Selvom du måske har allermest lyst til at starte 2017 NU, komme i gang med en ny tid og begynde på alt det, du har sat dig for, så vil jeg anbefale dig at få sagt farvel – ordentligt – til dét, der var.
Det er i refleksion over tiden, der er gået, at vi kan høste erfaringer, der endnu ikke er landet i os bevidst. Vi kan tage afsked med sorg, der ikke er bearbejdet ordentligt endnu. Vi kan dvæle ved gode stunder og tappe ind i taknemmelighed over disse oplevelser. Vi kan opdage vores egen udvikling og finde tillid til livets udfoldelse i og om os.
Du er ikke den samme som du var i januar 2016.
Kan du selv se og mærke det?
Du er forandret.
Vokset.
Udvidet.
Om du vil det eller ej.
Ikke kun fysisk og din alder. Men hele dit mindset og dit perspektiv på livet er forandret. Du har nye erfaringer i rygsækken. Nye oplevelser der har udvidet dit perspektiv. Nye dybder og højder i din bevidsthed. Du har en udvidet selvindsigt og livsvisdom.
Alt dét udgør dit fundament for fremtiden.
Alt dét du er nu, udgør dit afsæt for dine næste skridt.
Så giv dig selv en gave – tag ordentligt farvel 2016, der nu ER gået.
Farvel til tiden, der har lært dig nye ting, rykket dig, skubbet til dig og ikke mindst lært dig så meget.
Hvad kom 2016 til at betyde for dig?
Herunder finder du en lang række spørgsmål, som du kan bruge til at dvæle ved året der er gået. Spørgsmål, der vil guide dig til at opdage årets bevægelse og din.
Jeg anbefaler, at du finder dig et roligt sted og tager dig god tid til at svare på spørgsmålene. Nogen af dem kræver lidt dybere refleksion, hvis du virkelig ønsker at få det hele med. Lav en kop the, tænd et stearinlys, medbring noget at skrive på/med og tag et spørgsmål af gangen. Lad dine svar folde sig ud, stille og roligt.
Dit udgangspunkt:
Hvor var du egentlig i januar 2016 – hvordan så livet ud for dig, da du startede året?
* Arbejdsmæssigt?
* Økonomisk?
* Sundhedsmæssigt?
* Boligmæssigt?
* Dine relationer? Venner? Familie?
* Kærlighedsmæssigt?
Dine ønsker til 2016?
Hvilken vision satte du for 2016?
Hvilke mål ønskede du at nå?
Hvad håbede du ved årets start skulle udfolde sig for dig i 2016?
Husker du det?
Årets højder
Hvad kom til at betyde noget helt særligt i år for dig?
Hvilke gode oplevelser mindes du?
Hvilke præmiestunder havde du? Øjeblikke du ikke glemmer?
Årets udfordringer
Hvilke udfordringer mødte du i 2016?
Hvilke svære stunder måtte du være med og bryde igennem?
Hvad gjorde ondt?
Hvad har du kæmpet med?
Konkrete mål
Hvilke konkrete mål opnåede du?
Hvilke synlige resultater skabte du i 2016?
Dit aftryk i verden
Hvilke aftryk har du sat i 2016? – i andre mennesker? i verden omkring dig?
Hvem gjorde du en forskel for?
Hvem hjalp du videre på deres vej?
Relationer
Hvilke nye mennesker mødte du i 2016? Hvilke nye mennesker krydsede din vej?
Hvem sagde du farvel til?
Hvem gav du bevidst slip på?
Dit åbne hjerte
Hvor mærkede du kærligheden i året der er gået?
Hvem gav dig omsorg?
Hvem passede på dig, når du havde det svært?
Hvem viste dig, at du betød noget særligt for dem?
Hvem viste du din kærlighed til?
Hvem tog du dig af med oprigtig omsorg?
Hvem åbnede du dig og dit hjerte overfor?
Hvem tillod du at se bag dine fasader?
Bevægelsen
Hvad var virkelig udviklende for dig i 2016?
Hvor voksede du som menneske – følelsesmæssigt og spirituelt?
Hvilke indsigter fik du i 2016 om dig selv?
Hvad ved du i dag, som du ikke vidste for ét år siden? Hvad har året lært dig?
Hvis der var en større mening med alt det du er gået igennem det seneste år, hvad mon den har været?
Tak
Hvad er du særlig taknemmelig for at have oplevet og fået med dig på din livsrejse fra dette sidste år? Hvad ville du ikke have været foruden, udfordringer og smerte til trods?
På vej mod 2017
Du står nu på et fundament, der bygger på fortidens erfaringer.
Alt du har lært til nu, har modnet dig, formet dig og giver dig visdom til din fremtidige færd.
- Hvad føler du dig klar til at gøre eller være i det kommende år?
- Hvor fornemmer du, at du er klar til at bevæge dig hen?
- Hvad kalder på dig nu?
Velkommen til 2017
Jeg ønsker, at du qua ovenstående refleksioner må føle dig lidt mere afklaret om 2016 – og endnu mere klar til at tage imod det nye år med åbenhed, nysgerrighed og gå-på-mod.
Gå ikke efter et liv, der ikke udfordrer dig. Det vil være en illusion.
Livet udfordrer dig, for at du kan vokse som menneske – for at du kan åbne dig endnu mere for din egen sandhed.
Så mød 2017 med lysten til at lære endnu mere om dig selv – så kan du bedre nyde din livsrejse gennem bakker og dale.