Tør vi sænke farten?

Jeg husker det, som var det igår.

Jeg så dig stå op.

Det var meget tidlig morgen.

Nogen vil sige, det stadig var nat.

Du var på vej på arbejde.

Du havde travlt, sagde du.

Jeg kunne fornemme din hastighed.

Mærke dit indre pres.

Jeg kunne ikke tage det fra dig.

Jeg kunne kun ligge stille, være rolig i dit nærvær.

Jeg lå længe den morgen under min dyne og tænke. Undrede mig. Reflekterede.

Hvor startede det mon?

Hamsterhjulet?

Hvem skruede op?

Hvor starter presset?

Nogen vil sige det er skabt politisk.

Andre at det kommer inde fra os selv.

Andre igen vil måske henvise til Universets udvidelseshastighed.

Uanset.

Det opleves som desperation pakket ind i undskyldninger.

Noget er ude af kontrol.

Nogen er ude af kontrol.

Vores overlevelsesinstinkt?

Vores ego, der fornemmer at enden er nær?

Jo mere frygt vi skaber, jo mere fortravlede vil vi blive.

Vi er så bange for ikke at nå det.

Vi er bange for at dø.

Frygten for ikke at overleve, personligt og kollektivt.

Vi har travlt.

Vi skal nå det.

Før….

Før hvad?

Der skal gøres mere – hurtigere.

Redde kloden. Redde menneskeheden. Opfinde nyt. Skabe nyt.

“Skynd jer. Der er ingen tid at spilde”, råber de højt.

Frygten spreder sig.

“Kom nu. Vi skal gøre det bedre. Mere effektivt. Vi skal nå det. Inden det er for sent.”

Frygten.

Vi skruer op, i overlevelsens navn.

Frygten styrer tempoet.

Frygten for ikke at overleve.

Det er som om vi fornemmer en afslutning.

Vi skal nå det. Inden det slutter.

Er der enden af regnbuen vi frygter?

Mange fornemmer der sker noget.

Noget skifter snart.

Men hvad er det mon?

Måske er vi ‘bare’ ved at skifte bevidsthedsspor.

Tænk hvis det bare var det.

Hvilken lettelse.

Måske er vi bare ved at opdage, at vi har det hele – allerede, i os selv.

Hvilken lettelse.

Så kan vi jo bare stoppe jagten og gå på opdagelse efter de indre skattekister.

Tør vi tro på det?

Eller tror vi på de højtlarmende offentlige trøster, annoncerne, aviserne, medierne, stemmerne i vores frygtsomme sind?

Måske det er tid.

Til at gå efter nye idealer og mål.

Til at slippe kampen og jagten.

Måske.

Hvis vi tør.

Måske er det tid til at erstatte jagten efter økonomisk tryghed, store biler og nyopdagelser, med en indadvendthed og tillid.

Måske.

Måske er det tid til at sætte indre mål som fx bevidsthedudvidelse, større hjerteåbning, dybere i underbevidsthedens mysterier.

Måske.

Måske en dag vi vil måle:

Hvor meget kærlighed kan du mærke i dit hjerte?

Hvor intuitiv er du blevet?

Hvor åben er du for kommunikation uden ord?

Hvor dybt kan du gå i din egen underbevidsthed?

Hvor stort et energifelt kan du holde og fylde med lysenergi?

Der er store skifte på vej.

Ikke over nat, men over tid.

Og vi fornemmer det.

Frygter vi det eller har vi tillid?

Selvom det er helt nyt?

Vi vil komme til at se energi.

Mærke energi.

Kommunikere uden sprog.

Før vi aner.

Måske.

Vi vil blive tvunget indad.

Ind i vores følelsers dyb.

Ind i underbevidsthedens rum.

Vi skal træffe vores vigtigste valg:

Vil vi leve i frygt og overlevelse,

eller vil vi træne tillid og ubetinget kærlighed – til alt og alle?

Hvordan gør vi det?

Tør vi gå så dybt?

Tør vi give så meget slip?

Kan vi finde ud af det?

Den store ego-død.

Tør du?

Tør vi?

Tør vi besøge vores egen psyke og heale os selv her?

Tør vi møde vores egen uendelige intethed?

Tør vi erfare og acceptere at vi er intet og alt, på samme tid?

Tør vi give slip og overlade retningen og livet til noget større kraft – når andre omkring os er i kamp og overlevelse?

Hvad hvis kampen reelt kun udspiller sig i vores egen psyke – og det er her freden først må findes.

Tør vi mærke vores intethed, magtesløshed – side om side med den store store Kærlighed, der siger den elsker os ubetinget.

Tør vi stole på det.
Er vi elskelige?
Og evigt velkomne?

Hvis så, behøver vi jo slet ikke kæmpe mer.

Eller tør vi fortsat kun bevæge os i overfladen, frygtsomme og utrygge ved tanken om at vi mister kontrol.

Mange er bange for, hvad der mon gemmer sig dernede – i vores egen underbevidsthed.

Måske er de bange for at erkende, at vi intet er – og aldrig har været.

For hvad betyder det så?

Hvor er meningen så?

Findes der reelt en mening – andet end den du selv skaber?

Hvad med døden som vi alle frygte og løber fra, findes den overhovedet?

Eller er den også en sindsskabt illusion?

Vi må alle finde egen tro.

Men noget vil ændre sig.

Før vi aner.

Det fornemmer vi vist alle.

Lev ikke i overfladen af dig selv.

Gå højt.

Dyk dybt.

Hvis du kun bader i overfladen af din bevidsthed og emotionelle verden, vil din ubevidsthed styre dig.

Dine uoplyste mørke rum vil styre dig.

Frygten for af dø uden mening – uden du ved det.

Frygten vil presse dig.

Få dig til at løbe hurtigere.

Få dig til at miste pusten.

Presse på.

Presse på.

Indtil du ikke kan mere.

Sænk farten

Træk vejret.

Stiln dit sind.

Vær her.

Langsommelighed får dig til at stilne indeni.

Stilheden vil tankerne til at blive klare.

I hast kan du intet se.

Intet høre.

Intet mærke.

Intet oplyse.

Først når du sænker farten, opdager du det.

Dybets visdom.

Tilliden til det hele.

Det bor i dig.

Tør du?

Tør vi?

Sænke farten.

Vælge tilliden.

Overgive os.

Til det der er.

Lige nu og her.

Også selvom det ender en dag.

Det du kender.

Måske.