En gang var der en kvinde på et af mine kurser, der sagde ’Du er jo også bare heldig – du kan leve det liv du gør fordi du har en rig mand, der gider forsørge dig, så du kan gøre dét du gør – være selvstændig, undervise og arbejde med dét du elsker’.
Jeg husker jeg blev stødt.
Jeg følte mig ramt.
Fordi det var sådan jeg også selv følte det.
Dengang.
At jeg kun kunne formidle det jeg gjorde og arbejde med det jeg føler meningsfyldt, fordi min mand kunne forsørge mig. Fordi vi havde en god økonomi, der kunne understøtte mine valg.
Men i dag ved jeg, at intet af det jeg arbejder med eller formidler videre er kommet til mig let.
Jeg har gennem livet knoklet for at finde mit værd som MIG – uagtet status, penge og titler.
jeg har søgt og knoklet for at finde min vej gennem mit liv.
Og er blevet ved med at søge til jeg fandt svar.
Jeg har brugt utallige gratis timer på at snakke med mennesker, for at lære om menneskets psyke.
Jeg har siddet aftener og nætter og reflekteret over livet – fordi jeg ikke kunne lade vær.
Jeg har siddet oppe om natten og studeret, selv med mine små tvillinger på sidelinjen.Jeg har opsøgt kurser og mennesker, der kunne berige min verden og udvide min horisont.
Jeg har sagt nej til ting, og sagt fra til mennesker – for at skabe plads til det, jeg gerne ville.
Jeg har måtte acceptere at min familie syntes jeg var småskør og ’langt ude, men alligevel stå fast på min vej.
Jeg har måtte kæmpe for mine synspunkter og overbevisninger, fordi de ikke passer ind i den kontekst jeg er opdraget i.
Jeg har turde tage de chancer der kom, også selvom de var utrygge valg.
Jeg har mødt mennesker der var klogere, stærkere og mere succesfulde ned mig og bedt om hjælp.
Jeg har rakt ud og fået støtte. og vigtigst af alt:
Jeg har turde se på mine mørkeste skyggesider (det mørkeste i min personlighed) – været med disse dele af mig selv – fulgt dem, observeret dem, arbejdet mig gennem dem og med dem – og lært at se værdien af dem, så jeg kunne transformere min frygt til tillid.
Det kræver noget ganske andet end held! Siger det bare!
Det kræver fuc**** mod og vedholdenhed.
Det kræver, at man / jeg / du tør gå vejen selv først – for at opdage hvad og hvem du er. Og herfra kan du så begynde at skabe dit liv, som du selv ønsker det.
———-
Hvad er du villig til at gøre, gå igennem og opgive for at nå dine drømme?
———-
Jeg har følt mig alt andet end heldig i mange år. Tværtimod.
Dem der kender mig ved, at jeg ikke er en ukompliceret person.
Jeg er ikke let indeni.
Jeg er et menneske fyldt med følelsesmæssig kaos, jeg er forvirret, følelsesmæssigt et svingende rod. Jeg har ikke valgt den letteste vej til nu.
Jeg har gået af snørklede veje, set mine dæmoner i øjnene, været i relationer der har fået mig i knæ, jeg har bevidst og ubevidst smagt på livets mørkeste følelser – sorg, smerte, afhængigheder, selvforagt, skam, manipulation, følelser af udstødthed, ensomhed og forkerthed.
Jeg græder ikke over det.
Ikke længere.
Engang følte jeg at det var uretfærdigt – at jeg skulle gennem alt det.
Jeg så på mine brødre der – udefra – var kommet anderledes ud. De gik ikke gennem disse følelsesmæssige op og nedture, de tænkte ikke over livet som jeg, de bar ikke på fortidens smerte og sorg. Ikke som jeg.
Eller i hvert fald ikke noget jeg kunne se.
Jeg tænkte ’hvorfor er jeg blevet som jeg er’. ’Hvad er der galt med mig’.
Men i dag er jeg taknemmelig for, at jeg har gået min vej.
Fordi jeg forstår dens formål.
jeg forstår – eller begynder at forstå – at alt jeg har gået igennem har udviklet nogle helt særlige kvaliteter i mig, som jeg kan vælge at bruge. Hvis jeg vil. og tør.
jeg begynder at se, at mit liv har forsøgt at forme mig, så jeg kan bruge mig selv – som jeg gerne vil. Som jeg længes efter at bruge mig selv. indeni.
Det ser jeg nu. det så jeg ikke tidligvere. Ikke før jeg begyndt at smide fasaderne, skrælle lag af, dykke dybt og finde ind. Finde ind til den jeg føler jeg er, bag det hele.
I dag er jeg glad for at være mig. Med alle mine snørklede følelsesmæssige indre veje.
I dag vil jeg ikke være nogen anden.
Så ja, i dag føler jeg mig heldig.
Bare fordi jeg er mig.
Heldig over, at netop jeg fik lov til – i dette liv – at se så mange nuancer af livets muligheder, forstå så meget og turde så meget. Jeg føler mig heldig, at jeg er i stand til at være med smerte og glæde – i en og samme krop – uden at lukke ned igen. Jeg føler mig heldig, fordi jeg er nysgerrig og livssulten – og ikke gir op. I hvert fald ikke hver dag længere. Jeg er heldig over, at have en bevidst og moden ægtemand der giver mig frihed og plads – og som tør udvikle sig sammen med mig, på hans måde. jeg er heldig at jeg har et godt helbred. Heldig at jeg lever i et land hvor der er muligheder for dem der vil. Heldig at mine børn er raske. Heldig at jeg er i live.
Men jeg har gået vejen selv.
På trods. Og ikke uden skrammer.
Tak for livet, kære liv.
Tak for muligheden.
Tak for at jeg får lov til at være mig.
Refleksion:
Hvad er du villig til at gå igennem for at komme dertil hvor du gerne vil hen?
