, ,

Hvem griber mine børn, når jeg falder?

(artiklen er udgivet i online magasinet MOOLA i februar 2019);
Se på www.moola.dk/artikel/hvem-griber-mine-boern-naar-jeg-falder/

Hvad vil der ske med den nye generation – hvem guider dem på rette vej i livet , når nu det ikke længere er os som forældre?

Nyt år. Ny tid. En tid, der kalder på forandring. Hos os alle. Der er opbrud. Og omstrukturering. Vi bevæger os ind i nye faser, der påvirker vores tanker og samtaler. 

Personligt er jeg optaget at det skift, der naturligt er ved at ske i min familie. Roller der ændres. Nye problematikker. Nye måder at være på. Tænke på. Mine tvillinger på 12 er blevet store. Lidt for store for hurtigt. Tænker de fleste forældre genkender den følelse. Hvor blev tiden af? Hvad nu med mig?

Engang havde 100% brug for mig; De så op til mig, spurgte mig til råds om alt og lyttede til mine ord. Nu er jeg mest en begrænsning for deres instinktive lyster, pinlig at høre på, for meget, for lidt og for sær. Nu har de andre cirkler de hellere vil være i, andre de lytter til og påvirkes af. 

Inden længe er jeg faldet ned fra den piedestal, jeg har siddet på siden de blev født. Skubbet ned. Af dem. Af tiden. Af den naturlige biologiske proces.
De er begyndt at tage afstand fra mig og ønsker at stå på egne ben. De vil løsrive sig – og det skal de. Det ligger i naturens orden. De skal ud og klare sig selv, træffe egne valg, vokse og modnes.

Og sådan skal det være.

Det ved jeg jo godt.
Men jeg indrømmer: Det gør ondt. Gør mig trist. Og bange.

For selvom det er en naturlig proces, mærker jeg en stigende uro indeni. En masse spørgsmål, der trænger sig på, som jeg ikke har svaret på.

  • Har jeg lært dem nok? 
  • Har jeg givet dem de rette værdier? 
  • Hvad har jeg sagt – kontra hvad har de set mig gøre? 
  • Har jeg været en positiv rollemodel? 
  • Har jeg givet dem det videre jeg tror på – og er det overhovedet rigtigt, dét jeg tror? 
  • Og hvem skal de nu se op til, når jeg falder ned af piedestalen?

Det smertefulde gennembrud

Måske frygter jeg dybest set min egen smerte. At se den spejlet i dem.

Smerten ved at blive voksen – flyve frit – finde sig selv.

Smerten ved at forlade barndommens uskyld og opdage, at livet er så kontrastfyldt. 

Lys og mørke. Smerte og glæde. Lyst og dovenskab. Kærlighed og svigt. 

Det hele er her – og de, som jeg, skal nu ud i denne verden og begå sig. De skal finde deres vej. De skal leve. Præcis som vi andre har skullet. Og stadig skal.

Det er bare ikke altid let. Ikke smertefrit. Set udefra er det en smuk proces. Fra barn til voksen. Men set indefra – eller måske snarere mærket indefra, er det en personlig lidelsesproces for mange. En rejse, hvor vi skal mange udfordringer og kampe igennem med os selv i relation til os selv – og andre. Uden at vi ved, hvor det ender eller hvad det egentlig handler om.

Ikke før bagefter – set i bakspejlet.

Det er præcis som larven, der skal blive til en sommerfugl. Larven kan ikke flyve. Larven ved end ikke, at den en dag bliver en smuk sommerfugl. Og skulle den ubevidst vide det, ved den sandsynligvis ikke hvornår – for den kender ikke til tid. I nuet kender den kun sig selv som en larve, i en puppe. Indtil den dag dén bryder gennem puppen, falder ud og langsomt vænner sig til sin nye form. Vænner sig til at have vinger og kan flyve frit. Først her ved den, hvad det vil sige at være en sommerfugl – fri og ubegrænset.

Sådan er det måske også at gå fra barn til voksen? Fra ubevidst til bevidst? Fra uskyldig uvidende til erfaringsbaseret indsigtsfuld?

Larve, sommerfugl eller ej. Det er ikke let at være menneske. Ikke let at bevæge sig fra en livsfase til en ny. Fra barn til teenager, til ung, til voksen, til gammel. Enig?

Vi har alle brug for støtte i de enkelte faser – brug for en hånd ind imellem, nogen at spejle os i – nogen der kan guide os på rette vej, så vi ikke vildledes og mister os selv i den udvikling, der er naturlig.

Vi har alle brug for tillid og håb. Vi har alle brug for nogen der ser os som den vi virkelig er, som hepper på os, også selvom vi stadig ligger i puppen. Nogen der minder os om, at vi ER en sommerfugl indeni.

Men hvem siger dét til mine børn, når jeg ikke længere er den de lytter til?

Hvem påvirker mine børn nu?

Snart har jeg ikke en plads oppe på piedestalen, så hvem lytter de så til? 

Hvem skal hjælpe dem på vej? 

Hvem skal løfte deres bevidsthed? 

Stiller dem spørgsmål om, hvem de er og hvad de gerne vil bruge livet til?

Samfundet? Politikerne? Underviserne? Eller de tonsvis af kommercielle ’Influencers’, der strømmer ind på de sociale medier – betalt af organisationer, politikere, dygtige reklamefolk med manipulerende intentioner?

Jeg ser den nye generation, inkl. mine egne børn, sidde med næsen plantet i de sociale medier, hvor deres nye rollemodeller lever. Mennesker, de følger, som betales af virksomheder / reklamebranchen/ politikere for at sige noget, mene noget – som de unge tager til sig. Mere end vi aner og forstår.

Deres underbevidsthed påvirkes 24/7 af alt det usynlige, usagte. Af energier, stemninger. Af intelligente menneskers manipulerende initiativer, hvis agenda IKKE er at hæve bevidsthed men at få solgt noget – ting, budskaber, holdninger.

Helt ærligt: Det ved jeg slet ikke, hvordan jeg skal forholde mig til.

Det stiller store krav, til os som voksne, til dem unge, til samfundet.

Det kræver en høj bevidsthed og evne til refleksion at gennemskue, hvad der præsenteres af holdninger i dag. Det kræver en vis bevidsthed og modenhed at adskille andres meninger , fra hvad man selv mener. Hvad ens egne værdier er og – kontra andres. At man har fat i sig selv og kontakt til sig selv.

Kan de unge det i dag? Har vi lært dem det?

Har jeg lært mine børn at kunne det?

Spørgsmålet er, om vi voksne kan det?

Er vi klar på egne værdier? 
Kan vi adskille det uægte fra det ægte i vores liv?

Hvis vi som de voksne ikke kan, hvordan skal de unge – vores børn, så kunne?

Jeg ser et stigende behov for, at vi lærer de unge – den nye generation – at kunne navigere indefra, kontra være ydrestyret. Lærer dem at kunne mærke sig selv og egne behov, at være klar på egne værdier , så de bevidst kan adskille det ægte fra der uægte i livet.

Spørgsmålet er, hvordan lærer vi dem det, hvis de ikke har lært det hjemmefra?

Den nye generations vilkår og muligheder

Fremtidsforsker Emilia van Hauen skriver om den nye generation Y (1980-2000) og Z (2000 – 2010), at dette er generationer med helt andre behov, længsler og vilkår end min generation havde (os fra 70’erne og tidligere) 

Disse generationer vil bestemme over eget liv, de vi friheden, de søger fællesskaber der skaber deres identitet. De har alverdens muligheder og er forbundet med hele verden gennem de sociale medier. For nogen unge er det en fantastisk fremtid, de ser, hvor de kan vælge og skabe eget liv. For andre aktiverer det frygt.

Statistikker viser, at rigtig mange unge udvikler angst i dag, at flere end nogensinde før tager stoffer og antallet af psykisk syge (eller diagnosticerede) er stigende. Fremtidsforskerne siger, det måske skyldes de mange muligheder der kræver, at de kan vælge. De oplever et stigende pres fra samfundet; De skal vælge og gennem uddannelsessystemet hurtigere, De læser at verden er ved at gå under klimamæssigt; De bombarderes 24/7 med de sociale mediers uigennemsigtige agendaer. De er bange. De ved ikke hvordan de skal agere. Eller vælge. Eller være. For hvad vil fremtiden byde dem? Hvor skal de lægge deres indsats? Når alt er muligt, hvad skal de så vælge – og kan de vælge forkert?

Intet under mange unge udvikler stress og angst, og forsøger at dulme sig selv.

Stigende magtesløshed kalder på tryghed

Allerede i slutningen af 90’erne talte fremtidsforskeren Ulrich Beck om, vi lever i et ’risikosamfund’, hvor frygten for alverdens ting styrer os. Vores samfund er opbygget på frygt – og farerne findes i alt: i maden, i medicinen, i miljøet, i fristelserne, i det der potentielt kan ske. 

Jo mere vi ved, jo værre får vi det.

Baseret på denne frygt – udvikler magtesløsheden sig også hos mange. For hvordan skal vi håndtere alle de trusler? De farer, der er? De valg der er? De muligheder?

Kan du genkende det i dig selv?

Det personlige ansvar: stop op og træf et valg

I mine mange tanker om hvordan fremtiden mon ser ud for mine egne børn, har jeg måtte lave flere personlige refleksionsstop – for at kunne rumme mine egne følelser og ikke blive overvældet af frustration. Jeg har måtte kigge indad og være ærlig over for mig selv. 

  • Hvordan forholder jeg mig til min fremtid?
  • Hvilke muligheder vil jeg gribe?
  • Hvor kan jeg bedst muligt bruge min tid, min energi, mine kompetencer og talenter, så det kommer både andre og mig selv til gode?
  • Hvad skal mit aftryk i verden være?

Det har krævet, at jeg skulle svare på: 

  • Hvad er jeg reelt god til? 
  • Hvad er mine talenter? 
  • Hvad gør mig glad, fyldt med energi så jeg kan være et lysende eksempel for andre?
  • Hvordan kan jeg bevidst bruge den jeg er – i et fælleskab med andre, som gavner et større formål end bare mig selv?
  • Hvilken brik i det store puslespil vælger jeg at udfylde, fordi det giver mening?

Hvilket også ledte mig til spørgsmål, som:

  • Hvad giver reelt mening for mig at være en del af? 
  • Hvornår føles mit liv meningsfyldt? 
  • Og hvad betyder meningsfyldt overhovedet?

Det har ikke været let at svare på. 
Det har taget tid. 

Men hvis jeg ikke selv kan svare, hvordan kan jeg så forvente at den nye generation – de unge – mine egne børn skal kunne svare på det en dag?

Kan du svare på dem?

Tilbage til mig og ungerne:

Jeg er ved at indse, at jeg må snart sætte dem fri – og lade dem blive sommerfugle på egne præmisser. Det ved jeg godt. 

Jeg har gjort det jeg kunne. Det bedste jeg kunne, med den bevidsthed jeg har haft undervejs. Jeg kan ikke gøre fortiden om. Jeg kan bede om tilgivelse (selvtilgivelse) for alle de ’fejl’ jeg har begået, og finde ind i tilliden til, at alt – alt – sker som det skal ske, også de knubs vi giver andre undervejs.

Men åh hvor jeg ønsker meget for dem, på deres rejse fremover. Jeg ønsker så meget for dem, at mit hjerte gør ondt og min livstillid udfordres af min iboende frygt:

Jeg ønsker for dem, at de bliver i stand til dyb livsrefleksion – og selvrefleksion, så de kan og adskille skidt fra kanel. I sig selv og andre, så de vil opleve et ærligt liv.

Jeg ønsker for dem, at de bliver klar på deres værdier, så de kan træffe valg, baseret på deres egne værdisæt. Fordi det gør dem stole af sig selv og den de er i verden.

Jeg ønsker for mine børn, at de forstår at de er en del af en større helhed – og deres opgave og ansvar er at byde ind i helheden med den højeste version af sig selv, hvad end det er for dem. Fordi det giver dem en dyb følelse af at høre til, i verden. På jorden. I denne tid.

Jeg ønsker for mine børn, og for alle jeg kender, at de hver især får kontakt til sig selv inderst inde – og bevæger sig ud i helheden herfra. Hvordan det end ser ud for den enkelte. Gør vi det, kommer vi aldrig helt galt afsted.

Og så ønsker jeg dem alverdens lethed og glæde, indeni. Selvom jeg ved, at rejsen gennem livet ikke er let – og ej heller er tiltænkt sådan fra naturens side.

Tilbage sidder jeg, uden følelsen af at kunne påvirke svaret, og spørger mig selv igen: Hvem griber mine børn, når jeg falder?’

Svaret er: Jeg håber, de griber sig selv.


, , , ,

TAG ANSVAR: LAV DIT SKYGGEARBEJDE

Det er en interessant tid. Set med skyggebriller.

Projektioner flyver rundt.
Tvivlen om os selv og vores fremtid bliver større. Usikkerhed om vi får det ud af livet, vi ønsker os, vokser.
Vores ståsted og fremtid er på spil.
Vores dybeste behov og livsbegær kigger frem – og udfordrer vores tanker og følelser. 
De søgende værdiladede spørgsmål forstørres:

Hvem er jeg egentlig?
Hvad handler livet om for mig?
Får jeg mine behov dækket?
Hvad er mine behov egentlig?
Jeg mangler noget – men hvad?
Hvad gør mig tilfreds?

Vi længes efter den dybere tilfredsstillelse – men vi udfordres i denne tid:

SKAL VI GÅ EFTER DE INSTINKTIVE BEHOV – ELLER SKAL VI BLIVE OG ARBEJDE PÅ DEN LANGVARIGE BANE?

Der udspiller sig en kamp i vores bevidsthed. En dans om du vil – smuk eller ej – mellem ego og højere bevidsthed. Mellem personligheden og den større sandhed.

Kan du fornemme det?
Oplever du også det?
Måske. Måske ikke.

MEN OPLEVELSE ER: DET ER VIGTIGT AT DU I DENNE TID LAVER DIT EGET SKYGGEARBEDE.

Nej, det er ikke nok med det mentale overfladiske skyggearbejde, hvor du bare fyrer floskler a la ‘ja, det er jeg også’ af.

Nej – det virker ikke. Sorry. det bliver kun en omgang mental forløsning, der ikke går dybt til roden af din situations udfordringer.

Jeg henviser til den slags skyggearbejde der REELT transformerer din indre verden. Den slags skyggearbejde der arbejder intensivt med din underbevidsthed og dine undertrykte følelser – den slags skyggearbejde som konfronterer de dybere undertrykte energier i dig – og tvinger dem til at blotte sig, for dig selv. Så du kan være med dem – rumme dem – trække vejret gennem dem – så de forløser sig (det er ‘bare’ energi’ – og forvandler sig til dyb indsigt). Så energien i det undertrykte opløses, og du kan lade det tomme rum opfylde med den omsorg og kærlighed, Du sender derind.

Skyggearbejde handler (for mig) om at gøre det (ubevidste) undertrykte og følelsesmæssigt svære i os selv bevidst. Ikke om bare at kunne identificere en projektion og populært sige: ‘Okay, det er jeg også’ eller sige ‘ja jeg ved godt at dette er svært i mig, men sådan er jeg nu engang’.

LAD DIG IKKE SNYDE:

Lad ikke dig selv snyde af dit selviske sårede ego.
Lad ikke dig selv tro på, at du har styr på dit shit. Ikke hvis du kæmper lige nu.

Der ER masser healing, selvindsigt og forløsning at hente i denne tid. Hvis vi gør vores eget arbejde ordentligt.

UDFORDRING FOR OS ALLE: VI VIL IKKE MØRKET:
Problemet er måske, at de færreste oprigtigt ønsker at se os selv dybt i øjnene. (med mindre vi er lidt følelsesmæssigt sadistiske).

Vi ønsker reelt ikke at konfrontere os selv med DET vi ikke synes er værdigt i os. Med vores følelse af mindreværd, vores følelse af ligegyldighed, vores følelse af at være så uelskelige, med vores mangel på succes, mangel på intimitet, mangel på selvrespekt og selvkærlighed.

Vi ønsker ikke mærke vores sårede smertefulde barndom igen – vi vil hellere navigere på overfladen. Og leve livet på en løgn.

“Så er det heller ikke værre”
“Det går jo meget godt”
“Jeg er da ok tilfreds”
“Jeg behøver ikke kigge dybt, der er ikke noget galt med mig”
“Sådan er det nu engang bare”
“Det er ikke min skyld, jeg kan ikke gøre noget ved det”

MEN VI OPLØSER MØRKET VED AT GØRE DET BEVIDST. MÆØRKE EKSISTERER KUN, HVOR VI IKKE VIL FLYTTE VORES BEVIDSTHED HEN.

OG LIGE NU ER DER KOLLEKTIVT EN MULIGHED:
Men lige nu inviteres vi alle – kollektivt af tiden – til at blive ærlige overfor os selv.

Husløs ærlige. På et dybere plan.

Vi får muligheden serveret for at adskille hvad der reelt er vores behov fra et såret egostyret sted – og hvad der er behov, der vil give os langvarig dyb tilfredsstillelse som menneske.

Vi må starte med at blive ærlige overfor os selv:

– hvad er det du virkelig ønsker dig?
– hvad har du virkelig brug for
– hvad er det du virkelig længes efter

….for herefter at vurdere fra et dybere sted, hvilke behov der er styret af dit sårede egos behov og vhiolke behov der kommer fra et dybere sandt sted i dig.

DET KRÆVER EN INDSATS:

Det kræver dedikation at lave hardcore skyggearbejde.

Det kræver stilhed, tid og mod at gå dybt ind i dig selv.

Men hvis du ikke gør det, er der en stor risiko for, at du kommer til at træffe beslutninger der er styret af (ubevidst og tildækket) dit grådige, undertrykte, sultne, barnlige, uopfyldte sårede ego – der blot ønsker hurtige quick-fix på de uopfyldte behov fra tidlig barndom.

Og dermed misser muligheden for at arbejde på healing af dig selv og arbejde dig videre mod dine langsigtede planer og ønsker for dig selv og dit liv.

Lad dig ikke snyde i denne tid.
Gå dybere i dine behov.
Vær med dem – kig dem i øjnene og gå bag om.

Hvad er dét, du VIRKELIG HAR BRUG FOR – på et større plan – hvis du skal finde langvarig glæde og tilfredsstillelse som menneske og sjæl?

, , , ,

Det er tid til at lave skyggearbejde. Nu.

Der sker meget energetisk lige nu. Vi tvinges til at kigge dybt i os selv.

De færreste elsker de tunge energier der udspiller sig. De færreste synes det er en fest at kigge dybt i det svære, der udspiller sig i os.

Vi synes som mennesker at det er lettere at vandre på overfladen, bebrejde de andre, pege fingre og tildele skylden for vores indre dramaer og smerte til ‘dem udenfor os selv’. Men uanset hvordan vi vender og drejer det, er vores egne indre kampe VORES. Du kan ikke give skylden til de andre. Måske trigges du af nogen udenfor dig selv – men vejen til healing og forløsning kan KUN ske, hvis DU – VI – laver vores eget indre arbejde.

De sværeste dybeste mest smertefulde lag vores psyke ønsker vi ikke at mærke. Fordi vi konfronteres med vores smerte og sårbarhed, vores skam og svigt fra fortiden af. Nogen bærer faktisk svigt, skam og tunge energier der sket ikke er deres egne – men andres. Det er ikke let at bære – eller mærke ind i.

Hvem har reelt lyst til at se på det grimmeste i sig selv?
Hvem har oprigtigt lyst til at mærke lidelsen, der udspiller sig indeni os?
Hvem har oprigtigt modet til at konfrontere sig selv med det der sker under overfladen – med mindre livet tvinger os til det?

De færreste. Desværre.

Fordi vi i stedet for at tage ansvar for os selv, projicerer lortet ud på de andre og tager mørket udenfor os selv. det er både uansvarligt og ødelæggende. For os selv og vores relationer, liv og fremtid.

 

MIN INVITATION TIL DIG:

Min invitation til dig NETOP i denne tid, hvor vi astrologisk set er i skorpionens tegn er IKKE at løbe fra dig selv.
BLIV – GÅ DYBERE.

 

Dette er din mulighed for at opdage, hvad der reelt ligger i dig og skriger på healing og forløsning.
Træk dig fra de andre, så du kan adskille hvad der er dit – og hvad der er deres.

 

Lav dit eget arbejde.

Tag dit ansvar hjem.

 

Gem ikke dine skyggeside – din vrede – din skam – dine dybe behov og begær væk. Kig på det – lige nu tvinges det hele op til overfladen for at DU SKAL KIGGE PÅ DET. Ikke for at du skal smide det over på en anden, ikke for at du skal fortrænge det igen, ikke for at du skal æde det væk, drikke det væk, tænke det væk – men nej, for at du skal møde det og TRANSFORMERE DET TIL KÆRLIGHED.
Når du møder det sværeste mest smukke i dig selv med oprigtig omsorg, nysgerrighed, ukritisk, uden fordømmelse men med accept og forståelse opløses det – det transformere sig til noget andet. Noget blødt og fint, som healer – ikke kun dig, men alt omkrig dig.

LAD IKKE DENNE MULIGHED FOR TRANSFORMATION SLIPPE.

Du transformere dit mørke ved at tage det op i det bevidste lys – være med det – anerkende det for hvad det er – og giver det en anden form med din blotte bevidsthed om, hvad det er du holder i dig.

 

ØVELSE:

Tag bevidst alene tid ud.
Afsæt en times tid eller mere.
Sæt dig et roligt sted.
medbring noget at skrive på.
Start med at lukke øjnene, træk vejret fem gange dybt – helt ned i det nederste af lungerne.
Pust roligt ud for hvert åndedrag.
Flyt opmærksomheden til kroppen, gå indad og mærk efter:

Hvad sker der i dig? Hvad er på spil?
Hvad er det for energier der ønsker at tale med dig?
Hvad fortæller din følelsesmæssige verden dig?
Hvad er det for uhensigtsmæssige mønstre der lige nu driver dig rundt i manegen?
Hvad handler alt dette om – lige nu, for dig?
Hvad er du klar til at se – hvad er det vigtigt du ved om nuet, nu?

Og se hvad der viser sig.

 

, , ,

Vi længes alle efter at give slip

Vi længes efter ro indeni. Vi længes efter lethed. Efter frihed.

Vi længes efter at føle os født på ny. At starte forfra.

 

Kender du det?

Vi længes efter oprydning fysisk i vores hjem, i vores papirer, i vores tøj, i vores kælderrum – i vores rod.

Vi længes efter oprydning emotionelt i vores indre følelsesmæssige verden.

 

Længes efter at slippe de tunge gamle energier, der er ophobet i os, som hjemsøger os hver gang, vi bliver stille og får ro på. Følelser, der henviser til gamle oplevelser, undertrykte oplevelser og fortrængte tider.

Vi længes efter oprydning i vores relationer – i vores familie, venne- og omgangskreds.

 

Vi drømmer i smug om at skille os af med dem, der ikke nærer os – vi skammer os over at længes efter at sige fra over for dem, der ikke behandler os ordentligt, vi længes efter at droppe de sociale arrangementer, vi ikke gider, men som vi ’skal’ eller ’bør’, fordi det er tradition eller os påtvunget af andre.

Vi er sultne efter sunde nærende opmuntrende relationer – samvær med mennesker der ser os, lytter til os, inspirerer os, vil os det bedste – og som udfordrer os, så vi udvikles på den sunde naturlige måde.

Vi længes efter mental oprydning i vores overbevisninger og deraf reaktioner og adfærd. Så vi ikke hjemsøges i vores tanker af ’du er ikke god nok’, ’ingen vil ha en som dig’, ’hvem tror du at du er’, ’det kommer aldrig til at ske for dig’, ’du er ikke noget værd’, ’ingen kan elske dig’. Vi gider ikke disse tanker længere, men aner bare ikke hvordan vi skal få mere konstruktive dialoger ind i stedet.
Vi længes efter tanker og handlinger, der støtter vores drømme og som er fulde af opbakning til os selv.

Vi længes efter at slippe frygtens tag i vores sind, der fortæller os at det er sikrest at forblive dem vi er – for ellers vil vi ikke kunne finde os selv igen.

For ikke at tale om den bevidste og ubevidste længsel efter kropslig udrensning – i vores fordøjelsessystem, vores kroppe. Vi æder og drikker så meget lort hver eneste dag, der ophobes i vores system – langt mere end vi aner.

Vi går på toilettet og ved, at vores fordøjelse ikke er optimal. Vi ser på vores hud og ved, at vores udskillelsessystem ikke fungerer som det skal – fordi vi holder fast . Vi er hårde i vore maver og tarme af at bære på gammelt lort, bogstaveligt og metaforisk talt. Vi drømmer om at slippe de mange kilo, der viser os i spejlet, at vi ikke får sluppet dét vi skal.

Vi holder fast, gemmer, fortrænger og bærer på så meget , som vi ikke har brug for længere. Som vi reelt aldrig har haft brug for.
Og meget af det er end ikke engang vores eget lort!!!!!
Vi slæber rundt på vores forfædres skyld og skam og vore forældres smerte.

Vi opsamler alle andres følelsesmæssige rod, skamfulde oplevelser.

Vi opfanger mediernes fortællinger om smerten i verden.

Vi mærker og opsamler vreden fra kulturer, vi aldrig har besøgt.

Vi kobler os på de kollektive destruktive energier og samler på dem, uden vi ved det.

Vore rygge og skuldre er tunge og hårde af alt dét, vi bærer rundt på.


– KAN DU OGSÅ MÆRKE DET?
– KAN DU FORNEMME DET?
– FØLER DU DIG OGSÅ TUNG OG TYNGET AF ALT DET, DU SLÆBER RUNDT PÅ?

Intet under at vi længes efter at få ryddet op og slippe.
Slippe fysisk, kropsligt, emotionelt, mentalt.

Bare slippe os selv for en stund.

 

Vi længes efter sundheden – renheden – letheden – friskheden – lidenskaben – passionen – livsenergien der flyder.

 

Vi længes efter at være i live.

 

Vi vil føle os FRIE – så vi kan bevæge os frit rundt i denne verden, med lette klare tanker – med en let ubesværet krop – i lette smukke nærende omgivelser – med en energi der sprudler og danser.

 

Vi vil DANSE med livet – tage en stor svingom uden besvær og modstand.

 

Vi vil være som BØRN igen – ubekymrede, livsnysgerrige og vilde.

 

Og vi ved inderst inde godt, at det er muligt.Vi ved helt ind i vores knogler og celler, at det reelt kan lade sig gøre igen.

 

For vi får glimt af livet indimellem, som det kunne leves. Vi får et glimt af frihedsfølelsen, når vi flyder i vandet og mærker letheden. Vi får et glimt af letheden, når vi bliver forelskede, og hormonerne raser i kroppen. Vi får et glimt af livets skabelsesproces, når vi får en ny kreativ ide og forfølger den – inden vi lukker ned igen, fordi vi ikke tror, vi er gode nok, som vi er.

 

Vi mærker et strejf af liv, når vi gør noget vovet, træder ud af comfortzone og prøver noget helt nyt – når vi tillader vores mod at styre os frem for vores frygt.

 

Vi får et glimt af ekstasen, når vi får en himmelsk orgasme (hvis vi nogensinde har kunnet give så meget slip og har været der!).

 

Og ÅH hvor vi længes efter mere af det.

Mere af livet.

Mere af ekstasen.

Mere af vildskaben.

Mere af…. Det hele.

 

Paradoks

 

Men det er et paradoks – for vi er også bange for at slippe det, vi bærer rundt på.  Frygten for at slippe det vi nu kender – slippe det der er vores – slippe det vi har – gør, at vi hænger ved, holder fast.

Vores ego elsker jo kontrol.

Det velkendte.

Det trygge.

 

Vores ego – eller den del af vores ego der er frygtsomt – vil kæmpe for at forblive den, vi er i dag – med al den byrde, vi slæber rundt på.

 

For i det mindste ved vi så, hvem vi er.

 

For hvem ville være foruden?

 

Hvem ville vi være uden alt vores lort – fysisk, kropsligt, emotionelt og mentalt – som vi slæber rundt på?

 

Så vi fortsætter med slæberiet.

 

Vi lever tynget i et bur, fastlåst og fastfrosset – med ophobninger i sindet, krop og omgivelser, der langsom kvæler os. Der langsomt tager livet af os. Der langsomt slukker vores livsgnist og passion. Der stille og roligt lukker os ned, forkrøbler os og stagnerer os.Tankemæssigt, handlingsmæssigt, kropsligt.

 

For vi aner ikke, hvordan vi skal give slip på det!!!!!

Eller hvad vi reelt skal give slip på.

 

Vi aner ikke, hvordan vi skal slippe os selv fri fra fortidens greb i os, så vi kan få adgang til den lethed, frihed og livsenergi, der hvirvler rundt om os.

 

Men det behøver ikke være sådan.
Ikke længere.

 

Reelt set starter der jo en ny dag hver dag.

En ny begyndelse er mulig konstant.
Vores celler fornyer sig jo hele tiden.

Vi slipper ubevidst væsker dagen lang og er ikke den samme i dag som i går, på de mindste partiklers niveau.
Så vi kan godt.

Slippe.

Der findes uendelige mange veje og metoder til at slippe og sætte dig selv fri, så du kan genopleve den lethed, indre frihed og energi, der var engang i dig. Forskellige metoder, processer, kure og veje til dette – afhængig af, hvem du spørger og går til, vil de have forskellige veje til at hjælpe dig med at slippe. Kropsligt, emotionelt og fysisk.Kropsterapeuter, samtaleterapeuter, familieopstillinger, afspændingsterapeuter, kosteksperter, energiarbejdere, feng-shui specialister, yoga instruktører, meditationslærere.

 

De finder overalt derude. Nogen bedre end andre, som indenfor alle fag.

 

Men uanset hvilken vej du vælger, så vid blot at det er ikke noget, du kun

gør ÉN GANG. Det er ikke en engangs-opgave for dig at give slip. Det er en livsopgave, da vi hele tiden samler op og holder fast. Det er en proces for livet. At give slip og starte på ny.

 

Igen og igen.

Refleksion:

  • Hvad har du brug for at give slip på?
  • Hvad tynger dig lige nu?
  • Hvor føler du dig inspireret til at starte med at sige farvel og slippe det, du ikke længere har brug for?
  • Hvad har du brug for, for at kunne sætte processen i gang?
  • Hvad skal du turde miste?
  • Hvem skal du turde være for at give slip?
  • Hvem kan støtte dig?
  • Hvad er din intension med at slippe? Hvad ønsker du, at det skal give dig at give slip?
, ,

You can’t heal what you can’t feel

Der var en gang hvor min værste frygt var, at nogen skulle opdage, at jeg ikke var værd at elske, som mig, med alt det jeg havde gjort og været i min ungdom. Jeg frygtede at de skulle se, hvor såret jeg var – indeni. Hvor usikker jeg var og hvor mislykket, jeg følte mig. Jeg brugte uendelige kræfter på at dække over min skam: overpræsterede og smilede sødt, hjalp alle og signalere ‘omsorgsfuld mor og succesfuld karrierekvinde – styr på det hele’.

Så gik jeg ned med stress.
Og så var den illusion li’som ødelagt.

For ud af skabet faldt alle min skeletter – og er fortsat med at vælte ud lige siden da. I forskelige former og farver.

Det er i dag 10 år siden.

og her er hvad jeg har opdaget og erfaret:

Det er livslangt arbejde at være menneske. Det er ikke en let rejse. Ikke for nogen. Det er kompliceret og vi gemmer mange lag. Lige når vi tror vi ‘er der’ kommer næste lag og kalder på healing. Lige når vi tror vi ‘har regnet den ud’, viser næste blokering sig. Næste opgave. Næste illusion. Næste udfordring. Og sådan er livet designet. En lang rejse med opgaver og afdækning af ’hvem er jeg – virkelig’.

—–

Vi er alle sårede børn i voksne kroppe

I sidste weekend deltog jeg igen på Debbie Fords tre-dags The Shadow Proces, og det var her igen så tydeligt, at vi alle er børn i voksne kroppe. Vi mennesker har så mange uhealede lag fra barndommen i os, som stadigvæk styrer os i vores voksne liv. bevidst og ubevidst.

Det er så rørende og kraftfuldt at være vidne til andres menneskers afdækning, når masker falder, når ærlighed kommer frem og et helt livs skam bliver forløst.

Det gør mig ydmyg og meget opmærksom på, hvor svært det er at være menneske – og hvor befriende det er, at blive set og mødt, i det værste man bærer i sig.

Personligt er jeg stadig uhealet forskellige steder. det ved jeg og det arbejder jeg kontinuerligt med. Der er stadigvæk steder i mig, hvor jeg bare er en lille pige der reagerer, når jeg er presset og trykkes på ‘mine sår fra min barndom’.

Mine sår kommer fra min barndom, hvor mine forældre blev skilt. Min far flyttede fra mig og jeg nåede aldrig at føle, at jeg var dybt elsket af ham. Dybt inden i mig længes jeg stadig efter min hans ubetingede kærlighed og forgudelse, fordi jeg ikke nåede  at få dette basale behov dækket – før han døde. Noget i mig længes stadigvæk efter ham – efter at blive set og elsket, efter hans ubetingede kærlighed. Længes efter at høre ham sige ‘Du er min lille smukke prinsesse‘. Den længsel sidder dybt i mig – og driver mange flere valg i dag, jeg vil være ved.
Både i mit parforhold, i mit arbejdsliv og generelt i min væren.

Og sådan er dét for os mennesker. Vi bærer på sår og savn og udækkede behov, som ligger i vores emotionelle system og kalder på os. Igen og igen. Som driver vores valg og lader os træffe destruktive beslutninger.

Lige indtil vi tør se disse sår i øjnene, og være med dem. trække vejret gennem dem. Lige indtil vi kan integrere de dele der mangler i os, og heale det sårede barn – som lever derinde. I os. I vores følelsesmæssige system.

Det kan vi, når vi er klar til det.
Og vi er klar, når vi er klar.
Ikke før.

  • Hvilke sår har du fra din barndom, som du stadigvæk fornemmer bløder i dig?
  • Hvad kommer frem i dig af ubearbejdede følelser, når du er presset eller bange?
  • Hvor gammel er du mon lige der? 
  • Hvad kalder på din egen omsorg og healing?

Det er den modige krigers rejse
at bevæge sig ind i den indre emotionelle verden

Det ved jeg godt.

Mange mennesker tør ikke komme i kontakt med deres følelser. De er bange for følelsernes kraft. For den smerte der var og som de gemmer på.

Det er også sårbart og svært at mærke det, der engang gjorde ondt – som stadigvæk sidder i kroppen, bag alle lag af undertrykkelse.

Det gør ondt at mærke de svigt vi har med os, de sår, de længsler, de afvisninger, følelser af utilstrækkelighed og ensomhed. Følelser af uperfekthed og skam, som er blevet os påført. igen og igen.

Men det er nødvendigt.
Hvis vi vil videre.

Vi bliver nødt til at møde os selv i det svære – være med det og vise os selv omsorg, lige der. uden at fortrænge og lægge låg på.

I hvertfald hvis vi ønsker en fremtid, der er båret af dyb mening, lethed og glæde, kærlige relationer og autencitet. Ægte oprigtig væren – hvor vi tør møde andre mennesker lige der hvor vi er. Uden skam over os selv, uden frygt for at skelletter vælter ud, uden glimmer-facader og illusioner.

For fuck glimmer på kaminhylder, hvis der ligger en hundelort under gulvtæppet og stinker overalt.

Forstår du hvad jeg siger her?

Gør dig selve en tjeneste.
Tag dit liv og dine følelser alvorligt.
Find dit mod frem.
Rens ud.
Få sagt det der skal siges.
Slip det der ikke fungerer længere.
Vær ærlig overfor dig selv.
Hold op med at lyve og fornægte. med at lade som om.

Livet er for kort til fasadespil og uærlighed.
Overfor dig selv.

, ,

Sig undskyld så det modtages

I mange relationer opfører vi os ikke altid ordentligt. Vi gør ting, vi i gode øjeblikke aldrig ville gøre.
Siger ting, vi ikke skulle ha sagt. Vi træder ved siden af. Begår ‘fejl’.  Vi dummer os.

Både i relation til vores ægtefælle/kæreste, børn, forældre, familiemedlemmer, venner, kollegaer, naboen…

Kender du det?
Det gør jeg.

Jeg har både været den der har gjort/sagt virkelig ikke-okay ting – som jeg bitterligt har fortrudt bagefter, og også været den som er blevet såret af andres handlinger.

Vi kan alle træde ved siden af, begå ‘fejl’, sige dumme ting, agere i affekt og fortryde. Ingen af os mennesker er fejlfrie eller super-mennesker, der lever et pletfrit liv. Men det er bare ikke altid lige til at få sagt undskyld, så det faktisk modtages og begge partner kommer videre. For en ting er at sige “undskyld”, men noget andet er at den anden MÆRKER det, TROR på din undskyldning OG bagefter også TILGIVER dig – så jeres relation er intakt og stærk bagefter.

Hvis vi ønsker at bibeholde sunde stærke relationer, må vi være i stand til at rydde op efter os – sige undskyld og korrigere vores handlinger derefter. Ellers ender vi med at have sårede relationer, båret af mistillid og fortrydelser. Spørgsmålet er så bare, hvordan får du sagt undskyld for noget, du har gjort – så den anden tager imod din undskyldning? Og hvad skal der til, før du selv tager imod en undskyldning?

 

—-

SIG UNDSKYLD SÅ DET MÆRKES

Ifølge psykologen og forfatteren Gary Chapmann, forfatteren bag bestselleren ‘De fem kærlighedssprog’  er der 5 trin, du skal igennem for at sikre dig, at din undskyldning bliver modtaget, accepteres OG virker efter hensigten*.

Personligt tror jeg ikke jeg ville være gift den dag i dag, hvis jeg ikke havde lært disse fem trin. Ærligt. Disse trin fik mig til at forstå, hvad der skulle til FRA MIN SIDE for at min mand fik de bedste betingelser for at tilgive mig for ting, jeg har gjort i vores relation.

Jeg er i dag meget bevidst om de fem trin i alle mine relationer og bruger dem bevidst, når jeg kommer til at træde ved siden af. Måske de også kan bruges af dig?

 

1. Udtryk din oprigtige fortrydelse.
‘Jeg er ked af at jeg har…’
Fortæl den anden at du er ked af at du har såret ham/hende. Og sig det med oprigtighed. ‘
Giv dig tid til at sige det, kig den anden i øjenene hvis i er i samme rum eller skriv det. Fortæl ham/hende at du oprigtigt er ked af j´hvad du har påført personen af smerte/tvivl/sorg/eller hvad du har vækket i ham/hende og/eller

2. Påtag dig ansvaret for det der er sket.
‘det er mit fulde ansvar det jeg har gjort’
Tag ansvar for det du har gjort. Undlad at begynde at forsvare dig eller sige ‘men jeg gjorde det fordi. bla bla bla….’
Tag det fulde ansvar for det, du vil sige undskyld for, for hvad du har gjort/sagt. Hvis du begynder at forklare dig eller retfærddiggøre det du har gjort, mister din undskyldning sin værdi. Husk, du er ikke ved at rense dit eget navn her – men oprigtigt sige undskyld for den smerte du har påført den anden.

3. Tilbyd kompensation
‘Hvad kan jeg gøre, for at gøre det godt igen?’
Spørg den anden hvad han/hun har brug for for at der bliver rettet op på din fejltagelse. Hvad har han/hun brug for for at kunne tilgive dig? Måske ved han/hun det ikke – men bare det at du spørger viser at du er villig til at efterleve det behov, der er. Måske har personen brug for tid, brug for at tale mere om det skete, brug for et kram eller måske noget helt andet. Spørg og vær oprigtig villig til at gøre det den anden har brug for.

4. Omvend dig
Vis at du vil forbedre dig med handling (dvs gør det ikke igen, det du lige har sagt undskyld for. så mister du din troværdighed).
Som min kloge vise datter sagde en dag, da jeg sagde undskyld efter et raseri-anfald, der gik ud over hende ( men reelt handlede om noget andet): “Mor, du siger jo undskyld hele tiden – hvorfor stopper du ikke bare – du gør jo ikke noget anderledes alligevel”. AV. Den sandhed gjorde ondt. For faktum er, at hvis vi bare siger undskyld men ikke ændrer adfærd, så virker det ikke. Så mister den anden tilliden – og den er svær at rette op. I nogen tilfælde uoprettelig.

Derfor er punkt 4 så uendelig vigtigt: VIS med dine handlinger er du er ked af det du gjorde og vil gøre dig umage for aldrig at gøre det igen.

5. Bed om tilgivelse.
– spørg: ’Vil du tilgive mig’.
Det er vigtigt specifikt at bede om at blive tilgivet  Svaret er op til den anden, men bed om det. Bed om tilgivelsen – som sidste punkt efter de fire andre.

Husk afhængigt af hvad du siger undskyld for, kan det være lettere eller sværere at få tilgivelsen – men i sidste ende er det den andens valg: at tilgive dig.

Husk også at spørge dig selv – kan DU tilgive dig selv for det der er sket? Det kan være enormt svært at indrømme og bede om undskyldning for gjorte ting, som man end ikke selv har tilgivet sig selv for – så dette er lige så vigtigt som at den anden kan, da du ellers vil bære skyld/skam med dig og ultimativt sabotere dig selv for livsglæde fremover.

Du skal igennem alle fem punkter for at sikre dig at din undskyldning modtages.

—-

Refleksion:

I hvilke relationer har du brug for at få ryddet op og sagt undskyld for din adfærd?
Hvem har du ikke opført dig ordentlig overfor?
Hvem har du såret, som du skal sige undskyld til?

Selvom det ikke altid er let at sige undskyld og bede om tilgivelse, så mærk efter, tænk over hvad det vil betyde for jeres relation på sigt, hvis du gør det. Hvad du vil få mere af. Hvordan det vil føle. Hvor meget energi du vil få frigivet. Hvad du bagefter vil kunne opnå, som lige nu ikke er muligt?


 

Afhængigt af din modtagers kærlighedssprog** vægter nogen af punkter mere end andre.
Det kan du – hvis du har mulighed for det – spørge ind til i en anden samtale.

Vær opmærksom på, at nogen ting er sværere at sige undskyld for end andre.
Det er nok lettere at sige “undskyld, jeg tog det sidste toiletpapir” den at sige det – end sige Undskyld, jeg har været dig utro’ / ‘Undskyld, jeg har manipuleret med dig i årevis’ /’Undskyld, jeg indser nu at jeg har skubbet dig væk’ / ‘Undskyld jeg har været egoistisk og kun tænkt på mig selv’ /’Undskyld jeg råbte af dig igen’

Men uanset skal du igennem dem alle fem, for at din undskyldning skal have nogen form for dybere effekt i den anden.

 

*kilde: ’Undskyld på 5 sprog – Gary Chapman & jennifer Thomas
**De fem kærlighedssprog – Cary Chapmann