Hvad hjertet er fuldt af

Kærlighed er ikke for tøsedrenge

(Artikel skrevet i 2015 til magasinet MOOLA) 

Hvorfor er det så svært at fastholde den ubetingede kærlighed i vores forhold?
Hvorfor skal det være så smertefuldt at indgå i parforhold?
Hvorfor er det så uendelig svært at få den kærlighed, vi dybest set længes efter?

 

Helt inde i vores hjerter længes vi alle efter den ubetingede kærlighed, der ubetinget omslutter os, der holder os i sin favn, der elsker os præcis som vi er, uden krav og begrænsninger.

Set ud fra et spirituelt perspektiv, længes vi dybt i hjertet ’hjem’ til den sjæleverden, hvor vi kom fra, før vi valgte at inkarnere i vores menneskelige krop. Vi længes tilbage til følelsen af at være omringet af den universelle guddommelig energi. Vi længes efter at genforbinde os med dette sted, hvor ingen fordømmelse, adskillelse, frygt og separation eksisterer.

Psykologisk set længes alle celler i vores krop efter den trygge følelse af dyb samhørighed, vi mærkede, da vi lå i vor moders livmoder. En tid, hvor livets ubegrænsede nærig flød til os frit. En tid, hvor vi trygt fik lov til at være den vi var – uden betingelser, krav og indblanding. Følelsen af total accept og overgivelse til det, der var omkring os.

Livet igennem jagter vi genforbindelsen med denne følelse – spirituelt og psykologisk – i vores relationer med vores forældre, kærester, partnere, børn, veninder og for nogen også i deres relationer til kollegaer/chefer.

Men gang på gang kan vi konstatere, at vi ikke møder den ubetingede kærlighed.
Tværtimod.

 

Vi oplever afvisninger, afsavn, svigt, fravær, ensomhed, jalousi, følelsesmæssig nedlukning og afstandtagen.
Og vi lider følelsesmæssigt.

Men i stedet for at lide i jagten efter kærligheden, kan vi vælge at se længslen efter kærlighed som en naturlig konsekvens af egoets splittelse fra kærligheden og sjælens længslen efter genforbindelse med den uendelige kærlighed. Og fra det perspektiv kan vi slippe lidelsen og møde vores relationer som livsnødvendige læremester, der tvinger os til at hæve bevidstheden om os selv, igen og igen.

For at tilegne sig dette perspektiv er det nødvendigt at forstå, hvorfor vi ikke bare kan møde verden med et åbent hjerte og dyb følelse af den altomfavnende kærlighed i dette liv.

 

Splittelsen fra den ubetingede kærlighed

Da din sjæl valgte at inkarnere på denne jord, blev du født ind i denne verden. Fra fødslen blev du helt naturligt fysisk adskilt fra din mor og den symbiose, du havde oplevet i din mors mave. Der helt naturligt igangsat en psykologisk proces, hvor du stille og roligt begyndte at erfare, at du var ’dig’ i kontrast til ’den ydre verden’. Dit ego begyndte at udvikle sig.

Vi har alle et ego. En funktion i vores bevidsthed, der har til hensigt at give os en oplevelse hvem vi er som mennesker. Dit ego skaber din identitet. Du har brug for dit ego for at kunne navigere i verden og adskille ’dit’ fra ’mit’.

 

Hvis du har et sundt ego, er du fra barns ben blevet omringet af accept, rummelighed, set, hørt og lyttet til som barn. Du har fået dine behov dækket, fysisk og følelsesmæssigt. Du er blevet respekteret for den du er, udfordret til udvikling i det tempo du havde brug for og generelt fået en start på livet, hvor du føler dig elsket af dine omsorgspersoner, er i stand til at mærke dine egne behov og sige til/fra uden pålagt skyld og skam. Du forstår at du er dig men samtidig er en del af en helhed bestående af alle andre mennesker, som du skal respektere, rumme og holde af som de er.

 

Desværre har langt fra alle haft denne start på livet.

 

De fleste af os har som børn oplevet vores forældres manglende nærvær, deres manglende empati, manglende respekt og grænseløse adfærd. Vi har haft forældre, der ikke var tilstede følelsesmæssigt, fordi de havde egne indre kampe. Vi har oplevet ikke at blive mødt, set og lytte til og ikke respekteret i vores følelsesmæssige udtryk. Vi fik skæld ud, når vi viste særlige sider af os selv og afvist fysisk og følelsesmæssigt, når vi ikke opførte os ordentligt.

Vi erfarede således tidligt, at vi ikke længere var en del af en ubetinget kærlig helhed, men derimod nu var et selvstændigt individ, som måtte beskytte sig selv følelsesmæssigt for at overleve.

Vi oplevede, at kærligheden var betinget af, hvordan vi opførte os. Vi skulle være på en bestemt måde og gøre noget rigtigt for at få accept og opmærksomhed fra vores forældre og andre omsorgspersoner.

Og det gjorde ondt.

Rigtig ondt.

 

Følelsen af ikke-kærlighed har for os alle været smertefuld, og vi begyndte derfor at lukke ned, fortrænge og undertrykke disse smertefulde følelser.
Vi lagde låg på ensomheden, på følelsen af svigt og afvisning.
Vi forsøgte at glemme, at vi ikke var elsket ubetinget.
Vi beskyttede os selv.

 

Vores forsvarsmekanismer udvikles og vi begyndte at finde på alle mulige overlevelsesstrategier i håbet om at genfinde følelsen af at være rummet, set, hørt og elsket for dem vi er: Vi pleasede, tilpassede os og overskred vore egne grænser. Vi undertrykte vores behov og gjorde ting, der ikke var sunde for os. Vi lagde låg på, gemte vores sande jeg og begyndte at vise masker udadtil.

Alt sammen i håbet om, at vi kan få andre til at elske os, som vi har brug for at blive elsket – som vi dybt inde husker, at vi blev elsket engang for længe længe siden.

 

Jagten på kærligheden 

Livet igennem søger vi overalt følelsen af at vende tilbage til ’den ubetingede kærlighed’, som vi mistede da vi blev adskilt.

Livet igennem jagter vi en illusion om, at den ubetingede kærlighed kan findes i den ydre verden. At vi kan finde den i vores parforhold, i vores venskaber, i vores relation til børn, kollegaer, i jobs. I korte øjeblikke tror vi, at vi finder den ubetingede kærlighed igen – at vi er ’hjemme igen’. Når vi fx bliver forelsket føler vi os elsket igen. Vi tror (håber), at vi har genfundet det, vi manglede for at føle os hele igen. Vi siger endda, at ’den anden person fuldender mig’.

Men det er en illusion.

Vi forveksler følelsen, som vi får fra noget ydre, med den kærlighed vi kom fra – den rene ubesmittede kærlighedsenergi, som ikke stiller krav, som ikke bærer nag, som ikke forventer noget af os og som blot rummer alt det vi er.

Og når hverdagen træder ind, forelskelsen aftager og illusionernes slør falder til side, oplever vi ’den større virkelighed’ igen: Vi opdager, at den ’altomfavnende kærlighed’ slet ikke er altomfavnende. Vi mærker igen, at vi ikke er elsket ubetinget og ikke altid rummet, med alt hvad vi er.

 

Vi bliver mindet om barndommens smertefulde oplevelser af afvisning og ikke-accept igen og mærker den dybeste sorg, smerte, længsel kommer op til overfalden. Vores tidligste erindringer om adskillelse og splittelse fra kærligheden vækkes og gør ondt. Igen.

 

Du retter bebrejdende blikket mod den anden og giver ham (eller hende) skylden for, at du mærker de smertefulde følelser igen – bebrejder ham, at han har bragt dem op til overfladen igen. Og giver ham skylden for, at illusionen om ’genforeningen med den uendelige kærlighed’ brast.

 

Det er derfor vi alle sammen oplever, at de nærmeste relationer kan aktivere dine mest smertefulde erindringer fra din fortid.

 

Og her begynder konflikterne i forholdet. Her begynder kriserne. Her er grunden til, at mange ender deres forhold. Fordi de simpelthen ikke man rumme at mærke fortidens smerte igen, der bliver aktiveret i nuet af et andet menneske.

 

Kærlighed er ikke for tøsedrenge 

Vi må slutte vores endeløse stræben i vores relationer efter ’den ubetingede kærlighed’ og i stedet begynde at se vores relationer som møder, der bringer alle vores gamle smertefulde sår op til overfladen – så vi kan møde dem igen med vores egen kærlighed, rummelighed og omsorg.

Vi må se vores relationer som møder, der tvinger os til at arbejde med selvkærligheden til alt det vi er og alt det vi har oplevet.

Der er ingen vej uden om. Kan vi ikke elske os selv i de dybeste afkroge af vores menneskelige væren, vil vi ikke kunne opleve den ultimative overgivelse til den universelle kærlighed eller til en anden.

Det kræver en indre oprydning i alle de gamle medbragte traumer, oprydning i vores dybeste skam over hvem vi er som menneske. Det kræver selvtilgivelse og acceptere os selv i den form, vi er i lige nu.

Det er ikke nødvendigvis en let rejse.

Det kræver mod.

Det kræver selvindsigt.

Det kræver høj bevidsthed og en villighed ud over bare at overleve.

 

Det kræver, at du ser vejen til kærligheden som en spirituel oplysningsrejse, hvor du igen og igen må møde dine egne forsvarsmekanismer, frygt og egodrevne handlinger med dyb omsorg og taknemmelighed for dets (dog primitive) forsøg på at beskytte dig.

 

Det kræver at du tør holde hjertet åbent og møde andre fra dette sted – fra et sted af dyb kærlighed til alt det livet forsøger at lære dig, om dig selv, gennem dit møde med andre.

 

Som den amerikanske spirituelle forfatter Marianne Williamson siger i forordet til David Deidas bog ’Min Elskede’:

”Set fra et spirituelt synspunkt er kærligheden i sin guddommelige essens et tempel. Den er et af guds laboratorier, et rum for spirituel transformation. Den er, når den anskues på denne måde, en hellig mulighed for sjæle til at nå ud over det snævre lille selvs begrænsninger, foretage kvantespring ud i nye og ukendte følelsesmæssige muligheder. Dér trænger kærligheden os op i et hjørne, holder et spejl op for os og forlanger, at vi overgiver os, overgiver såretheden, overgiver fortiden, overgiver murene, overgiver bebrejdelserne, overgiver forsvarsværkerne, overgiver grænserne, overgiver frygten…Kærlighed er ikke for tøsedrenge.”