Hvad vil der ske med den nye generation – hvem guider dem på rette vej i livet , når nu det ikke længere er os som forældre?

Nyt år. Ny tid. En tid, der kalder på forandring. Hos os alle. Der er opbrud. Og omstrukturering. Vi bevæger os ind i nye faser, der påvirker vores tanker og samtaler. 

Personligt er jeg optaget at det skift, der naturligt er ved at ske i min familie. Roller der ændres. Nye problematikker. Nye måder at være på. Tænke på. Mine tvillinger på 12 er blevet store. Lidt for store for hurtigt. Tænker de fleste forældre genkender den følelse. Hvor blev tiden af? Hvad nu med mig?

Engang havde 100% brug for mig; De så op til mig, spurgte mig til råds om alt og lyttede til mine ord. Nu er jeg mest en begrænsning for deres instinktive lyster, pinlig at høre på, for meget, for lidt og for sær. Nu har de andre cirkler de hellere vil være i, andre de lytter til og påvirkes af. 

Inden længe er jeg faldet ned fra den piedestal, jeg har siddet på siden de blev født. Skubbet ned. Af dem. Af tiden. Af den naturlige biologiske proces.
De er begyndt at tage afstand fra mig og ønsker at stå på egne ben. De vil løsrive sig – og det skal de. Det ligger i naturens orden. De skal ud og klare sig selv, træffe egne valg, vokse og modnes.

Og sådan skal det være.

Det ved jeg jo godt.
Men jeg indrømmer: Det gør ondt. Gør mig trist. Og bange.

For selvom det er en naturlig proces, mærker jeg en stigende uro indeni. En masse spørgsmål, der trænger sig på, som jeg ikke har svaret på.

• Har jeg lært dem nok? 
• Har jeg givet dem de rette værdier? 
• Hvad har jeg sagt – kontra hvad har de set mig gøre? 
• Har jeg været en positiv rollemodel? 
• Har jeg givet dem det videre jeg tror på – og er det overhovedet rigtigt, dét jeg tror? 
• Og hvem skal de nu se op til, når jeg falder ned af piedestalen?

Det smertefulde gennembrud

Måske frygter jeg dybest set min egen smerte. At se den spejlet i dem.

Smerten ved at blive voksen – flyve frit – finde sig selv.

Smerten ved at forlade barndommens uskyld og opdage, at livet er så kontrastfyldt. 

Lys og mørke. Smerte og glæde. Lyst og dovenskab. Kærlighed og svigt. 

Det hele er her – og de, som jeg, skal nu ud i denne verden og begå sig. De skal finde deres vej. De skal leve. Præcis som vi andre har skullet. Og stadig skal.

Det er bare ikke altid let. Ikke smertefrit. Set udefra er det en smuk proces. Fra barn til voksen. Men set indefra – eller måske snarere mærket indefra, er det en personlig lidelsesproces for mange. En rejse, hvor vi skal mange udfordringer og kampe igennem med os selv i relation til os selv – og andre. Uden at vi ved, hvor det ender eller hvad det egentlig handler om.

Ikke før bagefter – set i bakspejlet.

Det er præcis som larven, der skal blive til en sommerfugl. Larven kan ikke flyve. Larven ved end ikke, at den en dag bliver en smuk sommerfugl. Og skulle den ubevidst vide det, ved den sandsynligvis ikke hvornår – for den kender ikke til tid. I nuet kender den kun sig selv som en larve, i en puppe. Indtil den dag dén bryder gennem puppen, falder ud og langsomt vænner sig til sin nye form. Vænner sig til at have vinger og kan flyve frit. Først her ved den, hvad det vil sige at være en sommerfugl – fri og ubegrænset.

Sådan er det måske også at gå fra barn til voksen? Fra ubevidst til bevidst? Fra uskyldig uvidende til erfaringsbaseret indsigtsfuld?

Larve, sommerfugl eller ej. Det er ikke let at være menneske. Ikke let at bevæge sig fra en livsfase til en ny. Fra barn til teenager, til ung, til voksen, til gammel. Enig?

Vi har alle brug for støtte i de enkelte faser – brug for en hånd ind imellem, nogen at spejle os i – nogen der kan guide os på rette vej, så vi ikke vildledes og mister os selv i den udvikling, der er naturlig.

Vi har alle brug for tillid og håb. Vi har alle brug for nogen der ser os som den vi virkelig er, som hepper på os, også selvom vi stadig ligger i puppen. Nogen der minder os om, at vi ER en sommerfugl indeni.

Men hvem siger dét til mine børn, når jeg ikke længere er den de lytter til?

Hvem påvirker mine børn nu?

Snart har jeg ikke en plads oppe på piedestalen, så hvem lytter de så til? 

Hvem skal hjælpe dem på vej? 

Hvem skal løfte deres bevidsthed? 

Stiller dem spørgsmål om, hvem de er og hvad de gerne vil bruge livet til?

Samfundet? Politikerne? Underviserne? Eller de tonsvis af kommercielle ’Influencers’, der strømmer ind på de sociale medier – betalt af organisationer, politikere, dygtige reklamefolk med manipulerende intentioner?

Jeg ser den nye generation, inkl. mine egne børn, sidde med næsen plantet i de sociale medier, hvor deres nye rollemodeller lever. Mennesker, de følger, som betales af virksomheder / reklamebranchen/ politikere for at sige noget, mene noget – som de unge tager til sig. Mere end vi aner og forstår.

Deres underbevidsthed påvirkes 24/7 af alt det usynlige, usagte. Af energier, stemninger. Af intelligente menneskers manipulerende initiativer, hvis agenda IKKE er at hæve bevidsthed men at få solgt noget – ting, budskaber, holdninger.

Helt ærligt: Det ved jeg slet ikke, hvordan jeg skal forholde mig til.

Det stiller store krav, til os som voksne, til dem unge, til samfundet.

Det kræver en høj bevidsthed og evne til refleksion at gennemskue, hvad der præsenteres af holdninger i dag. Det kræver en vis bevidsthed og modenhed at adskille andres meninger , fra hvad man selv mener. Hvad ens egne værdier er og – kontra andres. At man har fat i sig selv og kontakt til sig selv.

Kan de unge det i dag? Har vi lært dem det?

Har jeg lært mine børn at kunne det?

Spørgsmålet er, om vi voksne kan det?

Er vi klar på egne værdier? 
Kan vi adskille det uægte fra det ægte i vores liv?

Hvis vi som de voksne ikke kan, hvordan skal de unge – vores børn, så kunne?

Jeg ser et stigende behov for, at vi lærer de unge – den nye generation – at kunne navigere indefra, kontra være ydrestyret. Lærer dem at kunne mærke sig selv og egne behov, at være klar på egne værdier , så de bevidst kan adskille det ægte fra der uægte i livet.

Spørgsmålet er, hvordan lærer vi dem det, hvis de ikke har lært det hjemmefra?

Den nye generations vilkår og muligheder

Fremtidsforsker Emilia van Hauen skriver om den nye generation Y (1980-2000) og Z (2000 – 2010), at dette er generationer med helt andre behov, længsler og vilkår end min generation havde (os fra 70’erne og tidligere) 

Disse generationer vil bestemme over eget liv, de vi friheden, de søger fællesskaber der skaber deres identitet. De har alverdens muligheder og er forbundet med hele verden gennem de sociale medier. For nogen unge er det en fantastisk fremtid, de ser, hvor de kan vælge og skabe eget liv. For andre aktiverer det frygt.

Statistikker viser, at rigtig mange unge udvikler angst i dag, at flere end nogensinde før tager stoffer og antallet af psykisk syge (eller diagnosticerede) er stigende. Fremtidsforskerne siger, det måske skyldes de mange muligheder der kræver, at de kan vælge. De oplever et stigende pres fra samfundet; De skal vælge og gennem uddannelsessystemet hurtigere, De læser at verden er ved at gå under klimamæssigt; De bombarderes 24/7 med de sociale mediers uigennemsigtige agendaer. De er bange. De ved ikke hvordan de skal agere. Eller vælge. Eller være. For hvad vil fremtiden byde dem? Hvor skal de lægge deres indsats? Når alt er muligt, hvad skal de så vælge – og kan de vælge forkert?

Intet under mange unge udvikler stress og angst, og forsøger at dulme sig selv.

Stigende magtesløshed kalder på tryghed

Allerede i slutningen af 90’erne talte fremtidsforskeren Ulrich Beck om, vi lever i et ’risikosamfund’, hvor frygten for alverdens ting styrer os. Vores samfund er opbygget på frygt – og farerne findes i alt: i maden, i medicinen, i miljøet, i fristelserne, i det der potentielt kan ske. 

Jo mere vi ved, jo værre får vi det.

Baseret på denne frygt – udvikler magtesløsheden sig også hos mange. For hvordan skal vi håndtere alle de trusler? De farer, der er? De valg der er? De muligheder?

Kan du genkende det i dig selv?

Det personlige ansvar: stop op og træf et valg

I mine mange tanker om hvordan fremtiden mon ser ud for mine egne børn, har jeg måtte lave flere personlige refleksionsstop – for at kunne rumme mine egne følelser og ikke blive overvældet af frustration. Jeg har måtte kigge indad og være ærlig over for mig selv. 

• Hvordan forholder jeg mig til min fremtid?
• Hvilke muligheder vil jeg gribe?
• Hvor kan jeg bedst muligt bruge min tid, min energi, mine kompetencer og talenter, så det kommer både andre og mig selv til gode?
• Hvad skal mit aftryk i verden være?

Det har krævet, at jeg skulle svare på: 

• Hvad er jeg reelt god til? 
• Hvad er mine talenter? 
• Hvad gør mig glad, fyldt med energi så jeg kan være et lysende eksempel for andre?
• Hvordan kan jeg bevidst bruge den jeg er – i et fælleskab med andre, som gavner et større formål end bare mig selv?
• Hvilken brik i det store puslespil vælger jeg at udfylde, fordi det giver mening?

Hvilket også ledte mig til spørgsmål, som:

• Hvad giver reelt mening for mig at være en del af? 
• Hvornår føles mit liv meningsfyldt? 
• Og hvad betyder meningsfyldt overhovedet?

Det har ikke været let at svare på. 
Det har taget tid. 

Men hvis jeg ikke selv kan svare, hvordan kan jeg så forvente at den nye generation – de unge – mine egne børn skal kunne svare på det en dag?

Kan du svare på dem?

Tilbage til mig og ungerne:

Jeg er ved at indse, at jeg må snart sætte dem fri – og lade dem blive sommerfugle på egne præmisser. Det ved jeg godt. 

Jeg har gjort det jeg kunne. Det bedste jeg kunne, med den bevidsthed jeg har haft undervejs. Jeg kan ikke gøre fortiden om. Jeg kan bede om tilgivelse (selvtilgivelse) for alle de ’fejl’ jeg har begået, og finde ind i tilliden til, at alt – alt – sker som det skal ske, også de knubs vi giver andre undervejs.

Men åh hvor jeg ønsker meget for dem, på deres rejse fremover. Jeg ønsker så meget for dem, at mit hjerte gør ondt og min livstillid udfordres af min iboende frygt:

Jeg ønsker for dem, at de bliver i stand til dyb livsrefleksion – og selvrefleksion, så de kan og adskille skidt fra kanel. I sig selv og andre, så de vil opleve et ærligt liv.

Jeg ønsker for dem, at de bliver klar på deres værdier, så de kan træffe valg, baseret på deres egne værdisæt. Fordi det gør dem stole af sig selv og den de er i verden.

Jeg ønsker for mine børn, at de forstår at de er en del af en større helhed – og deres opgave og ansvar er at byde ind i helheden med den højeste version af sig selv, hvad end det er for dem. Fordi det giver dem en dyb følelse af at høre til, i verden. På jorden. I denne tid.

Jeg ønsker for mine børn, og for alle jeg kender, at de hver især får kontakt til sig selv inderst inde – og bevæger sig ud i helheden herfra. Hvordan det end ser ud for den enkelte. Gør vi det, kommer vi aldrig helt galt afsted.

Og så ønsker jeg dem alverdens lethed og glæde, indeni. Selvom jeg ved, at rejsen gennem livet ikke er let – og ej heller er tiltænkt sådan fra naturens side.

Tilbage sidder jeg, uden følelsen af at kunne påvirke svaret, og spørger mig selv igen: Hvem griber mine børn, når jeg falder?’

Svaret er: Jeg håber, de griber sig selv.

(artiklen er udgivet i online magasinet MOOLA i februar 2019);
Se på www.moola.dk/artikel/hvem-griber-mine-boern-naar-jeg-falder/