Alt for mange mennesker begår den fejl, at de kaster sig over dyrkøbte selvudviklingsprogrammer og forløb, der skal hjælpe dem med at slippe fortiden og give dem alverdens glæde fremover, uden at have styr på basis.

Uanset hvor meget du ønsker at udvikle dig og fastholde din høje bevidsthed, koble dig på høje energifrekvenser og være ’den bedste udgave af dig selv’, vil det aldrig lykkes, hvis du ikke har styr på basis.

Jeg oplever det selv igen og igen.

Uden styr på basis mister vi evnen til at fastholde konstruktive tanker, mister vi evnen til at vælge vores handlinger og reagerer i stedet instinktivt. Vi er i stedet styret af ’det laveste jegs behov’ og mister evnen til at tænke og se klart: Se vores egen rolle i omstændigheder og tage ansvar for dem.

Når du (jeg) ikke har styr på basis kan du simpelthen ikke nyde godt af og trække på al den visdom, du allerede har indhentet gennem dit selvudviklingsarbejde – og vælge konstruktiv adfærd til, der fastholder dig i høj energi.

 

Du kan indledningsvis overveje hvornår du er den værste udgave af dig selv:

  • Hvornår har du allersværest ved at stoppe dine instinktive reaktioner?
  • Hvornår snerrer du af dem du holder af
  • Hvornår er dine tanker destruktive?
  • Hvornår føler du dig fastlåst i dit liv?
  • Hvornår har du den mest kritiske indre dialog med dig selv?
  • Hvornår falder du let tilbage i destruktive mønstre?
  • Hvornår føler du dig tungest og mest drænet for energi?


Du er din værste udgave af dig selv, når du ikke har styr på basis – med garanti!

 

9 basis elementer, du skal ha’ styr på

  1. Søvn – få nok søvn.
    Det kan ikke siges nok og er blevet sagt i årevis: Restituer, få nok hvile, slap af. Når du sover udrenser kroppen, du bearbejder dagens indtryk og nulstiller dine celler så de er klar til at tage nye indtryk ind. For nogen er dette en stor udfordring, fordi de føler at friheden sætter ind KL 22 og de får en masse handlingsenergi om aftenen, men snyd ikke dig selv her. På den lange bane kommer du længst med at restituere både krop og sind, med en god nats søvn på 8 timer, fordi det påvirker hele dit system.Chris McDonald skriver det sådan her i Berlinske Online 4.10.2010: Søvn er ikke bare otte timers pause, hvor kroppen og hjernen holder fri. Langtfra. Vores krop og hjerne har supertravlt, mens vi sover, nogle gange mere travlt, end når vi er vågne. Mens vores bevidsthed tager en lur, går nogle af kroppens mest komplicerede og sofistikerede systemer i gang. De reparerer, justerer og genopbygger næsten alle aspekter af vores psykologi og fysiologi: de stabiliserer vores humør, behandler stress, reparerer vores væv, genskaber balancen i hjernens biokemi og vedligeholder vores immunsystem. Der finder bogstavelig talt tusindvis af biologiske processer sted – man kan næsten sige, at vores mest produktive tid på døgnet er, mens vi sover. Og hvis vi snyder kroppen for den mængde søvn, den er designet til, betaler vi en pris.”
  2. Drik masser af vand.
    Drik masser af vand – det udrenser. Kroppen består af vand, men da du dehydrerer automatisk skal der fyldes på. Dine celler har brug for vand. Meget vand. For ikke at tale om din fordøjelse. Så gør det til en vane at have en flaske vand på dig, og drik. Udrens. Skyld igennem. Sørg som minimum for at du drikker et glas vand som det første om morgenen, så nattens affaldsstoffer udrenses.
  3. Spis nærende mad
    Sørg også for at du fylder kroppen med sund nærende mad. Jeg er absolut ikke kostekspert, men vi ved alle sammen godt – med nutidens information – hvad god sund nærende kost er. Spis morgenmad. Spis grønt. Spis groft. Få nok af dine omega 3,6,9 olier. Drop sukker, hvidt brød og alkohol i store mængder. Jeg er ikke i tvivl om, at vi hver især skal spise efter vores kropstyper – hvad der fungerer bedst for mig er ikke nødvendigvis det samme for dig. Nogen af os har ting i kosten vi ikke tåler eller særlige vitaminer/mineraler vi mangler for at fungere, så derfor kan det betale sig at kontakte en anerkendt kostekspert for vejledning. Men vær kritisk med hvem du kontakter, alle har deres fokus og svar på ’det rigtige’.
  4. Kom ud i naturen.
    Få masser af frisk luft dagligt – kom ud i naturen. Tag solens lys og energi ind og lad dig selv op med. Der er lavet utallige studier der viser, at luften, træerne, vandet, jorden påvirker vores sanser og nervesystem positivt og har beroligende effekt. Du forbinder dig med de jordiske energier, der grounder dig og dit system. Gør det til en vane at komme ud og lade dig rense igennem, lette dit sind og påvirke dine sanser. (PS: Luft ud flere gange i løbet af dagen i dit hus/hjem – du vil opleve at frisk luft i dit hjem, skaber frisk klarhed i dit sind)
  5. Bevæg kroppen.
    Kroppen holder fast på energien. Hvis du ikke bruger din krop, stagnerer og blokerer du energistrømninger. Stræk dig om morgenen, rør dig min 20 min hver gang, bestil en omgang dybtgående kropsmassage, gå en rask tur udenfor, gå til yoga, svømning eller hvad du har lyst til. Hop og ryst kroppen dagligt. Når du løsner op i kroppens fastlåshed, oplever du gennemstrømninger af energi og følelsen af indre frihed.(NB: hvis du er stresset, skal du ikke dyrke hård fysisk motion eller løbe, vælg da en blidere form for motion – fx yin yoga eller svømning).
  6. Lev i inspirerende omgivelser.
    Dit indre påvirker dit ydre. Og omvendt. Så indret dig i dit hjem og kontor, så det føles skønt og nydelsesfuldt for dig hver eneste dag. Luft ud i dit hjem, hæng smukke billeder på vægge, inviter naturen ind i stuen ved at sætte friske blomster frem, køb store planter der renser luften og fornyer energien i hjemmet. Sørg for at der er ryddet op omkring dig og smid alt ud, der ikke løfter din energi. Ophobet rod tager energien og fastholder dig i fortiden. Jeg har selv haft stor glæde af at interessere mig lidt for fang shui og opleve det kæmpe skift der sker, når du får smidt gamle ting ud.
  7. Vælg styrkende relationer
    Omring dig med positive mennesker der bidrager til højt humør, latter og ser dig som den du er. Støtter dig og løfter dig. Sørg for at du er sammen med mennesker, der ser dig i dit højeste og som ikke bekræfter dig i dine elendigheder. Du ønsker folk omkring dig, som evner at få dig til at se dine egne kvaliteter, dine styrker, det du har i livet som du er taknemmelig overfor.Jeg har selv været nødt til at fravælge både familiemedlemmer i perioder og afslutte gamle venskaber, fordi jeg simpelthen blev trukket ned energimæssigt efter samvær med dem. Det har ikke været lette valg, men nødvendige valg for mig, for at jeg kunne fungere og fastholde mig selv i høj energi.Vær nysgerrig på, hvilke mennesker i dit liv der dræner dig? Hvilke personer føles som energislugere, når du er sammen med dem? (tænk både familie, venner, kollegaer, netværk, facebook-kontakter, naboer etc). Overvej hvordan du kan skærme dig imod dem og fravælge dem på en ordentlig måde? Hvilke personer tilfører dig energi og løfter dit humør? Hvem elsker du at være sammenmed? Hvem gør dig let, glad og lattermild? Hvad skal der til for at omringe dig mere med dem eller opsøge nye inspirerende mennesker, der kan tilføre dig lethed og glæde i livet?
  8. Fravælg negative medie input.
    Du bliver hvad du spiser – og du bliver hvad du læser og lytter til.
    Fravælg aviser, Tv, facebook grupper, radio der blot fokuserer på verdens elendigheder og ødelæggelser. Du påvirker din hjerne med dette fokus og disse indtryk – det gør noget ved dit humør og energi. Vend i stedet det hele på hovedet og sørg dig selv: Hvordan kan jeg – hvor jeg er og med mine evner og kvaliteter – bedst muligt bidrage til at verden bliver et bedre sted.Personligt ser jeg ikke nyheder længere, da det påvirkede mit humør for meget – det har selvsagt konsekvenser i forhold til almenviden, men fordelene for mig taler for at jeg ikke fylder mine sanseindtryk med bombebilleder, deprimerende fakta om verdensøkonomien eller politiske skræmmekampagner.Overvej, hvilke tv programmer/ aviser/sociale medier der dræner dig for energi? Hvad skal der til for at minimere eller helt droppe brugen af dem? Hvad vil det give dig i stedet? Hvad kan du få plads til, der nu nærer dig?
  9. Vælg et støttende netværk
    Du skal øve dig i at række ud og bed om hjælp, hvis du har svært ved at slippe negativ energi, vende dine tanker og tungsind selv. Vent ikke for længe, til spiralen har boret sig for langt ned. For ærligt – nogen gange er det bare ikke nok med en gåtur i naturen. Nogen gange skal vi hive op af hullet – af en kærlig sjæl, der ved hvad der skal til. Det kan ske for os alle. Det kan være en god ven, en kollega, en dygtig terapeut.Du kan med fordel på forhånd definere, hvem der kan hjælpe dig, hvis du kommer for dybt ned i dine tanker.– så er det lettere at træffe det bedste valg.Hvem kender du, som du kan række ud til? Hvem kan lytte til dig når du har det svært uden at trække dig længere ned? (dvs ikke kobler sig på din smerte og forstærker den) Hvem har du tillid til og som også må udfordre dig, så du ikke blot bekræftes i offerrollen?Du kan endda på forhånd spørge den person/disse personer, om du må række ud i svære tider, og fortælle dem, hvad du selv ved, du har brug for lige her. Du vil blive overrasket over, hvor kraftfuldt den øvelse er.

Har du styr på basis?

Tjek listen og se, hvor mange af disse 9 basis områder du allerede ’har styr på’ og bevidst vælger for at få bedre livskvalitet – højere vibration – mere energi.

  • Får du søvn nok?
  • Får du vand nok?
  • Får du nærende kost?
  • Bevæger du kroppen nok?
  • Er du i daglig kontakt med naturen?
  • Lever du i inspirerende omgivelser?
  • Indgår du i relationer, der nærer og styrker dig?
  • Beskytter du dig selv fra mediernes negative input?
  • Har du et netværk, der kan hjælpe dig i svære tider?

 

Det er dit ansvar for at få styr på basis

Du må erkende og acceptere, at du er selv er ansvarlig for at fastholde dine gode vaner, selv er ansvarlig for at holde din bevidsthed høj og selv er ansvarlig for, hvordan du ønsker at have det.

Det er din opgave.

Den kan ikke uddelegeres til andre eller påduttes andre.

Sorry.

Selvom det måske for nogen lyder hårdt og urimeligt, endda som en usandhed for nogen, så er det faktisk op til dig selv, hvordan du ønsker at have det. Fysisk, emotionelt og mentalt.

Selvom der er nogle biologiske forhold du måske ikke umiddelbart kender til og derfor ikke direkte kan arbejde med og påvirke, er der oceaner af muligheder for at fastholde din høje bevidsthed, løfte din energi, hæve din energimæssige vibration og få det bedre med dig selv og det liv, du lever i dag.

Ja, for nogen er det forbandet irriterende at DU SELV skal gøre noget – men prøv at vend den tanke: Hvor er det fedt, at du har kontrol over det, så du ikke behøver sidde som et stakkels offer og vente på at miraklerne sker eller nogen kommer og fixer dig.

(hint: der kommer ingen og redder dig fra dig selv. Aldrig nogen sinde. Hverken en rig mand, dine forældre, et nyt job)

Tag ansvar for at få styr på basis. Lad vær med at snyd dig selv til at tro, at det ikke er vigtigt. Det er livsnødvendigt at få styr på dette. Al din personlige udvikling og higen efter ’lethed og flow’ i dit liv, vil aldrig lykkes, hvis du ikke har styr på basis.

Når du får det, vil du opdage en fornyet styrke og klarhed i din hverdag, der gør dig i stand til at møde udfordringer lettere, indgå i relationer lettere og udvikle dig med bevidsthed langt lettere.