Hvad er det I laver hos ACADEMY A?
Vi lærer at gå den indre vej selv. Det er reelt en rejse vi starter på allesammen når vi fødes og er på, til vi dør. Vi har alle fået en mulighed for at opleve livet som menneske, og ret tidligt vikles vi ind i alverdens tråde /historier/ følelsesmæssige knuder i os – og bruger resten af livet på at vikle os ud igen.
De unge mennesker er endnu ikke så indviklede som ’de gamle’. Det er min oplevelse. Mange af dem kæmper bare med at passe ind i et samfund, der på alle mulige måder stritter imod deres rå natur. Men de er ikke indviklede. Måske har de kigget lidt for længe på deres ret så indviklede forældre. Måske er de meget sensitive, og har mærket deres nedlukkede forældres kampe, gjort den til deres.
Men de er ikke forkerte. Ikke en eneste af dem.
De er heller ikke ens. Det er de gamle sådan set heller ikke. Men det har de glemt hen af vejen. De prøver alle at være ens mere eller mindre, om dem der skiller sig ud fra flokken må lære at stå i modvinden. Nok om dem – de gamle. Tilbage til dem, der stadig der friske. De unge. Dem der stadig er til at redde.
Kan man overhovedet sige det? Skal vi virkelig reddes?
Måske ikke. Måske. Om ikke andet reddes fra ideen om, at der er én måde at leve på – én rigtig måde at være menneske på – og én vej til livsglæde. Der er lige så mange som der er mennesker – og dét der fungerer for den ene, fungerer ikke for naboen. Så den enkelte må finde sin egen vej i livet,
Hvorfor tror du, at så mange kæmper med angst, uro, følelsen af at være forkert og udenfor?
Jeg tror der er mange årsager til denne synlige ubalance. Jeg ved, pr egen erfaring og dem jeg har arbejdet med de sidste 12 år, at vi bliver decideret syge af at forsøge at bevise vi er gode nok, syge af at forsøge at tilpasse os noget der ikke harmonerer vores dybere essens, syge af at blokere naturlige følelser og undertrykke os selv.
Vi bliver syge af at acceptere adfærd fra andre der er grænseoverskridende, vi bliver syge af ikke at kunne sige vores ærlige mening og vi bliver syge – fysisk og mentalt – at af jagte ydre anerkendelse for at få en grundfølelse af at være uelsket eller ikke-accepteret til at forsvinde.
Vi bliver syge af at leve liv, der ikke er naturlige for os, og som ikke passer til den, vi inderst inde er.
Og ærligt, så tror jeg mange børn og unge er født meget sensitive, de mærker klodens ubalance – de mærker at der er noget helt galt med vores måde at gå til verden på: Grådigheden, optimeringen, den hovedløse vækst og mer-livsstils, som vi alle er del af, den er sygelig. Den er ikke sund. Og de meget fintfølende mærker det.
De mærker hastigheden – ikke kun hos deres forældre, men i samfundet, på gaderne, i butikkerne, hos lægen, hos deres lærer – de mærker præstationssamfundets indtog på generationer. Et lille barn spotter ret hurtigt, hvem der er den rolige og vil sidde på det skød. Den forældre/pædagog der er urolig og angst selv, går de udenom intuitivt. Det er ikke en rar energi at være nær. Med tiden lukker de af for at kunne holde til at være i denne hårde hastige verden, og accepterer det der tilbydes dem – reagerer så godt de kan (og får diagnoser). Men de har ikke et sprog for det selv – ikke endnu. Ikke før de bliver bevidste om, at deres findfølende system har mærket rigtigt længe – der er noget helt galt med den måde, vi kører samfundet på. I institutioner, i skoler, på arbejdspladser. Men hvad kan man gøre – vi lever i Danmark, der bryster sig af at være ’first mover’ på alt fra militær, til universiteter, til forskningspladser – der er travlt overalt. Ingen tør eller kan sænke farten, og den enkelte kan heller ikke selv.
Jeg kender voksne der reelt ikke tør gå een dag ned i tid om ugen, selvom de har råd, fordi de ved, de ikke selv kan sænke farten alligevel. Fordi tempoet i dem og i deres teams er hastigt, pr instinkt.
Det kræver mod og en kæmpe portion selvdisciplin at træde ud af hamsterhjulet.
Hvad er så vejen til et mere sundt liv for den enkelte? Hvad tror du på?
Jeg tror ikke, der kun findes én vej. Der findes den vej, den harmonerer med den enkelte. Og det i sig selv er jo en individuel opgave at finde frem tid. Ingen ’one size fits all’ vej til livsglæde, selvom bøgerne findes og mange sælger billetter til ’indre ro og harmoni’.
Men én ting er jeg ikke i tvivl om: før vi kan finde den vej for os selv, må vi turde trække os for en stund og slukke for støjen i vores sind.
Vi må fjerne os fra alle andres energier der påvirker os, vi må trække os tilbage i eget energifelt, og få så meget ro på at vi kan fornemme hvad der er vores egen sandhed – og først herefter træffe ærlige valg overfor os selv. Det kan tage mange år for nogen – at få så meget ro på, at de reelt kan mærke deres egen sandhed. Og mange tør ikke træde ud af hamsterhjulet så længe – så de når ikke at mærke dette sted.
Det er altid, synes jeg interessant at stille sig selv spørgsmål der tvinger hjernen til at svare:
Hvad er den rigtige måde for dig at leve på?
- Hvorfor er det denne?
- Hvor ved du det fra? Hvem har lært dig det?
- Hvilke elementer bidrager til glæde og tilfredshed med dén du er?
- Hvad kan du selv tage ansvar for?
Jeg er ikke fan at dem, der siger at vi ikke skal søge indad og pille navle. Reelt synes jeg det er uansvarligt at sige. Vores ego kræver en kærlig medspiller i os selv, så det ikke stikker af med os i storhedsvanvid eller overlevelsesstrategier. Og de færreste lever som munke, der har disciplin nok til at overgive sig til ydmyg tjeneste dag ud og dag ind. Så jeg tror på, det kræver en portion selvindsigt at ’leve efter et personligt manuskript der gør dig glad, og skabe dig et liv guided ud fra din egen indre autoritet’.
Hvis vi blot lader andre diktere vores valg, er det som om vi ikke bliver voksne – vi overlader livets tilfældigheder til ydre autoriteter, og bliver passive medløbere.
Det har historien vist ikke fungerer.
Vi skal turde mærke efter. Vi må godt være kritiske, vi må godt stille spørgsmålstegn og vi må godt sige nej tak til at følge en vej, som andre har pålagt os. Hvad end det er forældrenes ønskesti, en bestemt studieretning der dikterer, måder at leve på, venskaber der vil én vej eller i større strukturelle strømninger.
Hvordan adskiller de unge sig fra generationen før dem?
Jeg ser den unge generation som revolutionære. De kommer med en iboende fornemmelse for, hvad de vil og ikke vil, de ser hvad der ikke fungerer og vil gerne gøre noget for at ændre det. Nogen er stadig forvirrede over hvordan – men de fornemmer at der skal ske noget ’andet’ og leder efter deres plads i den transformationsproces.
Jamen er de ikke meget egoistiske, de unge. De gør jo bare hvad de vil?
Næ ikke som jeg ser det.
De er faktisk meget optaget af det samfund vi lever i, men de har ikke respekt for noget, der ikke giver mening. Hvilket er sundt. Og slet ikke mennesker der fremstår som autoriteter, og kommer fra et uægte sted. Og hvis du ikke fremtræder i fuld integritet og autentisk møder dem i øjnhøjde, går de videre. Og de kommer ikke igen. De mærker det med det samme. Hvis du derimod sænker ideen om, at du ved bedre fordi du har flere menneskeår på bagen og faktisk giver dig selv lov til at se deres bevidsthed – høre deres ord – ser deres valg og ønsker, vil du opdage en klarhed og en inderlighed, som ikke findes i alle ’gamle nisser’.
Det farligste er, hvis de bliver fanget i et system, og forsøger at kæmpe imod systemet indefra i stilhed. Hvis de først bliver et borgernummer på en sygedagpenge-liste, eller får en sygdomsdiagnose der fastlåser dem i et system, der ikke forstår dem – ikke ser dem – ikke har empati til dem, fordi de selv er syge og kæmper. Det ødelægger dem langsomt.
De skal ikke kæmpe. Ingen af os skal kæmpe. Vi skal leve frit. Og vi skal have lov til at være vores egen sten – være unikke og særlige, skæve og mærkelige – på hver vores måde. Alle sammen. Det er måske en utopisk drøm – at vi bare kan leve frit, men uanset hvad er det en vision, en ide om, at der er og skal være plads til os alle – i de former og farver vi nu engang er kommet her til jorden med. Vi er ikke ens, og vi kan ikke følge systemiske slaveretninger, der putter os i kasser og dikterer vores adfærd – det er ikke naturligt.
Er dette ikke bare din egen rejse, du er fortaler for, fordi du ikke selv passer ind i de rammer, der blev dig givet?
Jo – helt sikkert. Og derfor forstår jeg dem måske også lettere. Jeg forsøgte i mange år at passe ind, for at føle mig elsket og accepteret af de autoriteter der var omkring mig (bedstefar, far, mor moster, onkel, brødre, skolelærer etc), men reelt var jeg bare skåret af en anden sten end dem. Var jeg vokset op i et kollektiv af skuespiller-forældre, ville jeg nok ha været dagens superstar. Men det var ikke den familie, jeg valgte til min start på livet. Jeg forsøgte senere at passe mig ind i i nogen af Danmarks største virksomheder og fik succes med det på ydersiden, for jeg havde lært hvad der skulle til for at anerkendelse og accept. Men indeni var jeg ikke glad, jeg var ængstelig, urolig, stresset – og endte med at blive syg af stress – fysisk og mentalt. Fordi jeg ikke passede ind i det hektiske præstationssamfund.
Det tog mig virkelig mange år at indse det – og det tog mange år for mig at afmontere den del af mig der virkelig gerne ville være ’stor og have ydre succes’. Men langsomt indså jeg, at min egen glæde og harmoni i mig, kom et andet sted fra. Den kom når jeg var i naturen, den kom når jeg var på eventyr, den kom når jeg var kreativ, den kom når jeg var sammen med hjerte mennesker der matchede min energi, den kom når jeg var mig selv fuldstændig – og fra det sted kunne bidrage til andres rejse.
Ikke alle er som mig heller – og derfor er min ’medicin’ til at blive ’autentisk’ ikke for alle.
Der er helt klart mennesker, der er skåret til at have jobs med høj hastighed, præstation og leverancer med deadlines. De trives med pres og kan naturligt slappe af. Det er ikke mig. Men ærligt – jeg tror det er en uddøende race. De seneste mange års tal viser os jo, at antallet af mennesker med stress og sygdomme stiger – de ubalancer kommer ikke af ingenting. De kommer fordi vi ikke lever i harmoni med vores sande natur.
Hvad er det samfundets hast gør ved os?
Den afskærer os fra noget essentielt. Noget der er langt større end vi tror. I takt med vores ønske om at præstere, optimere, vokse og udvikle med lynets hast har vi mistet kontaktet med vores krop og hjerte, vores intuition og indre autoritet. Vi er blevet robotter – styret af den venstre hjernehalvdel, der kun tænker i gamle mønstre. I rationaler. Vi er ikke trænet fra barnsben af, til at lade vores højre hjernehalvdel blive aktiv – lade de kreative intuitive input være del af vores beslutningsapparat. Vi tænker og tænker, men måske skal vi slet ikke tænke så meget.
Måske skal vi netop lade os selv være for en stund og lande indeni – og lige mindes, hvem vi egentlig er. Det lyder for nogen så hokus pokus, og langhåret – men hvis man først én gang har prøvet af vores offline i 3 dage, uden kunstige stimulanser, komme ned i kroppen gennem fx vandring/yoga/bevægelse og på forskellige måder stimulere højre hjernehalvdel (det kan være med meditation, noget kreativt, musik) så ved du, hvordan det føles at være ’fri af den abehjerne’ der hele tiden kører afsted med dig og dikterer alt du skal.
Det er en kæmpe lettelse. Befrielse.
Og du vil bagefter stille spørgsmålstegn ved alle de beslutninger du tager i et hastigt præstationsfyldt tempo: kan de overhovedet komme fra et kærligt sted, eller kommer de fra en forklædt frygt i dig?
Du kan ikke tænke dig til noget intuitivt nyt. Det må nødvendigvis komme til dig. Som et kreativt ned slag. De færreste arbejder sådan med sig selv, bevidst.
Når vi tager ud i naturen, slukker vores telefoner, gå i stilhed og lader tankerne stilne sig langsomt over tid, sker der noget. Når vi slipper ideen om at vi skal fixe noget, eller rene noget ud, sker der noget. Der kommer hele nye input ind – der kommer en ro ind, der kommer en naturlig ligegyldighed ind, og hvis vi er heldige lander der en taknemmelighed over livet som det ER.
Vi ser ofte ældre mennesker nå hertil, når de har præsterer hele livet. De gir slip og nyder endelig. Men det er muligt for os alle. Både når vi er 16, 25, 35 og 45 år. Vi behøver ikke vente til vi er 70 år, før vi kan nyde livet som det folder sig ud og være i fuld tillid og taknemmelighed. Vi kan nu.
Men konkurrencen må stoppe. I os selv. Kampen om at nå noget bestemt. Eller frygten for ’ikke at nå noget’. Reelt skal du bare nå at opleve livet. Intet andet. Alt mellem du bliver født til du dør, er et tilbud, en gave, en sanselig oplevelse. Og du kan misse den. Hvis du konstant er i dit hoved, og tænker over hvornår mon livet finder dig.
DU ER LIVET.
DU ER NATUREN – som jo før du forbinder dig med dig i dig, og hurtigere vil du leve. Sådan virkelig leve.
Mental sundhed er på alles læber – hvad betyder det egentligt, at være mental sund?
I Danmark definerer Sundhedsstyrelsen mental sundhed som: ”En tilstand af trivsel, hvor individet kan udfolde sine evner, kan håndtere dagligdags udfordringer og stress, samt indgå i fællesskaber med andre mennesker” (Sundhedsstyrelsen, 2012).
Sundhedsstyrelsens definition indeholder to dimensioner. En oplevelsesdimension som handler om at have det godt, og en funktionsdimension som handler om at kunne fungere godt i sin hverdag og i samspil med andre. Dermed er mentalsundhed mere end blot fraværet af psykisk sygdom (Sundhedsstyrelsen, 2012; Eplov & Lauridsen, 2008; Koushede, 2015).
- Har du det godt?
- Fungerer du godt i din hverdag?
- Fungerer du i samspil med andre?
Dette er måske ikke et evigt ja eller et evigt nej, men gode spørgsmål at stille sig selv ind imellem.
I ACADEMY A tror vi på, at Naturen er fremtidens medicin og intuitionen er den nye livsrådgiver
Naturen kan noget ganske særligt. Den healer os selv når vi ikke ved det. Der findes allerede forskningsresultater der viser, at når vi er i naturen, lindes mentale ubalancer og stress. Vitamin ’N’ taler vi om, naturterapi. Fordi vi kan bruge naturen mod stres og til at mærke os selv igen.
I Englang benytter man lægeordinerede natur-coaches til at tage stress-syge med ud i naturen frem for at give dem medicin mod depression og stress. Og resultaterne taler deres eget sprog: Naturen healer. Og den kan forebygge.
MANGE HAR EN LÆNGSEL – MANGE FØLER DE MANGLER NOGET
Mange har et liv de egentlig på papiret drømmer om, men de savner noget. For nogen ved de ikke hvad det er. Men det kan være deres kreativitet, deres spiritualitet, deres egen væren i det liv de har. En ro der kommer indefra der ikke handle rom ydre præstation men mere om en indre udfoldelse, for egen skyld. Indefra ud. Ikke for at nå et bestemt sted hen – men bare for at være opmærksom og nærværende med sig selv.
Naturen giver os mulighed for at vores hjerne kan få en pause. Et frirum. Det har vi brug for i en verden, der er hastig og udfordrer vores mentale sind. Evige stimulanser og distraktioner.
Når vi går i naturen og bruger den som sanse-aktivering, kan den sætte vores hverdag i relief. Minde os om noget i os selv.
På vores outdoor camps arbeder vi med det hele sunde menneske i naturen:
Sundhed er mange ting. Ikke kun fysisk sundhed. Mental sundhed. Følelsesmæssig sundhed. Spirituel sundhed.
På vores outdoor camps kombinerer vi fællesskabet, samtaler og konkrete aktiviteter som samarbejde rundt om bålet, åndedrætsøvelser, offline perioder, stilhed, humoristiske lege og krops-bevidsthedsøvelser. Det fremmer den fysiske og mentale sundhed, og skaber en flowtilstand, som har en signifikant restituerende virkning på vores psykiske sundhed.
Det vigtigste er oplevelsen, når vi er afsted og at skabe plads til integration i hverdagen. Vi kan alle tage på retreat og ferie, hvor vi oplever roen indeni, men så kommer vi hjem og få dage efter er det evige indre pres-system i gang. De små integrationer og afgørende valg i hverdagen er det, der gør forskellen.
Generelt arbejder vi med at sænke farten. Slow down. Så vi kan blive mere bevidste og vågne.
Vi arbejder med sanseligheden – aktivering af sanserne. Rører, mærker ting. Vi glemmer ofte sanserne, og tror vi skal regne alt ud. Ned i kroppen og åben dine sanser.
Vores koncept er ganske simpelt – men det arbejder i dybden:
- Vi trækker os væk fra hverdagen og sænker farten
- Vi skaber et åndehul i livet så vi kan genfinde os selv, få indsigter og tager dem med tilbage og integrerer de mi hverdagen
- Vi er i naturen
- Vi aktiverer sanserne
- Vi bevæger kroppen
- Vi minimerer kunstig stimulans, praktiserer stilhed og er offline
- Vi er sammen som gruppe men holder os hjemme i os selv
Intuitionen. Fremtidens rådgiver. Din sjæls stemme. Stemmen af din underbevidsthed.
Vi træner vores intuitive tilgang til livet på alle camps og retreats.
Vi har den alle, men vi er ikke trænet i at lytte til den og bruge den. Vi har mere tillid til Googler end vores egen intuition. Vi er alle intuitive, men de fleste af os lever i venstre hjernehalvdel – ikke i den højre. Di tænker og tænker, men kan ikke forestille os noget helt nyt. Børn og unge er gennem skolesystemet trænet i kritisk tænkning, analyse – men hvad med intuitionen, kreativiteten?
De tager valg baseret på den bevidste hjerne, vel vidende at vi har en underbevidsthed der styrer os 95 % af tiden. Hvad med den – hvorfor træner vi ikke os selv i at få adgang til svar herfra, så vi kan blive medspillere her?
Interview med Louise Schønnemann, stifter af ACADEMY A, foråret 2021
