Et indlæg om kampen for kærligheden, om frygten for at miste og ikke mindst om at vælge kærligheden til, igen og igen.

Da jeg begyndte at arbejde med ‘RYD OP I DIT LIV – 9 UGERS EMOTIONEL DETOX’ var der flere, der ‘angreb’ mig og udfordrede mig: “mener du, at vi bare skal droppe vores relationer, hvis de ikke virker?” Skal de syge bare efterlades? Skal vi bare skilles, når det er svært?

Nej, det er ikke min hensigt.Eller budskab.
Langt fra.

Jeg er fortaler for at vi renser ud energimæssigt og rydder op efter os selv og tager ansvar.
For først når vi gør det – tager ansvar for vores egen rolle i det der sker i relationen, i livet, i verden – kan vi forandre noget.

I dette indlæg får du lidt om min egen historie og udrensningsvej for at skabe sunde relationer i min familie. Min personlige rejse mod at få kærligheden tilbage, min vej for at blive i mit ægteskab og mange af de erkendelser, der kom med det. Det er ikke en rejse der er afsluttet – det bliver den nok aldrig, men jeg traf et valg for mange mange år siden, som jeg den dag i dag stadig står ved:

Jeg vil kærligheden – fortiden til trods. Til mig selv, til min familie, til livet.Det vil jeg stadig. Koste hvad det vil. For nej, det er ikke altid en dans på roser, men det er hele rejsen værd.

 

Relationer er ikke altid en dans på roser

Jeg har levet sammen med min mand i 15 år, været gift i 12.
Vores forhold og ægteskab har ikke altid været let. Langt fra.

I starten af vores ægteskab og forhold var hverdagen mest af alt en følelsesmæssig slagmark, hvor ingen af os har vidst, hvad kampen handlede om: Hvem har ret, bebrejdelser og lukkede hjerter var krigens spilleregler.

I 2007 år siden gik det op for mig, at vi var ved at ende som en skilsmissefamilie.

Jeg husker stadig dagen, hvor jeg sad og gav vores 5 måneder gamle tvillinger mad i vores spisestue.
Jeg blev pludselig bevidst om, at jeg ikke kunne mærke kærligheden til min mand længere.
Ikke mærke kærligheden til vores liv sammen.
Jeg kunne heller ikke mærke kærligheden til mine børn.
Jeg kunne ikke mærke mig selv længere.
Jeg kunne ikke mærke noget overhovedet faktisk.

Jeg havde lukket helt ned.

Udefra set havde jeg alt, der skulle til for at være glad, tilfreds og få ‘livet’ til at lykkes.

Jeg var gift med en fantastisk mand, jeg havde fået to sunde børn, vi boede i vores drømmehus i ’den rigtige by’ med ’det rigtige postnummer’. Vi havde haft hunden, vi havde pengene. Jeg havde succes i et spændende job i en af landets største og mest anerkendte virksomheder med en flot titel på visitkortet. Jeg manglede intet. Ikke på listen over ’Hav succes med dit liv’

Men alligevel var jeg tom indeni.
Jeg havde ikke kontakt med mig selv længere.
Glæden var væk. Lysten væk. Taknemmeligheden væk.
Kun tristheden og håbløsheden var tilbage i mig.

Jeg var gledet så langt fra min mand, at jeg var endt et sted jeg havde svoret, jeg aldrig ville komme:
Jeg så skilsmissen rundt om hjørnet.
Jeg blev klar over, at jeg var ved at splitte vores familie ad.

Det var som at være midt i mit værste mareridt. For jeg havde altid svoret jeg aldrig ville ende der, hvor jeg selv havde haft min største livssmerte: i en skilsmissefamilie med afsavn og smerte.

 

Klarhed

Men midt i smerten, håbløsheden, desperation ramte klarhedens stråle mig – jeg ved stadigvæk ikke hvorfor eller hvordan det skete. men det blev så tydeligt for mig :

Jeg kan ikke bare skride fra det hele, før jeg har fundet ud af, hvem jeg er.
Jeg kan ikke bare gå fra alt hvad jeg har, før jeg har forstået og indset, hvad det hele handler om.

For et eller andet sted i in bevidsthed vidste jeg godt, at dette handlede om mig. eller i det mindste også om mig.

Jeg havde en fornemmelse af, at jeg var endt i denne situation af en eller anden årsag, og at jeg selv måtte finde vejen tilbage.
Jeg måtte lære at tage ansvar for at blive glad i den familie, jeg havde skabt.
Jeg kunne ikke fortsat håbe på, at han ville ændre sig eller gøre noget, der kunne give mig de følelser, jeg længtes efter.
Jeg kunne ikke længere bebrejde ham eller andre, hvor vi var endt.

Jeg tog en beslutning:

Jeg ville gøre alt jeg kunne for at redde vores ægteskab.
Jeg ville have en forståelse for, hvem jeg var og hvorfor vi var endt her, før jeg gav op.
Jeg ville kæmpe for kærligheden – for min families skyld. For kærlighedens skyld. For børnenes skyld.
Og rejsen måtte nødvendigvis starte hjemme hos mig selv.

Min egen rejse og kamp handlede om frihed

Jeg ønskede at kæmpe for at redde min familie. Set i bakspejlet kan jeg se, at jeg kæmpede for at redde mig selv.

Jeg kæmpede for at få min egen indre frihed tilbage.

Friheden til at være mig.
Friheden til at mærke mig selv igen.

Friheden til at leve – uden følelsesmæssige svære tunge smertefulde skamfulde bånd, der holdt mig bundet til fortiden.

Jeg vidste ikke hvad det betød dengang.
Jeg vidste heller ikke hvordan jeg skulle blive fri.
Jeg havde bare en fornemmelse af, at uanset hvad jeg måtte igennem, var dette en rejse jeg skulle på alene.
Det handlede ikke om min mand, ikke dybest set.
Vi skulle ikke i parterapi og trevle vores relation op. Ikke nu.
I første runde var arbejdet MIT – MIT alene.

Når fortiden styrer vores valg og lukker vores hjerter

I min søgen efter svar, opdagede jeg, at jeg ubevidst var styret af gamle mønstre og hæmmende overbevisninger om familier, kærlighed, ægteskaber og om min egen rolle som kvinde i det hele.

Jeg opdagede, at jeg dybest set var i tvivl om jeg var i stand til at opleve kærlighed. I tvivl om jeg havde dét, der skulle til for at opbygge et dybtfølt kærlighedsliv og skabe en familie, som byggede på de rigtige følelser for os.

Jeg opdagede, at min måde at gå til ægteskab og kærlighed på, var drevet af mine gamle dårlige erfaringer fra min fortid. Defineret ud fra det jeg havde set og lært i min egen opvækst, hvor mine forældres kærlighedshistorie endte i skilsmisse.

Jeg opdagede, at jeg dybest set ikke tillid havde til, at jeg kunne skabe en anden virkelighed selv. Ikke tillid til, at jeg var kærligheden værd – når jeg nu var som jeg var.

Jeg opdagede, at jeg dybest set altid har været bange for at miste kærlighed.
Som min mor gjorde, da hun mistede min far. Som jeg selv havde følt, da jeg mistede min far da han døde (jeg var kun 17 år).

Jeg havde opbygget en grundlæggende mistillid til kærligheden – til livet – til mig selv.
Som byggede på frygten for at miste  – igen.

Frygten for at miste kærligheden havde gennem rigtig mange år gjort, at jeg aldrig havde tilladt mig selv at tage imod kærligheden helt oprigtigt.

Aldrig havde tilladt mig selv at knytte dybe bånd. Overgive mig fuldstændigt.

I stedet havde jeg forsvaret mig (ubevidst), lukket mit hjerte i og aldrig tilladt mig selv virkelig at elske. virkelig at møde kærligheden. virkelig at give mig selv fuldt ud. Åbne mig fuldstændig og overgive mig. Hverken til min mand eller til livets storhed.

Det var for farligt. For sårbart. For utrygt. For risikabelt.

 

Men når vi ikke tør leve med åbent hjerte, kan vi heller ikke mærke kærligheden.
Når vi ikke tør give ubetinget ud af os selv og vise, hvem vi er – vil vi heller ikke føle os i live, elsket og en del af et større fællesskab, hvad enten dette fællesskab hedder parforhold, familie eller venskab.

 

For at mærke kærlighed, skal vi gi kærlighed.
For at gi kærlighed, skal vi turde at opgive, hvem vi tror vi er.
Vi skal turde miste os selv. For en stund.
Vi skal turde overgive os til en anden – noget andet – end vores egen frygtsomme jeg.

 

Kærlighed er et valg

Gamle uhensigtsmæssige overbevisninger fra fortiden kan brydes, hvis man vil.

Det ved jeg i dag af erfaring.
De mønstre vi har overtaget fra vores forældre kan ændres, hvis vi er villige til at stå ansigt til ansigt med vores sande jeg – med høj bevidsthed og villighed til at gøre dét, der skal til. Hvis vi er villige til at slippe dét, vi tror, vi ved om os selv. Villige til at slippe frygten, smide forsvaret og møde kærligheden med åbne arme. Uden at vide, hvor det bærer os hen.

Det er svært, hvis man hele livet har arbejdet på at beskytte sig selv mod smerten og ens værste frygt.

Men kun ved at smide forsvaret kommer vi derind, hvor kærligheden bor. Hvor kærligheden virkelig mærkes. Og gives oprigtigt fra.

Fra dette sted er det muligt at skabe varige forandringer.

I os selv.

Og i vores relationer.

Og i vores familier.

 

Jeg valgte dengang at kæmpe for min familie og kærligheden. Og gør det stadigvæk hver eneste dag. For min egen skyld og min families skyld. Jeg kæmper gerne kampen, fordi det betaler sig tifold i oplevelser og følelser. Fordi det giver mening. For mig.

 

Refleksion:

Hvad med dig?
Har du tillid til kærligheden?

Tør du overgive dig til en anden – noget andet?

Hvor fornemmer du, at du måske holder igen og blokerer for kærligheden?

og hvorfor mon? Hvad beskytter dig imod?