Sårbarhed

SÅRBARHED

Det er blevet hot, moderne og in at tale om sårbarhed. 

Netværk, magasiner, ledere er begyndt at tjene og få deres øjebliks ‘fame’ for at sige højt ‘jeg er sårbar’.

Men ærligt: det meste er stadig en illusion. En fasade. En floskel. 

For når det virkelig gælder: tør vi så vise vores smertefulde dybeste følsomme sider? Tør vi inddrømme hvor skrøbelige og sølle vi (også) er? Hvor hjælpeløse og bange, hvor fucked op og i vildrede? Hvor fortvivlede, dybt ensomme og desperate vi er? Hvor dybe sår fortiden har sat i os? Vil vi overhovedet se det selv? Kan vi?

Næ. 

Vi stiller op og viser følelser, når vi har kontrol. Når vi er i trygge omgivelser – eller har et formål med det. Når vi er sikre på ikke at blive forkastet og udstødt. 

Forståeligt. 
Menneskeligt. 
Men det healer intet.

For også her, lægges et beskyttende lag rundt om smerten.

Een ting er at sige det højt, skrive om det og endda officielt lægge ansigt og navn til det følsomme – men hvordan går det mon med virkelig at mærke følelserne? Sådan virkelig? Gå dybt i det allersværeste – i de dybeste sår i os selv? Hvordan gør vi det, uden at gå i stykker? Tabe kontrollen? Miste troen? Hvordan kan vi give så meget slip, at vi når ned i de dybere emotionelle lag og vitterlig mærker den dybeste smerte vi bærer på – og bare ER med den? Som var den et lille barn i vores krop der skriger på omsorg?

Vi bærer alle sammen dybe sår.
Også dig der siger du er ovre det. Også dig der tager afstand for føle-drama og lillepige-adfærd. 

Vi har alle et indre barn der kalder. 

Det er meget få jeg kender der tør, der kan mærke smerten og som gør det. Som oprigtigt gør det. 

Gaven er opløsning og dyb psykisk udvidelse. Når vi opløser de største smertefulde dybt begravede sår vi bærer. Indeni.

Men alligevel: vi tør ikke – kan ikke – vil ikke mærke den smerte. Og på grund af det vil vores inderste lille barn for evigt bære på smerten. Og vi vil som voksne for altid være skrøbelige og bange ( ubevidst som bevidst) for at netop denne sandhed om os selv, mærkes igen.

I denne tid, krebsens tid, over denne sommer med masser af ‘interessante’ strømninger vil du mærke din sårbarhed – din sensitivitet – din dybere smerte. Hvis du tør. Og dig der tør mærke den – gå dybt med den uden frygt og modstand, vil modtage den healing som netop kun krebsens energi kan tilbyde. Den følelse af en omsorgsfuld mor der holder dig, når du har allermest brug for det.

Find dit mod til at gå dybt og mærke de smertefulde dybe følelser som kommer. De kommer for at blive omfavnet – af dig, med den dybeste omsorg og indlevelse for den smerte der var – og stadig er.

❤️

,

Rejsen hjem

Elsker du dig selv?

Den anden dag fandt jeg en seddel fra februar 2009. Det var en udfyldt ansøgningsformular til en tre dags workshop, som Debbie Ford holdt i Danmark: ’The Shadow proces’. Mange af jer der læser mine nyhedsbrev kender til både processen og Debbie Ford.  På ansøgningspapiret havde jeg skrevet dette:

”I feel the need for change. I want to change the way I think about myself, or it will destroy my marriage, my children and my job situation.  When I became a mum 2two years ago (twins) I felt a urgent need for personal change. I cannot raise my kids and give them a happy childhood if I am not happy. I cannot give them a loving and caring family, if I cannot love myself. I need to change, for me and for them”.

Jeg husker det tydeligt. Jeg havde det af h til. Jeg var sygemeldt med stress fra mit job og desperat efter forandring, indeni mig selv.

Den korte forhistorie var, at jeg december 2006 var blevet mor til tvillinger, som jeg havde kæmpet mange år for at få. Jeg havde et spændende job som kommunikationschef i en mindre virksomhed i stor vækst, der krævede meget nyt af mig. Da jeg kom tilbage efter et lille års barsel i nov. 2007 fik jeg travlt.

Jeg var presset.

Ikke kun presset tidsmæssigt – men primært med at opretholde min illusion om hvem jeg var: 

Jeg var sådan én der var dygtig

Jeg var sådan én der kunne klare alt

Men min identitet som ’kompetent business woman og nærværende mor, med styr på det hele’ holdt ikke længe.

I løbet af 2008 gik det op for mig, at jeg var ulykkelig. Indeni. Jeg havde ikke styr på det eller mig selv. Jeg var desperat. For at opretholde fasaden og finde en vej til det at blive det, jeg så gerne ville være: ’En kompetent business woman og nærværende mor, med styr på det hele’


Jeg opsøgte en terapeut i efteråret, der begyndte at trevle mig op – stille og roligt.

Jeg nåede at komme der to gange, før jeg brød sammen og måtte sygemeldes.

Jeg kunne ikke mere.

Hvorfor skete det?

Der er altid mange årsager til noget sker. Man kunne sige, jeg var overbelastet og havde taget munden for fuld, at jeg ikke var kompetent til mit job, at jeg var perfektionistisk, urealistisk, at jeg burde have sagt nej noget oftere eller gået på deltid.

Men den virkelige historie er, at jeg slet ikke var bevidst om, hvor langt ude jeg var.

Jeg var så langt fra at have kontakt med mig selv, så ubevidst om mine egne værdier, bar på så mange ubearbejdede følelser og selvhad,  og slet ikke klar over, at jeg reelt havde et valg. Jeg oversked mine grænser konstant, og lod andre gøre samme. Jeg vidste ikke hvordan jeg skulle ændre min vej eller få det bedre. jeg følte mig fanget i mig selv, i mit liv, på den livsvej jeg var på.

Så ‘noget større end mit hoved’ hjalp mig.

Min kloge krop hjalp mig – den sagde STOP.

Jeg brød sammen på jobbet lige før en stor præsentation, og måtte køres hjem. Jeg blev sygemeldt og endte med at opsige mit job.

Mit sammenbrud blev starten på en årelang rejse for mig. En rejse, hvor jeg først måtte trævle mig selv op igen – adskille hvad der var tillært adfærd og hvad der reelt var mig i min kerne.  Jeg måtte lære at tage ansvaret tilbage for mit liv – bevidst, og begynde forfra med at træffe valg, som kom indefra mig – ikke fra andre eller fra mit pre-programmerede frygtstyrede hoved.


Det har været en lang rejse. Jeg er stadig på den, tænker jeg. Men noget af det, som virkelig blev vigtigt for mig var, at jeg aldrig ville jeg aldrig ville svigte mig selv igen.

Det vigtigste i mit liv er MIG. Og jeg skal ikke svigtes – af mig.

Jeg skal være min egen mor. En kærlig opmærksom mor, der giver ubetinget omsorg og kærlighed, som kan sætte sund grænser og som guider mig på rette spor, igen og igen, uden fordømmelse men med et oprigtig ønske om at jeg må leve mit liv med lethed og glæde.

Jeg er den der skal kunne mærke, hvad jeg har brug for – jeg er dén, der skal huske på mig selv og gøre mig selv glad hver eneste dag.

Jeg er den, der i sidste ende har ansvaret for min egen glæde og livslyst.

Ingen andre.

Ingen andre end mig har opgaven med at passe på mig – og gøre mig glad. Ikke samfundet, en chef, min familie, min mand, mine børn, mine kunder.

Ansvaret er KUN mit.

Da jeg tog det valg, ændrede mine relationer sig markant.

Fordi den måde vi behandler os selv på, afspejles i vores relationer.

  • Hvis vi ikke respekterer os selv, hvordan kan vi så forvente at andre skal?
  • Hvis vi ikke udviser omsorg for os selv, hvordan skal vi så forvente at andre kan?
  • Hvis vi ikke synes vi er værd at behandle ordentligt selv, hvorfor skulle andre så?
  • Hvis vi ikke kan mærke kærligheden til os selv, hvordan skal vi så kunne mærke den i vores relationer?

Da jeg faldt over den gamle ansøgningsseddel fra 2009, blev jeg varm i hjertet af glæde. For jeg kunne pludselig se, hvor langt jeg er kommet på min rejse. For selvom jeg selvfølgelig også har mine kampe indeni i dag, med alt mulig menneskeligt, er mine nærmeste relationer præcis som jeg ønsker dem. Drevet af kærlighed. Og relationen til mig selv båret af en bevidst omsorg og respekt for den jeg er – og et oprigtigt ønske om at jeg må opleve lethed og glæde i mit liv. Fordi jeg fortjener det. Som mine børn, min mand og alle andre i denne verden.

Jeg er glad, mine børn er glade og mit ægteskab kærligt og bevaret.

Fordi jeg tog ansvaret tilbage.

Fordi jeg begyndte rejsen tilbage til dén, jeg oprigtigt er indeni. 

Det valg vil jeg aldrig fortryde.

Refleksion:

Tager du ansvar for dig selv og din livsglæde?
Lever du efter bevidste værdier, der guider dine valg?

Har du sluppet fortiden og føler dig fri?

Er du grundlæggende glad og stolt af dén, du er i dag?

Hvis svaret er ja, fortsæt med det du gør.

Hvis svaret er nej, så vær ærlig omkring det. Tag ansvaret tilbage og beslut dig for at finde ud af, hvad der skal til nu. Hvilken livshistorie du herfra vil begynde at skrive.

Intet behøver at være som i går. Men det kræver at DU tager ansvaret tilbage og fører pennen, ellers gør vaner og ubevidst adfærd det for dig.