, ,

Tør du kæmpe for kærligheden?

Et indlæg om kampen for kærligheden, om frygten for at miste og ikke mindst om at vælge kærligheden til, igen og igen.

Da jeg begyndte at arbejde med ‘RYD OP I DIT LIV – 9 UGERS EMOTIONEL DETOX’ var der flere, der ‘angreb’ mig og udfordrede mig: “mener du, at vi bare skal droppe vores relationer, hvis de ikke virker?” Skal de syge bare efterlades? Skal vi bare skilles, når det er svært?

Nej, det er ikke min hensigt.Eller budskab.
Langt fra.

Jeg er fortaler for at vi renser ud energimæssigt og rydder op efter os selv og tager ansvar.
For først når vi gør det – tager ansvar for vores egen rolle i det der sker i relationen, i livet, i verden – kan vi forandre noget.

I dette indlæg får du lidt om min egen historie og udrensningsvej for at skabe sunde relationer i min familie. Min personlige rejse mod at få kærligheden tilbage, min vej for at blive i mit ægteskab og mange af de erkendelser, der kom med det. Det er ikke en rejse der er afsluttet – det bliver den nok aldrig, men jeg traf et valg for mange mange år siden, som jeg den dag i dag stadig står ved:

Jeg vil kærligheden – fortiden til trods. Til mig selv, til min familie, til livet.Det vil jeg stadig. Koste hvad det vil. For nej, det er ikke altid en dans på roser, men det er hele rejsen værd.

 

Relationer er ikke altid en dans på roser

Jeg har levet sammen med min mand i 15 år, været gift i 12.
Vores forhold og ægteskab har ikke altid været let. Langt fra.

I starten af vores ægteskab og forhold var hverdagen mest af alt en følelsesmæssig slagmark, hvor ingen af os har vidst, hvad kampen handlede om: Hvem har ret, bebrejdelser og lukkede hjerter var krigens spilleregler.

I 2007 år siden gik det op for mig, at vi var ved at ende som en skilsmissefamilie.

Jeg husker stadig dagen, hvor jeg sad og gav vores 5 måneder gamle tvillinger mad i vores spisestue.
Jeg blev pludselig bevidst om, at jeg ikke kunne mærke kærligheden til min mand længere.
Ikke mærke kærligheden til vores liv sammen.
Jeg kunne heller ikke mærke kærligheden til mine børn.
Jeg kunne ikke mærke mig selv længere.
Jeg kunne ikke mærke noget overhovedet faktisk.

Jeg havde lukket helt ned.


Udefra set havde jeg alt, der skulle til for at være glad, tilfreds og få ‘livet’ til at lykkes.

Jeg var gift med en fantastisk mand, jeg havde fået to sunde børn, vi boede i vores drømmehus i ’den rigtige by’ med ’det rigtige postnummer’. Vi havde haft hunden, vi havde pengene. Jeg havde succes i et spændende job i en af landets største og mest anerkendte virksomheder med en flot titel på visitkortet. Jeg manglede intet. Ikke på listen over ’Hav succes med dit liv’

Men alligevel var jeg tom indeni.
Jeg havde ikke kontakt med mig selv længere.
Glæden var væk. Lysten væk. Taknemmeligheden væk.
Kun tristheden og håbløsheden var tilbage i mig.

Jeg var gledet så langt fra min mand, at jeg var endt et sted jeg havde svoret, jeg aldrig ville komme:
Jeg så skilsmissen rundt om hjørnet.
Jeg blev klar over, at jeg var ved at splitte vores familie ad.

Det var som at være midt i mit værste mareridt. For jeg havde altid svoret jeg aldrig ville ende der, hvor jeg selv havde haft min største livssmerte: i en skilsmissefamilie med afsavn og smerte.

 

Klarhed

Men midt i smerten, håbløsheden, desperation ramte klarhedens stråle mig – jeg ved stadigvæk ikke hvorfor eller hvordan det skete. men det blev så tydeligt for mig :

Jeg kan ikke bare skride fra det hele, før jeg har fundet ud af, hvem jeg er.
Jeg kan ikke bare gå fra alt hvad jeg har, før jeg har forstået og indset, hvad det hele handler om.

For et eller andet sted i in bevidsthed vidste jeg godt, at dette handlede om mig. eller i det mindste også om mig.

Jeg havde en fornemmelse af, at jeg var endt i denne situation af en eller anden årsag, og at jeg selv måtte finde vejen tilbage.
Jeg måtte lære at tage ansvar for at blive glad i den familie, jeg havde skabt.
Jeg kunne ikke fortsat håbe på, at han ville ændre sig eller gøre noget, der kunne give mig de følelser, jeg længtes efter.
Jeg kunne ikke længere bebrejde ham eller andre, hvor vi var endt.

Jeg tog en beslutning:

Jeg ville gøre alt jeg kunne for at redde vores ægteskab.
Jeg ville have en forståelse for, hvem jeg var og hvorfor vi var endt her, før jeg gav op.
Jeg ville kæmpe for kærligheden – for min families skyld. For kærlighedens skyld. For børnenes skyld.
Og rejsen måtte nødvendigvis starte hjemme hos mig selv.

Min egen rejse og kamp handlede om frihed

Jeg ønskede at kæmpe for at redde min familie. Set i bakspejlet kan jeg se, at jeg kæmpede for at redde mig selv.

Jeg kæmpede for at få min egen indre frihed tilbage.

Friheden til at være mig.
Friheden til at mærke mig selv igen.

Friheden til at leve – uden følelsesmæssige svære tunge smertefulde skamfulde bånd, der holdt mig bundet til fortiden.

Jeg vidste ikke hvad det betød dengang.
Jeg vidste heller ikke hvordan jeg skulle blive fri.
Jeg havde bare en fornemmelse af, at uanset hvad jeg måtte igennem, var dette en rejse jeg skulle på alene.
Det handlede ikke om min mand, ikke dybest set.
Vi skulle ikke i parterapi og trevle vores relation op. Ikke nu.
I første runde var arbejdet MIT – MIT alene.


Når fortiden styrer vores valg og lukker vores hjerter

I min søgen efter svar, opdagede jeg, at jeg ubevidst var styret af gamle mønstre og hæmmende overbevisninger om familier, kærlighed, ægteskaber og om min egen rolle som kvinde i det hele.

Jeg opdagede, at jeg dybest set var i tvivl om jeg var i stand til at opleve kærlighed. I tvivl om jeg havde dét, der skulle til for at opbygge et dybtfølt kærlighedsliv og skabe en familie, som byggede på de rigtige følelser for os.

Jeg opdagede, at min måde at gå til ægteskab og kærlighed på, var drevet af mine gamle dårlige erfaringer fra min fortid. Defineret ud fra det jeg havde set og lært i min egen opvækst, hvor mine forældres kærlighedshistorie endte i skilsmisse.

Jeg opdagede, at jeg dybest set ikke tillid havde til, at jeg kunne skabe en anden virkelighed selv. Ikke tillid til, at jeg var kærligheden værd – når jeg nu var som jeg var.

Jeg opdagede, at jeg dybest set altid har været bange for at miste kærlighed.
Som min mor gjorde, da hun mistede min far. Som jeg selv havde følt, da jeg mistede min far da han døde (jeg var kun 17 år).

Jeg havde opbygget en grundlæggende mistillid til kærligheden – til livet – til mig selv.
Som byggede på frygten for at miste  – igen.

Frygten for at miste kærligheden havde gennem rigtig mange år gjort, at jeg aldrig havde tilladt mig selv at tage imod kærligheden helt oprigtigt.

Aldrig havde tilladt mig selv at knytte dybe bånd. Overgive mig fuldstændigt.

I stedet havde jeg forsvaret mig (ubevidst), lukket mit hjerte i og aldrig tilladt mig selv virkelig at elske. virkelig at møde kærligheden. virkelig at give mig selv fuldt ud. Åbne mig fuldstændig og overgive mig. Hverken til min mand eller til livets storhed.

Det var for farligt. For sårbart. For utrygt. For risikabelt.

 

Men når vi ikke tør leve med åbent hjerte, kan vi heller ikke mærke kærligheden.
Når vi ikke tør give ubetinget ud af os selv og vise, hvem vi er – vil vi heller ikke føle os i live, elsket og en del af et større fællesskab, hvad enten dette fællesskab hedder parforhold, familie eller venskab.

 

For at mærke kærlighed, skal vi gi kærlighed.
For at gi kærlighed, skal vi turde at opgive, hvem vi tror vi er.
Vi skal turde miste os selv. For en stund.
Vi skal turde overgive os til en anden – noget andet – end vores egen frygtsomme jeg.

 

Kærlighed er et valg

Gamle uhensigtsmæssige overbevisninger fra fortiden kan brydes, hvis man vil.

Det ved jeg i dag af erfaring.
De mønstre vi har overtaget fra vores forældre kan ændres, hvis vi er villige til at stå ansigt til ansigt med vores sande jeg – med høj bevidsthed og villighed til at gøre dét, der skal til. Hvis vi er villige til at slippe dét, vi tror, vi ved om os selv. Villige til at slippe frygten, smide forsvaret og møde kærligheden med åbne arme. Uden at vide, hvor det bærer os hen.

Det er svært, hvis man hele livet har arbejdet på at beskytte sig selv mod smerten og ens værste frygt.

Men kun ved at smide forsvaret kommer vi derind, hvor kærligheden bor. Hvor kærligheden virkelig mærkes. Og gives oprigtigt fra.

Fra dette sted er det muligt at skabe varige forandringer.

I os selv.

Og i vores relationer.

Og i vores familier.

 

Jeg valgte dengang at kæmpe for min familie og kærligheden. Og gør det stadigvæk hver eneste dag. For min egen skyld og min families skyld. Jeg kæmper gerne kampen, fordi det betaler sig tifold i oplevelser og følelser. Fordi det giver mening. For mig.

 

Refleksion:

Hvad med dig?
Har du tillid til kærligheden?

Tør du overgive dig til en anden – noget andet?

Hvor fornemmer du, at du måske holder igen og blokerer for kærligheden?

og hvorfor mon? Hvad beskytter dig imod?

, , ,

Kærlighed er ikke for tøsedrenge

Kærlighed er ikke for tøsedrenge

(Artikel skrevet i 2015 til magasinet MOOLA) 


Hvorfor er det så svært at fastholde den ubetingede kærlighed i vores forhold?
Hvorfor skal det være så smertefuldt at indgå i parforhold?
Hvorfor er det så uendelig svært at få den kærlighed, vi dybest set længes efter?

 

Helt inde i vores hjerter længes vi alle efter den ubetingede kærlighed, der ubetinget omslutter os, der holder os i sin favn, der elsker os præcis som vi er, uden krav og begrænsninger.

Set ud fra et spirituelt perspektiv, længes vi dybt i hjertet ’hjem’ til den sjæleverden, hvor vi kom fra, før vi valgte at inkarnere i vores menneskelige krop. Vi længes tilbage til følelsen af at være omringet af den universelle guddommelig energi. Vi længes efter at genforbinde os med dette sted, hvor ingen fordømmelse, adskillelse, frygt og separation eksisterer.

Psykologisk set længes alle celler i vores krop efter den trygge følelse af dyb samhørighed, vi mærkede, da vi lå i vor moders livmoder. En tid, hvor livets ubegrænsede nærig flød til os frit. En tid, hvor vi trygt fik lov til at være den vi var – uden betingelser, krav og indblanding. Følelsen af total accept og overgivelse til det, der var omkring os.

Livet igennem jagter vi genforbindelsen med denne følelse – spirituelt og psykologisk – i vores relationer med vores forældre, kærester, partnere, børn, veninder og for nogen også i deres relationer til kollegaer/chefer.

Men gang på gang kan vi konstatere, at vi ikke møder den ubetingede kærlighed.
Tværtimod.

 

Vi oplever afvisninger, afsavn, svigt, fravær, ensomhed, jalousi, følelsesmæssig nedlukning og afstandtagen.
Og vi lider følelsesmæssigt.

Men i stedet for at lide i jagten efter kærligheden, kan vi vælge at se længslen efter kærlighed som en naturlig konsekvens af egoets splittelse fra kærligheden og sjælens længslen efter genforbindelse med den uendelige kærlighed. Og fra det perspektiv kan vi slippe lidelsen og møde vores relationer som livsnødvendige læremester, der tvinger os til at hæve bevidstheden om os selv, igen og igen.

For at tilegne sig dette perspektiv er det nødvendigt at forstå, hvorfor vi ikke bare kan møde verden med et åbent hjerte og dyb følelse af den altomfavnende kærlighed i dette liv.

 

Splittelsen fra den ubetingede kærlighed

Da din sjæl valgte at inkarnere på denne jord, blev du født ind i denne verden. Fra fødslen blev du helt naturligt fysisk adskilt fra din mor og den symbiose, du havde oplevet i din mors mave. Der helt naturligt igangsat en psykologisk proces, hvor du stille og roligt begyndte at erfare, at du var ’dig’ i kontrast til ’den ydre verden’. Dit ego begyndte at udvikle sig.

Vi har alle et ego. En funktion i vores bevidsthed, der har til hensigt at give os en oplevelse hvem vi er som mennesker. Dit ego skaber din identitet. Du har brug for dit ego for at kunne navigere i verden og adskille ’dit’ fra ’mit’.

 

Hvis du har et sundt ego, er du fra barns ben blevet omringet af accept, rummelighed, set, hørt og lyttet til som barn. Du har fået dine behov dækket, fysisk og følelsesmæssigt. Du er blevet respekteret for den du er, udfordret til udvikling i det tempo du havde brug for og generelt fået en start på livet, hvor du føler dig elsket af dine omsorgspersoner, er i stand til at mærke dine egne behov og sige til/fra uden pålagt skyld og skam. Du forstår at du er dig men samtidig er en del af en helhed bestående af alle andre mennesker, som du skal respektere, rumme og holde af som de er.

 

Desværre har langt fra alle haft denne start på livet.

 

De fleste af os har som børn oplevet vores forældres manglende nærvær, deres manglende empati, manglende respekt og grænseløse adfærd. Vi har haft forældre, der ikke var tilstede følelsesmæssigt, fordi de havde egne indre kampe. Vi har oplevet ikke at blive mødt, set og lytte til og ikke respekteret i vores følelsesmæssige udtryk. Vi fik skæld ud, når vi viste særlige sider af os selv og afvist fysisk og følelsesmæssigt, når vi ikke opførte os ordentligt.

Vi erfarede således tidligt, at vi ikke længere var en del af en ubetinget kærlig helhed, men derimod nu var et selvstændigt individ, som måtte beskytte sig selv følelsesmæssigt for at overleve.

Vi oplevede, at kærligheden var betinget af, hvordan vi opførte os. Vi skulle være på en bestemt måde og gøre noget rigtigt for at få accept og opmærksomhed fra vores forældre og andre omsorgspersoner.

Og det gjorde ondt.

Rigtig ondt.

 

Følelsen af ikke-kærlighed har for os alle været smertefuld, og vi begyndte derfor at lukke ned, fortrænge og undertrykke disse smertefulde følelser.
Vi lagde låg på ensomheden, på følelsen af svigt og afvisning.
Vi forsøgte at glemme, at vi ikke var elsket ubetinget.
Vi beskyttede os selv.

 

Vores forsvarsmekanismer udvikles og vi begyndte at finde på alle mulige overlevelsesstrategier i håbet om at genfinde følelsen af at være rummet, set, hørt og elsket for dem vi er: Vi pleasede, tilpassede os og overskred vore egne grænser. Vi undertrykte vores behov og gjorde ting, der ikke var sunde for os. Vi lagde låg på, gemte vores sande jeg og begyndte at vise masker udadtil.

Alt sammen i håbet om, at vi kan få andre til at elske os, som vi har brug for at blive elsket – som vi dybt inde husker, at vi blev elsket engang for længe længe siden.

 

Jagten på kærligheden 

Livet igennem søger vi overalt følelsen af at vende tilbage til ’den ubetingede kærlighed’, som vi mistede da vi blev adskilt.

Livet igennem jagter vi en illusion om, at den ubetingede kærlighed kan findes i den ydre verden. At vi kan finde den i vores parforhold, i vores venskaber, i vores relation til børn, kollegaer, i jobs. I korte øjeblikke tror vi, at vi finder den ubetingede kærlighed igen – at vi er ’hjemme igen’. Når vi fx bliver forelsket føler vi os elsket igen. Vi tror (håber), at vi har genfundet det, vi manglede for at føle os hele igen. Vi siger endda, at ’den anden person fuldender mig’.

Men det er en illusion.

Vi forveksler følelsen, som vi får fra noget ydre, med den kærlighed vi kom fra – den rene ubesmittede kærlighedsenergi, som ikke stiller krav, som ikke bærer nag, som ikke forventer noget af os og som blot rummer alt det vi er.

Og når hverdagen træder ind, forelskelsen aftager og illusionernes slør falder til side, oplever vi ’den større virkelighed’ igen: Vi opdager, at den ’altomfavnende kærlighed’ slet ikke er altomfavnende. Vi mærker igen, at vi ikke er elsket ubetinget og ikke altid rummet, med alt hvad vi er.

 

Vi bliver mindet om barndommens smertefulde oplevelser af afvisning og ikke-accept igen og mærker den dybeste sorg, smerte, længsel kommer op til overfalden. Vores tidligste erindringer om adskillelse og splittelse fra kærligheden vækkes og gør ondt. Igen.

 

Du retter bebrejdende blikket mod den anden og giver ham (eller hende) skylden for, at du mærker de smertefulde følelser igen – bebrejder ham, at han har bragt dem op til overfladen igen. Og giver ham skylden for, at illusionen om ’genforeningen med den uendelige kærlighed’ brast.

 

Det er derfor vi alle sammen oplever, at de nærmeste relationer kan aktivere dine mest smertefulde erindringer fra din fortid.

 

Og her begynder konflikterne i forholdet. Her begynder kriserne. Her er grunden til, at mange ender deres forhold. Fordi de simpelthen ikke man rumme at mærke fortidens smerte igen, der bliver aktiveret i nuet af et andet menneske.

 

Kærlighed er ikke for tøsedrenge 

Vi må slutte vores endeløse stræben i vores relationer efter ’den ubetingede kærlighed’ og i stedet begynde at se vores relationer som møder, der bringer alle vores gamle smertefulde sår op til overfladen – så vi kan møde dem igen med vores egen kærlighed, rummelighed og omsorg.

Vi må se vores relationer som møder, der tvinger os til at arbejde med selvkærligheden til alt det vi er og alt det vi har oplevet.

Der er ingen vej uden om. Kan vi ikke elske os selv i de dybeste afkroge af vores menneskelige væren, vil vi ikke kunne opleve den ultimative overgivelse til den universelle kærlighed eller til en anden.

Det kræver en indre oprydning i alle de gamle medbragte traumer, oprydning i vores dybeste skam over hvem vi er som menneske. Det kræver selvtilgivelse og acceptere os selv i den form, vi er i lige nu.

Det er ikke nødvendigvis en let rejse.

Det kræver mod.

Det kræver selvindsigt.

Det kræver høj bevidsthed og en villighed ud over bare at overleve.

 

Det kræver, at du ser vejen til kærligheden som en spirituel oplysningsrejse, hvor du igen og igen må møde dine egne forsvarsmekanismer, frygt og egodrevne handlinger med dyb omsorg og taknemmelighed for dets (dog primitive) forsøg på at beskytte dig.

 

Det kræver at du tør holde hjertet åbent og møde andre fra dette sted – fra et sted af dyb kærlighed til alt det livet forsøger at lære dig, om dig selv, gennem dit møde med andre.

 

Som den amerikanske spirituelle forfatter Marianne Williamson siger i forordet til David Deidas bog ’Min Elskede’:

Set fra et spirituelt synspunkt er kærligheden i sin guddommelige essens et tempel. Den er et af guds laboratorier, et rum for spirituel transformation. Den er, når den anskues på denne måde, en hellig mulighed for sjæle til at nå ud over det snævre lille selvs begrænsninger, foretage kvantespring ud i nye og ukendte følelsesmæssige muligheder. Dér trænger kærligheden os op i et hjørne, holder et spejl op for os og forlanger, at vi overgiver os, overgiver såretheden, overgiver fortiden, overgiver murene, overgiver bebrejdelserne, overgiver forsvarsværkerne, overgiver grænserne, overgiver frygten…Kærlighed er ikke for tøsedrenge.”