,

ACADEMY A – Nyt forløb starter 19 august

“We spend the prime years of our lives preparing for our careers. But we spend hardly anytime preparing for things that will determine the quality of our life experience and the quality of our relationships, health, mindset and wellbeing“ – Vishen Lakhiani, Founder of Mindvalley

Den unge generation kommer til at præge og definere fremtiden.
Lærer vi dem at leve bæredygtigt i den fremtid, vi kigger ind i? 

Lærer vi de unge mennesker det rigtige i skolen?
Lærer vi dem strategier til at blive indre bæredygtige?
Lærer vi dem, hvad der skal til for at finde indre glæde og tilfredshed?
Lærer vi dem at styrke deres relationer – og gennem deres relationer at lære sig selv at kende?
Lærer vi dem at forbinde sig med hinanden gennem åben, ægte og oprigtig kommunikation?
Lærer vi dem, hvad det vil sige at være menneske med op og nedture, med følelser og tanker der styrer vores valg? Og hvordan vi kan lære af nedturene (som uomtvisteligt vil opstå i et menneskeliv?’)
Lære vi dem om sammenhængen mellem vores tanker, vores krop, vores inderste sjæl (eller hvad du kalder det sted i dig)?
Lærer vi dem om kraften ved dyb tillid til naturens gang – så de ikke forfalder til at tro, at de som menneske skal kontrollere alt?
Lærer vi dem om forskellen på et frygtstyret ego og den dybere næstekærlighed?
Lærer  vi dem, hvordan vores hjernen virker og hvad der skal til for at opleve dyb varig indre tilfredshed – kontra den hurtige lykkefølelse vi får af ydre stimulanser?
Lærer vi dem, hvordan de kan aktivere deres mod? Og hvad der skal til for at træffe bevidste valg, guided af  egen indre autoritet?
Og hvad med intuitionen – hvem lærer dem om den? Lærer dem at lytte til den?
Lærer dem at adskille frygtens stemme (som de fleste drives af) og i stedet lytte til tillidens stemme, der guider i en anden retning? Og hvem lærer dem, at den de er – inderst inde, bag de mange facader af beskyttelse, er den fineste del af dem, som de skal gøre alt for at få en relation til, og aldrig må glemme?

Ikke i den folkeskole jeg kender til.
Ikke i de gymnasier jeg hører om.

Jeg er ikke optaget af, hvordan vi kan ændre folkeskolen eller lærerplaner på gymnasier.  Det må andre tage sig af.

Jeg er optaget af, hvordan vi her og nu kan klæde den unge generation på, til at kunne leve et autentisk liv – hvor de er oprigtige overfor sig selv, hvor de lærer at følge eget indre kompas og tør gå deres egen vej – så de har mulighed for at møde op i verden og bidrage med den, de oprigtigt ER – fremfor at bruge deres dyrbare liv på at forsøge at være noget andet, forsøge at tilpasse sig og gøre andre glade, følge andres råd, være utro med deres eget hjerte og ende med at føle sig forkerte i egen krop og liv.

Det er ikke let at være ung i den verden, vi lever i i dag.
Det er ikke let at finde ud af, hvem man egentlig er og hvad man vil. Der er 24/7 påvirkning fra den ydre verden og meget lidt tid til at mærke efter eller adskille sig fra andres påvirkning.

Det er slet ikke let at være ung i en tid, der konstant hiver os væk fra vores eget indre.

Vi kan ikke stoppe udviklingen med stigende social mediebrug eller digitalisering, der distancerer os.Vi kan ikke ændre skolesystemet over nat. Vi kan ikke stoppe den stigende udviklingshast, der gør at ingen ved hvad morgendagen bringer. Men vi kan lære de unge, nu og her, hvad der skal til for at navigere i ydre kaos – hvordan de kan træffe bevidste valg og hvordan de hver især kan finde indre ro, stabilisering af følelser og tanker. Vi kan lære dem at finde ind til egne kerneværdier, lytte til egen intuition og aktivere deres eget mod til at forfølge den livsbane, der føles sand og rigtig for den enkelte.

Vi har spurgt de unge selv
Gennem 1,5 år har jeg haft samtaler, interviews og afholdt pilotprojekt med unge alder 18- 25 år. Og erfaringen er, at de unge savner et konkret åndehul fra den hastige verden, hvor intet er som det ser ud. Et frirum i hverdagen, der er ærligt og fordomsfrit. Et sted, hvor de kan møde op – dele deres livsoplevelse – spejle sig i andres autentiske fortællinger og for en stund forbinde sig på et dybere plan, end de sociale medier tillader – på et dybere plan end de reelt ‘tør’ derude i den ‘rigtige’ verden, hvor alle vurderer og dømmer.

De higer efter sted hvor de kan være sig selv – hvor de kan lære sig selv endnu bedre at kende – hvor de kan lære redskaber til at stå ved sig selv – og finde en gnist af håb og styrke. Et sted, hvor de langsomt får lov at opdage det menneske de er og de styrker, de har.

Det er ikke let at være ung i dag. De er fanget i et præstationssamfund som de ikke har tillid til. De hører systemet og forældre tale om vigtigheden i at komme ud på arbejdsmarkedet, men indeni har mange en helt anden opfattelse af, hvad det gode liv er. Det er ikke hvad de har set deres forældre stræbe efter – det er ikke ydre ting, status og økonomi – det er ’noget andet’. Noget mere kærligt, mere ægte, mere sandt.

Den nye unge generation står med et ben i to lejre. Deres forældres måde at gå til verden på – og deres egen. Hvilken vælger de? Tør de vælge selv? Kan de? Kan de tage lederskab for eget liv og egen glæde?

Det kræver selvindsigt, mod og støtte at bryde med traditionelle måder at tænke og leve livet på. Det kræver opbakning og følelsen af accept, hvis man skal turde gå sin egen vej -måske for første gang.

Det kræver indre styrke at sige fra og vælge til, hvis man aldrig har lært det.

 

ACADEMY A er et tilbud til unge alder 18 – 25 år, der gerne vil tættere på ’et autentisk liv’. Tættere på noget der giver mening og som føles indre bæredygtigt, i krop og sind.

ACADEMY A er en pause fra at skulle være noget specielt eller skulle præstere for at blive anerkendt. Et sted, hvor man kan komme for at blive fyldt op – men også blive klogere: på sig selv, på andre og på hvad der skal til for at blive indre bæredygtig i det 21 århundrede.

ACADEMY A har konkrete gruppeforløb og out door camps til unge alder 18-25 år. Vi tilbyder et fysisk fællesskab med ligesindede unge, der har det til fælles at de gerne vil ha lov til at være sig selv i denne verden.

Næste 8 ugers gruppeforløb starter 19. august 2020. 8 ugers proces med personlig mentor, der støtter den enkelte i processen.

Prisen er lav (kun 1250 kr), da vores koncept er, at alle unge skal have mulighed for at lære sig selv at kende uanset økonomisk baggrund eller faglige kompetencer. Du kan læse mere på www.academy-a.dk. Vi optager kun 12 unge på hvert hold. Hvis du er interesseret, skriv til os på: info@academy-a.dk

, ,

Dagbog fra et kloster retreat

(skrevet 19 april 2018)

Dagen før afrejse: Processen var i gang

Jeg mærkede ensomheden. Frygten. Hvad hvis jeg ikke kunne være i det alligevel?

Jeg følte mig sårbar og krøb ind til Bo. Havde behov for at føle mig tryg i hans arme.

Underligt. Jeg havde i mere end 5 måneder talt om denen tur og insisteret på, at jeg havde brug for plads til MIG – alene. Og nu, hvor det kom tæt på, havde jeg slet ikke lyst alligevel. Havde ikke lyst til det utrygge, det uforudsigelige.

Jeg er typen der længes efter frihed og eventyr, men samtidig har enormt brug for tryghed. Meget kontrastfyldt. Og skaber spændinger i mit liv, som altid er …hmmm er interessante at være i og med. Når jeg er for meget i ro, vil jeg have udvikling og kaos. Når jeg har kaos og forandringer overalt, vil jeg have tryghed og ro. Frem og tilbage.

Men nu var beslutningen taget. Jeg skulle afsted. For at finde mig selv igen OG planlægge første kunde-retreat til maj.

Der lå jeg så, i Bos arme og mærkede roen. Og mindede mig selv om, hvorfor jeg havde besluttet at tage af sted. Hvorfor jeg havde planlagt et retreat for andre næste måned. Hvorfor det var, jeg dybere ned godt vidste at jeg havde brug for at komme væk – for en kort stund.

Fordi jeg ikke kunne mærke mig selv længere.
Ikke sådan rigtigt.

Graviditet, flytning, fødsel, barsel, baby, natteroderi, transformationer på alle mulige måder. De sidste to år havde bare været en lang proces. Hvilket var oven på mange andre års processer. Set i bakspejlet havde jeg vel været under forvandling siden tvillingerne blev født i 2006, også før det. Måske siden jeg mødte Bo i 2002. Før det. Siden min far døde måske, da jeg var 17!!!! En lang proces …. Og før det. Mine teenageår. Og før det…. skilsmissen som 8 årig. Èt langt liv i proces og forvandling.

Som så mange andre mennesker.

Intet under at jeg var træt.
44 år i proces!!!!

Heldigvis var jeg i dag et sted, hvor jeg ikke følte der var flere store store processer forude.
Kun glæde. Og eventyr.

Jeg faldt i søvn og mærkede spændingen blande sig med uroen. Et nyt eventyr forude, og jeg havde ingen anelse om, hvad det ville bringe.

 

Men det var vigtigt. For mig.


Dag 1: Afrejse dag – Emotionel healing

Følte mig syg. Lidt influenza agtig. Blandet med sommerfugle i maven.

Jeg fik sagt farvel til de store børn, afleveret lille baby August. Skyndte mig ud af vuggestuen for ikke at lave en drama over at jeg skulle være væk i to dage fra ham. Det var jo første gang. Men han så helt rolig ud. Smilede da jeg gik. Alt var godt.

Mærkede det indre drama presse på. Ville ikke gå med det. Ville ikke.

Jeg tog ud i lufthavnen og kunne ikke finde ro. Jeg havde planlagt alle mulige ting jeg ville nå at lave inden afrejse, men jeg kunne intet. Jeg var som forstenet. sad bare i terminalen og kiggede.

Jeg glædede mig men følte mig sorgfuld samtidig.

Vidste ikke hvorfor.

Følte en snigende følelse af ensomhed. En følelse jeg genkendte.
Følelsen af at være helt alene i verden.
Fortabt.
Utryg.
Uden rationelt at vide hvorfor.

Jeg sov i flyet og landede i Palma. 3 timer senere. 
Jeg tog en taxi fra lufthavnen til klosteret. Taxichaufføren kendte godt klosteret – det er et smukt sted, sagde han. Vi kørte op i bjergene, kørte og kørte. Det blev smukkere og smukkere. Og vi kom højere og højere op i bjergene.

Pludselig var vi der.
Foran det smukkeste kloster midt imellem bjørnene.
Kl. var 18.00 og solen skinnede stadig.

Følte min brystkasse snævrede til. Min hals.
Kunne næsten ikke trække vejret.
Vidste ikke hvorfor.

Jeg fik nøglen til mit værelse og gik på værelset.
Jeg mærkede ensomheden komme igen.
Mærkede det som en stigende tomhed indeni, op i halsen og brystkassen.

Skyndte mig ud.
Ud i naturen. fandt en lille sti op ad et bjerg. Fulgte den – en smuk stenvej. Flugtefløjt oversalt. Meget smukt.

Jeg kom til et plateau hvorfra jeg kunne se soled gå ned – ”her skal vi sidde i stilhed sammen hver aften til vores retreat”, tænkte jeg.

Jeg kiggede mig omkring på bjergtoppen, så en smuk status og et stort kors… og begyndte at græde. Vidste ikke hvorfor. Havde svært ved at få luft fordi min brystkasse var så låst.
Men jeg måtte være i det – ville være i det. Jeg blev i det.

Jeg bevægede mig rundt, fandt et sted nyt sted på bjerget hvorfra jeg kunne se solnedgangen endnu smukkere …og begyndte at græde igen.

Mærkede først nu hvorfor.

Det var fordi jeg endelig var her. Dette sted – jeg havde set og talt om som længe.
Jeg græd, fordi jeg havde gjort det for Min egen skyld, ikke for nogen andre.
Det følte så vigtigt.
Og smukt.
Og sårbart.

Jeg havde givet mig selv noget, som jeg havde følt var vigtigt for mig.
Jeg følte en kæmpe kærlighed og taknemmelighed til mig selv lige der.
En omsorg. For et sted i mig, der havde dette behov – og som havde fået det indfriet, af mig.

Lille Louise og Store Louise. Lige der på bjerget.
Tænk jeg havde gjort det for Min skyld. Fordi JEG havde længsel efter det. Og nu var vi her.

På vej ned ad bjerget begyndte jeg at græde igen.

Jeg mærkede pludselig et dybt savn efter min mor. Ikke som sådan et et nutidigt savn, et gammelt gammelt savn efter min mor.
Min mor – der kunne trøste mig og holde mig. Der elskede mig. Og var der, uanset hvad.

Jeg har nok altid savnet at have min mors nærvær i min opvækst. Hun har altid fysisk været der, men har haft sine egne indre følelsesmæssige kampe at kæmpe. Og haft travlt som enlig mor med tre børn.
eg forstår det godt – men barnet i mig savner hende stadig. Det kunne jeg mærke lige der. På bjerget.
Jeg mærkede et barns savn efter nærvær. Nærhed. Intimitet. tryghed. At være holdt og støttet.

Jeg lod følelserne være. passere. forandre sig.

Følelsen gik videre i taknemmelighed over at hun er en del af mit liv i dag, som voksen.
Og nu er hun der. altid.
Jeg ved jeg kan regne med hende. Også selvom barnet i mig savner hende stadig. Vil altid gøre det nok.
Min opgave som voksen er i dag at være der for hende den lille pige indeni mig – anerkende hendes savn og være med hende, når hun savner. uden dom. Uden at lukke af. uden at fixe eller forklare. Bare være der.

Der sker healingen.
Lige der.
I accepten af dét der er.

Gik videre. Rundt i stilheden.
Mærkede letheden komme men også en indre sorg der var stor.
Uden at vide hvad det handlede om.
Det var ikke så vigtigt.

Jeg følte, at det vigtige var bare at være.
Ikke forstå.
Ikke regne ud.
Bare være.
Med dét der ville frem.

Gik rundt på klosteret og ind i kirkerummet.
Blev ramt af en kæmpe bølge af noget indeni mig – noget stort som var større end jeg kunne rumme.

Jeg måtte sætte mig ned. Græd. igen.

Et nyt lag af følelser kom til overfladen.
Denne gang en sorg over en tid der var gået. Året der var gået allerede. 11 år med de store. Mit liv – 44 år. Væk.
Sorgen over ikke at være tilstede i livet. En sorg over fortiden – generationers sorg kom over mig.

Jeg kiggede rundt på kirkerummets billeder og mærkede ‘Jesus sorgen’ overalt: den sorg alle ikonerne viste. det var et mærkeligt stilrum – midt mellem nuet og historierne på væggen. Bjergets historie. Vor tids historie.

Jeg mærkede nutidens sorg over at være her. Alene. Ikke som i alene på klosteret – men mere ‘alene på denne livsrejse’. Som om det var for stort pludselig. Måtte flere gange sætte mig ned, hulkede uden at vide hvorfor. Kunne ikke stå oprejst.

Så billede af Jesusbarnet på væggene, og så i ham min lille søn August. Min lille fine ven. Mærkede min opgave som mor – som Maria, overfor mine børn. Stor opgave.
Jeg hulkede igen.
Kunne jeg leve op til den, gjorde jeg det som jeg skulle?

Måtte ud.
Måtte ha luft.
Gik ud.
Ud i solen.
Op på værelset.

Jeg måtte ringe hjem. Måtte forbinde mig med dem. Det var en flugt fra de store følelser.
Jeg kunne ikke rumme ensomheden mere nu.

Senere gik jeg ud igen. Tog på restaurant og var en del af livet her.
Det var hyggeligt. Trods at jeg var der alene.

Jeg var begyndt at stabilisere igen indeni.

Gik hjem og sov som en sten. I mørket på klosteret.
Da jeg slukkede lyset tænkte jeg, at i dette rum havde mange pilgrimme sovet.

 

Dag 2: Bjergvandring/sjælevandring – Bare være til

Vågnede tidligt. Kl 6.00 jeg kunne høre en hane gale. En fugle udenfor vinduet.

Jeg havde besluttet mig for at se solen stå op kl 07.07. Så lå blot og mærkede efter i kroppen.

Der var roligt.
Ingen drama.
Ingen sorg.
Ingen ensomhed.

Bare ro.
Og lidt stivhed i kroppen.

Stod op. Tog yogatøjet på, tæppe og måtte under armen. Og begyndte at vandre op ad bjerget.

Jeg kom til det smukke plateau – solen var ved at stå op. Fuglekvidder overalt, kirkeklokken ringede. Geder der brægede. Hanen der skrålede dagen i gang. Det var så fredfyldt.

Jeg måtte forevige dette sted. Tog billeder og optog videoer i et væk.

 

Solen var ikke stået helt op. Der var diset over bjergene, og selve klosteret var indhyllet i dis og morgentåge. Så smukt.

Jeg lavede morgenstræk og let yoga. Min gamle krop er stiv, efter barsel, fødslen, bære på lille August og ikke mindst sove i seng med ham i et år! Det skal slutte nu, tænkte jeg – og mærkede savnet efter den lille bløde barnekrop derhjemme, der sover i mine arme. Prisen for nærheden var denne stive krop der næsten ikke kunne lave et hundestræk uden smerte. Det er ligegyldigt. Lige nu. Ville ikke bytte.

Men…. Kroppen fortæller os en anden historie, fornemmede jeg:
Jeg skal passe på mig selv.
Jeg skal værne om den krop jeg har, fordi den er mit hjem for min sjæl og mit liv.
Uden kroppen, intet liv.

Jeg begyndte at tænke på en kær ven, vi har derhjemme, der lige nu er syg og ramt så forfærdeligt kropsligt. Hans krop kan ikke mere. Og hans liv føles meningsløst og så begrænset. Kroppen er vigtig. Kroppens ve og vel, smidighed og sundhed, fleksibilitet og ro er så vigtigt for os mennesker. Vi tænker så sjældent over det, men det ER her livet udgår fra – gennem kroppen. Sjælens bolig.

Mange mennesker kan ikke mærke sig selv – fordi kroppen er stivnet og stagneret.
Mange kan ikke mærke sig selv fordi vi har lukket hjertet – for følelserne Kan ikke lytte.

Det var tydeligt at dette retreat handlede for mig om at mærke, slippe, være med og erkende det næste der vil frem i mig.

 

Jeg sad længe på bjerget og så solen stod op.

De ringede hjemmefra og sagde godmorgen. Jeg så ind i hverdagens hjemme gennem telefonen. De spiste morgenmad, grinte og planlagte dagen.
Hverdagen.
Det slog mig at denne hverdag derhjemme også var smuk og dejlig. Som på bjerget. Det var en rytme jeg kender, og så føltes tryg. Men for nu var det rart at være helt alene på bjerget. Uden andre omkring mig. Uden opgaver og ansvar. Uden en rytme jeg skulle følge.

Alene på toppen med solen der rammer mine kinder.

Dagens intension

Jeg satte en intension for dagen: I dag skulle jeg bare være – ikke noget som helst andet!
Bare vandre i naturen, være mig og se hvor det første mig hen i mig selv..

Jeg var sulten. Klokken var blevet 8.45. jeg havde været på bjerget næsten 2 timer! Tiden var fløjet afsted. Jeg samlede yogamåtten, tæppet og min briller op. Og gik ned af bjerget.

Jeg glædede mig til kaffen. Og morgenmad. Mega sulten nu.

Da jeg kom op på værelset kunne jeg mærke jeg havde brug for at lægge mig under dynen. Bare for en stund. Inde kaffen. Jeg havde ikke travlt. Skulle intet nå. Bare være.

Lå her i mit klosterrum, med tæppe på, så ud af vinduet og kunne mærke ro.

Bare ro.

Og historien jeg lå i – en tidslomme i historien.

Jeg faldt i søvn i et kvarter. Hvornår havde jeg sidst gjort det – var gået i seng igen og sovet morgenlur som en baby?

Jeg vågnede. Det var tid til kaffe.

Ud i naturen – uden at tænke

Efter morgenmaden stod den på vandretur. Jeg skulle gå den rute som retreat deltagerne skulle på. Anede ikke hvor ruten var. Fik af informationskontoret to ruter – begav mig afsted.

Optimistisk og med højt humør. Havde to kort med. Valte den længste rute – så kunne jeg tage den korte om eftermiddagen. 9 km først. 4 eftermiddag. Hvor svært kunne det være.

Jeg endte med at gå en omvej – og for vild. Totalt vild.
Det tog 4 timer før jeg var tilbage. Fra den ene rute.

De første to timer tænkte jeg og var overalt, så stoppede min hjerne og jeg måtte bruge energien på at finde vej, holde tempo og mærke min krop. Shit jeg var jo ude af form. Er ude af form. Jesus. Jeg begyndte at ane et tema for turen.

 

PAS PÅ DIN KROP, LOUISE.

 

Og blev mindet om, at vi skal huske vand og chokolade/energibarer til vores tur.
Jeg var ved at gå kold flere gange.

Jeg prøvede at se det morsomme i det – symbolikken: at gå en omvej og finde tilbage, som mit liv. Men faktum var jeg havde overset en stikvej, og ville ikke lytte til min intuition der sagde jeg var gået forkert. Så jeg gik stædigt to timer i forkert retning selvom ALT – læs ALT sagde det var forkert.

På den positive side: jeg havde været ude i solskin og 20 grader Og eg mødte 10000 cykelryttere , herunder par og fik en kime af vision til fremtiden: Bo og jeg på cykeltur sammen når ungerne er store og klarer sig selv. Det kunne være så hyggeligt.

 

Store indsigter

Én af de ting, den lange vandretur havde fået mig til at erindre var to meget spirituelle oplevelser jeg havde haft de seneste år.

 

  • En gang da jeg rejste alene til Frankrig med August i sept 2017. Hvor jeg sad med ham på terrassen i vores lejlighed med udsigt til middelhavet og fik en dyb følelse af, at dette var et kort liv – SÅ KORT. Det var som om jeg så det/blev vist det for mig – at dette var så kort og vi skulle nyde det. En følelse der sad i mig i lang tid.
  • Den anden oplevelse var i Barcelona i efteråret 2017, samme år. Jeg var dernede med familien og vi var på Barcelona museet. Der stod en lang række mennesker og skulle se på et trofæ Barcelona havde vundet. Pludselig så jeg, at her stod en lang række sjæle – alle på rejse gennem livet. Det var en fornemmelse – ikke et syn. Men jeg så dem, disse mennesker og mærkede deres søgen, deres længsel, deres livsrejse. Det bragte en kæmpe sårbarhed og – jeg ved ikke hvordan jeg skal beskrive det, måske ydmyghed til mig.

 

Vi er her alle for en kort stund.

Og vi er alle på hver vores ensomme rejse.

Kun hvis vi åbner os – deler ud af vores rejse og indvier andre i vores individuelle smerte/kampe/lidelser/glæder/ højder og himmelske niveauer, kan vi få et blik ind i hvert liv. Ellers vandrer vi alene.

Ensomme. Lukkede. Med en illusion om at vi lider alene. Og skal beskytte os imod de andre.

Det er en fejl. Så stor så stor.

Jeg håber aldrig jeg glemmer disse oplevelser.

Alle mennesker er her fordi vi er sendt hertil og har en særlig opgave at udføre. Noget vi skal erkende, gennemleve fordi det har et større formål på vores åndelige rejse. Det tror jeg på. Jeg håber jeg en dag får den indsigt af personlig erfaring. I dag er jeg kun overbevist af min tro. Og indre fornemmelse. Jeg tror på, og fornemmer at vi er forbundne. Og alene. At vi har hver vores rejse gennem dette liv OG mødes. Vi åbner os, deler ud og mærker i forskellige mennesker en forbundethed. Som om det var meningen vi skulle mødes. Hvorfor det er sådan aner jeg ikke. Ved reelt heller ikke om det er sådan. Det er bare en ide, en tanke, en overbevisning jeg har. Som hjælper og løfter, inspirerer og giver håb for fremtiden. Måske en dag verden ikke er så hård og ond. Måske en dag der ikke behøver være så meget indre kritisk dialog, så meget selvhad og så megen frygt. Måske en dag kan vi alle bare være os selv. Være dem vi har lyst til at være og blive, uden skam og frygt.

Tænk hvis vores børn turde stå op for sig selv og bare sige højt JEG ER MIG – OG JEG DELER GERNE UD AF DEN JEG ER, MEN GÅR IKKE PÅ KOMPROMIS MED MIG SELV. I DENNE VERDEN ER DER PLADS TIL OS ALLE. ALLE HAR EN ROLLE. OG INGEN BEHØVER FØLE SIG TRUET.

De store tanker blev langsomt stille. Jeg gik bare.

Da jeg kom tilbage til klosteret var jeg fuldstændig færdig.
Som i FÆRDIG.
Måtte have sukker. Nu.

Spiste mine marcipanbrød og slugte et æble. Drak vand som var jeg en tør plante. Skyndte mig i bad og tænkte jeg ville ud og have frokost – mærke efter. Min krop var mør.

Jeg gik i seng! Igen. Hvilken luksus.

Lå i min seng midt dag. Kunne tage en velfortjent lur. Igen. Hvornår var det lige sket – altså bortset fra da August var nyfødt. Følte mig dybt taknemmelig og med en krop der både var træt og glad. Den var blevet rørt.

Faldt i søvn.

Vågnede et kvarter efter og gik i bad, klædte om til sommerkjole og blege ben og gik ud i klostergården. Der summede af liv. Jeg ville spise og ud og opdage området på ny.

Jeg spise en sandwich fra cafeen, imens jeg observerede livet omkring mig: cykelryttere på tur, kærestepar på tur, børn med forældre, ældre med hinanden. Sådan vil jeg også være gammel: på klostertur og glad. Ny vision for fremtiden.

Jeg ville ud og finde den pool, jeg kun havde læst om.

Botanisk have – himmerige på jord

Gik gennem klostergården og fulgte skiltene.
De gik i retning af Botanisk have!

Jeg gik ind i haven – hvilken skønhed der mødte mig. Små kringlede stier med de dejligste lyde og små fine detaljer. En meget spirituel oplevelse. Små stoppesteder, krukker, statuer. Et sted man kun kunne gå langsomt. Pludselig tonede poolen frem. Stor og frodig – hvis en pool kan være det. Elske den blå farve en pool kan have. Den giver lyst til at dykke i. Men den var ikke åben endnu. jeg stod bare og se på det – bjergene, poolen, de grønne frodige farver og lydene. Magisk.

Som at være i himmerige, eller bedre:
På jorden et sted med alverdens skønhed.

Jeg gik videre. Fandt en bænk under et tær hvos solen kunne nå mig.

Måtte lave en lille video til mine følgere om, hvor vigtigt det er at følge sin indre hvisken stemme. Det var jo den der var årsag til at jeg var her.

Åh hvorfor er det så svært at have tillid til den?

Hvorfor tror vi ikke på den impuls vi har der guider os?

Jeg var taknemmelig for, at jeg havde valgt at lytte denne gang og nu var her.

Det gav så meget mening – eller måske nærmere sjælefred.

En følelse af at have lytte til min sjæl og givet den det, den sukkede efter. Den sugede indtryk til sig. Som om den ikke kunne få nok.

 

Min krop var så træt. Tænk – 4 timers vandring og jeg var som en karklud.

Besluttede mig for at gå tilbage, finde et roligt sted nær klosteret og bare nyde solen.

Kl 18.00 gik jeg op på bjerget igen. Ny rute. Ville se solen gå ned.

Jeg havde hentet min yoga måtte, klædt om og tog tæppet og dagbog med.

Solnedgang

Jeg brugte næste to timer ved solnedgangen. Smagte dagens indtryk, skrev taknemmelighedsliste og indsigter ned. Det var en underlig oplevelse, eller måske anderledes for jeg havde ikke så mange ord. Dagen havde bare mættet mig. Ikke givet mig nogen vilde AHAAAAAA som jeg kunne dvæle ved.

Mere bare fyldt mig op. Jeg følte mig…mæt.
Tilfreds. Rolig.
Træt på den gode måde.

Gik ned af bjerget igen.

Ville på værelset før jeg skulle spise aftensmad. Jeg havde brug for at varme mig – og mærke efter, hvor jeg skulle spise.

Jeg endte med at spise på klosteret i deres restaurant. Havde ikke overskud til at bevæge mig ud – glædede mig til at skulle sove tidligt i aften. Tænk hvad frisk luft og sjæleføde/soulfood kan gøre.

 

Da jeg lukkede mine øjne den aften, mærkede jeg en dyb tilfredshed.
Dagen var væk.
Og den var brugt godt.
Jeg var brugt godt.
Min krop var brugt godt.

 

Klar til ny begyndelse

Jeg var parat til at tage hjem i morgen tidlig. Hjem til dem jeg elsker mest af alt.

Jeg kunne mærke en klarhed over hvad der var vigtigt for mig – hvem jeg ville dedikere min tid og energi til derhjemme, privat og arbejdsmæssigt. Og ikke mindst mærke mig selv: at jeg var noget værd. Fordi jeg var mig.

Tiden var fløjet afsted. To dage – vupti.

Næste gang jeg kommer tilbage til maj har jeg en dag mere.

Heldigvis.

Jeg faldt i søvn. Og sov som en baby. Rolig og tryg.

 

Dag 3: hjemrejse – klarhed og ny begyndelse

Jeg vågnede ved at kirkeklokken ringede. Klokken var 7.
Jeg stod op, pakkede hurtigt kufferten og gjorde mig klar til hjemrejse.

Jeg ville nå solopgangen.

Skyndte mig med yogamåtten under armene op på bjerget og fik den smukkeste morgen igen.

Jeg kunne godt mærke at jeg var øm i hele kroppen stadig efter gårdagens gåtur. Jeg smilte lidt – Det var ikke til at tage fejl af: jeg havde rørt mig mere end jeg plejede og kroppen ville gerne fortælle mig det.

Jeg lytter. Jeg har forstået budskabet.

Jeg forsøgte at indsnuse duften,. Lydene. Udsigten i håb om at kunne tage det hele med hjem.. det var så smukt og fredfyldt her. Kun lyden af mine egne bevægelser, fuglekvidder og hanen der galte morgenen op igen.

Jeg så på klokken. Jeg kunne godt nå at spise en stor portion morgenmad på klosteret, få en morgenkaffe i solen og så afsted. Jeg havde en taxi ventende på mig kl 9.00.

Jeg følte mig mættet men også glad for snart at skulle gense det hele.

Dette sted.

Roen.

Magien.

Lydene.

Naturen.
Stemningen.

 

Snart. Til maj.

 

Lige nu vidste jeg ikke hvor mange der kom med.
Jeg ønskede mig en lille gruppe.

Kunne godt mærke frygten for at holdet ikke blev stort nok. Men samtidig en tillid til, at uanset ville alt være godt. Jeg ville komme igen uanset.

Fordi det var sådan det skulle være.

Hjemme igen

Da jeg kom hjem i indkørslen, kunne jeg ikke vente. Jeg nærmest løb ind i huset. Og kastede mig over lille August der var ved at få ren ble.

Jeg havde savnet ham. Og de store.
Uden at vide det. En rar opdagelse.

Jeg følte at jeg på samme dag havde levet to forskellige liv.
Et klosterliv og nu tilbage i familielivet. Begge dele var godt. Det ene kunne ikke stå uden det andet. Kontrasten gjorde noget virkelog fint for mig. Åbnede mig. For et større liv. For mig. Hvor der både var plads til at jeg kunne være MIG og jeg kunne være en del af OS.

Livet er en rejse.
Tak for denne.

,

2020 – here we go

2020. Udfordringens år.

2020 bliver et år, der vil udfordre vores tålmodighed og råstyrke. Planeten Saturn kommer til at tage sin plads. Hvor vi i 2019 har udvidet vores muligheder, drømt stort og forfulgt visionerne, forberedt os, støbt kugler til fundamentet og gjort det forberedende arbejde, skal vi i 2020 manifestere. Slut med at drømme, nu skal vi arbejde for at gøre drømmene  til virkelighed.

 

Lyder det kedeligt? Måske. men astrologisk set er stenbukken den energi, der bygger op og skaber varige ting. Det er en jordbunden energi, følelseskold (og dermed fokuseret) og dedikeret til sin mission. Uanset hvor længe det tager.

Vi får brug for al vores visdom og tillid, selvdisciplin og råstyrke.Vi må forvente, at vi skal arbejde for det vi gerne vil se ske – og når vi gør det, vil vi se resultater. Saturn belønner hårdt arbejde og ansvarlighed 8Er du først i stenbukkens tegn, vil du vide hvad jeg taler om, ik?).

Når vi møder op med dedikation og en ansvarlig seriøsitet med det vi laver, bliver vi belønnet.

Vi skal dog lige være bevidste om, hvordan vi manifesterer vores mission.
Vi kan bruge de gamle overlevelsesstrategier for at få ‘det vi tror vi vil have’ – eller vi kan bruge vores indbyggede visdom.

Hvis du forsøger at manifestere dine ønsker, mål og mission fra et gammel paradigme sted, er dit projekt eller din mission ikke bæredygtig. Manifesterer du gennem kontrol, magt, manipulation og fra en energi af præstationspres, er det ikke bæredygtigt. Så dør det du bygger op – hvad end det er et parforhold du arbejder på, et projekt eller job.

Den væremåde og energi fungerer bare ikke længere.

Når vi bruger de strategier for at få vores behov dækket, ødelægger vi os selv indefra. Vi bliver syge, nedslidte, depressive – vores energi holder ikke til den form for manifestation. Det er en gammel overlevelsesstratgier, som har rødder i vores barndomsmønstre – men som ikke længere fungerer.

Ærligt: intet i denne verden fungerer længere når det kommer fra stress, manipulation, magtudøvelse, kontrol og præstationspres. Intet.Før eller siden dør det ud. Og det vil vi se overalt.

Den vise derimod, vil gå til skabelses-processen på en anden måde. Hvad end du er ved at skabe en virksomhed, et forhold, et nyt forældreskab, en anden måde at gå til dit liv på.

Denne tilgang handler om tillid. Om væren. Og tage handling g når der er flow energetisk, ikke før. Om at komme fra et ‘større’ sted i os selv, når vi træffer valg.En tilgang til skabelse, hvor vi hele tiden er i kontakt med om energien er høj, om vi er i kontakt med vores hjerte, om vi skaber for helhedens bedste og om vi er i balance selv. Når vi opdager vi er i ubalance, stopper vi op- kalibrerer og justerer, finder tilbage til rette sted, og mærker igen efter: Hvor skal vi nu bevæge os hen.

Det kræver en konstant kontakt med os selv, med det nu vi er i, hvor vi er forbundet med den jord vi træder på – og har antennerne oppe i de højere lag.

Kan vi det, forbinde jord – hjerte – himmel i skabelsesprocessen, kan vi skabe alt hjertet drømmer om – og det vil holde livet ud.

2020 bliver året, hvor vi bevidst skal praktisere alt det vi har lært, det vi tror på, det vi ER. Og herfra se, hvad der folder sig ud – uden vi ved det på forhånd.

Kun den af jer/os der kan aktivere den indre tillid, vil synes rejsen er sjov samtidig. For det er en invitation til et ego-slip, de færreste har oplevet i denne form.

– – – –

På Intim Nytårsworkshop 11. januar 2020 går vi dybere i forberedelsen til 2020.

Vi trækker naturen med ind i processen. Fordi naturen har en helt særlig evne til – hurtigt – at forbinde os med den, vi er dybere set. Naturen kan grounde os, aktivere alle vores sanser og ikke mindst rense os, så vi er i stand til hurtigere at connecte med hjertet og de højere bevidsthedsniveauer, i os selv.

Hvis du har lyst til at connecte med din vision for 2020, være sammen med en flok bevidste mennesker i smukke omgivelser og blive guide gennem en fortid – nutid – fremtidsproces ind i 2020, så kom med.

Nytårs-workshoppen holdes mig privat i Humlebæk. Det bliver Lørdag 11. januar 2020 kl 10 -17. Du sparer 400 kr hvis du tilmelder dig og betaler for din plads inden 26.12.2019.

Tilmeld dig på louise@schonneman.com og læs mere her

WHAT WILL MATTER

Ready or not, someday it will all come to an end.
There will be no more sunrises, no minutes, hours or days.
All things you collected, whether treasured or forgotten, will pass to someone else.

Your wealth, fame and temporal power will shrivel to irrelevance.
Your grudges, resentments, frustrations and jealousies will finally disappear.
So too your hopes, ambitions, plans, and to-do lists will expire.

The wins and losses that once seemed so important will fade away.
It won’t matter where you came from, or on what side of the tracks you lived, at the end.

It won’t matter whether you where beautiful or brilliant.
Even your gender and skin colour will be irrelevant.

So what will matter? How will the value of your days be measured?

What will matter is not what you bought, but what you built;
Not what you got, but how you gave.

What will matter is not your success, but your significance.
What will matter is not what you learned, but what you taught.

What will matter is every act of integrity, compassion, courage or sacrifice that enriched, empowered or encouraged others to emulate your example.

What will matter is not your competence, but your character.
What will matter is not how many people you knew, but how many will feel a lasting loss when you’re gone.

What will matter are not your memories, but the memories that live in those who loved you.
What will matter is how long you will be remembered, by whom and for what.

Living a life that matters doesn’t happen by accident.
It’s not a matter of circumstance but of choice.

Choose to live a life that matters.

~ by Michael Josephson

, ,

Astrologi – ‘de unges sprog’

Astrologi er blevet hipt blandt de unge. Flere og flere studier fra USA viser, at de unge over 20 drages af astrologi – de finder her håb og optimisme.

Om man tror på astrologi eller ej, viser tendensen måske et BEHOV blandt denne generation (som også er i vor ældres generation): Et BEHOV for at få mere håb, optimisme, positive forventninger til fremtiden og indre ro.

Astrologien giver dette – hvis vi vil.

Du kan søge på astrologi/milliniums – eller læse denne artikel:

https://www.smh.com.au/lifestyle/life-and-relationships/the-tech-generation-turning-to-the-stars-20190327-p517yn.html

Academy A kommer til at tilbyde foredrag og mindre kurser omkring astrologi, til dem der er nysgerrige på dette. Hos Academy A tror vi ikke, at der findes EEN sandhed derude – der findes den, som den enkelte tror på. Hvad det er, skal den enkelte selv vurdere.

Hvad tror du på?

,

GÅ DIN EGEN VEJ

Du behøver ikke følge samfundets strukturer, hvis du ikke kan li det.
Du behøver ikke vælge at leve et liv, som ‘alle andre’ gør.
Du behøver ikke arbejde 8-16, spare op til pension, tage lange uddannelser hvis det ikke føles ægte for dig. Du behøver ikke stræbe efter villa, hund og børn, hvis nogen andet kalder i dig. Du behøver ikke følge dine venners råd, dine forældres anvisninger, samfundets normer – hvis du mærker, noget andre er vigtigere for dig.

Find din egen vej gennem livet.
Gå din egen vej. 
Stol på din intuition/dit følelsesmæssige kald. 

Det er universets sprog, der forsøger at guide dig ind på den vej, der er rigtig for dig.

Lad ikke frygten for fremtiden styre dine valg i nuet.
Lad ikke andres domme og læsninger af dig, styre dig.
Bliv ikke slave af de samfundsstrukturer, du ser derude – hvis alt i dig siger, du ikke skal.

Du behøver ikke blive slave gamle strukturer, systemer og ’gamle måder at tænke på’, hvis du ikke vil.

DU HAR FRIHED.

Gå din vej. 
Gå din egen vej. 

Vis hvem du er indeni – gennem handling. 

Du behøver ikke sige fuck til alle andre, bryde lovmæssige regler eller leve i evigt fysisk oprør med dine omgivelser. Du kan sagtens være her i denne verden, som dig selv, blot du handler i overensstemmelse med dit sande jeg. Det du emotionelt FØLER du er.

Giv det til verden, du brænder for og tror på. Uden at forvente at andre klapper eller er enige med dig. Det er ikke meningen at alle skal være enige. Der er meningen af DU skal være enig med dig.

Du er her med en mission I DIG – som ingen  andre har. Det betyder ikke at du nødvendigvis skal revolutionere verden alene, eller er skåret ud til at være den nye præsident i USA. Det betyder ’blot’ at den du er, er unik. Ingen er som dig. Og den energi skal du vise verden.

Vores kollektive verdensbillede er ved at ændre sig. Gamle systemer og måder at gøre ting på falder fra hinanden. Der vil ske ændringer og kæmpe skift, globalt set og nationalt, hvor de gamle magtstrukturer, styret af kontrol og frygt ikke længere fungerer. De gamle måder at gå til verden på, falder sammen omkring dig. Og du har et valg nu.

Du kan tilpasse dig en livsform, du allerede VED ikke er bæredygtig – eller du skabe dte liv, der fæles ægte for dig.

Ja, du kommer måske til at gå alene for en stund.
Ja, nogen af dine gamle fæller vil ryste på hovedet af dig.
Ja, du vil være ’den mærkelige’ eller ’rebeleske’ – men HEY, fuck it. Virkelig. Hvis du fornemmer, at det hele omkring dig er ’off’ og mennesker omkring dig handler ud fra gamle tankeformer, så vælg en NY vej for dig selv.

Vælg den livsform og livsvej, der appellerer til DIG.

Hvordan den end ser ud.

Det er op til dig:

  • Tilpasser du dig?
  • Eller bryder du fri og går dine egne vej – med hjertet forrest, med hjertekontakt til din indre mission og lever dit autentiske liv, indefra ud.

Lad dig ikke snyde af dem, der bilder dig ind, at du ikke selv kan bestemme dit liv.

Det er ikke sandt.

Kun du kan gå forrest med DIN sandhed.

Det kræver måske et brud fra nogen. Et opgør med en gammel model af livet. Det kræver i hvert fald en dyb kontakt med DIN kerne, så du holder fast i den – selvom andre går en anden vej.

Jeg hepper på dig.
Denne tid ER transformationstiden. 

Så spørg dig selv:

Vil du være den, der holder lever autentisk og går med lyset i hjertet forrest så de andre kan følge dig, når de er klar? Vil du være rollemodel for en NY måde at leve autentisk på?

Eller tilpasser du dig de gamle systemer og regler, der er ved at uddø, af frygt for ikke at passe ind?

, ,

Ensomhed

Hører du til ? eller er du ensom?

Mange mennesker er ensomme. Mange mennesker har ikke følelsen af, at de hører til.

Statistisk set er 350.000 personer i Danmark alene.

Sundhedsstyrelsen lavede en undersøgelse i 2018, der anslog  næsten hver femte – 18,8 procent – af unge mellem 16 og 24 år føler sig ensomme og udenfor. Det er mange.

Ældresagen skriver, at over 50.000 personer over 65 år føler sig ensomme.

Du kan være ensom, selvom du bor sammen mod nogen. 
Du kan være ensom, selvom du ser mennesker hver dag. 
Du kan føle dig ensom, selvom du er gift, har arbejde og en vennekreds. 

Følelsen af at være ensom hænger – for mig – sammen med følelsen af ikke at være forbundet.Med sig selv, i første omgang. Ikke have kontakt med sin egen krop, hjerte og vejrtrækning – og ikke være i emotionel og sanselig kontakt med en større bevidsthed.

Jeg har selv været meget ensom. Og meget dis-connected. Måske har jeg levet sådan det meste af mit liv, hvis jeg skal være ærlig.

Een af de problemstillinger, som jeg gerne vil være med til at kaste lys på og hjælpe den unge generation med gennem ACADEMY A, er netop at forstå – at ensomhed, depression og angst, OGSÅ er forbundet med ikke-at-være-forbundet – og med en manglende forståelse for, hvordan vi kan aflæse og lytte til vores emotionelle sprog (universets kommunikationskanal gennem vores krop) 

Min egen oplevelse

Personligt har jeg i perioder i mit voksne liv været meget ensom. Jeg husker følelsen fra min opvækst. Mine forældre blev skilt, og i perioder følte jeg ikke, jeg høret til. Jeg var udenfor. Senere voksede jeg fra den – følelsen. Eller gemte den væk. Begravede den. Dulmede den. Men den har ligget der – under overfalden i mange år siden.

Hvor hører jeg egentlig til?
Hvem elsker mig for dén jeg virkelig er?
Hvem har brug for mig? Hvor giver jeg værdi, hvem tilfører jeg værdi?
Er jeg betydningsfuld?
Er jeg noget værd, bare fordi jeg er mig?

Det lyder nok voldsomt og dramatisk – set udefra. Det giver måske sket ikke mening for dem udenfor, at man kan tænke sådan. Ikke før man selv har været der. For det behøver sket ike være bundet op på noget ‘virkeligt’ – det er jo en følelse: ensomheden. Det depressive. Og følelser er ikke nødvendigvis bundet op på fakta.

Men de er virkelige. For dem der mærker dem. Og tænker i de baner. Og tildeler dem sandhed.

Set i bakspejlet har jeg i perioder, i mit voksne liv, været grænsende til depressiv. Når jeg har været allermest ensom, har jeg haft et stort hul indeni. Jeg har følt mig fortabt. Følt jeg ikke kunne finde mig selv. Ikke mange har set det, men følelsen af at være helt alene, trods ægteskab og stor familie, venner og kollegaer, har i perioder fyldt. Fyldt mere end godt har været.

Følelsen af, ikke at høre til – er umenneskelig. Dræbende. Jeg ønsker ikke for nogen, at de ender der – for det er som at miste grebet om livets gnist.

Jeg har også personligt oplevet mennesker – tæt på – der har taget eget liv pga. følelsen af ensomhed eller måske nærmere pga. manglende forbindelse – til sig selv og andre. De følte ikke de hørte til. At der ikke var brug for dem. De følte ligegyldighedens træk, livets gnist der slukkede – og de tog et valg: Jeg vil ikke være menneske mere på denne jord. Jeg vil ikke mærke følelsen af  ’ligegyldighed’.

Jeg kan huske én af disse personer, der endte med at tage sit eget liv, en dag spurgte mig, hvad der lå under mine følelser. Han tog mig gennem alle følelseslag i en hypnose, og jeg endte i …intethed. Under vreden lå sorgen, under sorgen smerten, under dette lag…intet. Intetheden føltes uendelig….

Når du er deprimeret, lander du der. I intetheden.

Nogen kan rumme den – følelsen af ligegyldighed, andre fortaber sig i den. Og giver den kraft. Lader den trække én med ned, i det sorte hul af …. Intet. For en stund.

Dette sted skal man ikke spøge med. Fordi den enkelte reelt ikke ved, hvor stor kraften i mørket er. Det afhænger af mange elementer. Men min personlige erfaring er, at det kræver en enorm bevidsthed og emotionel forståelse, at forstå – og være med det sted. Uden at gå i panik, blive bange eller Tro på at dette sted er sandt.

Tallene for ensomhed stiger. 

Det er blevet noget, mange taler om – skriver om og forsøger at afhjælpe.
Det er et stort tabu emne. For hvem tør offentligt sige: jeg føler mig ensom.

De færreste. 

Der er mange forklaringer derude på, HVORFOR ensomhedsfølelsen er stigende:

  • Nogen fremhæver den stigende sociale digitalisering, hvor vi gemmer os bag skærmen og ikke forbinder os relationelt fysisk. 
  • Andre mener, der hænger sammen den stigende travlhed – vores indre jagt efter at nå til det næste sted i livet der gør, at vi ikke prioriterer TID til at forbinde os med hinanden. Ikke dybt og nærende.

Sociale relationer er fundamentale for vores trivsel.”
– Psykiatrifonden.

Hvad betyder det egentlig at være ensom:

Ifølge Wikipedia:

“Ensomhed er en følelse af at være alene og af at savne nærhed med andre. Ensomhed indebærer, at have mindre kontakt med andre end man ønsker, eller at denne kontakt har så begrænset social værdi, at den ikke ophæver følelsen af kontaktsavn. Der er ikke nødvendigvis en sammenhæng mellem det at være ensom og det at være alene. Man kan være helt alene og tilfreds eller have en stor omgangskreds og føle sig ensom.”

Konsekvens af længerevarende ensomhed er angst og depression. Ikke noget under at de tal er stigende i en tid, hvor vi IKKE forbinder os og IKKE føler os forbundet til os selv. og andre. Og livet omkring os.

Jo mere travlt og hovedmennesker vi bliver, jo mindre forbundet bliver vi til vores egen krop,  vejrtræning, hjerte og natur (biologi). Vi afkøler os fra selve livet, der leves i kroppen – i følelserne – i energien – i hjertet – i vejrtrækningen. Hvis vi ikke er forbundet med dette – og kan forbinde os med noget større end os, andre, så begynder følelsen af dis-connection at styre os. Ensomheden. Isolationen.

FILOSOFI: ER ENSOMHED ET MENNESKELIGT GRUNDVILKÅR?

Måske er ensomhed et grundvilkår som menneske. Jeg har en filosofisk kunstner-veninde, der kan citere alle de gamle filosoffer. Hun siger så klogt, at de gamle filosoffer alle talte om ensomheden, og den følelse der er, når vi føler os kappet over – ensomme og forladte. De store tænkere vidste, at vi er skruet sammen af et ego – der i sin grundstruktur ER ensomt. Det er din psykologis identifikation med egoet, der adskiller dig fra de ‘andre’. 

Det er hele denne individualisering – adskillelsen mellem mig og dig – der fremmer ensomheden.

Vi er ikke i grundnaturen ensomme. 

Vi bliver ensomme, jo mere vi beskytter os selv, jo mere vi sammenligner os med andre, jo mere vi kunstigt oppuster os, jo mere vi identificerer os med ‘noget vi er’.

Bryne Brown skriver i bogen ’ud i vildmarken’


Den smertelige følelse af aldrig rigtig at høre til nogen steder prægede det meste af min ungdom og var noget af det, jeg led allermest under. (…)“I alle livets faser har jeg haft oplevelser af ikke at høre til
 
– Uddrag fra: Brené Brown. “Ud i vildmarken – jagten på ægte samhørighed og modet til at stå alene”, kapitel 1.

I bogen beskriver hun en opvækst fyldt med længslen efter at høre til. Og hendes vej til at studere dette videnskabeligt. Jeg anbefaler varmt bogen. Jeg græd i de første kapitler, fordi jeg følte mig så set. Forstået. Ikke-alene med in følelse af at være alene. Udenfor.

Albert Einstein skrev i New York Post (November 28, 1972):

“A human bring is part of the whole, called by us the Universe, a part limited in time and space. He experiences himself, his thoughts and feelings, as something separate from the rest—a kind of optical delusion of his consciousness. This delusion is a kind of prison for us, restricting us to our personal desires and to affection for a few persons nearest to us. Our task must be to free ourselves from this prison by widening our circle of compassion to embrace all living creatures and the whole of nature in its beauty.

Vi har som mennesker glemt, hvad vi er. 

Vi er natur. Vi er celler. Vi er sjæle inkarneret i en krop, der er forbundet til alt andet på celleplan. Men mennesket identificerer sig med tanker og følelser – det gør vi som udgangspunkt, fra et ubevidst sted, og når vi gør det, føler vi os adskilt. 

Vi tror, jeg er ’mig’ og du er ’dig’. 


Adskilt.Forskellige.
Individer.
Alene.
Isoleret.

Det er denne ide, denne psykologiske konstellation, som vi alle lider under, og som – misforstået – lader os bygge mure op omkring os selv, vore hjerter og vore liv, for at beskytte dette ’jeg’ fra ’dig’.

Jo mere vi puster os op i ‘ego-identifikation’, jo mere vil vi opleve ensomhed.

Jo mere vi frygter afvisning, jo mere vil vi (bevidst/ubevidst) trække os fra andre.

Jo mere vi ønsker at fremstå perfekte med fasader, jo mere beskytter vi os og afskærer os fra vores sande natur.  

Withdrawal can be a way of not getting hurt in the short term, but it tends to make for a somewhat lonely and limited existence
 
(Citat fra siden: https://www.mindful.org/how-mindfulness-practice-helps-us-connect-with-others/)

Når vi trækker os fra helheden, fra andre – i beskyttelse – er det egoet, der beskytter sig mod følelsen af skam. Ikke god nok. Utilstrækkelighed. De følelser der i laveste niveau af følelsesregisteret, ligger og æder os op indefra – fordi vores identitet, vores ego, lider her. Virkelig lider. Frygter udstødelsen. 

Hvad er kuren mod ensomhed?

Jeg er hverken filosof, psykiater, psykolog (ikke at den titel i sig selv retfærdiggør noget, for mig) eller forsker i menneskets biologi og celler. Så jeg har ikke en KUR mod ensomhed. Men det jeg TROR PÅ – altså ’Min sandhed er’, at vi må: 
 

  • lære at blive ’emotionelt intelligente’ – det vil sige forstå vores indre følelsesliv og lære at navigere i dem, så de ikke tager os med ned i dybet uhensigtsmæssigt. Løfte de tunge følelser OP i lyset.
  • træne vores evne at turde indgå i tillidsfulde relationer med andre. Optræne MODET til at stå frem med åbent hjerte i sårbarhed, selvom vi måske kommer til at mærke svigt og afvisninger.
  • træne og øve os i at forbinde os med os selv, med vores egen krop, vores hjerte, så vi ikke FØLER os adskilt.
  • træne bevidsthedsudvidelse, så vi kan blive observatører af vores egne tanker og følelser (og ikke bilder os ind at vi ER dem, og dermed styrker vores ego-identifikation),
  • og fra denne bevidsthed kan vi – langsomt ’ optræne tilliden til at møde verden, andre, os selv fra et åbent sårbart hjerte, der tager imod – frem for frastøder (og lukker ude).

Det er en træning, der kræver fin observation af dit indre liv. Af den måde du åbner din krop og dit sind på, at din evne til at vælge TIL fra for fra, når du bliver såret og skuffet, presset og usikker. Det er en bevidst træning i at mærke efter, i dig selv, hvor blød du er, hvor omsorgsfuld og rummelig du er, hvor kærlig du er – overfor dig selv og andre, i tanker og handlinger.

Fællesskabets kraft 

Jeg tror, én af de afgørende årsager til den stigende ensomhed er,  at vi savner at føle ET ÆGTE TILHØRSFORHOLD. Vi savner at høre til et sted på et dybere plan. Vi savner de dybere samtaler, hvor vi forbindes emotionelt og energetisk. Vi savner følelsen af at blive set og hørt, af et andet menneske der forstår os. Vil os. At blive taget imod med nærvær og interesse.

»Vi lever i en individualiseret verden, hvor alting går hurtigt, og hvor vi hele tiden har travlt med at jagte nye kontakter og realisere os selv. Midt i travlheden og vores egne gøremål glemmer vi ofte at lytte til, hvad det egentlig er, den anden siger – og det gælder, uanset om vi står over for en kollega eller en kæreste – og dermed er vores relationer blevet mere overfladiske i stedet for dybe. Det betyder, at mange føler sig ensomme«, skriver professor i socialpsykologi, Per Schultz Jørgen i en artikel i Politikken 2016.

https://politiken.dk/debat/art5611793/Drop-den-overfladiske-snak-og-tal-ordentligt-med-hinanden)

Jo mere digitaliserede vi er lever, jo mere adskilte er vi blevet.
Jo mere fortravlede vi er blevet, jo mere adskilte.

De unge kommer i stigende grad til at mangle den fysiske kontakt, hvor følelsen af at høre til, er. Det viser alle undersøgelser. De er opvokset med den digitale distance, de er opvokset med sammenligninger, de fleste er opvokset med travlhed og fraværende stressede forældre.

Et bud på fremtidens medicin mod ensomhed kunne være bevidst fokus på etablering af ‘det sunde fællesskab’. 

Ikke baseret på lidelse og ’der er noget galt med os’, men et fællesskab baseret på hvad end der er nærende for den enkelte.  Når vi er i fællesskaber, hvor vi føler os hjemme, er det lettere at træne den evne, jeg mener er modgift til ensomheden: Evnen til at forbinde os med andre og indgå i tillidsfulde relationer. 

Her kan vi med det ene ben i ’jeg ved vi har noget til fælles’ øve os i at åbne for de sårbare sider af os selv. her kan vi måske (fordi vi ved, vi er accepterede for vores fælles interesse) åbne for det svære, det sårbare, det hudløs ægte jeg, vi er. Og bare træne – øve os i at vise de sider af os selv.

For når vi forbinder os med andre, fra et autentisk sted, hvor vi ved, vi er os som vi er, – og bliver MØDT her uden dom, så  sker der noget ganske magisk. Så dannes der bånd i relationen. Så mødes energierne. Der er ikke lukket, der er åbent mellem de to nervesystemer – de to menneskers biologi/psykiske system – og der åbnes til kontakt på et dybere plan.

Kan vi føles os forbundet til alle?

Jeg tror JA, hvis vi giver os selv tid til det. Hvis vi tillader os at smide facader, hvis egoet træder til side, hvis vi lader sårbarheden styre og bevidst forbinder kroppe, hjerter og vejrtrækning.

Amnesty lavede en film, der skulle teste hvad 8 minutters øjenkontakt ville gøre for følelsen af forbundethed:

Du kan se den her

http://nyheder.tv2.dk/samfund/2016-05-26-tester-teori-paa-flygtninge-kan-du-holde-til-fire-minutters-oejenkontakt

Hjerneforskere kan forklare hvad der sker, når vi fx holder øjenkontakt med andre i længere tid. Vi åbner os – nye steder i hjernens aktiveres. Vi aktivere mandelkernen, der er forbundet til vores følelser. Når vi følelsesmæssigt er forbundet til et andet menneske, sker der noget. Følelser er energi, så når de to energi-systemer mødes, etableres kontakt.


Øjnene er vinduet til din sjæl, 
Shakespeare

ACADEMY A – et fællesskab til unge, der gerne vil lære sig selv at kende, lære at indgå i sunde relationer  og bevæge sig ud i verden med åbenhed, tillid og mod i baglommen. 

Vi er i fuld gang med at designe og skabe ACADEMY A, der åbner i 2020. Visionen er klar, mission er klar, indholdet ved at tage form. Vi har et unge-advisere board ombord, der giver indspark til koncept og indhold. Det er en proces, der hele tiden flytter sig. jeg ville lyse, hvis jeg sagde det var en dans på roser – men det giver mening. At lære den nye generation redskaber til at føle sig forbundet og stærke, modige og tydelige på, hvem de er og hvem og hvad de gerne vil forbinde sig med i dette liv, bevidst.

Det har været så fint at høre, at en stor del af det, de unge efterspørger er netop forbindelsen og fællesskabet: det fysiske samvær, åbenheden, ærligheden og  dialogen.

  • De ønsker at mødes fysisk – de gider ikke online kurser. 
  • De vil snakke om deres følelser og lytte til hinandens historier og perspektiver. 
  • De vil grine sammen, bidrage og lære noget nyt sammen. 
  • De vil ned i kroppen
  • de vil åbenhed, ægthed og autencitet
  • de vil ud af comfort-zone og mærke de lever
  • de vil inspireres – og inspirere andre. ´

Fremtiden handler om fællesskab. 
Om at føle, at man hører til. 
Om at være forbundet. 
Om at vælge sit netværk selv. 
Om connection. 
Med alt levende på jord. 

Refleksion:

Hvad er din oplevelse med ensomhed?
Er du ensom i dag?
Har du været det?
Hvor føler du dig tryg?
Hvor hører du til?
Hvor – med hvem føler du dig dybtfølt hjemme?
Hvem åbner du dig for, helt åbent og ærligt?
Hvordan føles det?

Meditation til træning af evnen til forbindelse:

,

Kan du følge med?

Der sker store skift på kloden i disse årtier. Forandringshastigheden stiger, teknologiske muligheder stiger, kompleksiteten stiger – og muligheden for at miste sig selv i det hele stiger. 

Det kan være svært at følge med. Se sig selv i fremtiden. Finde sin plads. Og finde sit tilhørsforhold.

Hvor hører jeg til i fremtiden?
Hvordan kan jeg træde ind på ‘min plads’?
Hvad skal jeg uddanne mig til, når der er så mange muligheder og ingen kender dagen imorgen?
Hvis alt er muligt, hvad så – hvem er jeg så?

Hvis du mister følelsen af at høre til og forbindelsen til dig selv, til andre og dit fodfæste i livet, træder dine dybeste overlevelsesstrategier til. Strategier der gør os ensomme, depressive, mentalt og fysisk syge, destruktive. 

Mange unge oplever depressioner, angst, følelsesmæssigt kaos, præsttaionspres og stress – langt tidligere end tidligere generationer.

Når vi lever og agerer fra et overlevelsesniveau – når vi tænker og agerer ud fra frygt og utryghed – sætter vi automatisk individet før helheden, og enevi begynder at passe på os selv, vælger isolation, oplever vi er i evig konkurrence med de andre, vi begynder at indgå i magt-kampe, mærker grådighed (mig selv først), og begær der styrer vores valg (mer mer mer).

Sådan er der ingen mennesker der naturligt har lyst til at leve. Ingen der dybest set ønsker at gå til verden. det er både utrygt og ubehageligt, det skaber ubalancer i os selv og i vores relationer, det gør at vi lukker ned og gemmer vores sande jeg.

Hvis vi skal være med-skabere til en bedre verden og fremtid for os selv og helheden, bliver vi nødt til at tilegne os nye måder at leve på, nye måder at tænke på, nye perspektiver, strategier og redskaber, der lærer os at gen-forbinde os til et balanceret sted i os selv. Forbinde os ed andre og til visionen om en bedre verden.

Det bliver mere end nogen sinde før vigtigt at du kan:

Forbinde dig med og lytte til dig selv (så du kan høre dine egne indre svar og lade dig guide af eget kompas, fremfor andres råd )

Forbinde dig med og have empati for andre (så du opbygger stærke tillidsfulde åbne relationer)

Forbinde dig med den naturlige rytme på kloden og i naturen (så du automatisk værdsætter den og passer på den)

Forbinde dig med det større livs/evolutionsperspektiv og se det hele udefra (så du kan se helhedens perspektiv, kontra kun dit eget ‘small mind’ view)


VI MÅ TILBAGE TIL DET; VI OPRINDELIGT ER:

Vi har gennem århundrede mistet evnen til at være forbundne med os selv og hinanden. Vi har ikke lært at finde vores egne svar eller stole på os selv. 


Vi har generationer, der ikke har lært at navigere gennem livet med følelser, som er vokset op i et samfund der har hyldet præstation og perfektionisme – og som ikke længere er i kontakt med kroppen, intuitionen og følelserne qua digitalisering og mental forherligelse.

Vi har ledere, forældre, gamle, unge, børn der ikke kan mærke sig selv, der ikke forstår hvad følelser reelt er, der er afskåret fra deres sanser og som tilbeder økonomiske midler mere end den universelle intelligens, der holder det hele sammen. 

Det er farligt og ikke bæredygtigt. 
Det er destruktivt og ødelæggende.
For den kollektive og individuelle sundhed. For fremtiden. 

Det ved de fleste.

Men de færreste ved, hvad der skal til for at ændre det.

For det kommer til at kræve så meget, at noget må brydes ned.

Vi har i alt for mange generationer været styret af en maskulin overlevelsesstrategi, og behovet for en mere feminin kollektiv som personlig livs- og ledelsesstil er presserende.

Hvis vi skal forandre verden, har vi brug for bevidste mennesker, der er i kontakt med sig selv, som lader sig guide indefra, som tør stå ved sig selv og kan træffe egne bæredygtige valg, der kommer individ og helhed til gode. 

Det vil Academy A gerne bidrage til.

Vi glæder os til at introducere jer for de første kurser og tilbud i eftreåret 2019. Stays tuned.

Vi er umættelige

Vi mennesker opfører os ubevidst som dyr, der desperat løber rundt efter føde i den ydre verden, der kan mætte vores indre sult.

Vores føde er den kortvarige tilfredsstillelse. De hurtige stimulanser. DE hurtige fix, der kan få os til at føle os trygge, elsket, anerkendt, accepteret, okay som vi er. 

Vi jagter den ene ydre ting efter den anden – i håbet om at blive mætte, tilfredse, blot for at finde ud af, at vi kort tid efter bliver sultne igen.

Vi jagter det næste job, den næste titel, det næste like på sociale medier, den næste ferie, den næste kæreste, den næste uddannelse, det næste…

Vi er umættelige. 
Vi vil hele tiden have mere.
Vi kan ikke få nok.

Vi er blevet afhængige af ‘at opnå det næste’ – som en alkoholiker eller narkoman, der blot må ha mere stimulans, for at dulme det, der reelt kalder på opmærksomhed – under jagten.

Har du allerede erkendt, at også du er på en evig jagt efter stimulanser ….evig søgen efter at føle os opfyldt. tilfredse. lykkedes. berigede. mætte. Stimuleret. Eller benægter du?

Der er skrevet tykke bøger om, hvad det reelt gør ved vores hjerne, når vi konstant giver den stimuli, kortsigtet tilfredsstillelse – hvor afhængige vi bliver af det. Uden vi opdager det. De fleste ved det godt, men de færreste vil erkende det – for det har en konsekvens: at opdage ens afhængighed af ‘næste fix’. Og skulle vi opdage det, skynder de fleste sig at lukke ned for den bevidsthed – fordi konsekvensen er for stor:

Hvis vi ikke skal jagte det næste, hvad skal vi så? Hvad er formålet med livet så? Hvad skal vi da bruge tiden på? Hvad skal da give os kortvarige følelser af ‘lykke’?

Så vi fortsætter. Fortsætter jagten efter MER HURTIG LYKKE.

Desværre er faktum, at ingen af os bliver langvarig mætte, så længe jagten efter mere sker I DEN YDRE VERDEN. 

Intet i den ydre verden kan give os varig tilfredsstillelse.  

Det ved du nok også godt.

Den indre ro, tilfredsstillelse, lykke og glæde skal – for at vare ved, komme indefra, og skal styrkes – indefra.

Følelsen af den langvarige dybe tilfredsstillelse, skal optrænes af os. Det er som en muskel, der kræver træning over tid – men som (hvis praktiseret over tid) vil give os /vores nervesystem det, vi reelt søger:

INDRE RO, TILLID, STABILITET, BERIGET HJERTE, FØLELSE AF FORBINDELSE. Med os selv, andre og verden vi lever i.

Du kan ikke komme til disse dybere følelser og stemninger i dig, ved at hente nye ydre trofæer,  nå nye mål eller købe dig til det. Det er en anden form for træning, der skal til.

Den indre kontakt – daglig livslang træning.

Selvom det for igen virker hippieagtigt eller du måske tænker ‘ej, come on. skal jeg sidde og lukke øje, meditere og gå med på den bølge, er mit svar til dig: JA, hvis du vil slippe fri af det hamsterhjuls-fængsel efter hurtige fix, som altid sender dig tilbage til følelsen af ‘mer’.

Du kommer ikke udenom. At vende opmærksomheden indad – og fordybe dig her. fordybe dig – jagte – være med den du er. indeni.

For først når du lander her, og langsomt begynder at opdage, at du ER NOK HER, kan din hjerne – du – slippe ideen om, at du mangler noget ‘derude’.

DU HAR ALT allerede. Men du skal opdage det, før du /din hjerne vil acceptere den ide.

TRÆN dig selv i at vende opmærksomheden indad – så ofte du kan, så længe som muligt, dagligt:

  • Observer det menneske du er, med alt hvad der sker indeni dig. sæt dig stille ned, luk øjnene, fokuser på din vejtrækning, følg den, læg mærke til din indre stemning, fokuser på dit hjerte, bevæg din opmærksomhed rundt i kroppen, bare observer. Uden at dømme, uden at ville forandre det du observere , bare træn dig selv i at OPDAGE hvad der sker i dig – så du begynder at FORSTÅ at du består af bevægelser, tanker, fornemmeler, fysiske spændinger, energi – indeni. Det som alt sammen er DIG. Fordi dig med alt dette. gennem din opmærksomhed. Du skal ikke gøre noget – du skal bare VÆRE OBSERVERENDE.
  • Så ofte du kan: Fokuser på og mærk taknemmelighed over det du allerede er og har i dette liv. det er fantastisk at slutte dagen med dette fokus, men du kan gøre det så ofte du husker. det styrker din hjerne i at få ro på, så den kan slappe lidt af i bevidstheden om: ‘åh jeg er allerede ‘rig’ nok’ på mange ting.
  • Så ofte du kan: Vær bevidst om, Fokuser på og mærk glæden over blot at være til – i den form du er nu. Mange oplever, når kriser og døden kommer tæt på, at de i en kort tid efter er OPRIGTIGT værdsætter det liv, de er blevet givet. VÆRDSÆT DET NU. Ikke kun når kriser og døden banker på, men NU. For som vi alle ved: vi har dette øjeblik, ingen ved hvad morgendagen bringer. NYD DET DU HAR NU. Forbind dig med bevidstheden om, at det er en kort rejse på jorden, at vi skal nyde hvert minut. sug det ind – dufte, farver, lyde, udtryk. Det er en smuk jordklode vi lever på – når vi opdager det. Det handler om at træne din opmærksomheden for det liv, der udfolder sig lige foran næsen på dig – omkring os, og indeni os.
  • Vær bevidst tilstede i din kontakt med et andet menneske: Forbund dig med dem – gennem kroppen og hjertet. Ikke kun i tanker og snak. Lyt til den anden uden dom, sans den andens energi, åben bevidst dit hjerte når den anden er i området (udvid dit energifelt), indlev dig i den andens fortælling (udvid dit eget perspektiv) og observer hvad end der sker, i relationens møde – i dig. Måske trigges den anden dig – måske bløder han7hun dig op med sin fortælling, måske udvides du i oplevelse og perspektiv, måske aktiveres en gammel smerte i dig. Uanset – bare observer det, træk vejret gennem det og FORBIND dig med det der er.

Det hele er et spørgsmål om opmærksomhed og bevidsthed. indefra og ud.

Det kan lyde så uendelig let, men det er en bevidst træning, der kræver din opmærksomhed. Der kræver forbindelse med dig selv, indeni – og herfra ud til den ydre verden.

Jo mere du træner dette, jo mere ro vil du finde – jo mere beriget vil du føle dig – jo mere  i accept af det der er (tilfreds) vil du (dit nervesystem) blive. Og jo mere taknemmelig vil du føle dig, i hjertet. 

Det er ikke et quick fix. Det er livslang træning. Igen og igen.

Du kan ikke læse dig til, hvad det reelt gør ved dig, hvordan denne dybe form for tilfredsstillelse føles eller opleves. Du skal erfare den selv.Du bliver nødt til at erfare, hvad det vil sige: at være forbundet med dit indre – og fordybe dig her. 

Det er det samme som, hvis jeg skulle forklare dig hvad en forelskelse er, og du aldrig har prøvet det endnu. Det er ikke muligt. Det skal opleves. Erfares. Mærkes.

Og bagefter er intet det samme igen.

OPLEV DET SELV – tag med på 4-dags kloster retreat

Tag med på 4 dags sensommer-retreat på et kloster på Mallorca. Oplev hvad kombinationen af naturens magiske kraft, roen på et kloster hvor mennesker i århundrede har søgt ind i sig selv, faciliteret fordybelse og stilhed kan give dig af svar – af indsigt – af ro, til at heale og forløse, opdage og sætte fri. Uden du skal gøre noget.

Vi rejser derned torsdag 29. august – og hjem igen mandag 2. September.

Prisen for dette kloster Retreat er 2750 kr. + fly/ophold. Under 6000 kr.

Du kan læse mere her; eller skrive til mig for mere info: louise@schonnemann.com

What if you only have this lifetime to explore being a human being?

(oprindeligt skrevet juli 2018)

What if you only have this lifetime to explore being a human being? What if you never get a second chance? What if I told you, you could experience so much more love, laughter, joy, peacefulness, adventure if you want to – all you have to do is go get it. Do it. Don’t hold yourself back.

I know you have excuses. Fear. Resistance. Stories. But what if you just look behind all that? If it is all just a lie? A pattern of thinking that is really not true?

Behind all of these thoughts is a higher consciousness – a new way of thinking, being, doing things.

In this lifetime you are a human being. With skills. Talents. And a consciousness. Use it with intent.

What do you want to explore? See? Feel? Touch? Taste? Listen to? Experience while you are here?

 

Don’t be to little. Don’t be ’nice’. Don’t be Shy. Don’t hold yourself back. Really.

Go for it. Be bold. If you can dream it – and feel it in your hear –  you can do it.

You CAN experience it.

Just go for it. This is your chance to evolve and experience the real YOU. Experience the world of manifestations. Of pleasure. Of LIFE!

 

IT’S YOUR TIME!

You really don’t know if you get a second chance, right?

You really don’t know what comes after this experience, so fucking hell – go for it. Do it. What ever it is your heart is telling you to explore – do it.

You are a human being right now – and this means you HAVE a possibility to experience and sense everything your conscious mind gets of crazy ideas or visions for the next moment.

Create your moments. Create your experiences. Really. Everything in your mind can be reflected out in the material world – if you act on it!!!

 

Don’t waist this opportunity. Don’t hold yourself back because of old unrealistic patterns. Dont let old thinking that really does not serve you, let you miss your opportunities for living. For being ALIVE

 

Go. JUST GO FOR IT. What ever it is you are dreaming for.

LIFE WILL SUPPORT YOU.

TRUST ME ON THIS.