, ,

Du er bare heldig

En gang var der en kvinde på et af mine kurser, der sagde ’Du er jo også bare heldig – du kan leve det liv du gør fordi du har en rig mand, der gider forsørge dig, så du kan gøre dét du gør – være selvstændig, undervise og arbejde med dét du elsker’.

Jeg husker jeg blev stødt.

Jeg følte mig ramt.

Fordi det var sådan jeg også selv følte det.

Dengang.

At jeg kun kunne formidle det jeg gjorde og arbejde med det jeg føler meningsfyldt, fordi min mand kunne forsørge mig. Fordi vi havde en god økonomi, der kunne understøtte mine valg.

Men i dag ved jeg, at intet af det jeg arbejder med eller formidler videre er kommet til mig let.

Jeg har gennem livet knoklet for at finde mit værd som MIG – uagtet status, penge og titler.

jeg har søgt og knoklet for at finde min vej gennem mit liv.

Og er blevet ved med at søge til jeg fandt svar.

Jeg har brugt utallige gratis timer på at snakke med mennesker, for at lære om menneskets psyke.
Jeg har siddet aftener og nætter og reflekteret over livet – fordi jeg ikke kunne lade vær.
Jeg har siddet oppe om natten og studeret, selv med mine små tvillinger på sidelinjen.Jeg har opsøgt kurser og mennesker, der kunne berige min verden og udvide min horisont.
Jeg har sagt nej til ting, og sagt fra til mennesker – for at skabe plads til det, jeg gerne ville.
Jeg har måtte acceptere at min familie syntes jeg var småskør og ’langt ude, men alligevel stå fast på min vej.
Jeg har måtte kæmpe for mine synspunkter og overbevisninger, fordi de ikke passer ind i den kontekst jeg er opdraget i.
Jeg har turde tage de chancer der kom, også selvom de var utrygge valg.
Jeg har mødt mennesker der var klogere, stærkere og mere succesfulde ned mig og bedt om hjælp.
Jeg har rakt ud og fået støtte. og vigtigst af alt:
Jeg har turde se på mine mørkeste skyggesider (det mørkeste i min personlighed) – været med disse dele af mig selv – fulgt dem, observeret dem, arbejdet mig gennem dem og med dem – og lært at se værdien af dem, så jeg kunne transformere min frygt til tillid.


Det kræver noget ganske andet end held! 
Siger det bare!

Det kræver fuc**** mod og vedholdenhed.

Det kræver, at man / jeg / du tør gå vejen selv først – for at opdage hvad og hvem du er. Og herfra kan du så begynde at skabe dit liv, som du selv ønsker det.

 

———-

Hvad er du villig til at gøre, gå igennem og opgive for at nå dine drømme?

———-

Jeg har følt mig alt andet end heldig i mange år. Tværtimod.

Dem der kender mig ved, at jeg ikke er en ukompliceret person.
Jeg er ikke let indeni.
Jeg er et menneske fyldt med følelsesmæssig kaos, jeg er forvirret, følelsesmæssigt et svingende rod. Jeg har ikke valgt den letteste vej til nu.

Jeg har gået af snørklede veje, set mine dæmoner i øjnene, været i relationer der har fået mig i knæ, jeg har bevidst og ubevidst smagt på livets mørkeste følelser – sorg, smerte, afhængigheder, selvforagt, skam, manipulation, følelser af udstødthed, ensomhed og forkerthed.

Jeg græder ikke over det.

Ikke længere.

Engang følte jeg at det var uretfærdigt – at jeg skulle gennem alt det.

Jeg så på mine brødre der – udefra – var kommet anderledes ud. De gik ikke gennem disse følelsesmæssige op og nedture, de tænkte ikke over livet som jeg, de bar ikke på fortidens smerte og sorg. Ikke som jeg.

Eller i hvert fald ikke noget jeg kunne se.

Jeg tænkte ’hvorfor er jeg blevet som jeg er’. ’Hvad er der galt med mig’.

Men i dag er jeg taknemmelig for, at jeg har gået min vej.
Fordi jeg forstår dens formål.

jeg forstår – eller begynder at forstå – at alt jeg har gået igennem har udviklet nogle helt særlige kvaliteter i mig, som jeg kan vælge at bruge. Hvis jeg vil. og tør.

jeg begynder at se, at mit liv har forsøgt at forme mig, så jeg kan bruge mig selv – som jeg gerne vil. Som jeg længes efter at bruge mig selv. indeni.

Det ser jeg nu. det så jeg ikke tidligvere. Ikke før jeg begyndt at smide fasaderne, skrælle lag af, dykke dybt og finde ind. Finde ind til den jeg føler jeg er, bag det hele.

I dag er jeg glad for at være mig. Med alle mine snørklede følelsesmæssige indre veje.

I dag vil jeg ikke være nogen anden.

 

Så ja, i dag føler jeg mig heldig.
Bare fordi jeg er mig.

Heldig over, at netop jeg fik lov til – i dette liv – at se så mange nuancer af livets muligheder, forstå så meget og turde så meget. Jeg føler mig heldig, at jeg er i stand til at være med smerte og glæde – i en og samme krop – uden at lukke ned igen. Jeg føler mig heldig, fordi jeg er nysgerrig og livssulten – og ikke gir op. I hvert fald ikke hver dag længere. Jeg er heldig over, at have en bevidst og moden ægtemand der giver mig frihed og plads – og som tør udvikle sig sammen med mig, på hans måde. jeg er heldig at jeg har et godt helbred. Heldig at jeg lever i et land hvor der er muligheder for dem der vil.  Heldig at mine børn er raske. Heldig at jeg er i live.

Men jeg har gået vejen selv.

På trods. Og ikke uden skrammer.

Tak for livet, kære liv.
Tak for muligheden.
Tak for at jeg får lov til at være mig.

 

Refleksion:

Hvad er du villig til at gå igennem for at komme dertil hvor du gerne vil hen?

, ,

Av for en mavepuster – fascinerende!

Jeg skrev et indlæg på facebook den anden dag om at rydde op i dit liv på alle planer, for at få mere frihed og energi i dit liv. (læs den her) Denne post – der overordnet set beskriver en proces jeg selv har været igennem den senere tid – fik rigtig mange delinger, likes og positive kommentarer med på vejen. Ikke at det er et succeskriterie i sig selv, men mange følte sig inspireret til at påbegynde oprydningen i alt det, de gemmer og bærer rundt på. Fysisk i deres gemmere, kropsligt, emotionelt, mentalt (kan ikke anbefales nok).

Jeg elsker, når det jeg skriver giver genlang hos andre. Fordi når jeg skriver, skriver jeg i lige så høj grad tik mig selv som til andre. Og kan det bruges af andre, er det kun godt.

Men så i dag kom en kommentarer der ikke var positiv.

Én lille kommentar.
Fra en person jeg ikke kender.
Én lille kommentar hvor personen med sine ord fortalte, at han/hun ikke var enig med mig – overhovedet.

Personen var langt fra enig med mig – faktisk mindede han/hun mig om, at jeg skulle være glad for at karmaloven ikke virkede så jeg ikke selv blev smidt ud af andres liv. (lettere omformuleret)

(Kort note til det: Det tror jeg faktisk vi alle har brug for – da mange af os fedter rundt i andres liv uden at være inviteret eller ha fået lov, med stor skade som resultat. Men det er en anden snak)

 

Poienten jeg vil frem til her er:

Jeg følte jeg fik en mavepuster – af den ene lille kommentar.

Jeg vitterlig fik ondt i maven, min hals snørede sig sammen, min krop følte fysisk ubehag og mine tanker gik i gang:

Åh nej, hvad har jeg skrevet. Hvad har jeg gjort. Måske har han ret. Måske er det jeg har skrevet vitterligt forkert. Måske har jeg ikke fattet en bønne af noget. Måske har han ret. Er jeg bare en uduelig fiasko der stikker blår i øjnene på folk?”

Jeg fik det dårligt, blev utryg, ked af det, urolig, oprevet, lettere vred. Fik lyst til at skrive vredt igen.

Totalt i reaktion.

I ca. 20 sekunder.

Heldigvis blev jeg reddet af min viden og erfaring med brugen af skyggearbejde.

SKYGGEARBEJDE

Mit dybtgående kendskab til og arbejde med skyggearbejde lært mig, at når jeg reagerer følelsesmæssigt, er der noget at kigge på – i mig.

Når jeg reagerer kraftigt følelsesmæssigt på noget i min ydre verden , så er der noget at se på i MIT indre.

Min indre verden kalder på min opmærksomhed. Der er noget vigtigt at lære.

Skyggearbejdet har lært mig, at den slags reaktioner, følelser og tanker kommer fra et lille utrygt sted i mig, et sted hvor al min smerte og frygt bor. Den slags tanker er lille-Louises tanker, hende der er bange for ikke at være elsket af alle og ønsket. Hende der prøver og prøver på at få alles accept og få alle til at kunne li hende, ved at give og være som de vil have det.

Da personen ’angreb’ mine ord, blev hun altså vækket.

Straks.

Og al in tvivl på mig selv og mit bidrag blev vakt med hende.

 

FASCINERENDE ik?
GOTTA LOVE BEING HUMAN!

Én kommentar blandt utallige positive.
Én person blandt mange.
Og heraf så meget indre postyr.

Fascinerende.

De andres ord har i ugen rørt mit hoved og hjerte kortvarigt – men slet ikke i nærheden af, hvad den ’ikke-anerkendende kommentar’ gav mig. her fik jeg en decideret ENERGIFYLDT mavepuster på stedet. Den ramte min mave – min frygtzone. Her hvor alle skygger bor.

Facinerende at være menneske. Siger det bare.

Jeg kunne gør et af to her:

1) Krybe i skjul:
skynde mig at slette min post og genlæse det igen og igen for at se, hvad han mente.
Sende ham/hende en lang undskyldende forklaring på, hvad jeg mente (forsøge at få personen til at kunne li mig alligevel).
Gøre som han/hun sagde og krybe i et hul, hvor jeg kan takke mig selv for at karmaloven ikke virker (hvilket jeg ikke er enig med ham i alligevel)

Eller jeg kunne gøre som jeg gjorde – lave mit skyggearbejde:

2) Mærke, acceptere og give slip:
Mærke hvad hans ord gjorde ved mig i kroppen.
Lægge mærke til hvor i kroppen jeg kunne mærke det kropsligt
Identificere hvilke følelser det reelt var, der kom op i mig.
Lytte til, hvad der gik i gang af tanker i mit hoved.
Lede efter  den betydning jeg tillagde det hele – Hvad jeg fik dette til at betyde om mig.

Spørge mig selv om jeg genkalder disse følelser, tanker og betydninger (OH YES!!!).

Og her fra blot trække vejret dybt, ACCEPTERE den reaktion jeg har på noget ydre, der rammer mig. Bare acceptere det der sker i mig – trække vejret gennem det – og lade det passere.

Spørge mig selv, hvad jeg (lille mig) har brug for lige nu af omsorg og nærvær, for at komme videre – og give mig selv det (i dette tilfælde var det at dele oplevelsen med min mand og be om et lille kram, imens jeg indrømmede det komiske i at være menneske.)

(Det er altid en rigtig god ide at smile lidt af sig selv. Smile af det komiske ved at være menneske. for med humor og lethed kommer vi langt)

Jeg kunne også mindet mig selv om at jeg stadig lever – og ingen andre er kommet til skade.

Jeg  valgte at lave noget fysisk for at slippe – jeg rejste mig op fra stolen og rystede kroppen – rystede oplevelsen rundt, så den ikke nåede at stagnere et sted i min krop. Selvom jeg kunne mærke dens aftryk længe.

Og jeg valgte at skrive lidt om det (dette du læser nu). Skrive og processe, så det / oplevelsen, ordene, følelserne, tankerne for lov at passere. For når jeg skrver, slipper jeg. 8Emotional writing er meget anbefalelesværdigt)

Af alt dette lærte jeg:

  • Ingen af os er her på jorden for at please andre
  • Vi er her ikke for at være enige med alle eller gøre alle andre tilfredse.
  • Ingen af os skal søge anerkendelse og accept FRA ALLE 
  • Vi har ret til at ytre os som vi ønsker, så længe vi ikke skader andre.
  • Mine tanker og ord er min sandhed – Ikke alles sandhed. Lisom dine ord og tanker er din sandhed.

    Og er du uenig med mig i det, er det også okay.

 

TAK

Jeg sender en kærlig tanke til personen der skrev til mig – ’min medspiller i livet’ – der fik mig til at erindre den kraft, der ligger i skyggen. Den følelsesmæssige styrke der viser sig, når mørket bliver vakt i os.

Tak for at komme forbi her på en højhellig tirsdag og minde mig om, at hvis jeg ønsker at være MIG indebærer det ikke accept fra alle, men en kærlig accept af mig – fra mig selv.

Jeg er okay, som den jeg er. Og du er okay som den du er. Og det gælder også dig, der ikke er enig med mig.

 

#frihedtilatværedig

(PS billedet er taget af den palme, jeg ser på hver dag her fra min ferie. jeg elsker ferie. Og palmer)