, ,

Hvem griber mine børn, når jeg falder?

(artiklen er udgivet i online magasinet MOOLA i februar 2019);
Se på www.moola.dk/artikel/hvem-griber-mine-boern-naar-jeg-falder/

Hvad vil der ske med den nye generation – hvem guider dem på rette vej i livet , når nu det ikke længere er os som forældre?

Nyt år. Ny tid. En tid, der kalder på forandring. Hos os alle. Der er opbrud. Og omstrukturering. Vi bevæger os ind i nye faser, der påvirker vores tanker og samtaler. 

Personligt er jeg optaget at det skift, der naturligt er ved at ske i min familie. Roller der ændres. Nye problematikker. Nye måder at være på. Tænke på. Mine tvillinger på 12 er blevet store. Lidt for store for hurtigt. Tænker de fleste forældre genkender den følelse. Hvor blev tiden af? Hvad nu med mig?

Engang havde 100% brug for mig; De så op til mig, spurgte mig til råds om alt og lyttede til mine ord. Nu er jeg mest en begrænsning for deres instinktive lyster, pinlig at høre på, for meget, for lidt og for sær. Nu har de andre cirkler de hellere vil være i, andre de lytter til og påvirkes af. 

Inden længe er jeg faldet ned fra den piedestal, jeg har siddet på siden de blev født. Skubbet ned. Af dem. Af tiden. Af den naturlige biologiske proces.
De er begyndt at tage afstand fra mig og ønsker at stå på egne ben. De vil løsrive sig – og det skal de. Det ligger i naturens orden. De skal ud og klare sig selv, træffe egne valg, vokse og modnes.

Og sådan skal det være.

Det ved jeg jo godt.
Men jeg indrømmer: Det gør ondt. Gør mig trist. Og bange.

For selvom det er en naturlig proces, mærker jeg en stigende uro indeni. En masse spørgsmål, der trænger sig på, som jeg ikke har svaret på.

  • Har jeg lært dem nok? 
  • Har jeg givet dem de rette værdier? 
  • Hvad har jeg sagt – kontra hvad har de set mig gøre? 
  • Har jeg været en positiv rollemodel? 
  • Har jeg givet dem det videre jeg tror på – og er det overhovedet rigtigt, dét jeg tror? 
  • Og hvem skal de nu se op til, når jeg falder ned af piedestalen?

Det smertefulde gennembrud

Måske frygter jeg dybest set min egen smerte. At se den spejlet i dem.

Smerten ved at blive voksen – flyve frit – finde sig selv.

Smerten ved at forlade barndommens uskyld og opdage, at livet er så kontrastfyldt. 

Lys og mørke. Smerte og glæde. Lyst og dovenskab. Kærlighed og svigt. 

Det hele er her – og de, som jeg, skal nu ud i denne verden og begå sig. De skal finde deres vej. De skal leve. Præcis som vi andre har skullet. Og stadig skal.

Det er bare ikke altid let. Ikke smertefrit. Set udefra er det en smuk proces. Fra barn til voksen. Men set indefra – eller måske snarere mærket indefra, er det en personlig lidelsesproces for mange. En rejse, hvor vi skal mange udfordringer og kampe igennem med os selv i relation til os selv – og andre. Uden at vi ved, hvor det ender eller hvad det egentlig handler om.

Ikke før bagefter – set i bakspejlet.

Det er præcis som larven, der skal blive til en sommerfugl. Larven kan ikke flyve. Larven ved end ikke, at den en dag bliver en smuk sommerfugl. Og skulle den ubevidst vide det, ved den sandsynligvis ikke hvornår – for den kender ikke til tid. I nuet kender den kun sig selv som en larve, i en puppe. Indtil den dag dén bryder gennem puppen, falder ud og langsomt vænner sig til sin nye form. Vænner sig til at have vinger og kan flyve frit. Først her ved den, hvad det vil sige at være en sommerfugl – fri og ubegrænset.

Sådan er det måske også at gå fra barn til voksen? Fra ubevidst til bevidst? Fra uskyldig uvidende til erfaringsbaseret indsigtsfuld?

Larve, sommerfugl eller ej. Det er ikke let at være menneske. Ikke let at bevæge sig fra en livsfase til en ny. Fra barn til teenager, til ung, til voksen, til gammel. Enig?

Vi har alle brug for støtte i de enkelte faser – brug for en hånd ind imellem, nogen at spejle os i – nogen der kan guide os på rette vej, så vi ikke vildledes og mister os selv i den udvikling, der er naturlig.

Vi har alle brug for tillid og håb. Vi har alle brug for nogen der ser os som den vi virkelig er, som hepper på os, også selvom vi stadig ligger i puppen. Nogen der minder os om, at vi ER en sommerfugl indeni.

Men hvem siger dét til mine børn, når jeg ikke længere er den de lytter til?

Hvem påvirker mine børn nu?

Snart har jeg ikke en plads oppe på piedestalen, så hvem lytter de så til? 

Hvem skal hjælpe dem på vej? 

Hvem skal løfte deres bevidsthed? 

Stiller dem spørgsmål om, hvem de er og hvad de gerne vil bruge livet til?

Samfundet? Politikerne? Underviserne? Eller de tonsvis af kommercielle ’Influencers’, der strømmer ind på de sociale medier – betalt af organisationer, politikere, dygtige reklamefolk med manipulerende intentioner?

Jeg ser den nye generation, inkl. mine egne børn, sidde med næsen plantet i de sociale medier, hvor deres nye rollemodeller lever. Mennesker, de følger, som betales af virksomheder / reklamebranchen/ politikere for at sige noget, mene noget – som de unge tager til sig. Mere end vi aner og forstår.

Deres underbevidsthed påvirkes 24/7 af alt det usynlige, usagte. Af energier, stemninger. Af intelligente menneskers manipulerende initiativer, hvis agenda IKKE er at hæve bevidsthed men at få solgt noget – ting, budskaber, holdninger.

Helt ærligt: Det ved jeg slet ikke, hvordan jeg skal forholde mig til.

Det stiller store krav, til os som voksne, til dem unge, til samfundet.

Det kræver en høj bevidsthed og evne til refleksion at gennemskue, hvad der præsenteres af holdninger i dag. Det kræver en vis bevidsthed og modenhed at adskille andres meninger , fra hvad man selv mener. Hvad ens egne værdier er og – kontra andres. At man har fat i sig selv og kontakt til sig selv.

Kan de unge det i dag? Har vi lært dem det?

Har jeg lært mine børn at kunne det?

Spørgsmålet er, om vi voksne kan det?

Er vi klar på egne værdier? 
Kan vi adskille det uægte fra det ægte i vores liv?

Hvis vi som de voksne ikke kan, hvordan skal de unge – vores børn, så kunne?

Jeg ser et stigende behov for, at vi lærer de unge – den nye generation – at kunne navigere indefra, kontra være ydrestyret. Lærer dem at kunne mærke sig selv og egne behov, at være klar på egne værdier , så de bevidst kan adskille det ægte fra der uægte i livet.

Spørgsmålet er, hvordan lærer vi dem det, hvis de ikke har lært det hjemmefra?

Den nye generations vilkår og muligheder

Fremtidsforsker Emilia van Hauen skriver om den nye generation Y (1980-2000) og Z (2000 – 2010), at dette er generationer med helt andre behov, længsler og vilkår end min generation havde (os fra 70’erne og tidligere) 

Disse generationer vil bestemme over eget liv, de vi friheden, de søger fællesskaber der skaber deres identitet. De har alverdens muligheder og er forbundet med hele verden gennem de sociale medier. For nogen unge er det en fantastisk fremtid, de ser, hvor de kan vælge og skabe eget liv. For andre aktiverer det frygt.

Statistikker viser, at rigtig mange unge udvikler angst i dag, at flere end nogensinde før tager stoffer og antallet af psykisk syge (eller diagnosticerede) er stigende. Fremtidsforskerne siger, det måske skyldes de mange muligheder der kræver, at de kan vælge. De oplever et stigende pres fra samfundet; De skal vælge og gennem uddannelsessystemet hurtigere, De læser at verden er ved at gå under klimamæssigt; De bombarderes 24/7 med de sociale mediers uigennemsigtige agendaer. De er bange. De ved ikke hvordan de skal agere. Eller vælge. Eller være. For hvad vil fremtiden byde dem? Hvor skal de lægge deres indsats? Når alt er muligt, hvad skal de så vælge – og kan de vælge forkert?

Intet under mange unge udvikler stress og angst, og forsøger at dulme sig selv.

Stigende magtesløshed kalder på tryghed

Allerede i slutningen af 90’erne talte fremtidsforskeren Ulrich Beck om, vi lever i et ’risikosamfund’, hvor frygten for alverdens ting styrer os. Vores samfund er opbygget på frygt – og farerne findes i alt: i maden, i medicinen, i miljøet, i fristelserne, i det der potentielt kan ske. 

Jo mere vi ved, jo værre får vi det.

Baseret på denne frygt – udvikler magtesløsheden sig også hos mange. For hvordan skal vi håndtere alle de trusler? De farer, der er? De valg der er? De muligheder?

Kan du genkende det i dig selv?

Det personlige ansvar: stop op og træf et valg

I mine mange tanker om hvordan fremtiden mon ser ud for mine egne børn, har jeg måtte lave flere personlige refleksionsstop – for at kunne rumme mine egne følelser og ikke blive overvældet af frustration. Jeg har måtte kigge indad og være ærlig over for mig selv. 

  • Hvordan forholder jeg mig til min fremtid?
  • Hvilke muligheder vil jeg gribe?
  • Hvor kan jeg bedst muligt bruge min tid, min energi, mine kompetencer og talenter, så det kommer både andre og mig selv til gode?
  • Hvad skal mit aftryk i verden være?

Det har krævet, at jeg skulle svare på: 

  • Hvad er jeg reelt god til? 
  • Hvad er mine talenter? 
  • Hvad gør mig glad, fyldt med energi så jeg kan være et lysende eksempel for andre?
  • Hvordan kan jeg bevidst bruge den jeg er – i et fælleskab med andre, som gavner et større formål end bare mig selv?
  • Hvilken brik i det store puslespil vælger jeg at udfylde, fordi det giver mening?

Hvilket også ledte mig til spørgsmål, som:

  • Hvad giver reelt mening for mig at være en del af? 
  • Hvornår føles mit liv meningsfyldt? 
  • Og hvad betyder meningsfyldt overhovedet?

Det har ikke været let at svare på. 
Det har taget tid. 

Men hvis jeg ikke selv kan svare, hvordan kan jeg så forvente at den nye generation – de unge – mine egne børn skal kunne svare på det en dag?

Kan du svare på dem?

Tilbage til mig og ungerne:

Jeg er ved at indse, at jeg må snart sætte dem fri – og lade dem blive sommerfugle på egne præmisser. Det ved jeg godt. 

Jeg har gjort det jeg kunne. Det bedste jeg kunne, med den bevidsthed jeg har haft undervejs. Jeg kan ikke gøre fortiden om. Jeg kan bede om tilgivelse (selvtilgivelse) for alle de ’fejl’ jeg har begået, og finde ind i tilliden til, at alt – alt – sker som det skal ske, også de knubs vi giver andre undervejs.

Men åh hvor jeg ønsker meget for dem, på deres rejse fremover. Jeg ønsker så meget for dem, at mit hjerte gør ondt og min livstillid udfordres af min iboende frygt:

Jeg ønsker for dem, at de bliver i stand til dyb livsrefleksion – og selvrefleksion, så de kan og adskille skidt fra kanel. I sig selv og andre, så de vil opleve et ærligt liv.

Jeg ønsker for dem, at de bliver klar på deres værdier, så de kan træffe valg, baseret på deres egne værdisæt. Fordi det gør dem stole af sig selv og den de er i verden.

Jeg ønsker for mine børn, at de forstår at de er en del af en større helhed – og deres opgave og ansvar er at byde ind i helheden med den højeste version af sig selv, hvad end det er for dem. Fordi det giver dem en dyb følelse af at høre til, i verden. På jorden. I denne tid.

Jeg ønsker for mine børn, og for alle jeg kender, at de hver især får kontakt til sig selv inderst inde – og bevæger sig ud i helheden herfra. Hvordan det end ser ud for den enkelte. Gør vi det, kommer vi aldrig helt galt afsted.

Og så ønsker jeg dem alverdens lethed og glæde, indeni. Selvom jeg ved, at rejsen gennem livet ikke er let – og ej heller er tiltænkt sådan fra naturens side.

Tilbage sidder jeg, uden følelsen af at kunne påvirke svaret, og spørger mig selv igen: Hvem griber mine børn, når jeg falder?’

Svaret er: Jeg håber, de griber sig selv.


, , , ,

Jagten på lykken (Video)

I efteråret 2017 blev jeg interviewet til et forløb, der satte fokus på JAGTEN PÅ LYKKEN.

Min deling om nogen af de svære perioder i mit eget liv, kan du høre her. Det blev en ærlig og sårbar fortælling om, hvor langt nede i følelsesregistret, vi kan komme, når vi ikke føler os elsket for den vi er. Men også hvad mit syn på livets rejse gennem kærlighed, smerte og selvindsigt handler om. måske.

 

 

 

, ,

Sig undskyld så det modtages

I mange relationer opfører vi os ikke altid ordentligt. Vi gør ting, vi i gode øjeblikke aldrig ville gøre.
Siger ting, vi ikke skulle ha sagt. Vi træder ved siden af. Begår ‘fejl’.  Vi dummer os.

Både i relation til vores ægtefælle/kæreste, børn, forældre, familiemedlemmer, venner, kollegaer, naboen…

Kender du det?
Det gør jeg.

Jeg har både været den der har gjort/sagt virkelig ikke-okay ting – som jeg bitterligt har fortrudt bagefter, og også været den som er blevet såret af andres handlinger.

Vi kan alle træde ved siden af, begå ‘fejl’, sige dumme ting, agere i affekt og fortryde. Ingen af os mennesker er fejlfrie eller super-mennesker, der lever et pletfrit liv. Men det er bare ikke altid lige til at få sagt undskyld, så det faktisk modtages og begge partner kommer videre. For en ting er at sige “undskyld”, men noget andet er at den anden MÆRKER det, TROR på din undskyldning OG bagefter også TILGIVER dig – så jeres relation er intakt og stærk bagefter.

Hvis vi ønsker at bibeholde sunde stærke relationer, må vi være i stand til at rydde op efter os – sige undskyld og korrigere vores handlinger derefter. Ellers ender vi med at have sårede relationer, båret af mistillid og fortrydelser. Spørgsmålet er så bare, hvordan får du sagt undskyld for noget, du har gjort – så den anden tager imod din undskyldning? Og hvad skal der til, før du selv tager imod en undskyldning?

 

—-

SIG UNDSKYLD SÅ DET MÆRKES

Ifølge psykologen og forfatteren Gary Chapmann, forfatteren bag bestselleren ‘De fem kærlighedssprog’  er der 5 trin, du skal igennem for at sikre dig, at din undskyldning bliver modtaget, accepteres OG virker efter hensigten*.

Personligt tror jeg ikke jeg ville være gift den dag i dag, hvis jeg ikke havde lært disse fem trin. Ærligt. Disse trin fik mig til at forstå, hvad der skulle til FRA MIN SIDE for at min mand fik de bedste betingelser for at tilgive mig for ting, jeg har gjort i vores relation.

Jeg er i dag meget bevidst om de fem trin i alle mine relationer og bruger dem bevidst, når jeg kommer til at træde ved siden af. Måske de også kan bruges af dig?

 

1. Udtryk din oprigtige fortrydelse.
‘Jeg er ked af at jeg har…’
Fortæl den anden at du er ked af at du har såret ham/hende. Og sig det med oprigtighed. ‘
Giv dig tid til at sige det, kig den anden i øjenene hvis i er i samme rum eller skriv det. Fortæl ham/hende at du oprigtigt er ked af j´hvad du har påført personen af smerte/tvivl/sorg/eller hvad du har vækket i ham/hende og/eller

2. Påtag dig ansvaret for det der er sket.
‘det er mit fulde ansvar det jeg har gjort’
Tag ansvar for det du har gjort. Undlad at begynde at forsvare dig eller sige ‘men jeg gjorde det fordi. bla bla bla….’
Tag det fulde ansvar for det, du vil sige undskyld for, for hvad du har gjort/sagt. Hvis du begynder at forklare dig eller retfærddiggøre det du har gjort, mister din undskyldning sin værdi. Husk, du er ikke ved at rense dit eget navn her – men oprigtigt sige undskyld for den smerte du har påført den anden.

3. Tilbyd kompensation
‘Hvad kan jeg gøre, for at gøre det godt igen?’
Spørg den anden hvad han/hun har brug for for at der bliver rettet op på din fejltagelse. Hvad har han/hun brug for for at kunne tilgive dig? Måske ved han/hun det ikke – men bare det at du spørger viser at du er villig til at efterleve det behov, der er. Måske har personen brug for tid, brug for at tale mere om det skete, brug for et kram eller måske noget helt andet. Spørg og vær oprigtig villig til at gøre det den anden har brug for.

4. Omvend dig
Vis at du vil forbedre dig med handling (dvs gør det ikke igen, det du lige har sagt undskyld for. så mister du din troværdighed).
Som min kloge vise datter sagde en dag, da jeg sagde undskyld efter et raseri-anfald, der gik ud over hende ( men reelt handlede om noget andet): “Mor, du siger jo undskyld hele tiden – hvorfor stopper du ikke bare – du gør jo ikke noget anderledes alligevel”. AV. Den sandhed gjorde ondt. For faktum er, at hvis vi bare siger undskyld men ikke ændrer adfærd, så virker det ikke. Så mister den anden tilliden – og den er svær at rette op. I nogen tilfælde uoprettelig.

Derfor er punkt 4 så uendelig vigtigt: VIS med dine handlinger er du er ked af det du gjorde og vil gøre dig umage for aldrig at gøre det igen.

5. Bed om tilgivelse.
– spørg: ’Vil du tilgive mig’.
Det er vigtigt specifikt at bede om at blive tilgivet  Svaret er op til den anden, men bed om det. Bed om tilgivelsen – som sidste punkt efter de fire andre.

Husk afhængigt af hvad du siger undskyld for, kan det være lettere eller sværere at få tilgivelsen – men i sidste ende er det den andens valg: at tilgive dig.

Husk også at spørge dig selv – kan DU tilgive dig selv for det der er sket? Det kan være enormt svært at indrømme og bede om undskyldning for gjorte ting, som man end ikke selv har tilgivet sig selv for – så dette er lige så vigtigt som at den anden kan, da du ellers vil bære skyld/skam med dig og ultimativt sabotere dig selv for livsglæde fremover.

Du skal igennem alle fem punkter for at sikre dig at din undskyldning modtages.

—-

Refleksion:

I hvilke relationer har du brug for at få ryddet op og sagt undskyld for din adfærd?
Hvem har du ikke opført dig ordentlig overfor?
Hvem har du såret, som du skal sige undskyld til?

Selvom det ikke altid er let at sige undskyld og bede om tilgivelse, så mærk efter, tænk over hvad det vil betyde for jeres relation på sigt, hvis du gør det. Hvad du vil få mere af. Hvordan det vil føle. Hvor meget energi du vil få frigivet. Hvad du bagefter vil kunne opnå, som lige nu ikke er muligt?


 

Afhængigt af din modtagers kærlighedssprog** vægter nogen af punkter mere end andre.
Det kan du – hvis du har mulighed for det – spørge ind til i en anden samtale.

Vær opmærksom på, at nogen ting er sværere at sige undskyld for end andre.
Det er nok lettere at sige “undskyld, jeg tog det sidste toiletpapir” den at sige det – end sige Undskyld, jeg har været dig utro’ / ‘Undskyld, jeg har manipuleret med dig i årevis’ /’Undskyld, jeg indser nu at jeg har skubbet dig væk’ / ‘Undskyld jeg har været egoistisk og kun tænkt på mig selv’ /’Undskyld jeg råbte af dig igen’

Men uanset skal du igennem dem alle fem, for at din undskyldning skal have nogen form for dybere effekt i den anden.

 

*kilde: ’Undskyld på 5 sprog – Gary Chapman & jennifer Thomas
**De fem kærlighedssprog – Cary Chapmann

 

, ,

Tør du kæmpe for kærligheden?

Et indlæg om kampen for kærligheden, om frygten for at miste og ikke mindst om at vælge kærligheden til, igen og igen.

Da jeg begyndte at arbejde med ‘RYD OP I DIT LIV – 9 UGERS EMOTIONEL DETOX’ var der flere, der ‘angreb’ mig og udfordrede mig: “mener du, at vi bare skal droppe vores relationer, hvis de ikke virker?” Skal de syge bare efterlades? Skal vi bare skilles, når det er svært?

Nej, det er ikke min hensigt.Eller budskab.
Langt fra.

Jeg er fortaler for at vi renser ud energimæssigt og rydder op efter os selv og tager ansvar.
For først når vi gør det – tager ansvar for vores egen rolle i det der sker i relationen, i livet, i verden – kan vi forandre noget.

I dette indlæg får du lidt om min egen historie og udrensningsvej for at skabe sunde relationer i min familie. Min personlige rejse mod at få kærligheden tilbage, min vej for at blive i mit ægteskab og mange af de erkendelser, der kom med det. Det er ikke en rejse der er afsluttet – det bliver den nok aldrig, men jeg traf et valg for mange mange år siden, som jeg den dag i dag stadig står ved:

Jeg vil kærligheden – fortiden til trods. Til mig selv, til min familie, til livet.Det vil jeg stadig. Koste hvad det vil. For nej, det er ikke altid en dans på roser, men det er hele rejsen værd.

 

Relationer er ikke altid en dans på roser

Jeg har levet sammen med min mand i 15 år, været gift i 12.
Vores forhold og ægteskab har ikke altid været let. Langt fra.

I starten af vores ægteskab og forhold var hverdagen mest af alt en følelsesmæssig slagmark, hvor ingen af os har vidst, hvad kampen handlede om: Hvem har ret, bebrejdelser og lukkede hjerter var krigens spilleregler.

I 2007 år siden gik det op for mig, at vi var ved at ende som en skilsmissefamilie.

Jeg husker stadig dagen, hvor jeg sad og gav vores 5 måneder gamle tvillinger mad i vores spisestue.
Jeg blev pludselig bevidst om, at jeg ikke kunne mærke kærligheden til min mand længere.
Ikke mærke kærligheden til vores liv sammen.
Jeg kunne heller ikke mærke kærligheden til mine børn.
Jeg kunne ikke mærke mig selv længere.
Jeg kunne ikke mærke noget overhovedet faktisk.

Jeg havde lukket helt ned.


Udefra set havde jeg alt, der skulle til for at være glad, tilfreds og få ‘livet’ til at lykkes.

Jeg var gift med en fantastisk mand, jeg havde fået to sunde børn, vi boede i vores drømmehus i ’den rigtige by’ med ’det rigtige postnummer’. Vi havde haft hunden, vi havde pengene. Jeg havde succes i et spændende job i en af landets største og mest anerkendte virksomheder med en flot titel på visitkortet. Jeg manglede intet. Ikke på listen over ’Hav succes med dit liv’

Men alligevel var jeg tom indeni.
Jeg havde ikke kontakt med mig selv længere.
Glæden var væk. Lysten væk. Taknemmeligheden væk.
Kun tristheden og håbløsheden var tilbage i mig.

Jeg var gledet så langt fra min mand, at jeg var endt et sted jeg havde svoret, jeg aldrig ville komme:
Jeg så skilsmissen rundt om hjørnet.
Jeg blev klar over, at jeg var ved at splitte vores familie ad.

Det var som at være midt i mit værste mareridt. For jeg havde altid svoret jeg aldrig ville ende der, hvor jeg selv havde haft min største livssmerte: i en skilsmissefamilie med afsavn og smerte.

 

Klarhed

Men midt i smerten, håbløsheden, desperation ramte klarhedens stråle mig – jeg ved stadigvæk ikke hvorfor eller hvordan det skete. men det blev så tydeligt for mig :

Jeg kan ikke bare skride fra det hele, før jeg har fundet ud af, hvem jeg er.
Jeg kan ikke bare gå fra alt hvad jeg har, før jeg har forstået og indset, hvad det hele handler om.

For et eller andet sted i in bevidsthed vidste jeg godt, at dette handlede om mig. eller i det mindste også om mig.

Jeg havde en fornemmelse af, at jeg var endt i denne situation af en eller anden årsag, og at jeg selv måtte finde vejen tilbage.
Jeg måtte lære at tage ansvar for at blive glad i den familie, jeg havde skabt.
Jeg kunne ikke fortsat håbe på, at han ville ændre sig eller gøre noget, der kunne give mig de følelser, jeg længtes efter.
Jeg kunne ikke længere bebrejde ham eller andre, hvor vi var endt.

Jeg tog en beslutning:

Jeg ville gøre alt jeg kunne for at redde vores ægteskab.
Jeg ville have en forståelse for, hvem jeg var og hvorfor vi var endt her, før jeg gav op.
Jeg ville kæmpe for kærligheden – for min families skyld. For kærlighedens skyld. For børnenes skyld.
Og rejsen måtte nødvendigvis starte hjemme hos mig selv.

Min egen rejse og kamp handlede om frihed

Jeg ønskede at kæmpe for at redde min familie. Set i bakspejlet kan jeg se, at jeg kæmpede for at redde mig selv.

Jeg kæmpede for at få min egen indre frihed tilbage.

Friheden til at være mig.
Friheden til at mærke mig selv igen.

Friheden til at leve – uden følelsesmæssige svære tunge smertefulde skamfulde bånd, der holdt mig bundet til fortiden.

Jeg vidste ikke hvad det betød dengang.
Jeg vidste heller ikke hvordan jeg skulle blive fri.
Jeg havde bare en fornemmelse af, at uanset hvad jeg måtte igennem, var dette en rejse jeg skulle på alene.
Det handlede ikke om min mand, ikke dybest set.
Vi skulle ikke i parterapi og trevle vores relation op. Ikke nu.
I første runde var arbejdet MIT – MIT alene.


Når fortiden styrer vores valg og lukker vores hjerter

I min søgen efter svar, opdagede jeg, at jeg ubevidst var styret af gamle mønstre og hæmmende overbevisninger om familier, kærlighed, ægteskaber og om min egen rolle som kvinde i det hele.

Jeg opdagede, at jeg dybest set var i tvivl om jeg var i stand til at opleve kærlighed. I tvivl om jeg havde dét, der skulle til for at opbygge et dybtfølt kærlighedsliv og skabe en familie, som byggede på de rigtige følelser for os.

Jeg opdagede, at min måde at gå til ægteskab og kærlighed på, var drevet af mine gamle dårlige erfaringer fra min fortid. Defineret ud fra det jeg havde set og lært i min egen opvækst, hvor mine forældres kærlighedshistorie endte i skilsmisse.

Jeg opdagede, at jeg dybest set ikke tillid havde til, at jeg kunne skabe en anden virkelighed selv. Ikke tillid til, at jeg var kærligheden værd – når jeg nu var som jeg var.

Jeg opdagede, at jeg dybest set altid har været bange for at miste kærlighed.
Som min mor gjorde, da hun mistede min far. Som jeg selv havde følt, da jeg mistede min far da han døde (jeg var kun 17 år).

Jeg havde opbygget en grundlæggende mistillid til kærligheden – til livet – til mig selv.
Som byggede på frygten for at miste  – igen.

Frygten for at miste kærligheden havde gennem rigtig mange år gjort, at jeg aldrig havde tilladt mig selv at tage imod kærligheden helt oprigtigt.

Aldrig havde tilladt mig selv at knytte dybe bånd. Overgive mig fuldstændigt.

I stedet havde jeg forsvaret mig (ubevidst), lukket mit hjerte i og aldrig tilladt mig selv virkelig at elske. virkelig at møde kærligheden. virkelig at give mig selv fuldt ud. Åbne mig fuldstændig og overgive mig. Hverken til min mand eller til livets storhed.

Det var for farligt. For sårbart. For utrygt. For risikabelt.

 

Men når vi ikke tør leve med åbent hjerte, kan vi heller ikke mærke kærligheden.
Når vi ikke tør give ubetinget ud af os selv og vise, hvem vi er – vil vi heller ikke føle os i live, elsket og en del af et større fællesskab, hvad enten dette fællesskab hedder parforhold, familie eller venskab.

 

For at mærke kærlighed, skal vi gi kærlighed.
For at gi kærlighed, skal vi turde at opgive, hvem vi tror vi er.
Vi skal turde miste os selv. For en stund.
Vi skal turde overgive os til en anden – noget andet – end vores egen frygtsomme jeg.

 

Kærlighed er et valg

Gamle uhensigtsmæssige overbevisninger fra fortiden kan brydes, hvis man vil.

Det ved jeg i dag af erfaring.
De mønstre vi har overtaget fra vores forældre kan ændres, hvis vi er villige til at stå ansigt til ansigt med vores sande jeg – med høj bevidsthed og villighed til at gøre dét, der skal til. Hvis vi er villige til at slippe dét, vi tror, vi ved om os selv. Villige til at slippe frygten, smide forsvaret og møde kærligheden med åbne arme. Uden at vide, hvor det bærer os hen.

Det er svært, hvis man hele livet har arbejdet på at beskytte sig selv mod smerten og ens værste frygt.

Men kun ved at smide forsvaret kommer vi derind, hvor kærligheden bor. Hvor kærligheden virkelig mærkes. Og gives oprigtigt fra.

Fra dette sted er det muligt at skabe varige forandringer.

I os selv.

Og i vores relationer.

Og i vores familier.

 

Jeg valgte dengang at kæmpe for min familie og kærligheden. Og gør det stadigvæk hver eneste dag. For min egen skyld og min families skyld. Jeg kæmper gerne kampen, fordi det betaler sig tifold i oplevelser og følelser. Fordi det giver mening. For mig.

 

Refleksion:

Hvad med dig?
Har du tillid til kærligheden?

Tør du overgive dig til en anden – noget andet?

Hvor fornemmer du, at du måske holder igen og blokerer for kærligheden?

og hvorfor mon? Hvad beskytter dig imod?

, , ,

Kærlighed er ikke for tøsedrenge

Kærlighed er ikke for tøsedrenge

(Artikel skrevet i 2015 til magasinet MOOLA) 


Hvorfor er det så svært at fastholde den ubetingede kærlighed i vores forhold?
Hvorfor skal det være så smertefuldt at indgå i parforhold?
Hvorfor er det så uendelig svært at få den kærlighed, vi dybest set længes efter?

 

Helt inde i vores hjerter længes vi alle efter den ubetingede kærlighed, der ubetinget omslutter os, der holder os i sin favn, der elsker os præcis som vi er, uden krav og begrænsninger.

Set ud fra et spirituelt perspektiv, længes vi dybt i hjertet ’hjem’ til den sjæleverden, hvor vi kom fra, før vi valgte at inkarnere i vores menneskelige krop. Vi længes tilbage til følelsen af at være omringet af den universelle guddommelig energi. Vi længes efter at genforbinde os med dette sted, hvor ingen fordømmelse, adskillelse, frygt og separation eksisterer.

Psykologisk set længes alle celler i vores krop efter den trygge følelse af dyb samhørighed, vi mærkede, da vi lå i vor moders livmoder. En tid, hvor livets ubegrænsede nærig flød til os frit. En tid, hvor vi trygt fik lov til at være den vi var – uden betingelser, krav og indblanding. Følelsen af total accept og overgivelse til det, der var omkring os.

Livet igennem jagter vi genforbindelsen med denne følelse – spirituelt og psykologisk – i vores relationer med vores forældre, kærester, partnere, børn, veninder og for nogen også i deres relationer til kollegaer/chefer.

Men gang på gang kan vi konstatere, at vi ikke møder den ubetingede kærlighed.
Tværtimod.

 

Vi oplever afvisninger, afsavn, svigt, fravær, ensomhed, jalousi, følelsesmæssig nedlukning og afstandtagen.
Og vi lider følelsesmæssigt.

Men i stedet for at lide i jagten efter kærligheden, kan vi vælge at se længslen efter kærlighed som en naturlig konsekvens af egoets splittelse fra kærligheden og sjælens længslen efter genforbindelse med den uendelige kærlighed. Og fra det perspektiv kan vi slippe lidelsen og møde vores relationer som livsnødvendige læremester, der tvinger os til at hæve bevidstheden om os selv, igen og igen.

For at tilegne sig dette perspektiv er det nødvendigt at forstå, hvorfor vi ikke bare kan møde verden med et åbent hjerte og dyb følelse af den altomfavnende kærlighed i dette liv.

 

Splittelsen fra den ubetingede kærlighed

Da din sjæl valgte at inkarnere på denne jord, blev du født ind i denne verden. Fra fødslen blev du helt naturligt fysisk adskilt fra din mor og den symbiose, du havde oplevet i din mors mave. Der helt naturligt igangsat en psykologisk proces, hvor du stille og roligt begyndte at erfare, at du var ’dig’ i kontrast til ’den ydre verden’. Dit ego begyndte at udvikle sig.

Vi har alle et ego. En funktion i vores bevidsthed, der har til hensigt at give os en oplevelse hvem vi er som mennesker. Dit ego skaber din identitet. Du har brug for dit ego for at kunne navigere i verden og adskille ’dit’ fra ’mit’.

 

Hvis du har et sundt ego, er du fra barns ben blevet omringet af accept, rummelighed, set, hørt og lyttet til som barn. Du har fået dine behov dækket, fysisk og følelsesmæssigt. Du er blevet respekteret for den du er, udfordret til udvikling i det tempo du havde brug for og generelt fået en start på livet, hvor du føler dig elsket af dine omsorgspersoner, er i stand til at mærke dine egne behov og sige til/fra uden pålagt skyld og skam. Du forstår at du er dig men samtidig er en del af en helhed bestående af alle andre mennesker, som du skal respektere, rumme og holde af som de er.

 

Desværre har langt fra alle haft denne start på livet.

 

De fleste af os har som børn oplevet vores forældres manglende nærvær, deres manglende empati, manglende respekt og grænseløse adfærd. Vi har haft forældre, der ikke var tilstede følelsesmæssigt, fordi de havde egne indre kampe. Vi har oplevet ikke at blive mødt, set og lytte til og ikke respekteret i vores følelsesmæssige udtryk. Vi fik skæld ud, når vi viste særlige sider af os selv og afvist fysisk og følelsesmæssigt, når vi ikke opførte os ordentligt.

Vi erfarede således tidligt, at vi ikke længere var en del af en ubetinget kærlig helhed, men derimod nu var et selvstændigt individ, som måtte beskytte sig selv følelsesmæssigt for at overleve.

Vi oplevede, at kærligheden var betinget af, hvordan vi opførte os. Vi skulle være på en bestemt måde og gøre noget rigtigt for at få accept og opmærksomhed fra vores forældre og andre omsorgspersoner.

Og det gjorde ondt.

Rigtig ondt.

 

Følelsen af ikke-kærlighed har for os alle været smertefuld, og vi begyndte derfor at lukke ned, fortrænge og undertrykke disse smertefulde følelser.
Vi lagde låg på ensomheden, på følelsen af svigt og afvisning.
Vi forsøgte at glemme, at vi ikke var elsket ubetinget.
Vi beskyttede os selv.

 

Vores forsvarsmekanismer udvikles og vi begyndte at finde på alle mulige overlevelsesstrategier i håbet om at genfinde følelsen af at være rummet, set, hørt og elsket for dem vi er: Vi pleasede, tilpassede os og overskred vore egne grænser. Vi undertrykte vores behov og gjorde ting, der ikke var sunde for os. Vi lagde låg på, gemte vores sande jeg og begyndte at vise masker udadtil.

Alt sammen i håbet om, at vi kan få andre til at elske os, som vi har brug for at blive elsket – som vi dybt inde husker, at vi blev elsket engang for længe længe siden.

 

Jagten på kærligheden 

Livet igennem søger vi overalt følelsen af at vende tilbage til ’den ubetingede kærlighed’, som vi mistede da vi blev adskilt.

Livet igennem jagter vi en illusion om, at den ubetingede kærlighed kan findes i den ydre verden. At vi kan finde den i vores parforhold, i vores venskaber, i vores relation til børn, kollegaer, i jobs. I korte øjeblikke tror vi, at vi finder den ubetingede kærlighed igen – at vi er ’hjemme igen’. Når vi fx bliver forelsket føler vi os elsket igen. Vi tror (håber), at vi har genfundet det, vi manglede for at føle os hele igen. Vi siger endda, at ’den anden person fuldender mig’.

Men det er en illusion.

Vi forveksler følelsen, som vi får fra noget ydre, med den kærlighed vi kom fra – den rene ubesmittede kærlighedsenergi, som ikke stiller krav, som ikke bærer nag, som ikke forventer noget af os og som blot rummer alt det vi er.

Og når hverdagen træder ind, forelskelsen aftager og illusionernes slør falder til side, oplever vi ’den større virkelighed’ igen: Vi opdager, at den ’altomfavnende kærlighed’ slet ikke er altomfavnende. Vi mærker igen, at vi ikke er elsket ubetinget og ikke altid rummet, med alt hvad vi er.

 

Vi bliver mindet om barndommens smertefulde oplevelser af afvisning og ikke-accept igen og mærker den dybeste sorg, smerte, længsel kommer op til overfalden. Vores tidligste erindringer om adskillelse og splittelse fra kærligheden vækkes og gør ondt. Igen.

 

Du retter bebrejdende blikket mod den anden og giver ham (eller hende) skylden for, at du mærker de smertefulde følelser igen – bebrejder ham, at han har bragt dem op til overfladen igen. Og giver ham skylden for, at illusionen om ’genforeningen med den uendelige kærlighed’ brast.

 

Det er derfor vi alle sammen oplever, at de nærmeste relationer kan aktivere dine mest smertefulde erindringer fra din fortid.

 

Og her begynder konflikterne i forholdet. Her begynder kriserne. Her er grunden til, at mange ender deres forhold. Fordi de simpelthen ikke man rumme at mærke fortidens smerte igen, der bliver aktiveret i nuet af et andet menneske.

 

Kærlighed er ikke for tøsedrenge 

Vi må slutte vores endeløse stræben i vores relationer efter ’den ubetingede kærlighed’ og i stedet begynde at se vores relationer som møder, der bringer alle vores gamle smertefulde sår op til overfladen – så vi kan møde dem igen med vores egen kærlighed, rummelighed og omsorg.

Vi må se vores relationer som møder, der tvinger os til at arbejde med selvkærligheden til alt det vi er og alt det vi har oplevet.

Der er ingen vej uden om. Kan vi ikke elske os selv i de dybeste afkroge af vores menneskelige væren, vil vi ikke kunne opleve den ultimative overgivelse til den universelle kærlighed eller til en anden.

Det kræver en indre oprydning i alle de gamle medbragte traumer, oprydning i vores dybeste skam over hvem vi er som menneske. Det kræver selvtilgivelse og acceptere os selv i den form, vi er i lige nu.

Det er ikke nødvendigvis en let rejse.

Det kræver mod.

Det kræver selvindsigt.

Det kræver høj bevidsthed og en villighed ud over bare at overleve.

 

Det kræver, at du ser vejen til kærligheden som en spirituel oplysningsrejse, hvor du igen og igen må møde dine egne forsvarsmekanismer, frygt og egodrevne handlinger med dyb omsorg og taknemmelighed for dets (dog primitive) forsøg på at beskytte dig.

 

Det kræver at du tør holde hjertet åbent og møde andre fra dette sted – fra et sted af dyb kærlighed til alt det livet forsøger at lære dig, om dig selv, gennem dit møde med andre.

 

Som den amerikanske spirituelle forfatter Marianne Williamson siger i forordet til David Deidas bog ’Min Elskede’:

Set fra et spirituelt synspunkt er kærligheden i sin guddommelige essens et tempel. Den er et af guds laboratorier, et rum for spirituel transformation. Den er, når den anskues på denne måde, en hellig mulighed for sjæle til at nå ud over det snævre lille selvs begrænsninger, foretage kvantespring ud i nye og ukendte følelsesmæssige muligheder. Dér trænger kærligheden os op i et hjørne, holder et spejl op for os og forlanger, at vi overgiver os, overgiver såretheden, overgiver fortiden, overgiver murene, overgiver bebrejdelserne, overgiver forsvarsværkerne, overgiver grænserne, overgiver frygten…Kærlighed er ikke for tøsedrenge.”

, , ,

har du et såret ego, der larmer?

Vi har både et sundt og et såret ego.
Det er den sårede del af vores personlighed, der skaber uhensigtsmæssige reaktioner i vores liv. For at blive elsket. Set. Hørt. Respekteret. Værdsat.
Naturlige menneske behov som ikke er blevet dækket fuldstændigt i barndommen og som derfor ligger i underbevidstheden og ‘kalder’ på at blive dækket.
Det sårede ego er styret af frygt. Frygt for aldrig at blive elsket. Frygt for ikke at blive set, hørt, accepteret. Frygt for at blive overset, glemt, forkastet. Frygt for at være ligegyldig, og være ubemærket i dette liv.
Et menneske med et sundt ego, der ikke er styret af frygt, tænker:
Jeg er noget
Jeg må fylde
Jeg må godt være her som jeg er
Jeg er vigtig
Jeg bliver set og hørt
Jeg er respekteret
Jeg er unik og særlig
Jeg har noget at bidrage med til verden
Jeg er fyldt med kærlighed
Jeg er værdifuld
Alt jeg er, er okay.
Jeg er mig og det er præcis som jeg skal være
Jeg har noget at tilbyde andre
Jeg har noget helt særligt at tilbyde verden – fordi jeg er mig.
Jeg skal og må og gør en forskel for andre
Jeg må godt nyde livet
Jeg må godt prioritere mine egne behov
Jeg har behov og det er okay.
Mine behov skal også dækkes
Alt dette tænkes og siges uden arrogance – uden skam – uden hævdelse eller bedrevidenhed.
Dit sunde ego ved, at disse sætninger gælder ALLE og at det derfor ikke er hævet over andre. Det sunde ego ved, at vi alle er her med samme accept og ‘lov til at være her’.
Alle andre tanker et dette om andre mennesker kommer fra det sårede ego, der frygter for egen plads og egen overlevelse, frygter for fortsat manglende accept og mangel på kærlighed.
Hvor tænker og handler du mon mest fra?
Dit sårede jeg eller dit sunde jeg?