, ,

Dagbog fra et kloster retreat

(skrevet 19 april 2018)

Dagen før afrejse: Processen var i gang

Jeg mærkede ensomheden. Frygten. Hvad hvis jeg ikke kunne være i det alligevel?

Jeg følte mig sårbar og krøb ind til Bo. Havde behov for at føle mig tryg i hans arme.

Underligt. Jeg havde i mere end 5 måneder talt om denen tur og insisteret på, at jeg havde brug for plads til MIG – alene. Og nu, hvor det kom tæt på, havde jeg slet ikke lyst alligevel. Havde ikke lyst til det utrygge, det uforudsigelige.

Jeg er typen der længes efter frihed og eventyr, men samtidig har enormt brug for tryghed. Meget kontrastfyldt. Og skaber spændinger i mit liv, som altid er …hmmm er interessante at være i og med. Når jeg er for meget i ro, vil jeg have udvikling og kaos. Når jeg har kaos og forandringer overalt, vil jeg have tryghed og ro. Frem og tilbage.

Men nu var beslutningen taget. Jeg skulle afsted. For at finde mig selv igen OG planlægge første kunde-retreat til maj.

Der lå jeg så, i Bos arme og mærkede roen. Og mindede mig selv om, hvorfor jeg havde besluttet at tage af sted. Hvorfor jeg havde planlagt et retreat for andre næste måned. Hvorfor det var, jeg dybere ned godt vidste at jeg havde brug for at komme væk – for en kort stund.

Fordi jeg ikke kunne mærke mig selv længere.
Ikke sådan rigtigt.

Graviditet, flytning, fødsel, barsel, baby, natteroderi, transformationer på alle mulige måder. De sidste to år havde bare været en lang proces. Hvilket var oven på mange andre års processer. Set i bakspejlet havde jeg vel været under forvandling siden tvillingerne blev født i 2006, også før det. Måske siden jeg mødte Bo i 2002. Før det. Siden min far døde måske, da jeg var 17!!!! En lang proces …. Og før det. Mine teenageår. Og før det…. skilsmissen som 8 årig. Èt langt liv i proces og forvandling.

Som så mange andre mennesker.

Intet under at jeg var træt.
44 år i proces!!!!

Heldigvis var jeg i dag et sted, hvor jeg ikke følte der var flere store store processer forude.
Kun glæde. Og eventyr.

Jeg faldt i søvn og mærkede spændingen blande sig med uroen. Et nyt eventyr forude, og jeg havde ingen anelse om, hvad det ville bringe.

 

Men det var vigtigt. For mig.


Dag 1: Afrejse dag – Emotionel healing

Følte mig syg. Lidt influenza agtig. Blandet med sommerfugle i maven.

Jeg fik sagt farvel til de store børn, afleveret lille baby August. Skyndte mig ud af vuggestuen for ikke at lave en drama over at jeg skulle være væk i to dage fra ham. Det var jo første gang. Men han så helt rolig ud. Smilede da jeg gik. Alt var godt.

Mærkede det indre drama presse på. Ville ikke gå med det. Ville ikke.

Jeg tog ud i lufthavnen og kunne ikke finde ro. Jeg havde planlagt alle mulige ting jeg ville nå at lave inden afrejse, men jeg kunne intet. Jeg var som forstenet. sad bare i terminalen og kiggede.

Jeg glædede mig men følte mig sorgfuld samtidig.

Vidste ikke hvorfor.

Følte en snigende følelse af ensomhed. En følelse jeg genkendte.
Følelsen af at være helt alene i verden.
Fortabt.
Utryg.
Uden rationelt at vide hvorfor.

Jeg sov i flyet og landede i Palma. 3 timer senere. 
Jeg tog en taxi fra lufthavnen til klosteret. Taxichaufføren kendte godt klosteret – det er et smukt sted, sagde han. Vi kørte op i bjergene, kørte og kørte. Det blev smukkere og smukkere. Og vi kom højere og højere op i bjergene.

Pludselig var vi der.
Foran det smukkeste kloster midt imellem bjørnene.
Kl. var 18.00 og solen skinnede stadig.

Følte min brystkasse snævrede til. Min hals.
Kunne næsten ikke trække vejret.
Vidste ikke hvorfor.

Jeg fik nøglen til mit værelse og gik på værelset.
Jeg mærkede ensomheden komme igen.
Mærkede det som en stigende tomhed indeni, op i halsen og brystkassen.

Skyndte mig ud.
Ud i naturen. fandt en lille sti op ad et bjerg. Fulgte den – en smuk stenvej. Flugtefløjt oversalt. Meget smukt.

Jeg kom til et plateau hvorfra jeg kunne se soled gå ned – ”her skal vi sidde i stilhed sammen hver aften til vores retreat”, tænkte jeg.

Jeg kiggede mig omkring på bjergtoppen, så en smuk status og et stort kors… og begyndte at græde. Vidste ikke hvorfor. Havde svært ved at få luft fordi min brystkasse var så låst.
Men jeg måtte være i det – ville være i det. Jeg blev i det.

Jeg bevægede mig rundt, fandt et sted nyt sted på bjerget hvorfra jeg kunne se solnedgangen endnu smukkere …og begyndte at græde igen.

Mærkede først nu hvorfor.

Det var fordi jeg endelig var her. Dette sted – jeg havde set og talt om som længe.
Jeg græd, fordi jeg havde gjort det for Min egen skyld, ikke for nogen andre.
Det følte så vigtigt.
Og smukt.
Og sårbart.

Jeg havde givet mig selv noget, som jeg havde følt var vigtigt for mig.
Jeg følte en kæmpe kærlighed og taknemmelighed til mig selv lige der.
En omsorg. For et sted i mig, der havde dette behov – og som havde fået det indfriet, af mig.

Lille Louise og Store Louise. Lige der på bjerget.
Tænk jeg havde gjort det for Min skyld. Fordi JEG havde længsel efter det. Og nu var vi her.

På vej ned ad bjerget begyndte jeg at græde igen.

Jeg mærkede pludselig et dybt savn efter min mor. Ikke som sådan et et nutidigt savn, et gammelt gammelt savn efter min mor.
Min mor – der kunne trøste mig og holde mig. Der elskede mig. Og var der, uanset hvad.

Jeg har nok altid savnet at have min mors nærvær i min opvækst. Hun har altid fysisk været der, men har haft sine egne indre følelsesmæssige kampe at kæmpe. Og haft travlt som enlig mor med tre børn.
eg forstår det godt – men barnet i mig savner hende stadig. Det kunne jeg mærke lige der. På bjerget.
Jeg mærkede et barns savn efter nærvær. Nærhed. Intimitet. tryghed. At være holdt og støttet.

Jeg lod følelserne være. passere. forandre sig.

Følelsen gik videre i taknemmelighed over at hun er en del af mit liv i dag, som voksen.
Og nu er hun der. altid.
Jeg ved jeg kan regne med hende. Også selvom barnet i mig savner hende stadig. Vil altid gøre det nok.
Min opgave som voksen er i dag at være der for hende den lille pige indeni mig – anerkende hendes savn og være med hende, når hun savner. uden dom. Uden at lukke af. uden at fixe eller forklare. Bare være der.

Der sker healingen.
Lige der.
I accepten af dét der er.

Gik videre. Rundt i stilheden.
Mærkede letheden komme men også en indre sorg der var stor.
Uden at vide hvad det handlede om.
Det var ikke så vigtigt.

Jeg følte, at det vigtige var bare at være.
Ikke forstå.
Ikke regne ud.
Bare være.
Med dét der ville frem.

Gik rundt på klosteret og ind i kirkerummet.
Blev ramt af en kæmpe bølge af noget indeni mig – noget stort som var større end jeg kunne rumme.

Jeg måtte sætte mig ned. Græd. igen.

Et nyt lag af følelser kom til overfladen.
Denne gang en sorg over en tid der var gået. Året der var gået allerede. 11 år med de store. Mit liv – 44 år. Væk.
Sorgen over ikke at være tilstede i livet. En sorg over fortiden – generationers sorg kom over mig.

Jeg kiggede rundt på kirkerummets billeder og mærkede ‘Jesus sorgen’ overalt: den sorg alle ikonerne viste. det var et mærkeligt stilrum – midt mellem nuet og historierne på væggen. Bjergets historie. Vor tids historie.

Jeg mærkede nutidens sorg over at være her. Alene. Ikke som i alene på klosteret – men mere ‘alene på denne livsrejse’. Som om det var for stort pludselig. Måtte flere gange sætte mig ned, hulkede uden at vide hvorfor. Kunne ikke stå oprejst.

Så billede af Jesusbarnet på væggene, og så i ham min lille søn August. Min lille fine ven. Mærkede min opgave som mor – som Maria, overfor mine børn. Stor opgave.
Jeg hulkede igen.
Kunne jeg leve op til den, gjorde jeg det som jeg skulle?

Måtte ud.
Måtte ha luft.
Gik ud.
Ud i solen.
Op på værelset.

Jeg måtte ringe hjem. Måtte forbinde mig med dem. Det var en flugt fra de store følelser.
Jeg kunne ikke rumme ensomheden mere nu.

Senere gik jeg ud igen. Tog på restaurant og var en del af livet her.
Det var hyggeligt. Trods at jeg var der alene.

Jeg var begyndt at stabilisere igen indeni.

Gik hjem og sov som en sten. I mørket på klosteret.
Da jeg slukkede lyset tænkte jeg, at i dette rum havde mange pilgrimme sovet.

 

Dag 2: Bjergvandring/sjælevandring – Bare være til

Vågnede tidligt. Kl 6.00 jeg kunne høre en hane gale. En fugle udenfor vinduet.

Jeg havde besluttet mig for at se solen stå op kl 07.07. Så lå blot og mærkede efter i kroppen.

Der var roligt.
Ingen drama.
Ingen sorg.
Ingen ensomhed.

Bare ro.
Og lidt stivhed i kroppen.

Stod op. Tog yogatøjet på, tæppe og måtte under armen. Og begyndte at vandre op ad bjerget.

Jeg kom til det smukke plateau – solen var ved at stå op. Fuglekvidder overalt, kirkeklokken ringede. Geder der brægede. Hanen der skrålede dagen i gang. Det var så fredfyldt.

Jeg måtte forevige dette sted. Tog billeder og optog videoer i et væk.

 

Solen var ikke stået helt op. Der var diset over bjergene, og selve klosteret var indhyllet i dis og morgentåge. Så smukt.

Jeg lavede morgenstræk og let yoga. Min gamle krop er stiv, efter barsel, fødslen, bære på lille August og ikke mindst sove i seng med ham i et år! Det skal slutte nu, tænkte jeg – og mærkede savnet efter den lille bløde barnekrop derhjemme, der sover i mine arme. Prisen for nærheden var denne stive krop der næsten ikke kunne lave et hundestræk uden smerte. Det er ligegyldigt. Lige nu. Ville ikke bytte.

Men…. Kroppen fortæller os en anden historie, fornemmede jeg:
Jeg skal passe på mig selv.
Jeg skal værne om den krop jeg har, fordi den er mit hjem for min sjæl og mit liv.
Uden kroppen, intet liv.

Jeg begyndte at tænke på en kær ven, vi har derhjemme, der lige nu er syg og ramt så forfærdeligt kropsligt. Hans krop kan ikke mere. Og hans liv føles meningsløst og så begrænset. Kroppen er vigtig. Kroppens ve og vel, smidighed og sundhed, fleksibilitet og ro er så vigtigt for os mennesker. Vi tænker så sjældent over det, men det ER her livet udgår fra – gennem kroppen. Sjælens bolig.

Mange mennesker kan ikke mærke sig selv – fordi kroppen er stivnet og stagneret.
Mange kan ikke mærke sig selv fordi vi har lukket hjertet – for følelserne Kan ikke lytte.

Det var tydeligt at dette retreat handlede for mig om at mærke, slippe, være med og erkende det næste der vil frem i mig.

 

Jeg sad længe på bjerget og så solen stod op.

De ringede hjemmefra og sagde godmorgen. Jeg så ind i hverdagens hjemme gennem telefonen. De spiste morgenmad, grinte og planlagte dagen.
Hverdagen.
Det slog mig at denne hverdag derhjemme også var smuk og dejlig. Som på bjerget. Det var en rytme jeg kender, og så føltes tryg. Men for nu var det rart at være helt alene på bjerget. Uden andre omkring mig. Uden opgaver og ansvar. Uden en rytme jeg skulle følge.

Alene på toppen med solen der rammer mine kinder.

Dagens intension

Jeg satte en intension for dagen: I dag skulle jeg bare være – ikke noget som helst andet!
Bare vandre i naturen, være mig og se hvor det første mig hen i mig selv..

Jeg var sulten. Klokken var blevet 8.45. jeg havde været på bjerget næsten 2 timer! Tiden var fløjet afsted. Jeg samlede yogamåtten, tæppet og min briller op. Og gik ned af bjerget.

Jeg glædede mig til kaffen. Og morgenmad. Mega sulten nu.

Da jeg kom op på værelset kunne jeg mærke jeg havde brug for at lægge mig under dynen. Bare for en stund. Inde kaffen. Jeg havde ikke travlt. Skulle intet nå. Bare være.

Lå her i mit klosterrum, med tæppe på, så ud af vinduet og kunne mærke ro.

Bare ro.

Og historien jeg lå i – en tidslomme i historien.

Jeg faldt i søvn i et kvarter. Hvornår havde jeg sidst gjort det – var gået i seng igen og sovet morgenlur som en baby?

Jeg vågnede. Det var tid til kaffe.

Ud i naturen – uden at tænke

Efter morgenmaden stod den på vandretur. Jeg skulle gå den rute som retreat deltagerne skulle på. Anede ikke hvor ruten var. Fik af informationskontoret to ruter – begav mig afsted.

Optimistisk og med højt humør. Havde to kort med. Valte den længste rute – så kunne jeg tage den korte om eftermiddagen. 9 km først. 4 eftermiddag. Hvor svært kunne det være.

Jeg endte med at gå en omvej – og for vild. Totalt vild.
Det tog 4 timer før jeg var tilbage. Fra den ene rute.

De første to timer tænkte jeg og var overalt, så stoppede min hjerne og jeg måtte bruge energien på at finde vej, holde tempo og mærke min krop. Shit jeg var jo ude af form. Er ude af form. Jesus. Jeg begyndte at ane et tema for turen.

 

PAS PÅ DIN KROP, LOUISE.

 

Og blev mindet om, at vi skal huske vand og chokolade/energibarer til vores tur.
Jeg var ved at gå kold flere gange.

Jeg prøvede at se det morsomme i det – symbolikken: at gå en omvej og finde tilbage, som mit liv. Men faktum var jeg havde overset en stikvej, og ville ikke lytte til min intuition der sagde jeg var gået forkert. Så jeg gik stædigt to timer i forkert retning selvom ALT – læs ALT sagde det var forkert.

På den positive side: jeg havde været ude i solskin og 20 grader Og eg mødte 10000 cykelryttere , herunder par og fik en kime af vision til fremtiden: Bo og jeg på cykeltur sammen når ungerne er store og klarer sig selv. Det kunne være så hyggeligt.

 

Store indsigter

Én af de ting, den lange vandretur havde fået mig til at erindre var to meget spirituelle oplevelser jeg havde haft de seneste år.

 

  • En gang da jeg rejste alene til Frankrig med August i sept 2017. Hvor jeg sad med ham på terrassen i vores lejlighed med udsigt til middelhavet og fik en dyb følelse af, at dette var et kort liv – SÅ KORT. Det var som om jeg så det/blev vist det for mig – at dette var så kort og vi skulle nyde det. En følelse der sad i mig i lang tid.
  • Den anden oplevelse var i Barcelona i efteråret 2017, samme år. Jeg var dernede med familien og vi var på Barcelona museet. Der stod en lang række mennesker og skulle se på et trofæ Barcelona havde vundet. Pludselig så jeg, at her stod en lang række sjæle – alle på rejse gennem livet. Det var en fornemmelse – ikke et syn. Men jeg så dem, disse mennesker og mærkede deres søgen, deres længsel, deres livsrejse. Det bragte en kæmpe sårbarhed og – jeg ved ikke hvordan jeg skal beskrive det, måske ydmyghed til mig.

 

Vi er her alle for en kort stund.

Og vi er alle på hver vores ensomme rejse.

Kun hvis vi åbner os – deler ud af vores rejse og indvier andre i vores individuelle smerte/kampe/lidelser/glæder/ højder og himmelske niveauer, kan vi få et blik ind i hvert liv. Ellers vandrer vi alene.

Ensomme. Lukkede. Med en illusion om at vi lider alene. Og skal beskytte os imod de andre.

Det er en fejl. Så stor så stor.

Jeg håber aldrig jeg glemmer disse oplevelser.

Alle mennesker er her fordi vi er sendt hertil og har en særlig opgave at udføre. Noget vi skal erkende, gennemleve fordi det har et større formål på vores åndelige rejse. Det tror jeg på. Jeg håber jeg en dag får den indsigt af personlig erfaring. I dag er jeg kun overbevist af min tro. Og indre fornemmelse. Jeg tror på, og fornemmer at vi er forbundne. Og alene. At vi har hver vores rejse gennem dette liv OG mødes. Vi åbner os, deler ud og mærker i forskellige mennesker en forbundethed. Som om det var meningen vi skulle mødes. Hvorfor det er sådan aner jeg ikke. Ved reelt heller ikke om det er sådan. Det er bare en ide, en tanke, en overbevisning jeg har. Som hjælper og løfter, inspirerer og giver håb for fremtiden. Måske en dag verden ikke er så hård og ond. Måske en dag der ikke behøver være så meget indre kritisk dialog, så meget selvhad og så megen frygt. Måske en dag kan vi alle bare være os selv. Være dem vi har lyst til at være og blive, uden skam og frygt.

Tænk hvis vores børn turde stå op for sig selv og bare sige højt JEG ER MIG – OG JEG DELER GERNE UD AF DEN JEG ER, MEN GÅR IKKE PÅ KOMPROMIS MED MIG SELV. I DENNE VERDEN ER DER PLADS TIL OS ALLE. ALLE HAR EN ROLLE. OG INGEN BEHØVER FØLE SIG TRUET.

De store tanker blev langsomt stille. Jeg gik bare.

Da jeg kom tilbage til klosteret var jeg fuldstændig færdig.
Som i FÆRDIG.
Måtte have sukker. Nu.

Spiste mine marcipanbrød og slugte et æble. Drak vand som var jeg en tør plante. Skyndte mig i bad og tænkte jeg ville ud og have frokost – mærke efter. Min krop var mør.

Jeg gik i seng! Igen. Hvilken luksus.

Lå i min seng midt dag. Kunne tage en velfortjent lur. Igen. Hvornår var det lige sket – altså bortset fra da August var nyfødt. Følte mig dybt taknemmelig og med en krop der både var træt og glad. Den var blevet rørt.

Faldt i søvn.

Vågnede et kvarter efter og gik i bad, klædte om til sommerkjole og blege ben og gik ud i klostergården. Der summede af liv. Jeg ville spise og ud og opdage området på ny.

Jeg spise en sandwich fra cafeen, imens jeg observerede livet omkring mig: cykelryttere på tur, kærestepar på tur, børn med forældre, ældre med hinanden. Sådan vil jeg også være gammel: på klostertur og glad. Ny vision for fremtiden.

Jeg ville ud og finde den pool, jeg kun havde læst om.

Botanisk have – himmerige på jord

Gik gennem klostergården og fulgte skiltene.
De gik i retning af Botanisk have!

Jeg gik ind i haven – hvilken skønhed der mødte mig. Små kringlede stier med de dejligste lyde og små fine detaljer. En meget spirituel oplevelse. Små stoppesteder, krukker, statuer. Et sted man kun kunne gå langsomt. Pludselig tonede poolen frem. Stor og frodig – hvis en pool kan være det. Elske den blå farve en pool kan have. Den giver lyst til at dykke i. Men den var ikke åben endnu. jeg stod bare og se på det – bjergene, poolen, de grønne frodige farver og lydene. Magisk.

Som at være i himmerige, eller bedre:
På jorden et sted med alverdens skønhed.

Jeg gik videre. Fandt en bænk under et tær hvos solen kunne nå mig.

Måtte lave en lille video til mine følgere om, hvor vigtigt det er at følge sin indre hvisken stemme. Det var jo den der var årsag til at jeg var her.

Åh hvorfor er det så svært at have tillid til den?

Hvorfor tror vi ikke på den impuls vi har der guider os?

Jeg var taknemmelig for, at jeg havde valgt at lytte denne gang og nu var her.

Det gav så meget mening – eller måske nærmere sjælefred.

En følelse af at have lytte til min sjæl og givet den det, den sukkede efter. Den sugede indtryk til sig. Som om den ikke kunne få nok.

 

Min krop var så træt. Tænk – 4 timers vandring og jeg var som en karklud.

Besluttede mig for at gå tilbage, finde et roligt sted nær klosteret og bare nyde solen.

Kl 18.00 gik jeg op på bjerget igen. Ny rute. Ville se solen gå ned.

Jeg havde hentet min yoga måtte, klædt om og tog tæppet og dagbog med.

Solnedgang

Jeg brugte næste to timer ved solnedgangen. Smagte dagens indtryk, skrev taknemmelighedsliste og indsigter ned. Det var en underlig oplevelse, eller måske anderledes for jeg havde ikke så mange ord. Dagen havde bare mættet mig. Ikke givet mig nogen vilde AHAAAAAA som jeg kunne dvæle ved.

Mere bare fyldt mig op. Jeg følte mig…mæt.
Tilfreds. Rolig.
Træt på den gode måde.

Gik ned af bjerget igen.

Ville på værelset før jeg skulle spise aftensmad. Jeg havde brug for at varme mig – og mærke efter, hvor jeg skulle spise.

Jeg endte med at spise på klosteret i deres restaurant. Havde ikke overskud til at bevæge mig ud – glædede mig til at skulle sove tidligt i aften. Tænk hvad frisk luft og sjæleføde/soulfood kan gøre.

 

Da jeg lukkede mine øjne den aften, mærkede jeg en dyb tilfredshed.
Dagen var væk.
Og den var brugt godt.
Jeg var brugt godt.
Min krop var brugt godt.

 

Klar til ny begyndelse

Jeg var parat til at tage hjem i morgen tidlig. Hjem til dem jeg elsker mest af alt.

Jeg kunne mærke en klarhed over hvad der var vigtigt for mig – hvem jeg ville dedikere min tid og energi til derhjemme, privat og arbejdsmæssigt. Og ikke mindst mærke mig selv: at jeg var noget værd. Fordi jeg var mig.

Tiden var fløjet afsted. To dage – vupti.

Næste gang jeg kommer tilbage til maj har jeg en dag mere.

Heldigvis.

Jeg faldt i søvn. Og sov som en baby. Rolig og tryg.

 

Dag 3: hjemrejse – klarhed og ny begyndelse

Jeg vågnede ved at kirkeklokken ringede. Klokken var 7.
Jeg stod op, pakkede hurtigt kufferten og gjorde mig klar til hjemrejse.

Jeg ville nå solopgangen.

Skyndte mig med yogamåtten under armene op på bjerget og fik den smukkeste morgen igen.

Jeg kunne godt mærke at jeg var øm i hele kroppen stadig efter gårdagens gåtur. Jeg smilte lidt – Det var ikke til at tage fejl af: jeg havde rørt mig mere end jeg plejede og kroppen ville gerne fortælle mig det.

Jeg lytter. Jeg har forstået budskabet.

Jeg forsøgte at indsnuse duften,. Lydene. Udsigten i håb om at kunne tage det hele med hjem.. det var så smukt og fredfyldt her. Kun lyden af mine egne bevægelser, fuglekvidder og hanen der galte morgenen op igen.

Jeg så på klokken. Jeg kunne godt nå at spise en stor portion morgenmad på klosteret, få en morgenkaffe i solen og så afsted. Jeg havde en taxi ventende på mig kl 9.00.

Jeg følte mig mættet men også glad for snart at skulle gense det hele.

Dette sted.

Roen.

Magien.

Lydene.

Naturen.
Stemningen.

 

Snart. Til maj.

 

Lige nu vidste jeg ikke hvor mange der kom med.
Jeg ønskede mig en lille gruppe.

Kunne godt mærke frygten for at holdet ikke blev stort nok. Men samtidig en tillid til, at uanset ville alt være godt. Jeg ville komme igen uanset.

Fordi det var sådan det skulle være.

Hjemme igen

Da jeg kom hjem i indkørslen, kunne jeg ikke vente. Jeg nærmest løb ind i huset. Og kastede mig over lille August der var ved at få ren ble.

Jeg havde savnet ham. Og de store.
Uden at vide det. En rar opdagelse.

Jeg følte at jeg på samme dag havde levet to forskellige liv.
Et klosterliv og nu tilbage i familielivet. Begge dele var godt. Det ene kunne ikke stå uden det andet. Kontrasten gjorde noget virkelog fint for mig. Åbnede mig. For et større liv. For mig. Hvor der både var plads til at jeg kunne være MIG og jeg kunne være en del af OS.

Livet er en rejse.
Tak for denne.

, ,

Ensomhed

Hører du til ? eller er du ensom?

Mange mennesker er ensomme. Mange mennesker har ikke følelsen af, at de hører til.

Statistisk set er 350.000 personer i Danmark alene.

Sundhedsstyrelsen lavede en undersøgelse i 2018, der anslog  næsten hver femte – 18,8 procent – af unge mellem 16 og 24 år føler sig ensomme og udenfor. Det er mange.

Ældresagen skriver, at over 50.000 personer over 65 år føler sig ensomme.

Du kan være ensom, selvom du bor sammen mod nogen. 
Du kan være ensom, selvom du ser mennesker hver dag. 
Du kan føle dig ensom, selvom du er gift, har arbejde og en vennekreds. 

Følelsen af at være ensom hænger – for mig – sammen med følelsen af ikke at være forbundet.Med sig selv, i første omgang. Ikke have kontakt med sin egen krop, hjerte og vejrtrækning – og ikke være i emotionel og sanselig kontakt med en større bevidsthed.

Jeg har selv været meget ensom. Og meget dis-connected. Måske har jeg levet sådan det meste af mit liv, hvis jeg skal være ærlig.

Een af de problemstillinger, som jeg gerne vil være med til at kaste lys på og hjælpe den unge generation med gennem ACADEMY A, er netop at forstå – at ensomhed, depression og angst, OGSÅ er forbundet med ikke-at-være-forbundet – og med en manglende forståelse for, hvordan vi kan aflæse og lytte til vores emotionelle sprog (universets kommunikationskanal gennem vores krop) 

Min egen oplevelse

Personligt har jeg i perioder i mit voksne liv været meget ensom. Jeg husker følelsen fra min opvækst. Mine forældre blev skilt, og i perioder følte jeg ikke, jeg høret til. Jeg var udenfor. Senere voksede jeg fra den – følelsen. Eller gemte den væk. Begravede den. Dulmede den. Men den har ligget der – under overfalden i mange år siden.

Hvor hører jeg egentlig til?
Hvem elsker mig for dén jeg virkelig er?
Hvem har brug for mig? Hvor giver jeg værdi, hvem tilfører jeg værdi?
Er jeg betydningsfuld?
Er jeg noget værd, bare fordi jeg er mig?

Det lyder nok voldsomt og dramatisk – set udefra. Det giver måske sket ikke mening for dem udenfor, at man kan tænke sådan. Ikke før man selv har været der. For det behøver sket ike være bundet op på noget ‘virkeligt’ – det er jo en følelse: ensomheden. Det depressive. Og følelser er ikke nødvendigvis bundet op på fakta.

Men de er virkelige. For dem der mærker dem. Og tænker i de baner. Og tildeler dem sandhed.

Set i bakspejlet har jeg i perioder, i mit voksne liv, været grænsende til depressiv. Når jeg har været allermest ensom, har jeg haft et stort hul indeni. Jeg har følt mig fortabt. Følt jeg ikke kunne finde mig selv. Ikke mange har set det, men følelsen af at være helt alene, trods ægteskab og stor familie, venner og kollegaer, har i perioder fyldt. Fyldt mere end godt har været.

Følelsen af, ikke at høre til – er umenneskelig. Dræbende. Jeg ønsker ikke for nogen, at de ender der – for det er som at miste grebet om livets gnist.

Jeg har også personligt oplevet mennesker – tæt på – der har taget eget liv pga. følelsen af ensomhed eller måske nærmere pga. manglende forbindelse – til sig selv og andre. De følte ikke de hørte til. At der ikke var brug for dem. De følte ligegyldighedens træk, livets gnist der slukkede – og de tog et valg: Jeg vil ikke være menneske mere på denne jord. Jeg vil ikke mærke følelsen af  ’ligegyldighed’.

Jeg kan huske én af disse personer, der endte med at tage sit eget liv, en dag spurgte mig, hvad der lå under mine følelser. Han tog mig gennem alle følelseslag i en hypnose, og jeg endte i …intethed. Under vreden lå sorgen, under sorgen smerten, under dette lag…intet. Intetheden føltes uendelig….

Når du er deprimeret, lander du der. I intetheden.

Nogen kan rumme den – følelsen af ligegyldighed, andre fortaber sig i den. Og giver den kraft. Lader den trække én med ned, i det sorte hul af …. Intet. For en stund.

Dette sted skal man ikke spøge med. Fordi den enkelte reelt ikke ved, hvor stor kraften i mørket er. Det afhænger af mange elementer. Men min personlige erfaring er, at det kræver en enorm bevidsthed og emotionel forståelse, at forstå – og være med det sted. Uden at gå i panik, blive bange eller Tro på at dette sted er sandt.

Tallene for ensomhed stiger. 

Det er blevet noget, mange taler om – skriver om og forsøger at afhjælpe.
Det er et stort tabu emne. For hvem tør offentligt sige: jeg føler mig ensom.

De færreste. 

Der er mange forklaringer derude på, HVORFOR ensomhedsfølelsen er stigende:

  • Nogen fremhæver den stigende sociale digitalisering, hvor vi gemmer os bag skærmen og ikke forbinder os relationelt fysisk. 
  • Andre mener, der hænger sammen den stigende travlhed – vores indre jagt efter at nå til det næste sted i livet der gør, at vi ikke prioriterer TID til at forbinde os med hinanden. Ikke dybt og nærende.

Sociale relationer er fundamentale for vores trivsel.”
– Psykiatrifonden.

Hvad betyder det egentlig at være ensom:

Ifølge Wikipedia:

“Ensomhed er en følelse af at være alene og af at savne nærhed med andre. Ensomhed indebærer, at have mindre kontakt med andre end man ønsker, eller at denne kontakt har så begrænset social værdi, at den ikke ophæver følelsen af kontaktsavn. Der er ikke nødvendigvis en sammenhæng mellem det at være ensom og det at være alene. Man kan være helt alene og tilfreds eller have en stor omgangskreds og føle sig ensom.”

Konsekvens af længerevarende ensomhed er angst og depression. Ikke noget under at de tal er stigende i en tid, hvor vi IKKE forbinder os og IKKE føler os forbundet til os selv. og andre. Og livet omkring os.

Jo mere travlt og hovedmennesker vi bliver, jo mindre forbundet bliver vi til vores egen krop,  vejrtræning, hjerte og natur (biologi). Vi afkøler os fra selve livet, der leves i kroppen – i følelserne – i energien – i hjertet – i vejrtrækningen. Hvis vi ikke er forbundet med dette – og kan forbinde os med noget større end os, andre, så begynder følelsen af dis-connection at styre os. Ensomheden. Isolationen.

FILOSOFI: ER ENSOMHED ET MENNESKELIGT GRUNDVILKÅR?

Måske er ensomhed et grundvilkår som menneske. Jeg har en filosofisk kunstner-veninde, der kan citere alle de gamle filosoffer. Hun siger så klogt, at de gamle filosoffer alle talte om ensomheden, og den følelse der er, når vi føler os kappet over – ensomme og forladte. De store tænkere vidste, at vi er skruet sammen af et ego – der i sin grundstruktur ER ensomt. Det er din psykologis identifikation med egoet, der adskiller dig fra de ‘andre’. 

Det er hele denne individualisering – adskillelsen mellem mig og dig – der fremmer ensomheden.

Vi er ikke i grundnaturen ensomme. 

Vi bliver ensomme, jo mere vi beskytter os selv, jo mere vi sammenligner os med andre, jo mere vi kunstigt oppuster os, jo mere vi identificerer os med ‘noget vi er’.

Bryne Brown skriver i bogen ’ud i vildmarken’


Den smertelige følelse af aldrig rigtig at høre til nogen steder prægede det meste af min ungdom og var noget af det, jeg led allermest under. (…)“I alle livets faser har jeg haft oplevelser af ikke at høre til
 
– Uddrag fra: Brené Brown. “Ud i vildmarken – jagten på ægte samhørighed og modet til at stå alene”, kapitel 1.

I bogen beskriver hun en opvækst fyldt med længslen efter at høre til. Og hendes vej til at studere dette videnskabeligt. Jeg anbefaler varmt bogen. Jeg græd i de første kapitler, fordi jeg følte mig så set. Forstået. Ikke-alene med in følelse af at være alene. Udenfor.

Albert Einstein skrev i New York Post (November 28, 1972):

“A human bring is part of the whole, called by us the Universe, a part limited in time and space. He experiences himself, his thoughts and feelings, as something separate from the rest—a kind of optical delusion of his consciousness. This delusion is a kind of prison for us, restricting us to our personal desires and to affection for a few persons nearest to us. Our task must be to free ourselves from this prison by widening our circle of compassion to embrace all living creatures and the whole of nature in its beauty.

Vi har som mennesker glemt, hvad vi er. 

Vi er natur. Vi er celler. Vi er sjæle inkarneret i en krop, der er forbundet til alt andet på celleplan. Men mennesket identificerer sig med tanker og følelser – det gør vi som udgangspunkt, fra et ubevidst sted, og når vi gør det, føler vi os adskilt. 

Vi tror, jeg er ’mig’ og du er ’dig’. 


Adskilt.Forskellige.
Individer.
Alene.
Isoleret.

Det er denne ide, denne psykologiske konstellation, som vi alle lider under, og som – misforstået – lader os bygge mure op omkring os selv, vore hjerter og vore liv, for at beskytte dette ’jeg’ fra ’dig’.

Jo mere vi puster os op i ‘ego-identifikation’, jo mere vil vi opleve ensomhed.

Jo mere vi frygter afvisning, jo mere vil vi (bevidst/ubevidst) trække os fra andre.

Jo mere vi ønsker at fremstå perfekte med fasader, jo mere beskytter vi os og afskærer os fra vores sande natur.  

Withdrawal can be a way of not getting hurt in the short term, but it tends to make for a somewhat lonely and limited existence
 
(Citat fra siden: https://www.mindful.org/how-mindfulness-practice-helps-us-connect-with-others/)

Når vi trækker os fra helheden, fra andre – i beskyttelse – er det egoet, der beskytter sig mod følelsen af skam. Ikke god nok. Utilstrækkelighed. De følelser der i laveste niveau af følelsesregisteret, ligger og æder os op indefra – fordi vores identitet, vores ego, lider her. Virkelig lider. Frygter udstødelsen. 

Hvad er kuren mod ensomhed?

Jeg er hverken filosof, psykiater, psykolog (ikke at den titel i sig selv retfærdiggør noget, for mig) eller forsker i menneskets biologi og celler. Så jeg har ikke en KUR mod ensomhed. Men det jeg TROR PÅ – altså ’Min sandhed er’, at vi må: 
 

  • lære at blive ’emotionelt intelligente’ – det vil sige forstå vores indre følelsesliv og lære at navigere i dem, så de ikke tager os med ned i dybet uhensigtsmæssigt. Løfte de tunge følelser OP i lyset.
  • træne vores evne at turde indgå i tillidsfulde relationer med andre. Optræne MODET til at stå frem med åbent hjerte i sårbarhed, selvom vi måske kommer til at mærke svigt og afvisninger.
  • træne og øve os i at forbinde os med os selv, med vores egen krop, vores hjerte, så vi ikke FØLER os adskilt.
  • træne bevidsthedsudvidelse, så vi kan blive observatører af vores egne tanker og følelser (og ikke bilder os ind at vi ER dem, og dermed styrker vores ego-identifikation),
  • og fra denne bevidsthed kan vi – langsomt ’ optræne tilliden til at møde verden, andre, os selv fra et åbent sårbart hjerte, der tager imod – frem for frastøder (og lukker ude).

Det er en træning, der kræver fin observation af dit indre liv. Af den måde du åbner din krop og dit sind på, at din evne til at vælge TIL fra for fra, når du bliver såret og skuffet, presset og usikker. Det er en bevidst træning i at mærke efter, i dig selv, hvor blød du er, hvor omsorgsfuld og rummelig du er, hvor kærlig du er – overfor dig selv og andre, i tanker og handlinger.

Fællesskabets kraft 

Jeg tror, én af de afgørende årsager til den stigende ensomhed er,  at vi savner at føle ET ÆGTE TILHØRSFORHOLD. Vi savner at høre til et sted på et dybere plan. Vi savner de dybere samtaler, hvor vi forbindes emotionelt og energetisk. Vi savner følelsen af at blive set og hørt, af et andet menneske der forstår os. Vil os. At blive taget imod med nærvær og interesse.

»Vi lever i en individualiseret verden, hvor alting går hurtigt, og hvor vi hele tiden har travlt med at jagte nye kontakter og realisere os selv. Midt i travlheden og vores egne gøremål glemmer vi ofte at lytte til, hvad det egentlig er, den anden siger – og det gælder, uanset om vi står over for en kollega eller en kæreste – og dermed er vores relationer blevet mere overfladiske i stedet for dybe. Det betyder, at mange føler sig ensomme«, skriver professor i socialpsykologi, Per Schultz Jørgen i en artikel i Politikken 2016.

https://politiken.dk/debat/art5611793/Drop-den-overfladiske-snak-og-tal-ordentligt-med-hinanden)

Jo mere digitaliserede vi er lever, jo mere adskilte er vi blevet.
Jo mere fortravlede vi er blevet, jo mere adskilte.

De unge kommer i stigende grad til at mangle den fysiske kontakt, hvor følelsen af at høre til, er. Det viser alle undersøgelser. De er opvokset med den digitale distance, de er opvokset med sammenligninger, de fleste er opvokset med travlhed og fraværende stressede forældre.

Et bud på fremtidens medicin mod ensomhed kunne være bevidst fokus på etablering af ‘det sunde fællesskab’. 

Ikke baseret på lidelse og ’der er noget galt med os’, men et fællesskab baseret på hvad end der er nærende for den enkelte.  Når vi er i fællesskaber, hvor vi føler os hjemme, er det lettere at træne den evne, jeg mener er modgift til ensomheden: Evnen til at forbinde os med andre og indgå i tillidsfulde relationer. 

Her kan vi med det ene ben i ’jeg ved vi har noget til fælles’ øve os i at åbne for de sårbare sider af os selv. her kan vi måske (fordi vi ved, vi er accepterede for vores fælles interesse) åbne for det svære, det sårbare, det hudløs ægte jeg, vi er. Og bare træne – øve os i at vise de sider af os selv.

For når vi forbinder os med andre, fra et autentisk sted, hvor vi ved, vi er os som vi er, – og bliver MØDT her uden dom, så  sker der noget ganske magisk. Så dannes der bånd i relationen. Så mødes energierne. Der er ikke lukket, der er åbent mellem de to nervesystemer – de to menneskers biologi/psykiske system – og der åbnes til kontakt på et dybere plan.

Kan vi føles os forbundet til alle?

Jeg tror JA, hvis vi giver os selv tid til det. Hvis vi tillader os at smide facader, hvis egoet træder til side, hvis vi lader sårbarheden styre og bevidst forbinder kroppe, hjerter og vejrtrækning.

Amnesty lavede en film, der skulle teste hvad 8 minutters øjenkontakt ville gøre for følelsen af forbundethed:

Du kan se den her

http://nyheder.tv2.dk/samfund/2016-05-26-tester-teori-paa-flygtninge-kan-du-holde-til-fire-minutters-oejenkontakt

Hjerneforskere kan forklare hvad der sker, når vi fx holder øjenkontakt med andre i længere tid. Vi åbner os – nye steder i hjernens aktiveres. Vi aktivere mandelkernen, der er forbundet til vores følelser. Når vi følelsesmæssigt er forbundet til et andet menneske, sker der noget. Følelser er energi, så når de to energi-systemer mødes, etableres kontakt.


Øjnene er vinduet til din sjæl, 
Shakespeare

ACADEMY A – et fællesskab til unge, der gerne vil lære sig selv at kende, lære at indgå i sunde relationer  og bevæge sig ud i verden med åbenhed, tillid og mod i baglommen. 

Vi er i fuld gang med at designe og skabe ACADEMY A, der åbner i 2020. Visionen er klar, mission er klar, indholdet ved at tage form. Vi har et unge-advisere board ombord, der giver indspark til koncept og indhold. Det er en proces, der hele tiden flytter sig. jeg ville lyse, hvis jeg sagde det var en dans på roser – men det giver mening. At lære den nye generation redskaber til at føle sig forbundet og stærke, modige og tydelige på, hvem de er og hvem og hvad de gerne vil forbinde sig med i dette liv, bevidst.

Det har været så fint at høre, at en stor del af det, de unge efterspørger er netop forbindelsen og fællesskabet: det fysiske samvær, åbenheden, ærligheden og  dialogen.

  • De ønsker at mødes fysisk – de gider ikke online kurser. 
  • De vil snakke om deres følelser og lytte til hinandens historier og perspektiver. 
  • De vil grine sammen, bidrage og lære noget nyt sammen. 
  • De vil ned i kroppen
  • de vil åbenhed, ægthed og autencitet
  • de vil ud af comfort-zone og mærke de lever
  • de vil inspireres – og inspirere andre. ´

Fremtiden handler om fællesskab. 
Om at føle, at man hører til. 
Om at være forbundet. 
Om at vælge sit netværk selv. 
Om connection. 
Med alt levende på jord. 

Refleksion:

Hvad er din oplevelse med ensomhed?
Er du ensom i dag?
Har du været det?
Hvor føler du dig tryg?
Hvor hører du til?
Hvor – med hvem føler du dig dybtfølt hjemme?
Hvem åbner du dig for, helt åbent og ærligt?
Hvordan føles det?

Meditation til træning af evnen til forbindelse:

Sårbarhed

SÅRBARHED

Det er blevet hot, moderne og in at tale om sårbarhed. 

Netværk, magasiner, ledere er begyndt at tjene og få deres øjebliks ‘fame’ for at sige højt ‘jeg er sårbar’.

Men ærligt: det meste er stadig en illusion. En fasade. En floskel. 

For når det virkelig gælder: tør vi så vise vores smertefulde dybeste følsomme sider? Tør vi inddrømme hvor skrøbelige og sølle vi (også) er? Hvor hjælpeløse og bange, hvor fucked op og i vildrede? Hvor fortvivlede, dybt ensomme og desperate vi er? Hvor dybe sår fortiden har sat i os? Vil vi overhovedet se det selv? Kan vi?

Næ. 

Vi stiller op og viser følelser, når vi har kontrol. Når vi er i trygge omgivelser – eller har et formål med det. Når vi er sikre på ikke at blive forkastet og udstødt. 

Forståeligt. 
Menneskeligt. 
Men det healer intet.

For også her, lægges et beskyttende lag rundt om smerten.

Een ting er at sige det højt, skrive om det og endda officielt lægge ansigt og navn til det følsomme – men hvordan går det mon med virkelig at mærke følelserne? Sådan virkelig? Gå dybt i det allersværeste – i de dybeste sår i os selv? Hvordan gør vi det, uden at gå i stykker? Tabe kontrollen? Miste troen? Hvordan kan vi give så meget slip, at vi når ned i de dybere emotionelle lag og vitterlig mærker den dybeste smerte vi bærer på – og bare ER med den? Som var den et lille barn i vores krop der skriger på omsorg?

Vi bærer alle sammen dybe sår.
Også dig der siger du er ovre det. Også dig der tager afstand for føle-drama og lillepige-adfærd. 

Vi har alle et indre barn der kalder. 

Det er meget få jeg kender der tør, der kan mærke smerten og som gør det. Som oprigtigt gør det. 

Gaven er opløsning og dyb psykisk udvidelse. Når vi opløser de største smertefulde dybt begravede sår vi bærer. Indeni.

Men alligevel: vi tør ikke – kan ikke – vil ikke mærke den smerte. Og på grund af det vil vores inderste lille barn for evigt bære på smerten. Og vi vil som voksne for altid være skrøbelige og bange ( ubevidst som bevidst) for at netop denne sandhed om os selv, mærkes igen.

I denne tid, krebsens tid, over denne sommer med masser af ‘interessante’ strømninger vil du mærke din sårbarhed – din sensitivitet – din dybere smerte. Hvis du tør. Og dig der tør mærke den – gå dybt med den uden frygt og modstand, vil modtage den healing som netop kun krebsens energi kan tilbyde. Den følelse af en omsorgsfuld mor der holder dig, når du har allermest brug for det.

Find dit mod til at gå dybt og mærke de smertefulde dybe følelser som kommer. De kommer for at blive omfavnet – af dig, med den dybeste omsorg og indlevelse for den smerte der var – og stadig er.

❤️

, ,

Gaven ved det lave selvværd  

Det er skrevet mange bøger om selvværd. Der udbydes tonsvis af kurser i at styrke selvværdet. Terapeuter landet over tjener kassen på at diagnosticere os og sætte label på:


’Du lider af lavt selvværd – kom igen næste uge’.


Men hvad nu hvis det lave selvværd faktisk er en uvurderlig gave der ligger i os?

Hvad nu hvis det lave selvværd bærer kimen til at åbne dit hjerte og vise dig din sårbarhed?


—-

‘Hvem af jer har en følelse af ikke at slå til eller være gode nok, som den I er?’

Når jeg holder workshops og foredrag om ’skyggesider’ og ’det lave selvværd’ og spørger altid ud i rummet, hvem der ofte tvivler på sig selv, hvem der ikke føler sig god nok som de er, eller hvem der frygter ’afsløring’.

90% af deltagerne rejser hånden her.  Både hos kvinder og mænd. Unge og ældre. De sidste 10% kigger ned i gulvet og frygter jeg spørger dem direkte.

Det er så trist.
Så ærgerligt.
Sørgeligt.
Og menneskeligt.

Vi mennesker føler sjældent at vi er gode nok, som vi er.
Vi føler os utilstrækkelige, uperfekte og mangelfulde.

—-

Personligt har jeg altid – siden jeg var barn – undret mig, nogen kunne se noget særligt i mig. Når de roste mig eller komplimenterede noget, jeg havde gjort eller været. Jeg undrede mig, og tænkte:

’Hvorfor siger de det – hvad vil de opnå?
‘Hvis de virkelig kendte mig, ville de ikke sige det!’

Jeg havde virkelig svært ved at tage imod og tro på det fine andre så i mig.

Sådan har jeg det stadigvæk.
Nogen gange i hvert fald.


Hvad jeg med tiden har erfaret, er:

Det er menneskeligt at føle sig utilstrækkelig.
Det er en indprogrammeret del af vores psyke. Nogen er mere i kontakt med følelsen end andre. Men den er der – bag fasaden.

Vi føler os utilstrækkelige (på forskellige områder) og frygter at vi bliver opdaget i denne ‘sandhed’.

‘Bare de ikke opdager hvem jeg virkelig er og hvad jeg ikke kan’ 

Vi  frygter fordømmelsen, hvis vi ikke kan leve op til det de andre ser.
Vi frygter at vi mister modet, når det gælder og fejler
Vi frygter at alle ikke er enige, om vi skal stå i modvind og stå på mål, for den vi er.
Vi frygter jantelovens klamme hånd, der vil slå os ned, hvis vi stikker næsen for langt frem og kalde os for meget, for snobbede, for selvoptagne, for selvfede, for alt muligt…

Vi frygter at blive holdt udenfor, blive grint af, blive hånet, skammet ud…. fordi vi gik med det fineste i os forrest.

Skam, frygt og forestillingen om afvisning, holder os tilbage.

Så vi undertrykker vores fantastiske væsen, bliver destruktivt ydmyge og ender med helt at pakke os selv væk. Vi bliver almindelige gennemsnitlige, ligegyldige. Utydelige. Usynlige.

Herfra begynder en ny spiral:

  • Vi føler os låste i vores udtryk
  • Vi føler os deprimerede over, at vores kreative udtryk ikke kommer ud
  • Vi bliver triste over at ingen ser os
  • Vi føler os uopfyldte fordi ingen opdager vores unikke talenter
  • Vi føler os overset, fordi vi ikke får brugt hele vores potentiale – at vi ikke kan udtrykke og bliver set, for dem vi er.

Kender du det?

Måske kender du til følelsen af at frygte afsløringen – at de opdager, at du er fake, en fiasko, ikke kan klare det alligevel?

Eller følelsen af at have sagt JA til en opgave, for derefter nærmest at krybe hjem under dynen og være så bange, fyldt med frygt og fysiske lammelser i mave og hals, fordi du simpelthen ikke selv tror på du kan noget som helst.

Måske kender du til at have en ide, en dræn , men tvivle på om du kan gennemføre – selvom andre siger selvfølgelig kan du det.

Måske drømmer du om at stå frem og vise dit talent, brugeden DU ER – men din hals snører sammen, du får en knude i brystet og holder dig hjemme, hvor du er tryg?


Kender du til det?
Jeg ved jeg gør.

Da jeg var ansat i erhvervslivet, kunne jeg gemme mig bag titler, løn og hierarki. Jeg var god til at skabe den slags ’glimmer’ omkring mig selv. Jeg var også dygtig – ingen tvivl om det, set udefra – men indeni var jeg altid – altid – i tvivl om mine egne evner.

Jeg var aldrig 100% tryg.

Tænk hvilket pres det må ha været for mit stakkels lille hjerte. Kronisk på vagt. Altid et nervesystem der var belastet af mine frygtsomme tanker.

Av.

Men det opdagede jeg ikke.

Ikke altid i hvert fald. Ikke før jeg gik ned med stress og blev sygemeldt i 2008.

Men også efter jeg skiftede karrierebane og blev selvstændig, og havde fået alle de fine dybtgående nye uddannelser og arbejdede med andres udfordringer, har jeg oplevet denne enorme usikkerhed på, om jeg er noget værd. Om jeg er god nok. Om jeg har det der skal til. Om andre kan li mig og vil mig.


Tvivlen om jeg vitterlig er elsket hvis jeg viser mit sande jeg.
Og de vil kunne li mig og stadig tage mig ind, når jeg viser og siger, det jeg tror på. Hvis jeg bare er mig.

Det er ikke hele mig, der er kritisk og ikke ser mit værd. det er ikke hele ig der tror på denne historie og er bange, og frygter afvisningen.
Men en del af mig gør – stadig – selvom efter alle disse år.

Når jeg går efter store drømme eller nye ’tilstande – når jeg udvider mig, er det særligt tydeligt – så er jeg i fuld kontakt med min utilstrækkelighed, min frygt skam og smerte

Denne tvivl viser sig oftest når jeg skal tage nye store skridt – fx arbejdsmæssigt.

Når jeg begynder at udvide mig selv og træde ud af min comfort-zone. Så begynder det at larme i mig: frygten kommer snigende og jeg kan mærke overalt, at jeg er utryg, bange, lille og ikke tror på mig selv – overhovedet. Uanset hvad andre siger eller hvad jeg minder mig selv om.

Jo mere bevidst og fintfølende jeg er blevet, jo kraftigere kan jeg mærke det i kroppen.

Mærke det lave selvværd.

Nu tænker du måske:

’Hun burde sgu da vide bedre. Hun er jo fucking uddannet skyggecoach her og der, og har taget kurser det ene og andet sted – dit dut dat’.

Men ved du hvad, dig der læser dette:

Det er bare ligegyldigt, når vi taler om at blive ramt ’lige der’ hvor vi har vores smerte og sår. Lige der hvor vi bare ikke tror på os selv. 

Jeg er jo bare et lille barn indeni stadigvæk, når jeg bliver utryg.

Li’som dig.

 

Et lille barn der – af mange årsager – kun ser det forkerte, det umulige, det grimme, det komplicerede, det dramatiske og uduelige i sig selv.

En lille pige, der frygter fordømmelsen fra andre, frygter afvisningen fra dem hun åbner sig overfor, frygter at være alene og blive grint af bag sin ryg.

En lille pige, som har et ton af strategier for at overleve disse følelser. For ikke at mærke dette svære sted. For ikke at vise dette sårbare sted i sig.

En lille pige, som når solen går ned og dagen er ved være omme, ligger i mørket og holder sig selv på maven og beroligende mærker hjertets banken med tårerne ned af kinderne.

En lille pige, der – når smerten og frygten bliver for stor – må minde sig selv om, at det er okay, at hun er bange for at blive stor.
Bange for at tage nye store skridt.
Bange for de andres dom.
Bange for ikke at kunne leve op til alt det, de andre ser.
Bange for at skuffe. Andre og sig selv.
Bange for at tage det fulde ansvar. For sig selv og eget liv.

Men hva så – er der en Gave ved det lave selvværd?

Én af de store gaver ved at arbejde med sine skyggesider, være emotionelt bevidst og turde møde sig selv i de sværeste følelser er, at vi opdager hvad værdien er for vores person i nuet.

For når vi tør være med det sværeste – de dybe smertefulde følelser som vækkes i os – give dem plan sig bare observere dem, åbner vi hjertet for os selv og kan heale den gamle smerte. Vores nærvær og accept af det, der er, healer det gamle.

Mit lave selvværd åbner mit hjerte – for mig selv.

Jeg forstår og mærker i mørket, at jeg stadig er bange for ikke at være elsket som mig. Jeg mærker igen behovet for at jeg skal være der – for mig selv. Igen og igen. Fordi jeg har brug for det. Helt indeni.

Så gaven ved mit lave selvværd – gaven ved at møde min utilstrækkelighed igen og igen er, at det åbner mit hjerte overfor mig selv – så jeg arbejde bevist med at heale det sår, der ligger i mig. Så jeg kan få lov til at passe på mig selv og mærke det fine lille væsen, jeg er – indeni og udenpå.

For lige der – i mørket og mit mest sårbare øjeblik – mærker jeg i et split sekund, hvad de andre ser. Jeg mærker lyset i mig. Jeg mærker omsorgen for mig. Jeg mærker og fornemmer det magiske vidunderlige menneske jeg er. Som altid har været der og som aldrig forsvinder. Det unikke særlige barn jeg er.

Så kære lave selvværd – jeg håber aldrig du forsvinder.
For gennem følelsen af dig, finder jeg altid hele mig.

Spørgsmål til refleksion:

  • Hvilke sider af dig selv vil du gerne vise verden?
  • Er du nogensinde bange for at vise omverdenen, hvem du egentlig er?
  • Hvorfor? Hvad frygter du?
  • Hvad ville det give dig, hvis du turde? Hvad kunne du da opnå eller være?
  • Hvornår føler du dig allermest sårbar?
  • Hvad er gaven ved din sårbarhed? Hvad kan du bruge den til? Hvad åbner den dig op til?
  • Hvad har du allermest brug for at gøre eller sige eller be om, når din sårbarhed viser sig?

Vær aldrig bange for at være i kontakt med din utilstrækkelighed. Mød den. Vær med den. Identificer den i kroppen. Lyt til den. Den forsøger at guide dig et sted hen.

Alt det du bærer rundt på, har til hensigt at åbne dig – for din egen kærlighed til dig selv. Og det i sig selv er en smuk tanke.

Kærlig hilsen
Louise

,

Kampen mod meningsløsheden

Kampen mod meningsløsheden

  • Hvem er jeg?
  • Hvilken retning skal jeg vælge?
  • Hvad vil det sige at være menneske?
  • Hvor finder jeg mit værd? Mit selvværd?
  • Hvad er meningen med det hele egentlig? Hvad er formålet, med mig – med livet – med at leve?
  • Giver det overhovedet mening? Og hvis ikke, hvad så? Hvad gør jeg så?

Store spørgsmål, som jeg ofte har reflekteret over.  Og søgt efter svar på. I bøger. Hos andre mennesker. I forskellige traditioner og religioner.  

Ikke alle stiller disse spørgsmål til sig selv. Absolut ikke alle går så dybt til livet eller er så søgende. Det ved jeg godt. Men dem der gør, ved, at der er stor lidelse forbundet med de søgende faser:

Jeg ved, jeg ikke er alene om at stille disse spørgsmål og søge disse svar.

Undersøgelser viser, at flere og flere unge lever med en følelse af meningsløshed og manglende tilhørsforhold. Flere og flere unge føler sig rodløse, ensomme, retningsløse. De udvikler angst og depressive tilstande, de får medicin fra lægen eller selvmedicinerer. De flygter fra meningsløsheden ind i stofmisbrug, gambling eller et evigt nomadeliv, hvor de ikke behøver slå rødder – i sig selv eller i verden. 

Jeg forstår dem godt. For når vi ikke har fat i livets dybere mening, flyver vi let væk. I meningsløshed. I en tilstand der ikke er rar at være i. Overhovedet.

Det gør ondt indeni, når vi ikke kan mærke og ikke ved, hvor vi hører til – hvorfor vi er her – og hvor vi finder vores berettigelse i verden. Når vi ikke kan mærke vores eget værd. 

Lige der opstår et tomrum, mellem os og verden, der kan være svært at sætte ord på. En intethed. En meningsløshed.

Hvis man ikke kan finde eller mærke sit eget værd, ikke kan finde meningen eller ens fysiske tilhørsforhold, er det som at leve i en tom krop uden sjæl – eller omvendt: leve som en søgende sjæl uden en fysisk krop til at opleve livet gennem.

I denne tilstand kan man ikke holde til at være ret længe.

Trendforskere og analyser taler om, at den unge generation er særlig udsat. De lever mellem to verdener, og det forvirrer dem – de er placeret mellem på den ene side: ’The Monetary Economy’ (som samfundet/systemet/deres forældre er styret af) hvor alt handler om præstation, være bedst, konkurrence, magt, økonomi og status -. og på den anden side:  ’The Gift-Economy’, hvor den enkelte bidrager og giver ud af det talent han/hun har, bidrager frit og autentisk med den MAN ER – og oplever værdien af det, dybt indeni. Noget der aldrig kan tages fra os af andre. Noget som ikke kan konkurrer om. Noget der er så unikt, at det i sig slev er værdifuldt – for en selv og helheden.

Det store skift vi er i – kollektivt, samfundsmæssigt, evolutionsmæssigt – påvirker de unge. Det er dem der lider mest. Fordi de mærker, at det ikke længere giver mening at være drevet af noget, der ødelægger – når vi nu kunne lade os drive og guide af det, der løfter og bidrager med dybere værdi. Til os alle. 

Meningsløsheden opstår – i os alle – når dét vi gør og oplever, ikke giver mening i forhold til vores egne værdier. Når vi ikke kan finde os selv i den verden, vi lever i. Når vi ikke bliver brugt og får lov at bidrage, hvor det giver værdi – for os. Når vi ikke kan finde tilhørsforhold der matcher den vi er. Og ikke kan finde vores egen ro – i os selv. Når vi glemmer at vi har vores eget energifelt, der skal være fyldt op – og istedet lever ovre i de andres. Så starter spiralen – en søgen efter mening. En forbindelse mellem dem vi er (i krop og sind og ånd) og det liv vi lever, det liv vi er omringet af i den ydre verden.

Der skal være balance og harmoni, vi skal føle vi er her af en dybere årsag end blot overlevelse – og vi skal opdage den værdi VI HAR i det store hele, blot fordi vi ER den vi er. 


Kampen mod meningsløsheden

Jeg ønsker at sige til dette til de unge og til os gamle, der ind imellem kæmper med følelsen af meningsløshed:

Kære unge dig,

Jeg ønsker for dig, at du finder din livmening – i dig selv.
Led ikke efter den udenfor dig selv – søg ikke efter svarene på dine store spørgsmål i andre, men led og find dem I DIG SELV. Kun her vil du svarene på dine spørgsmål til livet.

Jeg ønsker for dig, at du opdager dit eget værd– i dig selv. Ikke udenfor dig selv. Herude findes kun den hule tomhed, der hele tiden skal opfyldes igen og igen. Ingen karakterer, chefer, kærester eller uddannelser vil opfylde den dybde, mennesket har – og den længsel efter værdi. Det findes indeni dig – og kan Kun opfyldes varigt af dig.  Hverken titler eller lønniveau, bonusordninger eller medieomtale, ydre anderkendelse eller forfremmelser til give dig det, du dybeste set søger. 

Jeg ønsker for dig, at du finder din egen vej gennem livet– baseret på dine egne værdierog behov.Kun DU ved, hvornår du lever dit liv, som det er tiltænkt. Kun du ved det. Og kun du, kan træffe de valg, du skal. Du kan søge råd og inspiration, men uanset – svaret må og skal findes i dig, fordi du her alligevel altid skal kunne mærke efter, om du er på rette vej eller ej.

Jeg ønsker for dig at du er nysgerrig på, hvad det vil sige at være menneske. Nysgerrig på din indre verden. På dine mønstre. På dine følelser. Uden at frygte dem. Uden at dømme dig selv. Uden at forsøge at dulme noget af det. Vær oprigtigt nysgerrig – det er fascinerende at være til, med op og nedture. Lær af det hele. Alle oplevelser har potentialet til at blive brugt bevidst – til at lære noget af.  Der er ingen fejl i universet – ingenting der er ’forkert’ og skal fjernes. Ikke når du ser det i lyset af læring. Kun set i lyset af rigtigt/forkert. Træn dig selv i at observere – og trække læring ud af ALT, fremfor skubbe bort og dømme. Fra det sted ser vi intet.

Jeg ønsker for dig, at du skal lære dine følelser at kende. Lære din følelsesmæssige verdens sprog, der hele tiden forsøger at formidle universets sprog: Energi. Følelser er ’bare’ energi – lær dette sprog at kende. Frygt ikke mørket i din egen verden, lær at lytte / mærke ind i det hele, uden at lade dig opsluge. Du er hverken dine tanker eller dine følelser, men begge kan du lære noget af. Om dig selv og livet i sin helhed. 

Jeg ønsker for dig at du vil BRUGE det liv du har fået,i stedet for at lade dine oplevelser bruge dig. BRUG det du gennemgår bevidst, lær af det, lad det styrke dig og åbne dig for det medmenneskelige sted i dig. Brug livets modstand til at opdage, hvad det vil sige at være menneske – på godt og ondt.

Jeg ønsker for dig, at du vil opleve gaven ved at give og modtage.Hjælpe og tage imod hjælp. Når du hjælper andre, autentisk, vil du opleve dit hjerte åbner sig. Når du tilbyder den du er, til andre. Et øre der lytter, en mund der trøster med ord, en hånd der holder og giver ro. Når du giver ud af den DU ER, uden forbehold og uden forventning om at få igen, vil noget i dig minde dig om, hvorfor du er her. Og omvendt, når du lærere at tage imod – tage imod livet som det tilbyder sig; i form af andres menneskers hjælp, at naturens gaver, af venlighed fra fremmede – når du tager imod her, opdager du også, at du aldrig er alene. At der altid er nogen der holder dig og støtter dig, altid. Du opdager, når du lærer at tage imod, at livet vil dig GODT og at du kan stole på det. Stole på, at der er hjælp når du har brug for det og det er okay at tage imod.


Kære unge dig,

Tro aldrig på, at du er betydningsløs.At dit liv ikke giver mening. Lov mig det. 

Du har lov til at være her, uanset hvordan du ser ud eller tænker. Uanset om du passer ind i de traditionelle kasser eller ej. Uanset hvilken uddannelsen du vælger eller fravælger. Uanset om du gør dine forældre stolte eller ej. Uanset om du tjener penge eller ej. Uanset om de andre forstår dig eller ej.

Du er betydningsfuld.

Der er en vej i verden, som er designet kun til dig. Eller som rettere ’designes til dig hver eneste dag’ – i nuet. Du går på den – hver eneste dag. På din helt egen vej. Du skal ikke ud og lede efterdin vej. DU ER PÅ DEN. For hvert åndedrag du tager, er du på din vej. For hvert valg du tager, er du på din vej. For hver en oplevelse du møder, er du på din vej. 

Du er din vej.

Din vej ser måske anderledes ud end du i dit mentale hoved troede, den skulle se ud, og måske anderledes end dine forældre har fortalt dig den skulle se ud. Men ingen kender din vej – kun du, indeni dig.

Du er din vej. 

Det betyder ikke, det altid er let. 
Det betyder ikke, at du ikke skal have hjælp på din vej. 
Det betyder ikke, at du ikke har mere at lære fra nogen. 

Det betyder ikke, at vejen ikke kan tage drejninger, der er uforudset.

Det betyder bare, at dét du oplevelser lige nu – oplevelsen af at være menneske – er din vej. Hvordan den end udfolder sig. 

Kære unge dig, 

Det er ikke altid let at være menneske – slet ikke hvis du mærker dig selv meget og føler dybt. 

Men tro mig – du er på rette vej. Din vej.

Hvis du kæmper på din vej, og føler dig fortabt, så fortvivl ikke. Giv ikke op og lad dig bilde ind, at der er noget galt med dig. I stedet opsøg nogen, der kan se dig i øjnene og sige; 

’Jeg ser dig – jeg hører dig – du er lige her, og skal være lige her. Lige nu. Og ja, lige nu er det svært, det forstår jeg. Det er okay. Det må det godt være. Livet går op og ned. Det er en del af rejsen her på jord. Du er ikke alene, vi klarer den her – sammen’.Jeg hepper på dig. Altid

, ,

TAG ANSVAR: LAV DIT SKYGGEARBEJDE

Det er en interessant tid. Set med skyggebriller.

Projektioner flyver rundt.
Tvivlen om os selv og vores fremtid bliver større. Usikkerhed om vi får det ud af livet, vi ønsker os, vokser.
Vores ståsted og fremtid er på spil.
Vores dybeste behov og livsbegær kigger frem – og udfordrer vores tanker og følelser. 
De søgende værdiladede spørgsmål forstørres:

Hvem er jeg egentlig?
Hvad handler livet om for mig?
Får jeg mine behov dækket?
Hvad er mine behov egentlig?
Jeg mangler noget – men hvad?
Hvad gør mig tilfreds?

Vi længes efter den dybere tilfredsstillelse – men vi udfordres i denne tid:

SKAL VI GÅ EFTER DE INSTINKTIVE BEHOV – ELLER SKAL VI BLIVE OG ARBEJDE PÅ DEN LANGVARIGE BANE?

Der udspiller sig en kamp i vores bevidsthed. En dans om du vil – smuk eller ej – mellem ego og højere bevidsthed. Mellem personligheden og den større sandhed.

Kan du fornemme det?
Oplever du også det?
Måske. Måske ikke.

MEN OPLEVELSE ER: DET ER VIGTIGT AT DU I DENNE TID LAVER DIT EGET SKYGGEARBEDE.

Nej, det er ikke nok med det mentale overfladiske skyggearbejde, hvor du bare fyrer floskler a la ‘ja, det er jeg også’ af.

Nej – det virker ikke. Sorry. det bliver kun en omgang mental forløsning, der ikke går dybt til roden af din situations udfordringer.

Jeg henviser til den slags skyggearbejde der REELT transformerer din indre verden. Den slags skyggearbejde der arbejder intensivt med din underbevidsthed og dine undertrykte følelser – den slags skyggearbejde som konfronterer de dybere undertrykte energier i dig – og tvinger dem til at blotte sig, for dig selv. Så du kan være med dem – rumme dem – trække vejret gennem dem – så de forløser sig (det er ‘bare’ energi’ – og forvandler sig til dyb indsigt). Så energien i det undertrykte opløses, og du kan lade det tomme rum opfylde med den omsorg og kærlighed, Du sender derind.

Skyggearbejde handler (for mig) om at gøre det (ubevidste) undertrykte og følelsesmæssigt svære i os selv bevidst. Ikke om bare at kunne identificere en projektion og populært sige: ‘Okay, det er jeg også’ eller sige ‘ja jeg ved godt at dette er svært i mig, men sådan er jeg nu engang’.

LAD DIG IKKE SNYDE:

Lad ikke dig selv snyde af dit selviske sårede ego.
Lad ikke dig selv tro på, at du har styr på dit shit. Ikke hvis du kæmper lige nu.

Der ER masser healing, selvindsigt og forløsning at hente i denne tid. Hvis vi gør vores eget arbejde ordentligt.

UDFORDRING FOR OS ALLE: VI VIL IKKE MØRKET:
Problemet er måske, at de færreste oprigtigt ønsker at se os selv dybt i øjnene. (med mindre vi er lidt følelsesmæssigt sadistiske).

Vi ønsker reelt ikke at konfrontere os selv med DET vi ikke synes er værdigt i os. Med vores følelse af mindreværd, vores følelse af ligegyldighed, vores følelse af at være så uelskelige, med vores mangel på succes, mangel på intimitet, mangel på selvrespekt og selvkærlighed.

Vi ønsker ikke mærke vores sårede smertefulde barndom igen – vi vil hellere navigere på overfladen. Og leve livet på en løgn.

“Så er det heller ikke værre”
“Det går jo meget godt”
“Jeg er da ok tilfreds”
“Jeg behøver ikke kigge dybt, der er ikke noget galt med mig”
“Sådan er det nu engang bare”
“Det er ikke min skyld, jeg kan ikke gøre noget ved det”

MEN VI OPLØSER MØRKET VED AT GØRE DET BEVIDST. MÆØRKE EKSISTERER KUN, HVOR VI IKKE VIL FLYTTE VORES BEVIDSTHED HEN.

OG LIGE NU ER DER KOLLEKTIVT EN MULIGHED:
Men lige nu inviteres vi alle – kollektivt af tiden – til at blive ærlige overfor os selv.

Husløs ærlige. På et dybere plan.

Vi får muligheden serveret for at adskille hvad der reelt er vores behov fra et såret egostyret sted – og hvad der er behov, der vil give os langvarig dyb tilfredsstillelse som menneske.

Vi må starte med at blive ærlige overfor os selv:

– hvad er det du virkelig ønsker dig?
– hvad har du virkelig brug for
– hvad er det du virkelig længes efter

….for herefter at vurdere fra et dybere sted, hvilke behov der er styret af dit sårede egos behov og vhiolke behov der kommer fra et dybere sandt sted i dig.

DET KRÆVER EN INDSATS:

Det kræver dedikation at lave hardcore skyggearbejde.

Det kræver stilhed, tid og mod at gå dybt ind i dig selv.

Men hvis du ikke gør det, er der en stor risiko for, at du kommer til at træffe beslutninger der er styret af (ubevidst og tildækket) dit grådige, undertrykte, sultne, barnlige, uopfyldte sårede ego – der blot ønsker hurtige quick-fix på de uopfyldte behov fra tidlig barndom.

Og dermed misser muligheden for at arbejde på healing af dig selv og arbejde dig videre mod dine langsigtede planer og ønsker for dig selv og dit liv.

Lad dig ikke snyde i denne tid.
Gå dybere i dine behov.
Vær med dem – kig dem i øjnene og gå bag om.

Hvad er dét, du VIRKELIG HAR BRUG FOR – på et større plan – hvis du skal finde langvarig glæde og tilfredsstillelse som menneske og sjæl?

, , , ,

Det er tid til at lave skyggearbejde. Nu.

Der sker meget energetisk lige nu. Vi tvinges til at kigge dybt i os selv.

De færreste elsker de tunge energier der udspiller sig. De færreste synes det er en fest at kigge dybt i det svære, der udspiller sig i os.

Vi synes som mennesker at det er lettere at vandre på overfladen, bebrejde de andre, pege fingre og tildele skylden for vores indre dramaer og smerte til ‘dem udenfor os selv’. Men uanset hvordan vi vender og drejer det, er vores egne indre kampe VORES. Du kan ikke give skylden til de andre. Måske trigges du af nogen udenfor dig selv – men vejen til healing og forløsning kan KUN ske, hvis DU – VI – laver vores eget indre arbejde.

De sværeste dybeste mest smertefulde lag vores psyke ønsker vi ikke at mærke. Fordi vi konfronteres med vores smerte og sårbarhed, vores skam og svigt fra fortiden af. Nogen bærer faktisk svigt, skam og tunge energier der sket ikke er deres egne – men andres. Det er ikke let at bære – eller mærke ind i.

Hvem har reelt lyst til at se på det grimmeste i sig selv?
Hvem har oprigtigt lyst til at mærke lidelsen, der udspiller sig indeni os?
Hvem har oprigtigt modet til at konfrontere sig selv med det der sker under overfladen – med mindre livet tvinger os til det?

De færreste. Desværre.

Fordi vi i stedet for at tage ansvar for os selv, projicerer lortet ud på de andre og tager mørket udenfor os selv. det er både uansvarligt og ødelæggende. For os selv og vores relationer, liv og fremtid.

 

MIN INVITATION TIL DIG:

Min invitation til dig NETOP i denne tid, hvor vi astrologisk set er i skorpionens tegn er IKKE at løbe fra dig selv.
BLIV – GÅ DYBERE.

 

Dette er din mulighed for at opdage, hvad der reelt ligger i dig og skriger på healing og forløsning.
Træk dig fra de andre, så du kan adskille hvad der er dit – og hvad der er deres.

 

Lav dit eget arbejde.

Tag dit ansvar hjem.

 

Gem ikke dine skyggeside – din vrede – din skam – dine dybe behov og begær væk. Kig på det – lige nu tvinges det hele op til overfladen for at DU SKAL KIGGE PÅ DET. Ikke for at du skal smide det over på en anden, ikke for at du skal fortrænge det igen, ikke for at du skal æde det væk, drikke det væk, tænke det væk – men nej, for at du skal møde det og TRANSFORMERE DET TIL KÆRLIGHED.
Når du møder det sværeste mest smukke i dig selv med oprigtig omsorg, nysgerrighed, ukritisk, uden fordømmelse men med accept og forståelse opløses det – det transformere sig til noget andet. Noget blødt og fint, som healer – ikke kun dig, men alt omkrig dig.

LAD IKKE DENNE MULIGHED FOR TRANSFORMATION SLIPPE.

Du transformere dit mørke ved at tage det op i det bevidste lys – være med det – anerkende det for hvad det er – og giver det en anden form med din blotte bevidsthed om, hvad det er du holder i dig.

 

ØVELSE:

Tag bevidst alene tid ud.
Afsæt en times tid eller mere.
Sæt dig et roligt sted.
medbring noget at skrive på.
Start med at lukke øjnene, træk vejret fem gange dybt – helt ned i det nederste af lungerne.
Pust roligt ud for hvert åndedrag.
Flyt opmærksomheden til kroppen, gå indad og mærk efter:

Hvad sker der i dig? Hvad er på spil?
Hvad er det for energier der ønsker at tale med dig?
Hvad fortæller din følelsesmæssige verden dig?
Hvad er det for uhensigtsmæssige mønstre der lige nu driver dig rundt i manegen?
Hvad handler alt dette om – lige nu, for dig?
Hvad er du klar til at se – hvad er det vigtigt du ved om nuet, nu?

Og se hvad der viser sig.

 

, , ,

Vi længes alle efter at give slip

Vi længes efter ro indeni. Vi længes efter lethed. Efter frihed.

Vi længes efter at føle os født på ny. At starte forfra.

 

Kender du det?

Vi længes efter oprydning fysisk i vores hjem, i vores papirer, i vores tøj, i vores kælderrum – i vores rod.

Vi længes efter oprydning emotionelt i vores indre følelsesmæssige verden.

 

Længes efter at slippe de tunge gamle energier, der er ophobet i os, som hjemsøger os hver gang, vi bliver stille og får ro på. Følelser, der henviser til gamle oplevelser, undertrykte oplevelser og fortrængte tider.

Vi længes efter oprydning i vores relationer – i vores familie, venne- og omgangskreds.

 

Vi drømmer i smug om at skille os af med dem, der ikke nærer os – vi skammer os over at længes efter at sige fra over for dem, der ikke behandler os ordentligt, vi længes efter at droppe de sociale arrangementer, vi ikke gider, men som vi ’skal’ eller ’bør’, fordi det er tradition eller os påtvunget af andre.

Vi er sultne efter sunde nærende opmuntrende relationer – samvær med mennesker der ser os, lytter til os, inspirerer os, vil os det bedste – og som udfordrer os, så vi udvikles på den sunde naturlige måde.

Vi længes efter mental oprydning i vores overbevisninger og deraf reaktioner og adfærd. Så vi ikke hjemsøges i vores tanker af ’du er ikke god nok’, ’ingen vil ha en som dig’, ’hvem tror du at du er’, ’det kommer aldrig til at ske for dig’, ’du er ikke noget værd’, ’ingen kan elske dig’. Vi gider ikke disse tanker længere, men aner bare ikke hvordan vi skal få mere konstruktive dialoger ind i stedet.
Vi længes efter tanker og handlinger, der støtter vores drømme og som er fulde af opbakning til os selv.

Vi længes efter at slippe frygtens tag i vores sind, der fortæller os at det er sikrest at forblive dem vi er – for ellers vil vi ikke kunne finde os selv igen.

For ikke at tale om den bevidste og ubevidste længsel efter kropslig udrensning – i vores fordøjelsessystem, vores kroppe. Vi æder og drikker så meget lort hver eneste dag, der ophobes i vores system – langt mere end vi aner.

Vi går på toilettet og ved, at vores fordøjelse ikke er optimal. Vi ser på vores hud og ved, at vores udskillelsessystem ikke fungerer som det skal – fordi vi holder fast . Vi er hårde i vore maver og tarme af at bære på gammelt lort, bogstaveligt og metaforisk talt. Vi drømmer om at slippe de mange kilo, der viser os i spejlet, at vi ikke får sluppet dét vi skal.

Vi holder fast, gemmer, fortrænger og bærer på så meget , som vi ikke har brug for længere. Som vi reelt aldrig har haft brug for.
Og meget af det er end ikke engang vores eget lort!!!!!
Vi slæber rundt på vores forfædres skyld og skam og vore forældres smerte.

Vi opsamler alle andres følelsesmæssige rod, skamfulde oplevelser.

Vi opfanger mediernes fortællinger om smerten i verden.

Vi mærker og opsamler vreden fra kulturer, vi aldrig har besøgt.

Vi kobler os på de kollektive destruktive energier og samler på dem, uden vi ved det.

Vore rygge og skuldre er tunge og hårde af alt dét, vi bærer rundt på.


– KAN DU OGSÅ MÆRKE DET?
– KAN DU FORNEMME DET?
– FØLER DU DIG OGSÅ TUNG OG TYNGET AF ALT DET, DU SLÆBER RUNDT PÅ?

Intet under at vi længes efter at få ryddet op og slippe.
Slippe fysisk, kropsligt, emotionelt, mentalt.

Bare slippe os selv for en stund.

 

Vi længes efter sundheden – renheden – letheden – friskheden – lidenskaben – passionen – livsenergien der flyder.

 

Vi længes efter at være i live.

 

Vi vil føle os FRIE – så vi kan bevæge os frit rundt i denne verden, med lette klare tanker – med en let ubesværet krop – i lette smukke nærende omgivelser – med en energi der sprudler og danser.

 

Vi vil DANSE med livet – tage en stor svingom uden besvær og modstand.

 

Vi vil være som BØRN igen – ubekymrede, livsnysgerrige og vilde.

 

Og vi ved inderst inde godt, at det er muligt.Vi ved helt ind i vores knogler og celler, at det reelt kan lade sig gøre igen.

 

For vi får glimt af livet indimellem, som det kunne leves. Vi får et glimt af frihedsfølelsen, når vi flyder i vandet og mærker letheden. Vi får et glimt af letheden, når vi bliver forelskede, og hormonerne raser i kroppen. Vi får et glimt af livets skabelsesproces, når vi får en ny kreativ ide og forfølger den – inden vi lukker ned igen, fordi vi ikke tror, vi er gode nok, som vi er.

 

Vi mærker et strejf af liv, når vi gør noget vovet, træder ud af comfortzone og prøver noget helt nyt – når vi tillader vores mod at styre os frem for vores frygt.

 

Vi får et glimt af ekstasen, når vi får en himmelsk orgasme (hvis vi nogensinde har kunnet give så meget slip og har været der!).

 

Og ÅH hvor vi længes efter mere af det.

Mere af livet.

Mere af ekstasen.

Mere af vildskaben.

Mere af…. Det hele.

 

Paradoks

 

Men det er et paradoks – for vi er også bange for at slippe det, vi bærer rundt på.  Frygten for at slippe det vi nu kender – slippe det der er vores – slippe det vi har – gør, at vi hænger ved, holder fast.

Vores ego elsker jo kontrol.

Det velkendte.

Det trygge.

 

Vores ego – eller den del af vores ego der er frygtsomt – vil kæmpe for at forblive den, vi er i dag – med al den byrde, vi slæber rundt på.

 

For i det mindste ved vi så, hvem vi er.

 

For hvem ville være foruden?

 

Hvem ville vi være uden alt vores lort – fysisk, kropsligt, emotionelt og mentalt – som vi slæber rundt på?

 

Så vi fortsætter med slæberiet.

 

Vi lever tynget i et bur, fastlåst og fastfrosset – med ophobninger i sindet, krop og omgivelser, der langsom kvæler os. Der langsomt tager livet af os. Der langsomt slukker vores livsgnist og passion. Der stille og roligt lukker os ned, forkrøbler os og stagnerer os.Tankemæssigt, handlingsmæssigt, kropsligt.

 

For vi aner ikke, hvordan vi skal give slip på det!!!!!

Eller hvad vi reelt skal give slip på.

 

Vi aner ikke, hvordan vi skal slippe os selv fri fra fortidens greb i os, så vi kan få adgang til den lethed, frihed og livsenergi, der hvirvler rundt om os.

 

Men det behøver ikke være sådan.
Ikke længere.

 

Reelt set starter der jo en ny dag hver dag.

En ny begyndelse er mulig konstant.
Vores celler fornyer sig jo hele tiden.

Vi slipper ubevidst væsker dagen lang og er ikke den samme i dag som i går, på de mindste partiklers niveau.
Så vi kan godt.

Slippe.

Der findes uendelige mange veje og metoder til at slippe og sætte dig selv fri, så du kan genopleve den lethed, indre frihed og energi, der var engang i dig. Forskellige metoder, processer, kure og veje til dette – afhængig af, hvem du spørger og går til, vil de have forskellige veje til at hjælpe dig med at slippe. Kropsligt, emotionelt og fysisk.Kropsterapeuter, samtaleterapeuter, familieopstillinger, afspændingsterapeuter, kosteksperter, energiarbejdere, feng-shui specialister, yoga instruktører, meditationslærere.

 

De finder overalt derude. Nogen bedre end andre, som indenfor alle fag.

 

Men uanset hvilken vej du vælger, så vid blot at det er ikke noget, du kun

gør ÉN GANG. Det er ikke en engangs-opgave for dig at give slip. Det er en livsopgave, da vi hele tiden samler op og holder fast. Det er en proces for livet. At give slip og starte på ny.

 

Igen og igen.

Refleksion:

  • Hvad har du brug for at give slip på?
  • Hvad tynger dig lige nu?
  • Hvor føler du dig inspireret til at starte med at sige farvel og slippe det, du ikke længere har brug for?
  • Hvad har du brug for, for at kunne sætte processen i gang?
  • Hvad skal du turde miste?
  • Hvem skal du turde være for at give slip?
  • Hvem kan støtte dig?
  • Hvad er din intension med at slippe? Hvad ønsker du, at det skal give dig at give slip?
, ,

You can’t heal what you can’t feel

Der var en gang hvor min værste frygt var, at nogen skulle opdage, at jeg ikke var værd at elske, som mig, med alt det jeg havde gjort og været i min ungdom. Jeg frygtede at de skulle se, hvor såret jeg var – indeni. Hvor usikker jeg var og hvor mislykket, jeg følte mig. Jeg brugte uendelige kræfter på at dække over min skam: overpræsterede og smilede sødt, hjalp alle og signalere ‘omsorgsfuld mor og succesfuld karrierekvinde – styr på det hele’.

Så gik jeg ned med stress.
Og så var den illusion li’som ødelagt.

For ud af skabet faldt alle min skeletter – og er fortsat med at vælte ud lige siden da. I forskelige former og farver.

Det er i dag 10 år siden.

og her er hvad jeg har opdaget og erfaret:

Det er livslangt arbejde at være menneske. Det er ikke en let rejse. Ikke for nogen. Det er kompliceret og vi gemmer mange lag. Lige når vi tror vi ‘er der’ kommer næste lag og kalder på healing. Lige når vi tror vi ‘har regnet den ud’, viser næste blokering sig. Næste opgave. Næste illusion. Næste udfordring. Og sådan er livet designet. En lang rejse med opgaver og afdækning af ’hvem er jeg – virkelig’.

—–

Vi er alle sårede børn i voksne kroppe

I sidste weekend deltog jeg igen på Debbie Fords tre-dags The Shadow Proces, og det var her igen så tydeligt, at vi alle er børn i voksne kroppe. Vi mennesker har så mange uhealede lag fra barndommen i os, som stadigvæk styrer os i vores voksne liv. bevidst og ubevidst.

Det er så rørende og kraftfuldt at være vidne til andres menneskers afdækning, når masker falder, når ærlighed kommer frem og et helt livs skam bliver forløst.

Det gør mig ydmyg og meget opmærksom på, hvor svært det er at være menneske – og hvor befriende det er, at blive set og mødt, i det værste man bærer i sig.

Personligt er jeg stadig uhealet forskellige steder. det ved jeg og det arbejder jeg kontinuerligt med. Der er stadigvæk steder i mig, hvor jeg bare er en lille pige der reagerer, når jeg er presset og trykkes på ‘mine sår fra min barndom’.

Mine sår kommer fra min barndom, hvor mine forældre blev skilt. Min far flyttede fra mig og jeg nåede aldrig at føle, at jeg var dybt elsket af ham. Dybt inden i mig længes jeg stadig efter min hans ubetingede kærlighed og forgudelse, fordi jeg ikke nåede  at få dette basale behov dækket – før han døde. Noget i mig længes stadigvæk efter ham – efter at blive set og elsket, efter hans ubetingede kærlighed. Længes efter at høre ham sige ‘Du er min lille smukke prinsesse‘. Den længsel sidder dybt i mig – og driver mange flere valg i dag, jeg vil være ved.
Både i mit parforhold, i mit arbejdsliv og generelt i min væren.

Og sådan er dét for os mennesker. Vi bærer på sår og savn og udækkede behov, som ligger i vores emotionelle system og kalder på os. Igen og igen. Som driver vores valg og lader os træffe destruktive beslutninger.

Lige indtil vi tør se disse sår i øjnene, og være med dem. trække vejret gennem dem. Lige indtil vi kan integrere de dele der mangler i os, og heale det sårede barn – som lever derinde. I os. I vores følelsesmæssige system.

Det kan vi, når vi er klar til det.
Og vi er klar, når vi er klar.
Ikke før.

  • Hvilke sår har du fra din barndom, som du stadigvæk fornemmer bløder i dig?
  • Hvad kommer frem i dig af ubearbejdede følelser, når du er presset eller bange?
  • Hvor gammel er du mon lige der? 
  • Hvad kalder på din egen omsorg og healing?

Det er den modige krigers rejse
at bevæge sig ind i den indre emotionelle verden

Det ved jeg godt.

Mange mennesker tør ikke komme i kontakt med deres følelser. De er bange for følelsernes kraft. For den smerte der var og som de gemmer på.

Det er også sårbart og svært at mærke det, der engang gjorde ondt – som stadigvæk sidder i kroppen, bag alle lag af undertrykkelse.

Det gør ondt at mærke de svigt vi har med os, de sår, de længsler, de afvisninger, følelser af utilstrækkelighed og ensomhed. Følelser af uperfekthed og skam, som er blevet os påført. igen og igen.

Men det er nødvendigt.
Hvis vi vil videre.

Vi bliver nødt til at møde os selv i det svære – være med det og vise os selv omsorg, lige der. uden at fortrænge og lægge låg på.

I hvertfald hvis vi ønsker en fremtid, der er båret af dyb mening, lethed og glæde, kærlige relationer og autencitet. Ægte oprigtig væren – hvor vi tør møde andre mennesker lige der hvor vi er. Uden skam over os selv, uden frygt for at skelletter vælter ud, uden glimmer-facader og illusioner.

For fuck glimmer på kaminhylder, hvis der ligger en hundelort under gulvtæppet og stinker overalt.

Forstår du hvad jeg siger her?

Gør dig selve en tjeneste.
Tag dit liv og dine følelser alvorligt.
Find dit mod frem.
Rens ud.
Få sagt det der skal siges.
Slip det der ikke fungerer længere.
Vær ærlig overfor dig selv.
Hold op med at lyve og fornægte. med at lade som om.

Livet er for kort til fasadespil og uærlighed.
Overfor dig selv.

, ,

Sig undskyld så det modtages

I mange relationer opfører vi os ikke altid ordentligt. Vi gør ting, vi i gode øjeblikke aldrig ville gøre.
Siger ting, vi ikke skulle ha sagt. Vi træder ved siden af. Begår ‘fejl’.  Vi dummer os.

Både i relation til vores ægtefælle/kæreste, børn, forældre, familiemedlemmer, venner, kollegaer, naboen…

Kender du det?
Det gør jeg.

Jeg har både været den der har gjort/sagt virkelig ikke-okay ting – som jeg bitterligt har fortrudt bagefter, og også været den som er blevet såret af andres handlinger.

Vi kan alle træde ved siden af, begå ‘fejl’, sige dumme ting, agere i affekt og fortryde. Ingen af os mennesker er fejlfrie eller super-mennesker, der lever et pletfrit liv. Men det er bare ikke altid lige til at få sagt undskyld, så det faktisk modtages og begge partner kommer videre. For en ting er at sige “undskyld”, men noget andet er at den anden MÆRKER det, TROR på din undskyldning OG bagefter også TILGIVER dig – så jeres relation er intakt og stærk bagefter.

Hvis vi ønsker at bibeholde sunde stærke relationer, må vi være i stand til at rydde op efter os – sige undskyld og korrigere vores handlinger derefter. Ellers ender vi med at have sårede relationer, båret af mistillid og fortrydelser. Spørgsmålet er så bare, hvordan får du sagt undskyld for noget, du har gjort – så den anden tager imod din undskyldning? Og hvad skal der til, før du selv tager imod en undskyldning?

 

—-

SIG UNDSKYLD SÅ DET MÆRKES

Ifølge psykologen og forfatteren Gary Chapmann, forfatteren bag bestselleren ‘De fem kærlighedssprog’  er der 5 trin, du skal igennem for at sikre dig, at din undskyldning bliver modtaget, accepteres OG virker efter hensigten*.

Personligt tror jeg ikke jeg ville være gift den dag i dag, hvis jeg ikke havde lært disse fem trin. Ærligt. Disse trin fik mig til at forstå, hvad der skulle til FRA MIN SIDE for at min mand fik de bedste betingelser for at tilgive mig for ting, jeg har gjort i vores relation.

Jeg er i dag meget bevidst om de fem trin i alle mine relationer og bruger dem bevidst, når jeg kommer til at træde ved siden af. Måske de også kan bruges af dig?

 

1. Udtryk din oprigtige fortrydelse.
‘Jeg er ked af at jeg har…’
Fortæl den anden at du er ked af at du har såret ham/hende. Og sig det med oprigtighed. ‘
Giv dig tid til at sige det, kig den anden i øjenene hvis i er i samme rum eller skriv det. Fortæl ham/hende at du oprigtigt er ked af j´hvad du har påført personen af smerte/tvivl/sorg/eller hvad du har vækket i ham/hende og/eller

2. Påtag dig ansvaret for det der er sket.
‘det er mit fulde ansvar det jeg har gjort’
Tag ansvar for det du har gjort. Undlad at begynde at forsvare dig eller sige ‘men jeg gjorde det fordi. bla bla bla….’
Tag det fulde ansvar for det, du vil sige undskyld for, for hvad du har gjort/sagt. Hvis du begynder at forklare dig eller retfærddiggøre det du har gjort, mister din undskyldning sin værdi. Husk, du er ikke ved at rense dit eget navn her – men oprigtigt sige undskyld for den smerte du har påført den anden.

3. Tilbyd kompensation
‘Hvad kan jeg gøre, for at gøre det godt igen?’
Spørg den anden hvad han/hun har brug for for at der bliver rettet op på din fejltagelse. Hvad har han/hun brug for for at kunne tilgive dig? Måske ved han/hun det ikke – men bare det at du spørger viser at du er villig til at efterleve det behov, der er. Måske har personen brug for tid, brug for at tale mere om det skete, brug for et kram eller måske noget helt andet. Spørg og vær oprigtig villig til at gøre det den anden har brug for.

4. Omvend dig
Vis at du vil forbedre dig med handling (dvs gør det ikke igen, det du lige har sagt undskyld for. så mister du din troværdighed).
Som min kloge vise datter sagde en dag, da jeg sagde undskyld efter et raseri-anfald, der gik ud over hende ( men reelt handlede om noget andet): “Mor, du siger jo undskyld hele tiden – hvorfor stopper du ikke bare – du gør jo ikke noget anderledes alligevel”. AV. Den sandhed gjorde ondt. For faktum er, at hvis vi bare siger undskyld men ikke ændrer adfærd, så virker det ikke. Så mister den anden tilliden – og den er svær at rette op. I nogen tilfælde uoprettelig.

Derfor er punkt 4 så uendelig vigtigt: VIS med dine handlinger er du er ked af det du gjorde og vil gøre dig umage for aldrig at gøre det igen.

5. Bed om tilgivelse.
– spørg: ’Vil du tilgive mig’.
Det er vigtigt specifikt at bede om at blive tilgivet  Svaret er op til den anden, men bed om det. Bed om tilgivelsen – som sidste punkt efter de fire andre.

Husk afhængigt af hvad du siger undskyld for, kan det være lettere eller sværere at få tilgivelsen – men i sidste ende er det den andens valg: at tilgive dig.

Husk også at spørge dig selv – kan DU tilgive dig selv for det der er sket? Det kan være enormt svært at indrømme og bede om undskyldning for gjorte ting, som man end ikke selv har tilgivet sig selv for – så dette er lige så vigtigt som at den anden kan, da du ellers vil bære skyld/skam med dig og ultimativt sabotere dig selv for livsglæde fremover.

Du skal igennem alle fem punkter for at sikre dig at din undskyldning modtages.

—-

Refleksion:

I hvilke relationer har du brug for at få ryddet op og sagt undskyld for din adfærd?
Hvem har du ikke opført dig ordentlig overfor?
Hvem har du såret, som du skal sige undskyld til?

Selvom det ikke altid er let at sige undskyld og bede om tilgivelse, så mærk efter, tænk over hvad det vil betyde for jeres relation på sigt, hvis du gør det. Hvad du vil få mere af. Hvordan det vil føle. Hvor meget energi du vil få frigivet. Hvad du bagefter vil kunne opnå, som lige nu ikke er muligt?


 

Afhængigt af din modtagers kærlighedssprog** vægter nogen af punkter mere end andre.
Det kan du – hvis du har mulighed for det – spørge ind til i en anden samtale.

Vær opmærksom på, at nogen ting er sværere at sige undskyld for end andre.
Det er nok lettere at sige “undskyld, jeg tog det sidste toiletpapir” den at sige det – end sige Undskyld, jeg har været dig utro’ / ‘Undskyld, jeg har manipuleret med dig i årevis’ /’Undskyld, jeg indser nu at jeg har skubbet dig væk’ / ‘Undskyld jeg har været egoistisk og kun tænkt på mig selv’ /’Undskyld jeg råbte af dig igen’

Men uanset skal du igennem dem alle fem, for at din undskyldning skal have nogen form for dybere effekt i den anden.

 

*kilde: ’Undskyld på 5 sprog – Gary Chapman & jennifer Thomas
**De fem kærlighedssprog – Cary Chapmann