When I die

Epitaph

When I die
Give what’s left of me away
To children
And old men that wait to die.

And if you need to cry,
Cry for your brother
Walking the street beside you.
And when you need me,
Put your arms
Around anyone
And give them
What you need to give to me.

I want to leave you something,
Something better
Than words
Or sounds.

Look for me
In the people I’ve known
Or loved,
And if you cannot give me away,
At least let me live on in your eyes
And not your mind.

You can love me most
By letting
Hands touch hands,
By letting bodies touch bodies,
And by letting go
Of children
That need to be free.

Love doesn’t die,
People do.
So, when all that’s left of me
Is love,
Give me away.

~ Merrit Malloy

,

Rejsen hjem

Elsker du dig selv?

Den anden dag fandt jeg en seddel fra februar 2009. Det var en udfyldt ansøgningsformular til en tre dags workshop, som Debbie Ford holdt i Danmark: ’The Shadow proces’. Mange af jer der læser mine nyhedsbrev kender til både processen og Debbie Ford.  På ansøgningspapiret havde jeg skrevet dette:

”I feel the need for change. I want to change the way I think about myself, or it will destroy my marriage, my children and my job situation.  When I became a mum 2two years ago (twins) I felt a urgent need for personal change. I cannot raise my kids and give them a happy childhood if I am not happy. I cannot give them a loving and caring family, if I cannot love myself. I need to change, for me and for them”.

Jeg husker det tydeligt. Jeg havde det af h til. Jeg var sygemeldt med stress fra mit job og desperat efter forandring, indeni mig selv.

Den korte forhistorie var, at jeg december 2006 var blevet mor til tvillinger, som jeg havde kæmpet mange år for at få. Jeg havde et spændende job som kommunikationschef i en mindre virksomhed i stor vækst, der krævede meget nyt af mig. Da jeg kom tilbage efter et lille års barsel i nov. 2007 fik jeg travlt.

Jeg var presset.

Ikke kun presset tidsmæssigt – men primært med at opretholde min illusion om hvem jeg var: 

Jeg var sådan én der var dygtig

Jeg var sådan én der kunne klare alt

Men min identitet som ’kompetent business woman og nærværende mor, med styr på det hele’ holdt ikke længe.

I løbet af 2008 gik det op for mig, at jeg var ulykkelig. Indeni. Jeg havde ikke styr på det eller mig selv. Jeg var desperat. For at opretholde fasaden og finde en vej til det at blive det, jeg så gerne ville være: ’En kompetent business woman og nærværende mor, med styr på det hele’


Jeg opsøgte en terapeut i efteråret, der begyndte at trevle mig op – stille og roligt.

Jeg nåede at komme der to gange, før jeg brød sammen og måtte sygemeldes.

Jeg kunne ikke mere.

Hvorfor skete det?

Der er altid mange årsager til noget sker. Man kunne sige, jeg var overbelastet og havde taget munden for fuld, at jeg ikke var kompetent til mit job, at jeg var perfektionistisk, urealistisk, at jeg burde have sagt nej noget oftere eller gået på deltid.

Men den virkelige historie er, at jeg slet ikke var bevidst om, hvor langt ude jeg var.

Jeg var så langt fra at have kontakt med mig selv, så ubevidst om mine egne værdier, bar på så mange ubearbejdede følelser og selvhad,  og slet ikke klar over, at jeg reelt havde et valg. Jeg oversked mine grænser konstant, og lod andre gøre samme. Jeg vidste ikke hvordan jeg skulle ændre min vej eller få det bedre. jeg følte mig fanget i mig selv, i mit liv, på den livsvej jeg var på.

Så ‘noget større end mit hoved’ hjalp mig.

Min kloge krop hjalp mig – den sagde STOP.

Jeg brød sammen på jobbet lige før en stor præsentation, og måtte køres hjem. Jeg blev sygemeldt og endte med at opsige mit job.

Mit sammenbrud blev starten på en årelang rejse for mig. En rejse, hvor jeg først måtte trævle mig selv op igen – adskille hvad der var tillært adfærd og hvad der reelt var mig i min kerne.  Jeg måtte lære at tage ansvaret tilbage for mit liv – bevidst, og begynde forfra med at træffe valg, som kom indefra mig – ikke fra andre eller fra mit pre-programmerede frygtstyrede hoved.


Det har været en lang rejse. Jeg er stadig på den, tænker jeg. Men noget af det, som virkelig blev vigtigt for mig var, at jeg aldrig ville jeg aldrig ville svigte mig selv igen.

Det vigtigste i mit liv er MIG. Og jeg skal ikke svigtes – af mig.

Jeg skal være min egen mor. En kærlig opmærksom mor, der giver ubetinget omsorg og kærlighed, som kan sætte sund grænser og som guider mig på rette spor, igen og igen, uden fordømmelse men med et oprigtig ønske om at jeg må leve mit liv med lethed og glæde.

Jeg er den der skal kunne mærke, hvad jeg har brug for – jeg er dén, der skal huske på mig selv og gøre mig selv glad hver eneste dag.

Jeg er den, der i sidste ende har ansvaret for min egen glæde og livslyst.

Ingen andre.

Ingen andre end mig har opgaven med at passe på mig – og gøre mig glad. Ikke samfundet, en chef, min familie, min mand, mine børn, mine kunder.

Ansvaret er KUN mit.

Da jeg tog det valg, ændrede mine relationer sig markant.

Fordi den måde vi behandler os selv på, afspejles i vores relationer.

  • Hvis vi ikke respekterer os selv, hvordan kan vi så forvente at andre skal?
  • Hvis vi ikke udviser omsorg for os selv, hvordan skal vi så forvente at andre kan?
  • Hvis vi ikke synes vi er værd at behandle ordentligt selv, hvorfor skulle andre så?
  • Hvis vi ikke kan mærke kærligheden til os selv, hvordan skal vi så kunne mærke den i vores relationer?

Da jeg faldt over den gamle ansøgningsseddel fra 2009, blev jeg varm i hjertet af glæde. For jeg kunne pludselig se, hvor langt jeg er kommet på min rejse. For selvom jeg selvfølgelig også har mine kampe indeni i dag, med alt mulig menneskeligt, er mine nærmeste relationer præcis som jeg ønsker dem. Drevet af kærlighed. Og relationen til mig selv båret af en bevidst omsorg og respekt for den jeg er – og et oprigtigt ønske om at jeg må opleve lethed og glæde i mit liv. Fordi jeg fortjener det. Som mine børn, min mand og alle andre i denne verden.

Jeg er glad, mine børn er glade og mit ægteskab kærligt og bevaret.

Fordi jeg tog ansvaret tilbage.

Fordi jeg begyndte rejsen tilbage til dén, jeg oprigtigt er indeni. 

Det valg vil jeg aldrig fortryde.

Refleksion:

Tager du ansvar for dig selv og din livsglæde?
Lever du efter bevidste værdier, der guider dine valg?

Har du sluppet fortiden og føler dig fri?

Er du grundlæggende glad og stolt af dén, du er i dag?

Hvis svaret er ja, fortsæt med det du gør.

Hvis svaret er nej, så vær ærlig omkring det. Tag ansvaret tilbage og beslut dig for at finde ud af, hvad der skal til nu. Hvilken livshistorie du herfra vil begynde at skrive.

Intet behøver at være som i går. Men det kræver at DU tager ansvaret tilbage og fører pennen, ellers gør vaner og ubevidst adfærd det for dig.

, ,

Gaven ved det lave selvværd  

Det er skrevet mange bøger om selvværd. Der udbydes tonsvis af kurser i at styrke selvværdet. Terapeuter landet over tjener kassen på at diagnosticere os og sætte label på:


’Du lider af lavt selvværd – kom igen næste uge’.


Men hvad nu hvis det lave selvværd faktisk er en uvurderlig gave der ligger i os?

Hvad nu hvis det lave selvværd bærer kimen til at åbne dit hjerte og vise dig din sårbarhed?


—-

‘Hvem af jer har en følelse af ikke at slå til eller være gode nok, som den I er?’

Når jeg holder workshops og foredrag om ’skyggesider’ og ’det lave selvværd’ og spørger altid ud i rummet, hvem der ofte tvivler på sig selv, hvem der ikke føler sig god nok som de er, eller hvem der frygter ’afsløring’.

90% af deltagerne rejser hånden her.  Både hos kvinder og mænd. Unge og ældre. De sidste 10% kigger ned i gulvet og frygter jeg spørger dem direkte.

Det er så trist.
Så ærgerligt.
Sørgeligt.
Og menneskeligt.

Vi mennesker føler sjældent at vi er gode nok, som vi er.
Vi føler os utilstrækkelige, uperfekte og mangelfulde.

—-

Personligt har jeg altid – siden jeg var barn – undret mig, nogen kunne se noget særligt i mig. Når de roste mig eller komplimenterede noget, jeg havde gjort eller været. Jeg undrede mig, og tænkte:

’Hvorfor siger de det – hvad vil de opnå?
‘Hvis de virkelig kendte mig, ville de ikke sige det!’

Jeg havde virkelig svært ved at tage imod og tro på det fine andre så i mig.

Sådan har jeg det stadigvæk.
Nogen gange i hvert fald.


Hvad jeg med tiden har erfaret, er:

Det er menneskeligt at føle sig utilstrækkelig.
Det er en indprogrammeret del af vores psyke. Nogen er mere i kontakt med følelsen end andre. Men den er der – bag fasaden.

Vi føler os utilstrækkelige (på forskellige områder) og frygter at vi bliver opdaget i denne ‘sandhed’.

‘Bare de ikke opdager hvem jeg virkelig er og hvad jeg ikke kan’ 

Vi  frygter fordømmelsen, hvis vi ikke kan leve op til det de andre ser.
Vi frygter at vi mister modet, når det gælder og fejler
Vi frygter at alle ikke er enige, om vi skal stå i modvind og stå på mål, for den vi er.
Vi frygter jantelovens klamme hånd, der vil slå os ned, hvis vi stikker næsen for langt frem og kalde os for meget, for snobbede, for selvoptagne, for selvfede, for alt muligt…

Vi frygter at blive holdt udenfor, blive grint af, blive hånet, skammet ud…. fordi vi gik med det fineste i os forrest.

Skam, frygt og forestillingen om afvisning, holder os tilbage.

Så vi undertrykker vores fantastiske væsen, bliver destruktivt ydmyge og ender med helt at pakke os selv væk. Vi bliver almindelige gennemsnitlige, ligegyldige. Utydelige. Usynlige.

Herfra begynder en ny spiral:

  • Vi føler os låste i vores udtryk
  • Vi føler os deprimerede over, at vores kreative udtryk ikke kommer ud
  • Vi bliver triste over at ingen ser os
  • Vi føler os uopfyldte fordi ingen opdager vores unikke talenter
  • Vi føler os overset, fordi vi ikke får brugt hele vores potentiale – at vi ikke kan udtrykke og bliver set, for dem vi er.

Kender du det?

Måske kender du til følelsen af at frygte afsløringen – at de opdager, at du er fake, en fiasko, ikke kan klare det alligevel?

Eller følelsen af at have sagt JA til en opgave, for derefter nærmest at krybe hjem under dynen og være så bange, fyldt med frygt og fysiske lammelser i mave og hals, fordi du simpelthen ikke selv tror på du kan noget som helst.

Måske kender du til at have en ide, en dræn , men tvivle på om du kan gennemføre – selvom andre siger selvfølgelig kan du det.

Måske drømmer du om at stå frem og vise dit talent, brugeden DU ER – men din hals snører sammen, du får en knude i brystet og holder dig hjemme, hvor du er tryg?


Kender du til det?
Jeg ved jeg gør.

Da jeg var ansat i erhvervslivet, kunne jeg gemme mig bag titler, løn og hierarki. Jeg var god til at skabe den slags ’glimmer’ omkring mig selv. Jeg var også dygtig – ingen tvivl om det, set udefra – men indeni var jeg altid – altid – i tvivl om mine egne evner.

Jeg var aldrig 100% tryg.

Tænk hvilket pres det må ha været for mit stakkels lille hjerte. Kronisk på vagt. Altid et nervesystem der var belastet af mine frygtsomme tanker.

Av.

Men det opdagede jeg ikke.

Ikke altid i hvert fald. Ikke før jeg gik ned med stress og blev sygemeldt i 2008.

Men også efter jeg skiftede karrierebane og blev selvstændig, og havde fået alle de fine dybtgående nye uddannelser og arbejdede med andres udfordringer, har jeg oplevet denne enorme usikkerhed på, om jeg er noget værd. Om jeg er god nok. Om jeg har det der skal til. Om andre kan li mig og vil mig.


Tvivlen om jeg vitterlig er elsket hvis jeg viser mit sande jeg.
Og de vil kunne li mig og stadig tage mig ind, når jeg viser og siger, det jeg tror på. Hvis jeg bare er mig.

Det er ikke hele mig, der er kritisk og ikke ser mit værd. det er ikke hele ig der tror på denne historie og er bange, og frygter afvisningen.
Men en del af mig gør – stadig – selvom efter alle disse år.

Når jeg går efter store drømme eller nye ’tilstande – når jeg udvider mig, er det særligt tydeligt – så er jeg i fuld kontakt med min utilstrækkelighed, min frygt skam og smerte

Denne tvivl viser sig oftest når jeg skal tage nye store skridt – fx arbejdsmæssigt.

Når jeg begynder at udvide mig selv og træde ud af min comfort-zone. Så begynder det at larme i mig: frygten kommer snigende og jeg kan mærke overalt, at jeg er utryg, bange, lille og ikke tror på mig selv – overhovedet. Uanset hvad andre siger eller hvad jeg minder mig selv om.

Jo mere bevidst og fintfølende jeg er blevet, jo kraftigere kan jeg mærke det i kroppen.

Mærke det lave selvværd.

Nu tænker du måske:

’Hun burde sgu da vide bedre. Hun er jo fucking uddannet skyggecoach her og der, og har taget kurser det ene og andet sted – dit dut dat’.

Men ved du hvad, dig der læser dette:

Det er bare ligegyldigt, når vi taler om at blive ramt ’lige der’ hvor vi har vores smerte og sår. Lige der hvor vi bare ikke tror på os selv. 

Jeg er jo bare et lille barn indeni stadigvæk, når jeg bliver utryg.

Li’som dig.

 

Et lille barn der – af mange årsager – kun ser det forkerte, det umulige, det grimme, det komplicerede, det dramatiske og uduelige i sig selv.

En lille pige, der frygter fordømmelsen fra andre, frygter afvisningen fra dem hun åbner sig overfor, frygter at være alene og blive grint af bag sin ryg.

En lille pige, som har et ton af strategier for at overleve disse følelser. For ikke at mærke dette svære sted. For ikke at vise dette sårbare sted i sig.

En lille pige, som når solen går ned og dagen er ved være omme, ligger i mørket og holder sig selv på maven og beroligende mærker hjertets banken med tårerne ned af kinderne.

En lille pige, der – når smerten og frygten bliver for stor – må minde sig selv om, at det er okay, at hun er bange for at blive stor.
Bange for at tage nye store skridt.
Bange for de andres dom.
Bange for ikke at kunne leve op til alt det, de andre ser.
Bange for at skuffe. Andre og sig selv.
Bange for at tage det fulde ansvar. For sig selv og eget liv.

Men hva så – er der en Gave ved det lave selvværd?

Én af de store gaver ved at arbejde med sine skyggesider, være emotionelt bevidst og turde møde sig selv i de sværeste følelser er, at vi opdager hvad værdien er for vores person i nuet.

For når vi tør være med det sværeste – de dybe smertefulde følelser som vækkes i os – give dem plan sig bare observere dem, åbner vi hjertet for os selv og kan heale den gamle smerte. Vores nærvær og accept af det, der er, healer det gamle.

Mit lave selvværd åbner mit hjerte – for mig selv.

Jeg forstår og mærker i mørket, at jeg stadig er bange for ikke at være elsket som mig. Jeg mærker igen behovet for at jeg skal være der – for mig selv. Igen og igen. Fordi jeg har brug for det. Helt indeni.

Så gaven ved mit lave selvværd – gaven ved at møde min utilstrækkelighed igen og igen er, at det åbner mit hjerte overfor mig selv – så jeg arbejde bevist med at heale det sår, der ligger i mig. Så jeg kan få lov til at passe på mig selv og mærke det fine lille væsen, jeg er – indeni og udenpå.

For lige der – i mørket og mit mest sårbare øjeblik – mærker jeg i et split sekund, hvad de andre ser. Jeg mærker lyset i mig. Jeg mærker omsorgen for mig. Jeg mærker og fornemmer det magiske vidunderlige menneske jeg er. Som altid har været der og som aldrig forsvinder. Det unikke særlige barn jeg er.

Så kære lave selvværd – jeg håber aldrig du forsvinder.
For gennem følelsen af dig, finder jeg altid hele mig.

Spørgsmål til refleksion:

  • Hvilke sider af dig selv vil du gerne vise verden?
  • Er du nogensinde bange for at vise omverdenen, hvem du egentlig er?
  • Hvorfor? Hvad frygter du?
  • Hvad ville det give dig, hvis du turde? Hvad kunne du da opnå eller være?
  • Hvornår føler du dig allermest sårbar?
  • Hvad er gaven ved din sårbarhed? Hvad kan du bruge den til? Hvad åbner den dig op til?
  • Hvad har du allermest brug for at gøre eller sige eller be om, når din sårbarhed viser sig?

Vær aldrig bange for at være i kontakt med din utilstrækkelighed. Mød den. Vær med den. Identificer den i kroppen. Lyt til den. Den forsøger at guide dig et sted hen.

Alt det du bærer rundt på, har til hensigt at åbne dig – for din egen kærlighed til dig selv. Og det i sig selv er en smuk tanke.

Kærlig hilsen
Louise

, ,

Der findes ikke et “JEG” uden et “DU”

Året var 2017. Måneden april. Min lille nyfødte søn skulle døbes. Jeg havde opsøgt præsten i byen:

“Hvad er meningen med livet“, spurgte jeg ham.

Præsten så på mig med store varme øjne.

Han havde været præst for sognebørnene i 27 år, havde han netop fortalt. Han fyldte 58 lige om lidt. Han så rar ud.

“Meningen? Hmmm ja det er et godt spørgsmål. Meningen er …..at være her”, svarede han.

“Jamen HVORFOR er vi her? Hvad er den større mening med at være her?”, spurgte jeg med en lettere frustreret undertone.

“Skal vi bare fødes og dø, og imellem dette lide hver især, med momenter af glæde? Er det bare det? Er der ikke en større mening med at vi er blevet født her på jorden?”

Præsten smilte, så på mig en smule forundret men også medfølende:

“MENINGEN er hverken stor eller lille, Louise.
Den er bare.
Du skal leve her – VÆRE her.
En VÆREN med det liv, du har fået tildelt. Den mulighed. Den oplevelse. Det liv du er blevet skænket. Som er blevet dig skabt.”

Jeg var stille lidt. Hans ord landede roligt og blødt i mig. Jeg fik tårer i øjnene.

“Tror du på, at sjælen har valgt livet selv – og vi er her på jorden med en særlig opgave og mission? En sjælsmission der er iboende i mennesket? Tror du på, at min lille søn i mine arme – at jeg – at du – at vi alle har valgt at komme her på jorden, før vi blev født, og er blevet manifesteret i disse kroppe – fordi vi har en opgave her hver især?

Jeg følte mig blottet. Skrøbelig. Som om jeg præsenterede noget personligt som han skulle vurdere værdien af.

Præsten svarede:

“Ærlig – Jeg er ikke så interesseret i, hvad der er sker før undfangelsen og efter døden. Jeg er optaget af det, der ligger imellem. LIVET NU OG HER. Fra fødsel til død. DET er interessant, for mig. Hvor vi kommer fra før dette liv, og hvad der sker efter, er ikke det vigtige. Synes jeg.”

Præsten så mig direkte i øjnene.

“Livet leves, hvis vi er med det når det er der. VÆR med det. Nu og her. Før og efter livet er ikke NU.”

Jeg fornemmede en vigtighed – at disse ord fra ham rørte noget dybere i mig. Noget som var vigtigt for mig at høre – lige nu.

“Så meningen med livet er at være her lige nu, og bare møde det, som kommer? Men hvad så med alle mine spørgsmål og søgen efter svar på, hvorfor jeg og mine børn er her på jord? Hvad formålet er? Hvad meningen er?”, spurgte jeg.

Præsten smilte;

“Ja – vær her lige nu – med al din opmærksomhed. Du må gerne søge imens du er her, men søg kærligheden – søg næstekærligheden – for her giver livet først MENING. Uden nærvær og samvær med andre er livet meningsløst – for der findes slet ikke et JEG uden et DU”.

Det var tid til at tage afsted. Jeg tog afsked.

“Det var et behageligt møde. tak. Du er et meget roligt menneske”, sagde jeg.

“Tak, det er vist min mors skyld. Hun var meget rolig selv”.

Og med den sætning, gik jeg over i kirken på den anden side af vejen. Fyldt op med ro, varme og en spirende nysgerrighed – som jeg ikke helt kunne sætte ord på. Som et møde med noget genkendeligt – dog nyt i livet. Med input til nye refleksioner: Om livets mening, om at være her og nu – og om, hvad en rolig mor kan give videre til sin søn.

, , , ,

Jagten på lykken (Video)

I efteråret 2017 blev jeg interviewet til et forløb, der satte fokus på JAGTEN PÅ LYKKEN.

Min deling om nogen af de svære perioder i mit eget liv, kan du høre her. Det blev en ærlig og sårbar fortælling om, hvor langt nede i følelsesregistret, vi kan komme, når vi ikke føler os elsket for den vi er. Men også hvad mit syn på livets rejse gennem kærlighed, smerte og selvindsigt handler om. måske.

 

 

 

, , ,

Vi længes alle efter at give slip

Vi længes efter ro indeni. Vi længes efter lethed. Efter frihed.

Vi længes efter at føle os født på ny. At starte forfra.

 

Kender du det?

Vi længes efter oprydning fysisk i vores hjem, i vores papirer, i vores tøj, i vores kælderrum – i vores rod.

Vi længes efter oprydning emotionelt i vores indre følelsesmæssige verden.

 

Længes efter at slippe de tunge gamle energier, der er ophobet i os, som hjemsøger os hver gang, vi bliver stille og får ro på. Følelser, der henviser til gamle oplevelser, undertrykte oplevelser og fortrængte tider.

Vi længes efter oprydning i vores relationer – i vores familie, venne- og omgangskreds.

 

Vi drømmer i smug om at skille os af med dem, der ikke nærer os – vi skammer os over at længes efter at sige fra over for dem, der ikke behandler os ordentligt, vi længes efter at droppe de sociale arrangementer, vi ikke gider, men som vi ’skal’ eller ’bør’, fordi det er tradition eller os påtvunget af andre.

Vi er sultne efter sunde nærende opmuntrende relationer – samvær med mennesker der ser os, lytter til os, inspirerer os, vil os det bedste – og som udfordrer os, så vi udvikles på den sunde naturlige måde.

Vi længes efter mental oprydning i vores overbevisninger og deraf reaktioner og adfærd. Så vi ikke hjemsøges i vores tanker af ’du er ikke god nok’, ’ingen vil ha en som dig’, ’hvem tror du at du er’, ’det kommer aldrig til at ske for dig’, ’du er ikke noget værd’, ’ingen kan elske dig’. Vi gider ikke disse tanker længere, men aner bare ikke hvordan vi skal få mere konstruktive dialoger ind i stedet.
Vi længes efter tanker og handlinger, der støtter vores drømme og som er fulde af opbakning til os selv.

Vi længes efter at slippe frygtens tag i vores sind, der fortæller os at det er sikrest at forblive dem vi er – for ellers vil vi ikke kunne finde os selv igen.

For ikke at tale om den bevidste og ubevidste længsel efter kropslig udrensning – i vores fordøjelsessystem, vores kroppe. Vi æder og drikker så meget lort hver eneste dag, der ophobes i vores system – langt mere end vi aner.

Vi går på toilettet og ved, at vores fordøjelse ikke er optimal. Vi ser på vores hud og ved, at vores udskillelsessystem ikke fungerer som det skal – fordi vi holder fast . Vi er hårde i vore maver og tarme af at bære på gammelt lort, bogstaveligt og metaforisk talt. Vi drømmer om at slippe de mange kilo, der viser os i spejlet, at vi ikke får sluppet dét vi skal.

Vi holder fast, gemmer, fortrænger og bærer på så meget , som vi ikke har brug for længere. Som vi reelt aldrig har haft brug for.
Og meget af det er end ikke engang vores eget lort!!!!!
Vi slæber rundt på vores forfædres skyld og skam og vore forældres smerte.

Vi opsamler alle andres følelsesmæssige rod, skamfulde oplevelser.

Vi opfanger mediernes fortællinger om smerten i verden.

Vi mærker og opsamler vreden fra kulturer, vi aldrig har besøgt.

Vi kobler os på de kollektive destruktive energier og samler på dem, uden vi ved det.

Vore rygge og skuldre er tunge og hårde af alt dét, vi bærer rundt på.


– KAN DU OGSÅ MÆRKE DET?
– KAN DU FORNEMME DET?
– FØLER DU DIG OGSÅ TUNG OG TYNGET AF ALT DET, DU SLÆBER RUNDT PÅ?

Intet under at vi længes efter at få ryddet op og slippe.
Slippe fysisk, kropsligt, emotionelt, mentalt.

Bare slippe os selv for en stund.

 

Vi længes efter sundheden – renheden – letheden – friskheden – lidenskaben – passionen – livsenergien der flyder.

 

Vi længes efter at være i live.

 

Vi vil føle os FRIE – så vi kan bevæge os frit rundt i denne verden, med lette klare tanker – med en let ubesværet krop – i lette smukke nærende omgivelser – med en energi der sprudler og danser.

 

Vi vil DANSE med livet – tage en stor svingom uden besvær og modstand.

 

Vi vil være som BØRN igen – ubekymrede, livsnysgerrige og vilde.

 

Og vi ved inderst inde godt, at det er muligt.Vi ved helt ind i vores knogler og celler, at det reelt kan lade sig gøre igen.

 

For vi får glimt af livet indimellem, som det kunne leves. Vi får et glimt af frihedsfølelsen, når vi flyder i vandet og mærker letheden. Vi får et glimt af letheden, når vi bliver forelskede, og hormonerne raser i kroppen. Vi får et glimt af livets skabelsesproces, når vi får en ny kreativ ide og forfølger den – inden vi lukker ned igen, fordi vi ikke tror, vi er gode nok, som vi er.

 

Vi mærker et strejf af liv, når vi gør noget vovet, træder ud af comfortzone og prøver noget helt nyt – når vi tillader vores mod at styre os frem for vores frygt.

 

Vi får et glimt af ekstasen, når vi får en himmelsk orgasme (hvis vi nogensinde har kunnet give så meget slip og har været der!).

 

Og ÅH hvor vi længes efter mere af det.

Mere af livet.

Mere af ekstasen.

Mere af vildskaben.

Mere af…. Det hele.

 

Paradoks

 

Men det er et paradoks – for vi er også bange for at slippe det, vi bærer rundt på.  Frygten for at slippe det vi nu kender – slippe det der er vores – slippe det vi har – gør, at vi hænger ved, holder fast.

Vores ego elsker jo kontrol.

Det velkendte.

Det trygge.

 

Vores ego – eller den del af vores ego der er frygtsomt – vil kæmpe for at forblive den, vi er i dag – med al den byrde, vi slæber rundt på.

 

For i det mindste ved vi så, hvem vi er.

 

For hvem ville være foruden?

 

Hvem ville vi være uden alt vores lort – fysisk, kropsligt, emotionelt og mentalt – som vi slæber rundt på?

 

Så vi fortsætter med slæberiet.

 

Vi lever tynget i et bur, fastlåst og fastfrosset – med ophobninger i sindet, krop og omgivelser, der langsom kvæler os. Der langsomt tager livet af os. Der langsomt slukker vores livsgnist og passion. Der stille og roligt lukker os ned, forkrøbler os og stagnerer os.Tankemæssigt, handlingsmæssigt, kropsligt.

 

For vi aner ikke, hvordan vi skal give slip på det!!!!!

Eller hvad vi reelt skal give slip på.

 

Vi aner ikke, hvordan vi skal slippe os selv fri fra fortidens greb i os, så vi kan få adgang til den lethed, frihed og livsenergi, der hvirvler rundt om os.

 

Men det behøver ikke være sådan.
Ikke længere.

 

Reelt set starter der jo en ny dag hver dag.

En ny begyndelse er mulig konstant.
Vores celler fornyer sig jo hele tiden.

Vi slipper ubevidst væsker dagen lang og er ikke den samme i dag som i går, på de mindste partiklers niveau.
Så vi kan godt.

Slippe.

Der findes uendelige mange veje og metoder til at slippe og sætte dig selv fri, så du kan genopleve den lethed, indre frihed og energi, der var engang i dig. Forskellige metoder, processer, kure og veje til dette – afhængig af, hvem du spørger og går til, vil de have forskellige veje til at hjælpe dig med at slippe. Kropsligt, emotionelt og fysisk.Kropsterapeuter, samtaleterapeuter, familieopstillinger, afspændingsterapeuter, kosteksperter, energiarbejdere, feng-shui specialister, yoga instruktører, meditationslærere.

 

De finder overalt derude. Nogen bedre end andre, som indenfor alle fag.

 

Men uanset hvilken vej du vælger, så vid blot at det er ikke noget, du kun

gør ÉN GANG. Det er ikke en engangs-opgave for dig at give slip. Det er en livsopgave, da vi hele tiden samler op og holder fast. Det er en proces for livet. At give slip og starte på ny.

 

Igen og igen.

Refleksion:

  • Hvad har du brug for at give slip på?
  • Hvad tynger dig lige nu?
  • Hvor føler du dig inspireret til at starte med at sige farvel og slippe det, du ikke længere har brug for?
  • Hvad har du brug for, for at kunne sætte processen i gang?
  • Hvad skal du turde miste?
  • Hvem skal du turde være for at give slip?
  • Hvem kan støtte dig?
  • Hvad er din intension med at slippe? Hvad ønsker du, at det skal give dig at give slip?
, ,

You can’t heal what you can’t feel

Der var en gang hvor min værste frygt var, at nogen skulle opdage, at jeg ikke var værd at elske, som mig, med alt det jeg havde gjort og været i min ungdom. Jeg frygtede at de skulle se, hvor såret jeg var – indeni. Hvor usikker jeg var og hvor mislykket, jeg følte mig. Jeg brugte uendelige kræfter på at dække over min skam: overpræsterede og smilede sødt, hjalp alle og signalere ‘omsorgsfuld mor og succesfuld karrierekvinde – styr på det hele’.

Så gik jeg ned med stress.
Og så var den illusion li’som ødelagt.

For ud af skabet faldt alle min skeletter – og er fortsat med at vælte ud lige siden da. I forskelige former og farver.

Det er i dag 10 år siden.

og her er hvad jeg har opdaget og erfaret:

Det er livslangt arbejde at være menneske. Det er ikke en let rejse. Ikke for nogen. Det er kompliceret og vi gemmer mange lag. Lige når vi tror vi ‘er der’ kommer næste lag og kalder på healing. Lige når vi tror vi ‘har regnet den ud’, viser næste blokering sig. Næste opgave. Næste illusion. Næste udfordring. Og sådan er livet designet. En lang rejse med opgaver og afdækning af ’hvem er jeg – virkelig’.

—–

Vi er alle sårede børn i voksne kroppe

I sidste weekend deltog jeg igen på Debbie Fords tre-dags The Shadow Proces, og det var her igen så tydeligt, at vi alle er børn i voksne kroppe. Vi mennesker har så mange uhealede lag fra barndommen i os, som stadigvæk styrer os i vores voksne liv. bevidst og ubevidst.

Det er så rørende og kraftfuldt at være vidne til andres menneskers afdækning, når masker falder, når ærlighed kommer frem og et helt livs skam bliver forløst.

Det gør mig ydmyg og meget opmærksom på, hvor svært det er at være menneske – og hvor befriende det er, at blive set og mødt, i det værste man bærer i sig.

Personligt er jeg stadig uhealet forskellige steder. det ved jeg og det arbejder jeg kontinuerligt med. Der er stadigvæk steder i mig, hvor jeg bare er en lille pige der reagerer, når jeg er presset og trykkes på ‘mine sår fra min barndom’.

Mine sår kommer fra min barndom, hvor mine forældre blev skilt. Min far flyttede fra mig og jeg nåede aldrig at føle, at jeg var dybt elsket af ham. Dybt inden i mig længes jeg stadig efter min hans ubetingede kærlighed og forgudelse, fordi jeg ikke nåede  at få dette basale behov dækket – før han døde. Noget i mig længes stadigvæk efter ham – efter at blive set og elsket, efter hans ubetingede kærlighed. Længes efter at høre ham sige ‘Du er min lille smukke prinsesse‘. Den længsel sidder dybt i mig – og driver mange flere valg i dag, jeg vil være ved.
Både i mit parforhold, i mit arbejdsliv og generelt i min væren.

Og sådan er dét for os mennesker. Vi bærer på sår og savn og udækkede behov, som ligger i vores emotionelle system og kalder på os. Igen og igen. Som driver vores valg og lader os træffe destruktive beslutninger.

Lige indtil vi tør se disse sår i øjnene, og være med dem. trække vejret gennem dem. Lige indtil vi kan integrere de dele der mangler i os, og heale det sårede barn – som lever derinde. I os. I vores følelsesmæssige system.

Det kan vi, når vi er klar til det.
Og vi er klar, når vi er klar.
Ikke før.

  • Hvilke sår har du fra din barndom, som du stadigvæk fornemmer bløder i dig?
  • Hvad kommer frem i dig af ubearbejdede følelser, når du er presset eller bange?
  • Hvor gammel er du mon lige der? 
  • Hvad kalder på din egen omsorg og healing?

Det er den modige krigers rejse
at bevæge sig ind i den indre emotionelle verden

Det ved jeg godt.

Mange mennesker tør ikke komme i kontakt med deres følelser. De er bange for følelsernes kraft. For den smerte der var og som de gemmer på.

Det er også sårbart og svært at mærke det, der engang gjorde ondt – som stadigvæk sidder i kroppen, bag alle lag af undertrykkelse.

Det gør ondt at mærke de svigt vi har med os, de sår, de længsler, de afvisninger, følelser af utilstrækkelighed og ensomhed. Følelser af uperfekthed og skam, som er blevet os påført. igen og igen.

Men det er nødvendigt.
Hvis vi vil videre.

Vi bliver nødt til at møde os selv i det svære – være med det og vise os selv omsorg, lige der. uden at fortrænge og lægge låg på.

I hvertfald hvis vi ønsker en fremtid, der er båret af dyb mening, lethed og glæde, kærlige relationer og autencitet. Ægte oprigtig væren – hvor vi tør møde andre mennesker lige der hvor vi er. Uden skam over os selv, uden frygt for at skelletter vælter ud, uden glimmer-facader og illusioner.

For fuck glimmer på kaminhylder, hvis der ligger en hundelort under gulvtæppet og stinker overalt.

Forstår du hvad jeg siger her?

Gør dig selve en tjeneste.
Tag dit liv og dine følelser alvorligt.
Find dit mod frem.
Rens ud.
Få sagt det der skal siges.
Slip det der ikke fungerer længere.
Vær ærlig overfor dig selv.
Hold op med at lyve og fornægte. med at lade som om.

Livet er for kort til fasadespil og uærlighed.
Overfor dig selv.

, ,

Sig undskyld så det modtages

I mange relationer opfører vi os ikke altid ordentligt. Vi gør ting, vi i gode øjeblikke aldrig ville gøre.
Siger ting, vi ikke skulle ha sagt. Vi træder ved siden af. Begår ‘fejl’.  Vi dummer os.

Både i relation til vores ægtefælle/kæreste, børn, forældre, familiemedlemmer, venner, kollegaer, naboen…

Kender du det?
Det gør jeg.

Jeg har både været den der har gjort/sagt virkelig ikke-okay ting – som jeg bitterligt har fortrudt bagefter, og også været den som er blevet såret af andres handlinger.

Vi kan alle træde ved siden af, begå ‘fejl’, sige dumme ting, agere i affekt og fortryde. Ingen af os mennesker er fejlfrie eller super-mennesker, der lever et pletfrit liv. Men det er bare ikke altid lige til at få sagt undskyld, så det faktisk modtages og begge partner kommer videre. For en ting er at sige “undskyld”, men noget andet er at den anden MÆRKER det, TROR på din undskyldning OG bagefter også TILGIVER dig – så jeres relation er intakt og stærk bagefter.

Hvis vi ønsker at bibeholde sunde stærke relationer, må vi være i stand til at rydde op efter os – sige undskyld og korrigere vores handlinger derefter. Ellers ender vi med at have sårede relationer, båret af mistillid og fortrydelser. Spørgsmålet er så bare, hvordan får du sagt undskyld for noget, du har gjort – så den anden tager imod din undskyldning? Og hvad skal der til, før du selv tager imod en undskyldning?

 

—-

SIG UNDSKYLD SÅ DET MÆRKES

Ifølge psykologen og forfatteren Gary Chapmann, forfatteren bag bestselleren ‘De fem kærlighedssprog’  er der 5 trin, du skal igennem for at sikre dig, at din undskyldning bliver modtaget, accepteres OG virker efter hensigten*.

Personligt tror jeg ikke jeg ville være gift den dag i dag, hvis jeg ikke havde lært disse fem trin. Ærligt. Disse trin fik mig til at forstå, hvad der skulle til FRA MIN SIDE for at min mand fik de bedste betingelser for at tilgive mig for ting, jeg har gjort i vores relation.

Jeg er i dag meget bevidst om de fem trin i alle mine relationer og bruger dem bevidst, når jeg kommer til at træde ved siden af. Måske de også kan bruges af dig?

 

1. Udtryk din oprigtige fortrydelse.
‘Jeg er ked af at jeg har…’
Fortæl den anden at du er ked af at du har såret ham/hende. Og sig det med oprigtighed. ‘
Giv dig tid til at sige det, kig den anden i øjenene hvis i er i samme rum eller skriv det. Fortæl ham/hende at du oprigtigt er ked af j´hvad du har påført personen af smerte/tvivl/sorg/eller hvad du har vækket i ham/hende og/eller

2. Påtag dig ansvaret for det der er sket.
‘det er mit fulde ansvar det jeg har gjort’
Tag ansvar for det du har gjort. Undlad at begynde at forsvare dig eller sige ‘men jeg gjorde det fordi. bla bla bla….’
Tag det fulde ansvar for det, du vil sige undskyld for, for hvad du har gjort/sagt. Hvis du begynder at forklare dig eller retfærddiggøre det du har gjort, mister din undskyldning sin værdi. Husk, du er ikke ved at rense dit eget navn her – men oprigtigt sige undskyld for den smerte du har påført den anden.

3. Tilbyd kompensation
‘Hvad kan jeg gøre, for at gøre det godt igen?’
Spørg den anden hvad han/hun har brug for for at der bliver rettet op på din fejltagelse. Hvad har han/hun brug for for at kunne tilgive dig? Måske ved han/hun det ikke – men bare det at du spørger viser at du er villig til at efterleve det behov, der er. Måske har personen brug for tid, brug for at tale mere om det skete, brug for et kram eller måske noget helt andet. Spørg og vær oprigtig villig til at gøre det den anden har brug for.

4. Omvend dig
Vis at du vil forbedre dig med handling (dvs gør det ikke igen, det du lige har sagt undskyld for. så mister du din troværdighed).
Som min kloge vise datter sagde en dag, da jeg sagde undskyld efter et raseri-anfald, der gik ud over hende ( men reelt handlede om noget andet): “Mor, du siger jo undskyld hele tiden – hvorfor stopper du ikke bare – du gør jo ikke noget anderledes alligevel”. AV. Den sandhed gjorde ondt. For faktum er, at hvis vi bare siger undskyld men ikke ændrer adfærd, så virker det ikke. Så mister den anden tilliden – og den er svær at rette op. I nogen tilfælde uoprettelig.

Derfor er punkt 4 så uendelig vigtigt: VIS med dine handlinger er du er ked af det du gjorde og vil gøre dig umage for aldrig at gøre det igen.

5. Bed om tilgivelse.
– spørg: ’Vil du tilgive mig’.
Det er vigtigt specifikt at bede om at blive tilgivet  Svaret er op til den anden, men bed om det. Bed om tilgivelsen – som sidste punkt efter de fire andre.

Husk afhængigt af hvad du siger undskyld for, kan det være lettere eller sværere at få tilgivelsen – men i sidste ende er det den andens valg: at tilgive dig.

Husk også at spørge dig selv – kan DU tilgive dig selv for det der er sket? Det kan være enormt svært at indrømme og bede om undskyldning for gjorte ting, som man end ikke selv har tilgivet sig selv for – så dette er lige så vigtigt som at den anden kan, da du ellers vil bære skyld/skam med dig og ultimativt sabotere dig selv for livsglæde fremover.

Du skal igennem alle fem punkter for at sikre dig at din undskyldning modtages.

—-

Refleksion:

I hvilke relationer har du brug for at få ryddet op og sagt undskyld for din adfærd?
Hvem har du ikke opført dig ordentlig overfor?
Hvem har du såret, som du skal sige undskyld til?

Selvom det ikke altid er let at sige undskyld og bede om tilgivelse, så mærk efter, tænk over hvad det vil betyde for jeres relation på sigt, hvis du gør det. Hvad du vil få mere af. Hvordan det vil føle. Hvor meget energi du vil få frigivet. Hvad du bagefter vil kunne opnå, som lige nu ikke er muligt?


 

Afhængigt af din modtagers kærlighedssprog** vægter nogen af punkter mere end andre.
Det kan du – hvis du har mulighed for det – spørge ind til i en anden samtale.

Vær opmærksom på, at nogen ting er sværere at sige undskyld for end andre.
Det er nok lettere at sige “undskyld, jeg tog det sidste toiletpapir” den at sige det – end sige Undskyld, jeg har været dig utro’ / ‘Undskyld, jeg har manipuleret med dig i årevis’ /’Undskyld, jeg indser nu at jeg har skubbet dig væk’ / ‘Undskyld jeg har været egoistisk og kun tænkt på mig selv’ /’Undskyld jeg råbte af dig igen’

Men uanset skal du igennem dem alle fem, for at din undskyldning skal have nogen form for dybere effekt i den anden.

 

*kilde: ’Undskyld på 5 sprog – Gary Chapman & jennifer Thomas
**De fem kærlighedssprog – Cary Chapmann

 

, ,

Tør du kæmpe for kærligheden?

Et indlæg om kampen for kærligheden, om frygten for at miste og ikke mindst om at vælge kærligheden til, igen og igen.

Da jeg begyndte at arbejde med ‘RYD OP I DIT LIV – 9 UGERS EMOTIONEL DETOX’ var der flere, der ‘angreb’ mig og udfordrede mig: “mener du, at vi bare skal droppe vores relationer, hvis de ikke virker?” Skal de syge bare efterlades? Skal vi bare skilles, når det er svært?

Nej, det er ikke min hensigt.Eller budskab.
Langt fra.

Jeg er fortaler for at vi renser ud energimæssigt og rydder op efter os selv og tager ansvar.
For først når vi gør det – tager ansvar for vores egen rolle i det der sker i relationen, i livet, i verden – kan vi forandre noget.

I dette indlæg får du lidt om min egen historie og udrensningsvej for at skabe sunde relationer i min familie. Min personlige rejse mod at få kærligheden tilbage, min vej for at blive i mit ægteskab og mange af de erkendelser, der kom med det. Det er ikke en rejse der er afsluttet – det bliver den nok aldrig, men jeg traf et valg for mange mange år siden, som jeg den dag i dag stadig står ved:

Jeg vil kærligheden – fortiden til trods. Til mig selv, til min familie, til livet.Det vil jeg stadig. Koste hvad det vil. For nej, det er ikke altid en dans på roser, men det er hele rejsen værd.

 

Relationer er ikke altid en dans på roser

Jeg har levet sammen med min mand i 15 år, været gift i 12.
Vores forhold og ægteskab har ikke altid været let. Langt fra.

I starten af vores ægteskab og forhold var hverdagen mest af alt en følelsesmæssig slagmark, hvor ingen af os har vidst, hvad kampen handlede om: Hvem har ret, bebrejdelser og lukkede hjerter var krigens spilleregler.

I 2007 år siden gik det op for mig, at vi var ved at ende som en skilsmissefamilie.

Jeg husker stadig dagen, hvor jeg sad og gav vores 5 måneder gamle tvillinger mad i vores spisestue.
Jeg blev pludselig bevidst om, at jeg ikke kunne mærke kærligheden til min mand længere.
Ikke mærke kærligheden til vores liv sammen.
Jeg kunne heller ikke mærke kærligheden til mine børn.
Jeg kunne ikke mærke mig selv længere.
Jeg kunne ikke mærke noget overhovedet faktisk.

Jeg havde lukket helt ned.


Udefra set havde jeg alt, der skulle til for at være glad, tilfreds og få ‘livet’ til at lykkes.

Jeg var gift med en fantastisk mand, jeg havde fået to sunde børn, vi boede i vores drømmehus i ’den rigtige by’ med ’det rigtige postnummer’. Vi havde haft hunden, vi havde pengene. Jeg havde succes i et spændende job i en af landets største og mest anerkendte virksomheder med en flot titel på visitkortet. Jeg manglede intet. Ikke på listen over ’Hav succes med dit liv’

Men alligevel var jeg tom indeni.
Jeg havde ikke kontakt med mig selv længere.
Glæden var væk. Lysten væk. Taknemmeligheden væk.
Kun tristheden og håbløsheden var tilbage i mig.

Jeg var gledet så langt fra min mand, at jeg var endt et sted jeg havde svoret, jeg aldrig ville komme:
Jeg så skilsmissen rundt om hjørnet.
Jeg blev klar over, at jeg var ved at splitte vores familie ad.

Det var som at være midt i mit værste mareridt. For jeg havde altid svoret jeg aldrig ville ende der, hvor jeg selv havde haft min største livssmerte: i en skilsmissefamilie med afsavn og smerte.

 

Klarhed

Men midt i smerten, håbløsheden, desperation ramte klarhedens stråle mig – jeg ved stadigvæk ikke hvorfor eller hvordan det skete. men det blev så tydeligt for mig :

Jeg kan ikke bare skride fra det hele, før jeg har fundet ud af, hvem jeg er.
Jeg kan ikke bare gå fra alt hvad jeg har, før jeg har forstået og indset, hvad det hele handler om.

For et eller andet sted i in bevidsthed vidste jeg godt, at dette handlede om mig. eller i det mindste også om mig.

Jeg havde en fornemmelse af, at jeg var endt i denne situation af en eller anden årsag, og at jeg selv måtte finde vejen tilbage.
Jeg måtte lære at tage ansvar for at blive glad i den familie, jeg havde skabt.
Jeg kunne ikke fortsat håbe på, at han ville ændre sig eller gøre noget, der kunne give mig de følelser, jeg længtes efter.
Jeg kunne ikke længere bebrejde ham eller andre, hvor vi var endt.

Jeg tog en beslutning:

Jeg ville gøre alt jeg kunne for at redde vores ægteskab.
Jeg ville have en forståelse for, hvem jeg var og hvorfor vi var endt her, før jeg gav op.
Jeg ville kæmpe for kærligheden – for min families skyld. For kærlighedens skyld. For børnenes skyld.
Og rejsen måtte nødvendigvis starte hjemme hos mig selv.

Min egen rejse og kamp handlede om frihed

Jeg ønskede at kæmpe for at redde min familie. Set i bakspejlet kan jeg se, at jeg kæmpede for at redde mig selv.

Jeg kæmpede for at få min egen indre frihed tilbage.

Friheden til at være mig.
Friheden til at mærke mig selv igen.

Friheden til at leve – uden følelsesmæssige svære tunge smertefulde skamfulde bånd, der holdt mig bundet til fortiden.

Jeg vidste ikke hvad det betød dengang.
Jeg vidste heller ikke hvordan jeg skulle blive fri.
Jeg havde bare en fornemmelse af, at uanset hvad jeg måtte igennem, var dette en rejse jeg skulle på alene.
Det handlede ikke om min mand, ikke dybest set.
Vi skulle ikke i parterapi og trevle vores relation op. Ikke nu.
I første runde var arbejdet MIT – MIT alene.


Når fortiden styrer vores valg og lukker vores hjerter

I min søgen efter svar, opdagede jeg, at jeg ubevidst var styret af gamle mønstre og hæmmende overbevisninger om familier, kærlighed, ægteskaber og om min egen rolle som kvinde i det hele.

Jeg opdagede, at jeg dybest set var i tvivl om jeg var i stand til at opleve kærlighed. I tvivl om jeg havde dét, der skulle til for at opbygge et dybtfølt kærlighedsliv og skabe en familie, som byggede på de rigtige følelser for os.

Jeg opdagede, at min måde at gå til ægteskab og kærlighed på, var drevet af mine gamle dårlige erfaringer fra min fortid. Defineret ud fra det jeg havde set og lært i min egen opvækst, hvor mine forældres kærlighedshistorie endte i skilsmisse.

Jeg opdagede, at jeg dybest set ikke tillid havde til, at jeg kunne skabe en anden virkelighed selv. Ikke tillid til, at jeg var kærligheden værd – når jeg nu var som jeg var.

Jeg opdagede, at jeg dybest set altid har været bange for at miste kærlighed.
Som min mor gjorde, da hun mistede min far. Som jeg selv havde følt, da jeg mistede min far da han døde (jeg var kun 17 år).

Jeg havde opbygget en grundlæggende mistillid til kærligheden – til livet – til mig selv.
Som byggede på frygten for at miste  – igen.

Frygten for at miste kærligheden havde gennem rigtig mange år gjort, at jeg aldrig havde tilladt mig selv at tage imod kærligheden helt oprigtigt.

Aldrig havde tilladt mig selv at knytte dybe bånd. Overgive mig fuldstændigt.

I stedet havde jeg forsvaret mig (ubevidst), lukket mit hjerte i og aldrig tilladt mig selv virkelig at elske. virkelig at møde kærligheden. virkelig at give mig selv fuldt ud. Åbne mig fuldstændig og overgive mig. Hverken til min mand eller til livets storhed.

Det var for farligt. For sårbart. For utrygt. For risikabelt.

 

Men når vi ikke tør leve med åbent hjerte, kan vi heller ikke mærke kærligheden.
Når vi ikke tør give ubetinget ud af os selv og vise, hvem vi er – vil vi heller ikke føle os i live, elsket og en del af et større fællesskab, hvad enten dette fællesskab hedder parforhold, familie eller venskab.

 

For at mærke kærlighed, skal vi gi kærlighed.
For at gi kærlighed, skal vi turde at opgive, hvem vi tror vi er.
Vi skal turde miste os selv. For en stund.
Vi skal turde overgive os til en anden – noget andet – end vores egen frygtsomme jeg.

 

Kærlighed er et valg

Gamle uhensigtsmæssige overbevisninger fra fortiden kan brydes, hvis man vil.

Det ved jeg i dag af erfaring.
De mønstre vi har overtaget fra vores forældre kan ændres, hvis vi er villige til at stå ansigt til ansigt med vores sande jeg – med høj bevidsthed og villighed til at gøre dét, der skal til. Hvis vi er villige til at slippe dét, vi tror, vi ved om os selv. Villige til at slippe frygten, smide forsvaret og møde kærligheden med åbne arme. Uden at vide, hvor det bærer os hen.

Det er svært, hvis man hele livet har arbejdet på at beskytte sig selv mod smerten og ens værste frygt.

Men kun ved at smide forsvaret kommer vi derind, hvor kærligheden bor. Hvor kærligheden virkelig mærkes. Og gives oprigtigt fra.

Fra dette sted er det muligt at skabe varige forandringer.

I os selv.

Og i vores relationer.

Og i vores familier.

 

Jeg valgte dengang at kæmpe for min familie og kærligheden. Og gør det stadigvæk hver eneste dag. For min egen skyld og min families skyld. Jeg kæmper gerne kampen, fordi det betaler sig tifold i oplevelser og følelser. Fordi det giver mening. For mig.

 

Refleksion:

Hvad med dig?
Har du tillid til kærligheden?

Tør du overgive dig til en anden – noget andet?

Hvor fornemmer du, at du måske holder igen og blokerer for kærligheden?

og hvorfor mon? Hvad beskytter dig imod?

, , ,

Kærlighed er ikke for tøsedrenge

Kærlighed er ikke for tøsedrenge

(Artikel skrevet i 2015 til magasinet MOOLA) 


Hvorfor er det så svært at fastholde den ubetingede kærlighed i vores forhold?
Hvorfor skal det være så smertefuldt at indgå i parforhold?
Hvorfor er det så uendelig svært at få den kærlighed, vi dybest set længes efter?

 

Helt inde i vores hjerter længes vi alle efter den ubetingede kærlighed, der ubetinget omslutter os, der holder os i sin favn, der elsker os præcis som vi er, uden krav og begrænsninger.

Set ud fra et spirituelt perspektiv, længes vi dybt i hjertet ’hjem’ til den sjæleverden, hvor vi kom fra, før vi valgte at inkarnere i vores menneskelige krop. Vi længes tilbage til følelsen af at være omringet af den universelle guddommelig energi. Vi længes efter at genforbinde os med dette sted, hvor ingen fordømmelse, adskillelse, frygt og separation eksisterer.

Psykologisk set længes alle celler i vores krop efter den trygge følelse af dyb samhørighed, vi mærkede, da vi lå i vor moders livmoder. En tid, hvor livets ubegrænsede nærig flød til os frit. En tid, hvor vi trygt fik lov til at være den vi var – uden betingelser, krav og indblanding. Følelsen af total accept og overgivelse til det, der var omkring os.

Livet igennem jagter vi genforbindelsen med denne følelse – spirituelt og psykologisk – i vores relationer med vores forældre, kærester, partnere, børn, veninder og for nogen også i deres relationer til kollegaer/chefer.

Men gang på gang kan vi konstatere, at vi ikke møder den ubetingede kærlighed.
Tværtimod.

 

Vi oplever afvisninger, afsavn, svigt, fravær, ensomhed, jalousi, følelsesmæssig nedlukning og afstandtagen.
Og vi lider følelsesmæssigt.

Men i stedet for at lide i jagten efter kærligheden, kan vi vælge at se længslen efter kærlighed som en naturlig konsekvens af egoets splittelse fra kærligheden og sjælens længslen efter genforbindelse med den uendelige kærlighed. Og fra det perspektiv kan vi slippe lidelsen og møde vores relationer som livsnødvendige læremester, der tvinger os til at hæve bevidstheden om os selv, igen og igen.

For at tilegne sig dette perspektiv er det nødvendigt at forstå, hvorfor vi ikke bare kan møde verden med et åbent hjerte og dyb følelse af den altomfavnende kærlighed i dette liv.

 

Splittelsen fra den ubetingede kærlighed

Da din sjæl valgte at inkarnere på denne jord, blev du født ind i denne verden. Fra fødslen blev du helt naturligt fysisk adskilt fra din mor og den symbiose, du havde oplevet i din mors mave. Der helt naturligt igangsat en psykologisk proces, hvor du stille og roligt begyndte at erfare, at du var ’dig’ i kontrast til ’den ydre verden’. Dit ego begyndte at udvikle sig.

Vi har alle et ego. En funktion i vores bevidsthed, der har til hensigt at give os en oplevelse hvem vi er som mennesker. Dit ego skaber din identitet. Du har brug for dit ego for at kunne navigere i verden og adskille ’dit’ fra ’mit’.

 

Hvis du har et sundt ego, er du fra barns ben blevet omringet af accept, rummelighed, set, hørt og lyttet til som barn. Du har fået dine behov dækket, fysisk og følelsesmæssigt. Du er blevet respekteret for den du er, udfordret til udvikling i det tempo du havde brug for og generelt fået en start på livet, hvor du føler dig elsket af dine omsorgspersoner, er i stand til at mærke dine egne behov og sige til/fra uden pålagt skyld og skam. Du forstår at du er dig men samtidig er en del af en helhed bestående af alle andre mennesker, som du skal respektere, rumme og holde af som de er.

 

Desværre har langt fra alle haft denne start på livet.

 

De fleste af os har som børn oplevet vores forældres manglende nærvær, deres manglende empati, manglende respekt og grænseløse adfærd. Vi har haft forældre, der ikke var tilstede følelsesmæssigt, fordi de havde egne indre kampe. Vi har oplevet ikke at blive mødt, set og lytte til og ikke respekteret i vores følelsesmæssige udtryk. Vi fik skæld ud, når vi viste særlige sider af os selv og afvist fysisk og følelsesmæssigt, når vi ikke opførte os ordentligt.

Vi erfarede således tidligt, at vi ikke længere var en del af en ubetinget kærlig helhed, men derimod nu var et selvstændigt individ, som måtte beskytte sig selv følelsesmæssigt for at overleve.

Vi oplevede, at kærligheden var betinget af, hvordan vi opførte os. Vi skulle være på en bestemt måde og gøre noget rigtigt for at få accept og opmærksomhed fra vores forældre og andre omsorgspersoner.

Og det gjorde ondt.

Rigtig ondt.

 

Følelsen af ikke-kærlighed har for os alle været smertefuld, og vi begyndte derfor at lukke ned, fortrænge og undertrykke disse smertefulde følelser.
Vi lagde låg på ensomheden, på følelsen af svigt og afvisning.
Vi forsøgte at glemme, at vi ikke var elsket ubetinget.
Vi beskyttede os selv.

 

Vores forsvarsmekanismer udvikles og vi begyndte at finde på alle mulige overlevelsesstrategier i håbet om at genfinde følelsen af at være rummet, set, hørt og elsket for dem vi er: Vi pleasede, tilpassede os og overskred vore egne grænser. Vi undertrykte vores behov og gjorde ting, der ikke var sunde for os. Vi lagde låg på, gemte vores sande jeg og begyndte at vise masker udadtil.

Alt sammen i håbet om, at vi kan få andre til at elske os, som vi har brug for at blive elsket – som vi dybt inde husker, at vi blev elsket engang for længe længe siden.

 

Jagten på kærligheden 

Livet igennem søger vi overalt følelsen af at vende tilbage til ’den ubetingede kærlighed’, som vi mistede da vi blev adskilt.

Livet igennem jagter vi en illusion om, at den ubetingede kærlighed kan findes i den ydre verden. At vi kan finde den i vores parforhold, i vores venskaber, i vores relation til børn, kollegaer, i jobs. I korte øjeblikke tror vi, at vi finder den ubetingede kærlighed igen – at vi er ’hjemme igen’. Når vi fx bliver forelsket føler vi os elsket igen. Vi tror (håber), at vi har genfundet det, vi manglede for at føle os hele igen. Vi siger endda, at ’den anden person fuldender mig’.

Men det er en illusion.

Vi forveksler følelsen, som vi får fra noget ydre, med den kærlighed vi kom fra – den rene ubesmittede kærlighedsenergi, som ikke stiller krav, som ikke bærer nag, som ikke forventer noget af os og som blot rummer alt det vi er.

Og når hverdagen træder ind, forelskelsen aftager og illusionernes slør falder til side, oplever vi ’den større virkelighed’ igen: Vi opdager, at den ’altomfavnende kærlighed’ slet ikke er altomfavnende. Vi mærker igen, at vi ikke er elsket ubetinget og ikke altid rummet, med alt hvad vi er.

 

Vi bliver mindet om barndommens smertefulde oplevelser af afvisning og ikke-accept igen og mærker den dybeste sorg, smerte, længsel kommer op til overfalden. Vores tidligste erindringer om adskillelse og splittelse fra kærligheden vækkes og gør ondt. Igen.

 

Du retter bebrejdende blikket mod den anden og giver ham (eller hende) skylden for, at du mærker de smertefulde følelser igen – bebrejder ham, at han har bragt dem op til overfladen igen. Og giver ham skylden for, at illusionen om ’genforeningen med den uendelige kærlighed’ brast.

 

Det er derfor vi alle sammen oplever, at de nærmeste relationer kan aktivere dine mest smertefulde erindringer fra din fortid.

 

Og her begynder konflikterne i forholdet. Her begynder kriserne. Her er grunden til, at mange ender deres forhold. Fordi de simpelthen ikke man rumme at mærke fortidens smerte igen, der bliver aktiveret i nuet af et andet menneske.

 

Kærlighed er ikke for tøsedrenge 

Vi må slutte vores endeløse stræben i vores relationer efter ’den ubetingede kærlighed’ og i stedet begynde at se vores relationer som møder, der bringer alle vores gamle smertefulde sår op til overfladen – så vi kan møde dem igen med vores egen kærlighed, rummelighed og omsorg.

Vi må se vores relationer som møder, der tvinger os til at arbejde med selvkærligheden til alt det vi er og alt det vi har oplevet.

Der er ingen vej uden om. Kan vi ikke elske os selv i de dybeste afkroge af vores menneskelige væren, vil vi ikke kunne opleve den ultimative overgivelse til den universelle kærlighed eller til en anden.

Det kræver en indre oprydning i alle de gamle medbragte traumer, oprydning i vores dybeste skam over hvem vi er som menneske. Det kræver selvtilgivelse og acceptere os selv i den form, vi er i lige nu.

Det er ikke nødvendigvis en let rejse.

Det kræver mod.

Det kræver selvindsigt.

Det kræver høj bevidsthed og en villighed ud over bare at overleve.

 

Det kræver, at du ser vejen til kærligheden som en spirituel oplysningsrejse, hvor du igen og igen må møde dine egne forsvarsmekanismer, frygt og egodrevne handlinger med dyb omsorg og taknemmelighed for dets (dog primitive) forsøg på at beskytte dig.

 

Det kræver at du tør holde hjertet åbent og møde andre fra dette sted – fra et sted af dyb kærlighed til alt det livet forsøger at lære dig, om dig selv, gennem dit møde med andre.

 

Som den amerikanske spirituelle forfatter Marianne Williamson siger i forordet til David Deidas bog ’Min Elskede’:

Set fra et spirituelt synspunkt er kærligheden i sin guddommelige essens et tempel. Den er et af guds laboratorier, et rum for spirituel transformation. Den er, når den anskues på denne måde, en hellig mulighed for sjæle til at nå ud over det snævre lille selvs begrænsninger, foretage kvantespring ud i nye og ukendte følelsesmæssige muligheder. Dér trænger kærligheden os op i et hjørne, holder et spejl op for os og forlanger, at vi overgiver os, overgiver såretheden, overgiver fortiden, overgiver murene, overgiver bebrejdelserne, overgiver forsvarsværkerne, overgiver grænserne, overgiver frygten…Kærlighed er ikke for tøsedrenge.”