vores forhold?
Hvorfor skal det være så smertefuldt at indgå i parforhold?
Hvorfor er det så uendelig svært at få den kærlighed, vi dybest set længes efter?

 

Helt inde i vores hjerter længes vi alle efter den ubetingede kærlighed, der ubetinget omslutter os, der holder os i sin favn, der elsker os præcis som vi er, uden krav og begrænsninger.

Set ud fra et spirituelt perspektiv, længes vi dybt i hjertet ’hjem’ til den sjæleverden, hvor vi kom fra, før vi valgte at inkarnere i vores menneskelige krop. Vi længes tilbage til følelsen af at være omringet af den universelle guddommelig energi. Vi længes efter at genforbinde os med dette sted, hvor ingen fordømmelse, adskillelse, frygt og separation eksisterer.

Psykologisk set længes alle celler i vores krop efter den trygge følelse af dyb samhørighed, vi mærkede, da vi lå i vor moders livmoder. En tid, hvor livets ubegrænsede nærig flød til os frit. En tid, hvor vi trygt fik lov til at være den vi var – uden betingelser, krav og indblanding. Følelsen af total accept og overgivelse til det, der var omkring os.

Livet igennem jagter vi genforbindelsen med denne følelse – spirituelt og psykologisk – i vores relationer med vores forældre, kærester, partnere, børn, veninder og for nogen også i deres relationer til kollegaer/chefer.

Men gang på gang kan vi konstatere, at vi ikke møder den ubetingede kærlighed.
Tværtimod.

 

Vi oplever afvisninger, afsavn, svigt, fravær, ensomhed, jalousi, følelsesmæssig nedlukning og afstandtagen.
Og vi lider følelsesmæssigt.

Men i stedet for at lide i jagten efter kærligheden, kan vi vælge at se længslen efter kærlighed som en naturlig konsekvens af egoets splittelse fra kærligheden og sjælens længslen efter genforbindelse med den uendelige kærlighed. Og fra det perspektiv kan vi slippe lidelsen og møde vores relationer som livsnødvendige læremester, der tvinger os til at hæve bevidstheden om os selv, igen og igen.

For at tilegne sig dette perspektiv er det nødvendigt at forstå, hvorfor vi ikke bare kan møde verden med et åbent hjerte og dyb følelse af den altomfavnende kærlighed i dette liv.

 

Splittelsen fra den ubetingede kærlighed

Da din sjæl valgte at inkarnere på denne jord, blev du født ind i denne verden. Fra fødslen blev du helt naturligt fysisk adskilt fra din mor og den symbiose, du havde oplevet i din mors mave. Der helt naturligt igangsat en psykologisk proces, hvor du stille og roligt begyndte at erfare, at du var ’dig’ i kontrast til ’den ydre verden’. Dit ego begyndte at udvikle sig.

Vi har alle et ego. En funktion i vores bevidsthed, der har til hensigt at give os en oplevelse hvem vi er som mennesker. Dit ego skaber din identitet. Du har brug for dit ego for at kunne navigere i verden og adskille ’dit’ fra ’mit’.

 

Hvis du har et sundt ego, er du fra barns ben blevet omringet af accept, rummelighed, set, hørt og lyttet til som barn. Du har fået dine behov dækket, fysisk og følelsesmæssigt. Du er blevet respekteret for den du er, udfordret til udvikling i det tempo du havde brug for og generelt fået en start på livet, hvor du føler dig elsket af dine omsorgspersoner, er i stand til at mærke dine egne behov og sige til/fra uden pålagt skyld og skam. Du forstår at du er dig men samtidig er en del af en helhed bestående af alle andre mennesker, som du skal respektere, rumme og holde af som de er.

 

Desværre har langt fra alle haft denne start på livet.

 

De fleste af os har som børn oplevet vores forældres manglende nærvær, deres manglende empati, manglende respekt og grænseløse adfærd. Vi har haft forældre, der ikke var tilstede følelsesmæssigt, fordi de havde egne indre kampe. Vi har oplevet ikke at blive mødt, set og lytte til og ikke respekteret i vores følelsesmæssige udtryk. Vi fik skæld ud, når vi viste særlige sider af os selv og afvist fysisk og følelsesmæssigt, når vi ikke opførte os ordentligt.

Vi erfarede således tidligt, at vi ikke længere var en del af en ubetinget kærlig helhed, men derimod nu var et selvstændigt individ, som måtte beskytte sig selv følelsesmæssigt for at overleve.

Vi oplevede, at kærligheden var betinget af, hvordan vi opførte os. Vi skulle være på en bestemt måde og gøre noget rigtigt for at få accept og opmærksomhed fra vores forældre og andre omsorgspersoner.

Og det gjorde ondt.

Rigtig ondt.

 

Følelsen af ikke-kærlighed har for os alle været smertefuld, og vi begyndte derfor at lukke ned, fortrænge og undertrykke disse smertefulde følelser.
Vi lagde låg på ensomheden, på følelsen af svigt og afvisning.
Vi forsøgte at glemme, at vi ikke var elsket ubetinget.
Vi beskyttede os selv.

 

Vores forsvarsmekanismer udvikles og vi begyndte at finde på alle mulige overlevelsesstrategier i håbet om at genfinde følelsen af at være rummet, set, hørt og elsket for dem vi er: Vi pleasede, tilpassede os og overskred vore egne grænser. Vi undertrykte vores behov og gjorde ting, der ikke var sunde for os. Vi lagde låg på, gemte vores sande jeg og begyndte at vise masker udadtil.

Alt sammen i håbet om, at vi kan få andre til at elske os, som vi har brug for at blive elsket – som vi dybt inde husker, at vi blev elsket engang for længe længe siden.

 

Jagten på kærligheden 

Livet igennem søger vi overalt følelsen af at vende tilbage til ’den ubetingede kærlighed’, som vi mistede da vi blev adskilt.

Livet igennem jagter vi en illusion om, at den ubetingede kærlighed kan findes i den ydre verden. At vi kan finde den i vores parforhold, i vores venskaber, i vores relation til børn, kollegaer, i jobs. I korte øjeblikke tror vi, at vi finder den ubetingede kærlighed igen – at vi er ’hjemme igen’. Når vi fx bliver forelsket føler vi os elsket igen. Vi tror (håber), at vi har genfundet det, vi manglede for at føle os hele igen. Vi siger endda, at ’den anden person fuldender mig’.

Men det er en illusion.

Vi forveksler følelsen, som vi får fra noget ydre, med den kærlighed vi kom fra – den rene ubesmittede kærlighedsenergi, som ikke stiller krav, som ikke bærer nag, som ikke forventer noget af os og som blot rummer alt det vi er.

Og når hverdagen træder ind, forelskelsen aftager og illusionernes slør falder til side, oplever vi ’den større virkelighed’ igen: Vi opdager, at den ’altomfavnende kærlighed’ slet ikke er altomfavnende. Vi mærker igen, at vi ikke er elsket ubetinget og ikke altid rummet, med alt hvad vi er.

 

Vi bliver mindet om barndommens smertefulde oplevelser af afvisning og ikke-accept igen og mærker den dybeste sorg, smerte, længsel kommer op til overfalden. Vores tidligste erindringer om adskillelse og splittelse fra kærligheden vækkes og gør ondt. Igen.

 

Du retter bebrejdende blikket mod den anden og giver ham (eller hende) skylden for, at du mærker de smertefulde følelser igen – bebrejder ham, at han har bragt dem op til overfladen igen. Og giver ham skylden for, at illusionen om ’genforeningen med den uendelige kærlighed’ brast.

 

Det er derfor vi alle sammen oplever, at de nærmeste relationer kan aktivere dine mest smertefulde erindringer fra din fortid.

 

Og her begynder konflikterne i forholdet. Her begynder kriserne. Her er grunden til, at mange ender deres forhold. Fordi de simpelthen ikke man rumme at mærke fortidens smerte igen, der bliver aktiveret i nuet af et andet menneske.

 

Kærlighed er ikke for tøsedrenge 

Vi må slutte vores endeløse stræben i vores relationer efter ’den ubetingede kærlighed’ og i stedet begynde at se vores relationer som møder, der bringer alle vores gamle smertefulde sår op til overfladen – så vi kan møde dem igen med vores egen kærlighed, rummelighed og omsorg.

Vi må se vores relationer som møder, der tvinger os til at arbejde med selvkærligheden til alt det vi er og alt det vi har oplevet.

Der er ingen vej uden om. Kan vi ikke elske os selv i de dybeste afkroge af vores menneskelige væren, vil vi ikke kunne opleve den ultimative overgivelse til den universelle kærlighed eller til en anden.

Det kræver en indre oprydning i alle de gamle medbragte traumer, oprydning i vores dybeste skam over hvem vi er som menneske. Det kræver selvtilgivelse og acceptere os selv i den form, vi er i lige nu.

Det er ikke nødvendigvis en let rejse.

Det kræver mod.

Det kræver selvindsigt.

Det kræver høj bevidsthed og en villighed ud over bare at overleve.

 

Det kræver, at du ser vejen til kærligheden som en spirituel oplysningsrejse, hvor du igen og igen må møde dine egne forsvarsmekanismer, frygt og egodrevne handlinger med dyb omsorg og taknemmelighed for dets (dog primitive) forsøg på at beskytte dig.

 

Det kræver at du tør holde hjertet åbent og møde andre fra dette sted – fra et sted af dyb kærlighed til alt det livet forsøger at lære dig, om dig selv, gennem dit møde med andre.

 

Som den amerikanske spirituelle forfatter Marianne Williamson siger i forordet til David Deidas bog ’Min Elskede’:

Set fra et spirituelt synspunkt er kærligheden i sin guddommelige essens et tempel. Den er et af guds laboratorier, et rum for spirituel transformation. Den er, når den anskues på denne måde, en hellig mulighed for sjæle til at nå ud over det snævre lille selvs begrænsninger, foretage kvantespring ud i nye og ukendte følelsesmæssige muligheder. Dér trænger kærligheden os op i et hjørne, holder et spejl op for os og forlanger, at vi overgiver os, overgiver såretheden, overgiver fortiden, overgiver murene, overgiver bebrejdelserne, overgiver forsvarsværkerne, overgiver grænserne, overgiver frygten…Kærlighed er ikke for tøsedrenge.”

, , , ,

Har du glemt hvem du var?

Selvudvikling. Selvindsigt. Lær dig selv at kende. Opdag dit potentiale. De lover os guld og grønne skove i bøgerne, i damebladene, i talerne hos de kloge visdomsmænd/damer ude i den store verden. De vifter med løfter ’du kan få det hele’’du kan blive glad igen’’hvis bare du ændrer dine tanker, kan du opleve hele eventyret og få det halve kongerige’.

Vi drages. Vi springer på. Køber. Deltager. Igen og igen. Som om vi ikke har et valg. For vores tanker og følelsesmæssige nedture er så ulidelige, at vi er villige til at købe hvad som helst for at få et midlertidigt fix – som var vi stadig en flok festnarkomaner, der jagter den næste bane kokain, for at lindre smerten og forsvinde for os selv for en stund.

Selvudvikling og selvindsigt er den oplyste bevidste vej til lindring af vores følelsesmæssige og tankemæssige smerte!

Eller er det?

For hvis det var så pokkers effektivt, hvorfor fanden er det så stadig så svært at være til? Hvorfor gør det så alligevel så forbandet ondt at være menneske med mellemrum, selvom vi har læst bøgerne, gået på kurserne, talt med eksperterne og mærket i dybden af vores følelsesmæssige verden? Hvad er hele pointen egentlig med alt vores pille navle, mærke alle følelserne og lære sig selv at kende i lyset og mørket, når det alligevel med mellemrum bringer mere smerte frem?

 

I denne artikel antydes en anden vej – der ikke handler om selvoptaget dvæleri ved mørket, men i højere grad inviterer til at afmontering af den tillærte visdom. Måske er vejen ganske enkelt at glemme det hele, glemme alt vi har lært og sætte fokus et helt andet sted. Fokus på en tid, der for nogen er glemt og borte, men som måske kan genfindes på ny – i en ny form.

 

Fanget i mit eget mørke – igen

Det er en ganske almindelig hverdag. Klokken er 15. Jeg skal snart hente børn. Men kan ikke. Der ligger jeg. 42 år gammel. På badeværelsesgulvet. I fosterstilling. Sammenkrøbet med mavekrampe. Smerte i maven. Halsen snørret sig sammen. Tårerne flyder. Jeg kan ikke være nogen steder. Kan ikke finde ro.

 

Intet giver mening længere. Tværtimod. Jeg er et følelsesmæssigt stormvejr af uro, smerte, fortvivlelse, desperation.

 

Tankerne flyver gennem mit sind. ”Hvad er pointen med det hele? Hvad er formålet egentlig? Hvorfor er der ikke en vej, der viser sig nu? Hvem er jeg egentlig? Hvad skal jeg overhovedet her? Hvorfor mig? Hvorfor nu? Jeg troede lige det hele var blevet bedre? Jeg troede det var ovre – alt det smerte indeni”.

Spørgsmål, der virrer gennem mit hovedet. Tanker der forstyrrer og hvirvler op. Tvivl, frygt, frustration. Desperation.

Jeg var igen fanget i et stort indre følelsesmæssigt drama. Et af mine yderst velkendte mørke huller, hvor jeg føler mig hjælpeløs, ensom og ikke værd at elske. Mine grimmeste mønstre viste (igen) sit ansigt og min adfærd var derefter: Jeg var i reaktion, jeg var fanget i mine voldsomme følelser, opfyldt af selvhad og forsøgte at kontrollere alt gennem mine tanker.

Jeg var faktisk meget bevidst om, hvad der var på spil indeni mig. Jeg kunne sætte ord på det hele. Jeg kunne se det udefra. Jeg kunne sætte teoretiske labels på og kunne også mærke energien af ’noget mørkt og ustyrligt i mig’, der havde taget over. Men jeg kunne alligevel ikke fjerne det. Finde min ro. Jeg var fanget i hullet uden en stige til at komme op igen.

Jeg ringede til en veninde. Én der kender mig. Som er vis og omsorgsfuld. Én jeg havde tillid til. Jeg talte og græd. Satte ord på og græd igen. Og pludselig sagde hun:

 

”Helt ærligt – du er fandme ikke til at holde ud at høre på.
Du tager dig selv og dit liv så skide seriøst”

SLAM. AV. Den gjorde ondt. Virkelig ondt.

Mest af alt, fordi hun jo havde ret.

Jeg var fanget i selvudviklingens selvoptagne selvbevidste seriøsitet, hvor alt og alle sten skal vendes, analyseres, forløses, heales, renses, oplyses. Et sted hvor jeg faktisk selv troede, at jeg var bevidst og klar over, hvad der skete i og omkring mig.

 

Men det var også et sted, hvor jeg med al min viden og tillærte visdom holdt mig selv fast i seriøsiteten ved mit liv. Og i offerrollen.

 

Herregud.

 

Det gik lige her op for mig, at jeg faktisk var fanget i min egen selvoptagethed, og gennem længere tid blot havde gravet mig dybere og dybere ned i mit eget mørke, i et forsøg på at rationalisere mine mønstre, forstå mig selv og mærke mig selv.

 

Selv om det gjorde virkelig ondt at blive konfronteret med min ’selvoptagede selvbevidste seriøsitet’ var dette – for mig – et kærkomment spark i røven til at stoppe mig selv.

 

Stoppe min analyse.

Stoppe min jagt på endnu en indsigt og forklaring på, hvorfor jeg var hvor jeg var.

Stoppe min altopslugende seriøsitet om min rejse gennem livet.

Et eller andet sted på rejsen var jeg kørt af sporet.

Jeg havde reelt misset pointen – at jeg skulle leve og opleve livet – og var i stedet fortsat ned af en vej, hvor jeg var styret af mit kontrollerende selvoptagne ego, der blot ønskede at få mere styr på, forståelse for, kontrol over mig selv og mit liv.
Hvor passioneret jeg end var og er omkring psykologi, spiritualitet, selvindsigt og følelsesmæssig frihed, så er der en grænse for alting.

 

Og min var nået.

Jeg var gået over gevind.

Langt over.

 

Kender du mon også dette sted?
Hvor du er blevet så optaget af dig selv og din egen udvikling, at ingen omkring dig kan holde dig ud længere?

Hvor alt skal analyseres og forstås ud fra en eller anden teori eller spirituel forståelse, som blot igen føder egoets længsel efter at ’Forstå, vide, kontrollere og føle sig overlegen’.

Hvor din egen udvikling er blevet midtpunkt for en seriøsitet, der dræber livslysten?  

Hvor forståelsen af dig selv som menneske og sjæl er blevet omdrejningspunkt for alle dine samtaler, og du er fastlåst i dine nye frelste forståelser af dig selv og andre?

 

Jeg genkender det både i mig selv. Og i andre.
Og det er dræbende for al livslyst og livsglæde.

 

Glem alt du har lært

Nogen gange tror jeg skal vi stoppe os selv – også i vores søgen efter lyset og indsigterne og opdagelsen af vores potentiale. Og bare holde fri. Holde en pause. Glemme det vi har lært. Om ikke andet så for en stund.

 

Så vi ikke blot ender i en ny blindgyde af mønstre, illusioner, selvbedrag og afhængighed af en ny identitet. Nu blot som den frelste og indsigtsfulde.

 

Måske skal vi slippe så meget, at vi kommer helt tilbage til det/den vi var engang – langt tilbage til FØR vi begyndte at forstå os selv, tilbage til FØR vi læste de første selvhjælpsbøger, tilbage til FØR vi begyndte at kloge os på det hele – ja tilbage til dengang, hvor vi stadigvæk var nysgerrige, naturligt sultne på livets visdom – helt tilbage til de første leveår i dette liv.

 

Helt tilbage til da vi var børn: uvidende, uskyldige, rene, nysgerrige og løsslupne i vores udtryk og tilgang til livet, os selv og andre.

 

Hvornår har du sidst været barn?

 

Da vi var små børn oplevede vi livet med eventyrens lyst og nysgerrighed. Vi mærkede men lod følelserne passere. Vi oplevede svære ting, men lod dem gå naturligt forbi.
Vi glemte og tilgav på et sekund. Vi dvælede ikke ved de mørke stunder men jagtede øjeblikke af sjov, leg og vildskab.

Det var en periode i livet, hvor vi ikke lod os distrahere af frygt, drama, negativitet, kritisk selvrefleksion, fordømmelse, jaloux, fortrydelser eller selvhad.

 

Desværre har de fleste af os lukket ned for de barnlige sider af os selv, i takt med vi blev større og mere bevidste om os selv og livet omkring os. I takt med at vi er blevet ansvarlige voksne.

Nogen af os blev voksne tidligt i barndommen, på grund af omstændigheder i familien. Andre blev voksne i skolen, da der pludselig blev stillet krav om ansvarlighed. Måske har du haft oplevelser, der tvang dig til seriøsitet. Måske fik du af vide, at din barnlige adfærd ikke var velanset, at du var for vild, pjattet, ustyrlig eller andet – hvorefter du besluttede dig for at ’tage dig sammen og vise, hvor stor du var’.

 

Vi mistede alle vores barndom på et tidspunkt. Nogen før andre. Alt sammen en naturlig proces for de fleste mennesker. Men i takt med at vi blev større, højere, ældre, fik tildelt opgaver og ansvar, mistede vi også uskylden. Vi mistede – eller gemte /glemte mange af de unikke egenskaber vi havde fuld kontakt til dengang. Egenskaber som:

 

Nysgerrig – Ubekymret – Legende – Fjollet – Undersøgende – Tilstede i nuet – Oplever og erfarer – Bare ER – Uskyldig – Undrende – Naiv – Uvidende – Impulsiv – Istand til at vise følelser uden skam – Nyde og suge livets mirakler ind. Magien ved livet.

Det der engang var naturligt for os, er blevet lukket ned i ’seriøsitetens tegn’ og de fleste af os kan ikke længere finde ind til barnets i os selv og handle herfra længere.

 

Hvor blev vildskaben af? Den impulsive side i dig? Den spontane? Den sjove? Den umiddelbare? Den nysgerrige? Den eventyrlystne? Den ikke-dømmende? Den frygtløse?

 

Vi er blevet så skide kloge, fornuftige, påpasselige, velovervejede, stramme og seriøse – at vi ikke har mulighed for at leve livet, nyde det, opleve det – eller bryde rammerne for det velkendte.

 

Vi er så bange for at vise os, tabe ansigt, prøve noget nyt, at vi gror fat – i vores egen tilstand af ’voksenhed’.

 

Men barnet findes stadig i os – og længslen efter ’bare at være – at opleve – at være på eventyr i livet’ findes i os alle. I mere eller mindre grad.

 

Luk barnet i dig ud – og opleve livets mirakler

Vi kan sagtens øve at åbne op igen for barnet i os. Tage barnet i os med – være barn igen i vores hverdagsliv. Det er en træning, der kræver mod og villighed til at slippe en masse kontrol og rationale. Men det er også en kæmpe befrielse at være barn igen.

Og du kan godt. Hvis du vil.

Slippe kontrollen for en stund.

Udforske det ukendte.

Vær tilstede i det du gør

Gynge på gynger igen.

Spis med fingeren på gulvet.

Kys en fremmed uden grund

Dans på bordet for sjov.

Grin af dig selv.
Tag en chance uden at vide hvor det fører hen

Vend hverdagen rundt og spis desserten først

Sig PYT og tilgiv – fordi du kan

Leg med livet igen. Uden grund. Bare fordi du har lyst.

 

At øve sig i at være barn igen, kan balancere den indre seriøsitet og skabe ligevægt igen.

 

 

Livets mirakler udfoldes i barnets energi

Når du begynder at hæve din bevidsthed, udvide dit perspektiv, træde ud af tankernes blokeringer og beslutter dig for at lege barn igen, begynder du faktisk at opleve livet på ny – som det er lige nu.

Det er et kraftfuldt sted, fordi du sætter dig selv fri – oplever og bare er.

Lever du i barnets energi, er der ikke plads til selvoptaget selvbevidste seriøsitet.

Lever du i barnets energi, forsvinder dine bekymringer for en stund,

Lever du i barnets energi, bliver livet igen et mirakel.

 

At opleve livets mirakler – at være i nuet – at opleve det der er, som barnet gør, i stedet for at være i destruktive tanker og dramatiske følelser er en træning.

Det er en bevidst tilstand, du kan øve dig i at være i – en væren, som mange voksne fuldstændig har glemt i takt med at vi er blevet voksne, fornuftige, rationelle, frygtdrevne, seriøse.

Vi har glemt at vores rejse gennem livet ER en opdagelse – et eventyr. En oplevelse, som ikke kan regnes ud, og som vi ikke behøver at forsvare os imod eller beskytte os imod, men som vi skal tage ind, smage på og mærke.

 

Livet skal opleves. Ikke regnes ud.
Livets mirakler skal opdages. Ikke opfindes.
Livets mirakler er der hele tiden – hvis vi giver os selv lov til at opleve dem og tage dem ind.

 

Dagligt ritual: Skab kontakt til dit indre barn igen

Hvis du har lyst til at udfolde dit indre barn igen, og øve dig i at være i denne tilstand kan disse små øvelser hjælpe dig på vej:

  1. Find et billede frem af dig selv fra da du var et lille barn. Gerne et hvor du kan se, at uskylden stadig er i dine øjne. Sæt billedet af dig selv et sted, hvor du ser det hver dag. Kig på dig selv hver dag og forbind dig med denne del af dig selv med åbent hjerte. Kig gerne barnet i øjnene og forstil dig, at du sender al din omsorg og kærlighed til hende. Dette er en rigtig fin måde at åbne dit hjerte for dig selv og dit lille indre barn, der stadigvæk er en del af dig. Du skal ikke gøre dette for at dyrke eller dvæle ved det, der er sket i fortiden eller genspille din offerrolle-historie, men for at åbne dit hjerte for dig selv og mærke omsorg for den side af dig, der fortsat (og for altid) trænger til at leve livet fuldt ud. Men også for at anerkende, at dette barn er dig – og du stadig har behov for at opleve livets mirakler, være undersøgende, nysgerrig, legende og på eventyr.

 

Spørg dig selv, når du kigger på billedet:

– Hvad har du – mit indre barn – brug for at være i dag? Være nysgerrig? Være åben? Vær legende? Være undersøgende? Vær tilstede? Være fri? Være stille? Og så giv dig selv lov til at være det den pågældende dag.

 

Vær bevidst barnlig, så ofte du kan i de næste 2 uger. Og prøv at læg mærke til, hvilken oplevelse det er for dig, at agere barn igen. Gør det med lethed og med nysgerrighed – det skal ikke se ud eller føles på en bestemt måde. Mind dig selv om at det bare er en leg, og vær opmærksom på, hvad det gør ved din oplevelse af dagene.

Skriv min. 15 minutters dagbog om, hvad der er muligt for dig i dit liv, hvis du oplever livet gennem barnets øjne og går til verden med denne væren. Hvad kan blive muligt? Hvad vil du kunne opleve? Hvad vil kunne ske?

Lav en konkret liste med alle de ting du kunne gøre, hvis du tillod dig selv at være barn igen. Hvad kunne du sige? Gøre? Finde modet til? Hvordan ville dit arbejdsliv se ud? Dit hjemmeliv? Din omgang med vennerne? Med din partner?
Kig på listen og bare opdag den frihed og udvidelse der kommer af bevidst at handle fra dette sted i dig. Og beslut dig for at tage et barnligt skridt hver eneste dag de næste uger – og se hvad der sker.
Daglig affirmation

Det er desuden altid godt at se verden gennem nye briller.
Prøv for eksempel at sige til dig selv hver morgen: “Livet ER et mirakel’ – og gå ud i verden med det filter/de briller på.

Led efter beviser for, at livet er et mirakel. Mærk, lyt, se, fornem alt det vidunderlige magiske der er i livet omkring dig. Sænk farten og observer. Bare tag ind. Mennesker, naturen, farverne, dagen.

 

Opdag at intet er som i går. Alt er nyt.

Du står hver eneste minut et nyt sted. I et nyt nu. Du er hele tiden en ny udgave af dig selv. Og dagen venter på at blive opdaget og udforsket. Slip kontrollen – slip din ide om at du ved noget som helst – giv slip på dine holdninger og retfærdigheder.

 

Alt er nyt.
Du er ny.
Opdag det – livets mirakler – og du lever som barn igen.

 

, , ,

har du et såret ego, der larmer?

Vi har både et sundt og et såret ego.
Det er den sårede del af vores personlighed, der skaber uhensigtsmæssige reaktioner i vores liv. For at blive elsket. Set. Hørt. Respekteret. Værdsat.
Naturlige menneske behov som ikke er blevet dækket fuldstændigt i barndommen og som derfor ligger i underbevidstheden og ‘kalder’ på at blive dækket.
Det sårede ego er styret af frygt. Frygt for aldrig at blive elsket. Frygt for ikke at blive set, hørt, accepteret. Frygt for at blive overset, glemt, forkastet. Frygt for at være ligegyldig, og være ubemærket i dette liv.
Et menneske med et sundt ego, der ikke er styret af frygt, tænker:
Jeg er noget
Jeg må fylde
Jeg må godt være her som jeg er
Jeg er vigtig
Jeg bliver set og hørt
Jeg er respekteret
Jeg er unik og særlig
Jeg har noget at bidrage med til verden
Jeg er fyldt med kærlighed
Jeg er værdifuld
Alt jeg er, er okay.
Jeg er mig og det er præcis som jeg skal være
Jeg har noget at tilbyde andre
Jeg har noget helt særligt at tilbyde verden – fordi jeg er mig.
Jeg skal og må og gør en forskel for andre
Jeg må godt nyde livet
Jeg må godt prioritere mine egne behov
Jeg har behov og det er okay.
Mine behov skal også dækkes
Alt dette tænkes og siges uden arrogance – uden skam – uden hævdelse eller bedrevidenhed.
Dit sunde ego ved, at disse sætninger gælder ALLE og at det derfor ikke er hævet over andre. Det sunde ego ved, at vi alle er her med samme accept og ‘lov til at være her’.
Alle andre tanker et dette om andre mennesker kommer fra det sårede ego, der frygter for egen plads og egen overlevelse, frygter for fortsat manglende accept og mangel på kærlighed.
Hvor tænker og handler du mon mest fra?
Dit sårede jeg eller dit sunde jeg?
, , , ,

Vi længes alle sammen efter noget

7. juli lavede jeg et facebook opslag med titlen RYD OP I DIT LIV.

Det fik enorm opmærksomhed – masser af delinger, kommentarer og ramte næsten 10.000 mennesker.

Det forstår jeg godt.

For mange af os længes efter oprydning i vores liv.

 

Vi længes efter ro indeni.

Længes efter lethed.

Længes efter frihed.

Længes efter en følelse af muligheder og energi.

Vi længes efter en ny start.

 

Vi længes efter oprydning fysisk i vores hjem, i vores papirer, i vores gemmerum – i vores rod.

Vi længes efter oprydning emotionelt i vores indre følelsesmæssige verden. Længes efter at slippe de tunge gamle energier der er ophobet i os, som hjemsøger os hver gang vi bliver still og får ro på. Følelser der henviser til gamle oplevelser, undertrykte oplevelser og fortrængte tider.

Vi længes efter oprydning i vores relationer – i vores familie, venne- og omgangskreds.

Vi drømmer i smug om at skille os af med dem, der ikke nærer os – vi skammer os over at længes efter at sige fra over for dem, der ikke behandler os ordentligt, vi længes efter at droppe de sociale arrangementer vi ikke gider, men som vi ’skal’ eller ’bør’, fordi det er tradition eller os påtvunget af andre.

Vi er sultne efter sunde nærende opmuntrende relationer – samvær med mennesker der ser os, lytter til os, inspirerer os, vil os det bedste – og som udfordrer os, så vi udvikles på den sunde naturlige måde.

Vi længes efter mental oprydning i vores overbevisninger og deraf reaktioner og adfærd. Så vi ikke hjemsøges i vores tanker af ’du er ikke god nok’, ’ingen vil ha en som dig’, ’hvem tror du at du er’, ’det kommer aldrig til at ske for dig’, ’du er ikke noget værd’, ’ingen kan elske dig’.

Vi gider ikke disse tanker længere, men aner bare ikke hvordan vi skal få mere konstruktive dialoger ind i stedet.

Vi længes efter tanker og handlinger, der støtter vores drømme og som er fulde af opbakning til os selv.

Vi længes efter at slippe frygtens tag i vores sind, der fortæller os at det er sikrest at forblive dem vi er – for ellers vil vi ikke kunne finde os selv igen.

For ikke at tale om den bevidste og ubevidste længsel efter kropslig udrensning – i vore fordøjelsessystem, vores kroppe. Vi æder og drikker så meget lort hver eneste dag, der ophobes i vores system – langt mere end aner.

Vi længes efter sundheden – renheden – letheden – friskheden – energien der flyder. Livsenergien. Vi drømmer om at slippe de mange kilo der viser os i spejlet, at vi ikke får sluppet det vi skal. Vi går på toilettet og ved, at vores fordøjelse ikke er optimal. Vi ser på vores hud og ved, at vores udskillelsessystem ikke fungerer som det skal – fordi vi holder fast . Vi er hårde i vore maver og tarme af at bære på gammelt lort, bogstaveligt og metaforisk talt.


Vi ved det godt.

Inderst inde.

At vi dør langsomt når vi holder fast.

Men vi kan ikke finde ud af at gøre andet.

 

Vi holder i stedet krampagtigt fast, gemmer, fortrænger og bærer på så meget , som vi ikke har brug for længere.
Som vi reelt aldrig har haft brug for.

Og meget af det er end ikke engang vores eget lort!!!!!

Vi slæber rundt på vores forfædres skyld og skam og vore forældres smerte.
Vi opsamler alle andres følelsesmæssige rod, skamfulde oplevelser.
Vi opfanger mediernes fortællinger om smerten i verden.
Vi mærker og opsamler vreden fra kulturer vi aldrig har besøgt.
Vi kobler os på de kollektive destruktive energier og samler på dem, uden vi ved det.

Vore rygge og skuldre er tunge og hårde af alt det vi bærer rundt på.

 

  • Kan du også mærke det?

  • Kan du fornemme det?

  • Føler du dig også tung og tynget af alt det, du slæber rundt på?

 

Intet under at vi længes efter at slippe.

Bare slippe.

Slippe fysisk, kropsligt, emotionelt, mentalt.

 

Vi vil føle os FRIE – så vi kan bevæge os frit rundt i denne verden, med lette klare tanker – med en let ubesværet krop – i lette smukke nærende omgivelser – med en energi der sprudler og danser.

Vi vil DANSE med livet – tager en stor svingom uden besvær om modstand.

Vi vil være som børn igen – ubekymrede, livsnysgerrige og vilde.

ÅH hvor ville vi gerne, blot for en stund.
Blot for en time.
En aften.
En weekend!!!

ÅH Tænk hvis vi kunne være frie igen

Vi får et glimt af frihedsfølelsen, når vi flyder i vandet og mærker letheden.
Vi får et glimt af letheden, når vi bliver forelskede og hormonerne raser i kroppen.
Vi får et glimt af ekstasen, når vi får en himmelsk orgasme (hvis vi nogensinde har kunnet give så meget slip og har været der!).

ÅH hvor vi længes efter mere af det.

Mere af livet.
Mere af ekstrasen.
Mere af vildskaben.
Mere af…. Det hele.

 

Men det er også et paradoks

For vi er jo også bange og rædselsslagne for at slippe det, vi bærer rundt på.

For hvad så? Hvad kommer bagefter dette slip?

Frygten for at slippe dét, vi kender så godt – slippe dét der er vores – slippe dét vi har – gør, at vi hænger ved.
Holder fast.

Vi elsker det velkendte og trygge.
Vores ego elsker nemlig kontrol.
Vores ego – eller den del af vores ego, der er frygtsomt – vil kæmpe for at forblive den, vi er i dag.
Med al den byrde, vi slæber rundt på.
For i det mindste ved vi så, hvem vi er.

For hvem ville vi reelt være uden alt det lort, som vi slæber rundt på?
Hvem er vi mon så, hvis vi ikke er dén person, vi så godt kender i dag?
Mister vi så os selv? Vores identitet?

Vi aner det ikke. Og frygter svaret.
Så vi fortsætter med slæberiet.

Vi lever tynget i et bur, fastlåst og fastfrosset – med ophobninger i krop og omgivelser, der langsom kvæler os.

Der langsomt tager livet af os.

Der langsomt slukker vores livsgnist og passion.

Der stille og roligt lukker os ned, forkrøbler os og stagnerer os.

Tankemæssigt., handlingsmæssigt, kropsligt.

 

Men det behøver ikke være sådan.


Du behøver ikke holde fast i det hele.
Du kan give slip. Hvis du vil.

Reelt set starter der jo en ny dag hver dag.
En ny begyndelse er mulig konstant.
Vores celler fornyer sig hele tiden.
Vi slipper ubevidst væsker dagen lang og er ikke den samme i dag som i går, på de mindste partiklers niveau.

Så det er muligt at slippe og forny os. Hvis vi vil.

Der findes heldigvis mange veje og metoder til at slippe og sætte dig selv fri, så du kan genopleve den lethed, indre frihed og energi der var engang i dig. Forskellige metoder, processer, kure og veje til dette – afhængig af, hvem du spørger og går til, vil de have forskellige veje til at hjælpe dig med at slippe. Kropsligt, emotionelt og fysisk.

Kropsterapeuter, samtaleterapeuter, familieopstillinger, afspændingsterapeuter, kosteksperter, energiarbejdere, feng shui specialister, yoga instruktører, meditationslærere.

De finder overalt derude.
Nogen bedre end andre, som indenfor alle fag.

Uanset hvilken vej du vælger, så blot vid, at det er ikke noget du kun gør ÉN GANG.

Det er ikke en engangs-opgave for dig at give slip.

Det er en livsopgave, da vi hele tiden samler op og holder fast.

Det er en proces for livet. At give slip og starte på ny. Igen og igen.


Refleksion:

  • Hvad har du brug for at give slip på?
  • Hvad tyngder dig lige nu?
  • Hvor føler du dig inspireret til at starte med at sige farvel og slippe det, du ikke længere har brug for?
  • Hvad har du brug for, for at kunne sætte processen i gang?
  • Hvad skal du turde miste?
  • Hvem skal du turde være for at give slip?
  • Hvem kan støtte dig?
  • Hvad ønsker du at det skal give dig, at give slip? Hvad er din intension med at slippe?

 

Jeg hepper på dig.
Kan du give slip?


PÅ VEJ – NYT FORLØB ‘RYD OP I DIT LIV

Jeg tilbyder snart et helt nyt online forløb ‘RYD OP I DIT LIV – 9 ugers emotionel detox’.

Vi starter 30. september – slutter 30 november.

Måske det er noget for dig.

Du kan læse mere om forløbet her, og tilmelde dig nu.

 

, ,

Du er bare heldig

En gang var der en kvinde på et af mine kurser, der sagde ’Du er jo også bare heldig – du kan leve det liv du gør fordi du har en rig mand, der gider forsørge dig, så du kan gøre dét du gør – være selvstændig, undervise og arbejde med dét du elsker’.

Jeg husker jeg blev stødt.

Jeg følte mig ramt.

Fordi det var sådan jeg også selv følte det.

Dengang.

At jeg kun kunne formidle det jeg gjorde og arbejde med det jeg føler meningsfyldt, fordi min mand kunne forsørge mig. Fordi vi havde en god økonomi, der kunne understøtte mine valg.

Men i dag ved jeg, at intet af det jeg arbejder med eller formidler videre er kommet til mig let.

Jeg har gennem livet knoklet for at finde mit værd som MIG – uagtet status, penge og titler.

jeg har søgt og knoklet for at finde min vej gennem mit liv.

Og er blevet ved med at søge til jeg fandt svar.

Jeg har brugt utallige gratis timer på at snakke med mennesker, for at lære om menneskets psyke.
Jeg har siddet aftener og nætter og reflekteret over livet – fordi jeg ikke kunne lade vær.
Jeg har siddet oppe om natten og studeret, selv med mine små tvillinger på sidelinjen.Jeg har opsøgt kurser og mennesker, der kunne berige min verden og udvide min horisont.
Jeg har sagt nej til ting, og sagt fra til mennesker – for at skabe plads til det, jeg gerne ville.
Jeg har måtte acceptere at min familie syntes jeg var småskør og ’langt ude, men alligevel stå fast på min vej.
Jeg har måtte kæmpe for mine synspunkter og overbevisninger, fordi de ikke passer ind i den kontekst jeg er opdraget i.
Jeg har turde tage de chancer der kom, også selvom de var utrygge valg.
Jeg har mødt mennesker der var klogere, stærkere og mere succesfulde ned mig og bedt om hjælp.
Jeg har rakt ud og fået støtte. og vigtigst af alt:
Jeg har turde se på mine mørkeste skyggesider (det mørkeste i min personlighed) – været med disse dele af mig selv – fulgt dem, observeret dem, arbejdet mig gennem dem og med dem – og lært at se værdien af dem, så jeg kunne transformere min frygt til tillid.


Det kræver noget ganske andet end held! 
Siger det bare!

Det kræver fuc**** mod og vedholdenhed.

Det kræver, at man / jeg / du tør gå vejen selv først – for at opdage hvad og hvem du er. Og herfra kan du så begynde at skabe dit liv, som du selv ønsker det.

 

———-

Hvad er du villig til at gøre, gå igennem og opgive for at nå dine drømme?

———-

Jeg har følt mig alt andet end heldig i mange år. Tværtimod.

Dem der kender mig ved, at jeg ikke er en ukompliceret person.
Jeg er ikke let indeni.
Jeg er et menneske fyldt med følelsesmæssig kaos, jeg er forvirret, følelsesmæssigt et svingende rod. Jeg har ikke valgt den letteste vej til nu.

Jeg har gået af snørklede veje, set mine dæmoner i øjnene, været i relationer der har fået mig i knæ, jeg har bevidst og ubevidst smagt på livets mørkeste følelser – sorg, smerte, afhængigheder, selvforagt, skam, manipulation, følelser af udstødthed, ensomhed og forkerthed.

Jeg græder ikke over det.

Ikke længere.

Engang følte jeg at det var uretfærdigt – at jeg skulle gennem alt det.

Jeg så på mine brødre der – udefra – var kommet anderledes ud. De gik ikke gennem disse følelsesmæssige op og nedture, de tænkte ikke over livet som jeg, de bar ikke på fortidens smerte og sorg. Ikke som jeg.

Eller i hvert fald ikke noget jeg kunne se.

Jeg tænkte ’hvorfor er jeg blevet som jeg er’. ’Hvad er der galt med mig’.

Men i dag er jeg taknemmelig for, at jeg har gået min vej.
Fordi jeg forstår dens formål.

jeg forstår – eller begynder at forstå – at alt jeg har gået igennem har udviklet nogle helt særlige kvaliteter i mig, som jeg kan vælge at bruge. Hvis jeg vil. og tør.

jeg begynder at se, at mit liv har forsøgt at forme mig, så jeg kan bruge mig selv – som jeg gerne vil. Som jeg længes efter at bruge mig selv. indeni.

Det ser jeg nu. det så jeg ikke tidligvere. Ikke før jeg begyndt at smide fasaderne, skrælle lag af, dykke dybt og finde ind. Finde ind til den jeg føler jeg er, bag det hele.

I dag er jeg glad for at være mig. Med alle mine snørklede følelsesmæssige indre veje.

I dag vil jeg ikke være nogen anden.

 

Så ja, i dag føler jeg mig heldig.
Bare fordi jeg er mig.

Heldig over, at netop jeg fik lov til – i dette liv – at se så mange nuancer af livets muligheder, forstå så meget og turde så meget. Jeg føler mig heldig, at jeg er i stand til at være med smerte og glæde – i en og samme krop – uden at lukke ned igen. Jeg føler mig heldig, fordi jeg er nysgerrig og livssulten – og ikke gir op. I hvert fald ikke hver dag længere. Jeg er heldig over, at have en bevidst og moden ægtemand der giver mig frihed og plads – og som tør udvikle sig sammen med mig, på hans måde. jeg er heldig at jeg har et godt helbred. Heldig at jeg lever i et land hvor der er muligheder for dem der vil.  Heldig at mine børn er raske. Heldig at jeg er i live.

Men jeg har gået vejen selv.

På trods. Og ikke uden skrammer.

Tak for livet, kære liv.
Tak for muligheden.
Tak for at jeg får lov til at være mig.

 

Refleksion:

Hvad er du villig til at gå igennem for at komme dertil hvor du gerne vil hen?