Mandag 3 april var jeg inviteret i Go’aften Danmark for at dele mine erfaringer med at være blevet mor i sen alder.

Jeg var i studiet med en anden ‘gammel’ kvinde på 46 og fertilitetsforsker og læge Søren, som sjovt nok var min tidligere næsten-nabo. Small world.

Jeg var på lige før og efter Casper Christensen, og uden at hverken lyde bitter eller jaloux: Journalisterne var rundt om ham som fluer på slikpapir. De der løver er magneter for energi:-)

Anyway. Tilbage til historien.

Indslaget handlede om, hvorvidt det er godt/skidt at få børn i sen alder. Læge Søren skulle sige noget om dalende fertilitetschance i takt med alder – og vi ‘gamle’ mødre skulle sige noget om vores oplevelser.

Da udsendelsen var slut og alt fokus igen var på Løve Casper, gik lægen og jeg sammen gennem Tivoli, hvor vi talte om Sørens mission: Han ønskede, vi skulle stoppe al den snak om at det er hårdt at få børn, og i stedte flytte fokus til:

FÅ NU BARE BØRN.

BØRN ER DEJLIGE.

Søren sagde noget a la:

“Gid vi mennesker ville stoppe med at tale om planlægning og alder, når vi taler om børn. Gid vi stoppede med at planlægge alting og bare fulgte naturens biologi. Gid vi alle ville stoppe med at tale om at det er hårdt at få børn og vi skal nå noget andet før dem. Gid vi talte om, at BØRN ER DEJLIGE – og vi sagtens kan tilpasse os det liv, der er sammen med dem”.

Det har runget i mine ører i en uge nu.

Børn er dejlige.

Livet med børn er dejligt.

Min egen erfaringer er JA børn er dejlige

Og ja, det er super hårdt at have børn.

Ikke bare fordi de sover for lidt.

Ikke fordi de tager tid eller er dyre i drift.

Ikke fordi de fylder eller ikke-fylder.

Ikke fordi de blir teenagere og drikker før tid.

Det der er ‘hårdt’ er, at DE VÆKKER VORES EGNE INDRE BØRN.

Igen og igen.

Når vi vælger at få børn, vælger vi også at mærke vores egen barndom igen. Vi vælger at genbesøge alt det, vi er formet af. Vi vælger at møde spejle af os selv, vores utilstrækkelighed, vores ‘mangler’ og uhealede barndomssår.

Er man ikke psykologisk interesseret, lyder dette måske som volapyk. Men i så fald, vågn op.

Dine børn spejler dig.

Den adfærd de udviser er også dig.

Både det smukke og det mindre smukke.

Uanset hvor gammel du er, så gælder der noget helt fundamentalt:

– Hvis du vælger at få børn, så vid, at du selv er et barn indeni, uanset hvor gammel du er.

– Hvis du vælger at få børn, uanset om du er 18 eller 43, så vid at dine børn vil afspejle dig. På godt og ondt.

– Hvis du ikke har taget ansvar for dit eget shit, kigget på din egen barndom og healet op på dine egne traumer, vil dine børn vise dig dem. Igen og igen.

– Det du ikke vil tage ansvar for INDENI dig, må de tage ansvar for at eksternalisere eller vende mod sig selv.

DET ER IKKE BØRNENE DER ER HÅRDE AT FÅ.

Men det er den ubevidsthed vi har om vores egne indre børn, vores skyggesider, egen smerte, egne sår som vi projicerer eller placerer i dem, vi elsker allermest.

De færreste ved, at vores indre børn for altid vil være vores personlige opgave, og at de ‘ydre børn’ kommer for at vække de sider i os, som vi mangler at tage os af.

Vores børn er en forlængelse af os. Men de er ikke os.

De skal ikke kompensere for os eller lindre vores sår.

Vores børn bærer vores uforløste temaer, drømme og undertrykte svigt/smerte.

Det er ikke dem, der skal fixes eller opføre sig ordentligt.

Det er os voksne, der skal tage ansvaret helt hjem og heale vores egne temaer/traumer.

Jeg er ikke fortaler for, at vi skal vente med at få børn, til vi selv har arbejdet med eget indre shit. For det er livslangt arbejde, men jeg er I DEN GRAD fortaler for, at vi – i et hysterisk diagnosesamfund hvor så mange børn gøres forkerte, begynder at arbejde med roden – ikke symptomet.

Vi voksne skal tage ansvaret helt hjem – gribe i egen favn, og TURDE kigge på alt dét, vi kommer fra og med.

Vi skal turde tale om, arbejde bevidst med og tage hånd om de svære ting der undertrykkes i os selv, vores familie og hele vores ophav.

Det er ikke fair at børn skal bære på noget, der reelt ikke er deres.

– – –

Aldrig før har vi haft så meget fokus på traumebehandling og vi har videnskaben bag os: Vi påvirker hinanden, den familie vi kommer fra har påvirket os, vores mønstre går generationer tilbage – og betyder så meget mere end vi tror.

Så hvis du virkelig gerne vil gøre noget for dine børn eller for den store vide verden, så start med dig selv.

Lav dit indre arbejde.

Ryd op i din egen historie.

Det indre oprydningsarbejde er vejen.

Resten er symptombehandling på en årsag, du bærer nøglen til.