(skrevet 19 april 2018)

Dagen før afrejse: Processen var i gang

Jeg mærkede ensomheden. Frygten. Hvad hvis jeg ikke kunne være i det alligevel?

Jeg følte mig sårbar og krøb ind til Bo. Havde behov for at føle mig tryg i hans arme.

Underligt. Jeg havde i mere end 5 måneder talt om denen tur og insisteret på, at jeg havde brug for plads til MIG – alene. Og nu, hvor det kom tæt på, havde jeg slet ikke lyst alligevel. Havde ikke lyst til det utrygge, det uforudsigelige.

Jeg er typen der længes efter frihed og eventyr, men samtidig har enormt brug for tryghed. Meget kontrastfyldt. Og skaber spændinger i mit liv, som altid er …hmmm er interessante at være i og med. Når jeg er for meget i ro, vil jeg have udvikling og kaos. Når jeg har kaos og forandringer overalt, vil jeg have tryghed og ro. Frem og tilbage.

Men nu var beslutningen taget. Jeg skulle afsted. For at finde mig selv igen OG planlægge første kunde-retreat til maj.

Der lå jeg så, i Bos arme og mærkede roen. Og mindede mig selv om, hvorfor jeg havde besluttet at tage af sted. Hvorfor jeg havde planlagt et retreat for andre næste måned. Hvorfor det var, jeg dybere ned godt vidste at jeg havde brug for at komme væk – for en kort stund.

Fordi jeg ikke kunne mærke mig selv længere.
Ikke sådan rigtigt.

Graviditet, flytning, fødsel, barsel, baby, natteroderi, transformationer på alle mulige måder. De sidste to år havde bare været en lang proces. Hvilket var oven på mange andre års processer. Set i bakspejlet havde jeg vel været under forvandling siden tvillingerne blev født i 2006, også før det. Måske siden jeg mødte Bo i 2002. Før det. Siden min far døde måske, da jeg var 17!!!! En lang proces …. Og før det. Mine teenageår. Og før det…. skilsmissen som 8 årig. Èt langt liv i proces og forvandling.

Som så mange andre mennesker.

Intet under at jeg var træt.
44 år i proces!!!!

Heldigvis var jeg i dag et sted, hvor jeg ikke følte der var flere store store processer forude.
Kun glæde. Og eventyr.

Jeg faldt i søvn og mærkede spændingen blande sig med uroen. Et nyt eventyr forude, og jeg havde ingen anelse om, hvad det ville bringe.

 

Men det var vigtigt. For mig.

Dag 1: Afrejse dag – Emotionel healing

Følte mig syg. Lidt influenza agtig. Blandet med sommerfugle i maven.

Jeg fik sagt farvel til de store børn, afleveret lille baby August. Skyndte mig ud af vuggestuen for ikke at lave en drama over at jeg skulle være væk i to dage fra ham. Det var jo første gang. Men han så helt rolig ud. Smilede da jeg gik. Alt var godt.

Mærkede det indre drama presse på. Ville ikke gå med det. Ville ikke.

Jeg tog ud i lufthavnen og kunne ikke finde ro. Jeg havde planlagt alle mulige ting jeg ville nå at lave inden afrejse, men jeg kunne intet. Jeg var som forstenet. sad bare i terminalen og kiggede.

Jeg glædede mig men følte mig sorgfuld samtidig.

Vidste ikke hvorfor.

Følte en snigende følelse af ensomhed. En følelse jeg genkendte.
Følelsen af at være helt alene i verden.
Fortabt.
Utryg.
Uden rationelt at vide hvorfor.

Jeg sov i flyet og landede i Palma. 3 timer senere. 
Jeg tog en taxi fra lufthavnen til klosteret. Taxichaufføren kendte godt klosteret – det er et smukt sted, sagde han. Vi kørte op i bjergene, kørte og kørte. Det blev smukkere og smukkere. Og vi kom højere og højere op i bjergene.

Pludselig var vi der.
Foran det smukkeste kloster midt imellem bjørnene.
Kl. var 18.00 og solen skinnede stadig.

Følte min brystkasse snævrede til. Min hals.
Kunne næsten ikke trække vejret.
Vidste ikke hvorfor.

Jeg fik nøglen til mit værelse og gik på værelset.
Jeg mærkede ensomheden komme igen.
Mærkede det som en stigende tomhed indeni, op i halsen og brystkassen.

Skyndte mig ud.
Ud i naturen. fandt en lille sti op ad et bjerg. Fulgte den – en smuk stenvej. Flugtefløjt oversalt. Meget smukt.

Jeg kom til et plateau hvorfra jeg kunne se soled gå ned – ”her skal vi sidde i stilhed sammen hver aften til vores retreat”, tænkte jeg.

Jeg kiggede mig omkring på bjergtoppen, så en smuk status og et stort kors… og begyndte at græde. Vidste ikke hvorfor. Havde svært ved at få luft fordi min brystkasse var så låst.
Men jeg måtte være i det – ville være i det. Jeg blev i det.

Jeg bevægede mig rundt, fandt et sted nyt sted på bjerget hvorfra jeg kunne se solnedgangen endnu smukkere …og begyndte at græde igen.

Mærkede først nu hvorfor.

Det var fordi jeg endelig var her. Dette sted – jeg havde set og talt om som længe.
Jeg græd, fordi jeg havde gjort det for Min egen skyld, ikke for nogen andre.
Det følte så vigtigt.
Og smukt.
Og sårbart.

Jeg havde givet mig selv noget, som jeg havde følt var vigtigt for mig.
Jeg følte en kæmpe kærlighed og taknemmelighed til mig selv lige der.
En omsorg. For et sted i mig, der havde dette behov – og som havde fået det indfriet, af mig.

Lille Louise og Store Louise. Lige der på bjerget.
Tænk jeg havde gjort det for Min skyld. Fordi JEG havde længsel efter det. Og nu var vi her.

På vej ned ad bjerget begyndte jeg at græde igen.

Jeg mærkede pludselig et dybt savn efter min mor. Ikke som sådan et et nutidigt savn, et gammelt gammelt savn efter min mor.
Min mor – der kunne trøste mig og holde mig. Der elskede mig. Og var der, uanset hvad.

Jeg har nok altid savnet at have min mors nærvær i min opvækst. Hun har altid fysisk været der, men har haft sine egne indre følelsesmæssige kampe at kæmpe. Og haft travlt som enlig mor med tre børn.
eg forstår det godt – men barnet i mig savner hende stadig. Det kunne jeg mærke lige der. På bjerget.
Jeg mærkede et barns savn efter nærvær. Nærhed. Intimitet. tryghed. At være holdt og støttet.

Jeg lod følelserne være. passere. forandre sig.

Følelsen gik videre i taknemmelighed over at hun er en del af mit liv i dag, som voksen.
Og nu er hun der. altid.
Jeg ved jeg kan regne med hende. Også selvom barnet i mig savner hende stadig. Vil altid gøre det nok.
Min opgave som voksen er i dag at være der for hende den lille pige indeni mig – anerkende hendes savn og være med hende, når hun savner. uden dom. Uden at lukke af. uden at fixe eller forklare. Bare være der.

Der sker healingen.
Lige der.
I accepten af dét der er.

Gik videre. Rundt i stilheden.
Mærkede letheden komme men også en indre sorg der var stor.
Uden at vide hvad det handlede om.
Det var ikke så vigtigt.

Jeg følte, at det vigtige var bare at være.
Ikke forstå.
Ikke regne ud.
Bare være.
Med dét der ville frem.

Gik rundt på klosteret og ind i kirkerummet.
Blev ramt af en kæmpe bølge af noget indeni mig – noget stort som var større end jeg kunne rumme.

Jeg måtte sætte mig ned. Græd. igen.

Et nyt lag af følelser kom til overfladen.
Denne gang en sorg over en tid der var gået. Året der var gået allerede. 11 år med de store. Mit liv – 44 år. Væk.
Sorgen over ikke at være tilstede i livet. En sorg over fortiden – generationers sorg kom over mig.

Jeg kiggede rundt på kirkerummets billeder og mærkede ‘Jesus sorgen’ overalt: den sorg alle ikonerne viste. det var et mærkeligt stilrum – midt mellem nuet og historierne på væggen. Bjergets historie. Vor tids historie.

Jeg mærkede nutidens sorg over at være her. Alene. Ikke som i alene på klosteret – men mere ‘alene på denne livsrejse’. Som om det var for stort pludselig. Måtte flere gange sætte mig ned, hulkede uden at vide hvorfor. Kunne ikke stå oprejst.

Så billede af Jesusbarnet på væggene, og så i ham min lille søn August. Min lille fine ven. Mærkede min opgave som mor – som Maria, overfor mine børn. Stor opgave.
Jeg hulkede igen.
Kunne jeg leve op til den, gjorde jeg det som jeg skulle?

Måtte ud.
Måtte ha luft.
Gik ud.
Ud i solen.
Op på værelset.

Jeg måtte ringe hjem. Måtte forbinde mig med dem. Det var en flugt fra de store følelser.
Jeg kunne ikke rumme ensomheden mere nu.

Senere gik jeg ud igen. Tog på restaurant og var en del af livet her.
Det var hyggeligt. Trods at jeg var der alene.

Jeg var begyndt at stabilisere igen indeni.

Gik hjem og sov som en sten. I mørket på klosteret.
Da jeg slukkede lyset tænkte jeg, at i dette rum havde mange pilgrimme sovet.

 

Dag 2: Bjergvandring/sjælevandring – Bare være til

Vågnede tidligt. Kl 6.00 jeg kunne høre en hane gale. En fugle udenfor vinduet.

Jeg havde besluttet mig for at se solen stå op kl 07.07. Så lå blot og mærkede efter i kroppen.

Der var roligt.
Ingen drama.
Ingen sorg.
Ingen ensomhed.

Bare ro.
Og lidt stivhed i kroppen.

Stod op. Tog yogatøjet på, tæppe og måtte under armen. Og begyndte at vandre op ad bjerget.

Jeg kom til det smukke plateau – solen var ved at stå op. Fuglekvidder overalt, kirkeklokken ringede. Geder der brægede. Hanen der skrålede dagen i gang. Det var så fredfyldt.

Jeg måtte forevige dette sted. Tog billeder og optog videoer i et væk.

 

Solen var ikke stået helt op. Der var diset over bjergene, og selve klosteret var indhyllet i dis og morgentåge. Så smukt.

Jeg lavede morgenstræk og let yoga. Min gamle krop er stiv, efter barsel, fødslen, bære på lille August og ikke mindst sove i seng med ham i et år! Det skal slutte nu, tænkte jeg – og mærkede savnet efter den lille bløde barnekrop derhjemme, der sover i mine arme. Prisen for nærheden var denne stive krop der næsten ikke kunne lave et hundestræk uden smerte. Det er ligegyldigt. Lige nu. Ville ikke bytte.

Men…. Kroppen fortæller os en anden historie, fornemmede jeg:
Jeg skal passe på mig selv.
Jeg skal værne om den krop jeg har, fordi den er mit hjem for min sjæl og mit liv.
Uden kroppen, intet liv.

Jeg begyndte at tænke på en kær ven, vi har derhjemme, der lige nu er syg og ramt så forfærdeligt kropsligt. Hans krop kan ikke mere. Og hans liv føles meningsløst og så begrænset. Kroppen er vigtig. Kroppens ve og vel, smidighed og sundhed, fleksibilitet og ro er så vigtigt for os mennesker. Vi tænker så sjældent over det, men det ER her livet udgår fra – gennem kroppen. Sjælens bolig.

Mange mennesker kan ikke mærke sig selv – fordi kroppen er stivnet og stagneret.
Mange kan ikke mærke sig selv fordi vi har lukket hjertet – for følelserne Kan ikke lytte.

Det var tydeligt at dette retreat handlede for mig om at mærke, slippe, være med og erkende det næste der vil frem i mig.

 

Jeg sad længe på bjerget og så solen stod op.

De ringede hjemmefra og sagde godmorgen. Jeg så ind i hverdagens hjemme gennem telefonen. De spiste morgenmad, grinte og planlagte dagen.
Hverdagen.
Det slog mig at denne hverdag derhjemme også var smuk og dejlig. Som på bjerget. Det var en rytme jeg kender, og så føltes tryg. Men for nu var det rart at være helt alene på bjerget. Uden andre omkring mig. Uden opgaver og ansvar. Uden en rytme jeg skulle følge.

Alene på toppen med solen der rammer mine kinder.

Dagens intension

Jeg satte en intension for dagen: I dag skulle jeg bare være – ikke noget som helst andet!
Bare vandre i naturen, være mig og se hvor det første mig hen i mig selv..

Jeg var sulten. Klokken var blevet 8.45. jeg havde været på bjerget næsten 2 timer! Tiden var fløjet afsted. Jeg samlede yogamåtten, tæppet og min briller op. Og gik ned af bjerget.

Jeg glædede mig til kaffen. Og morgenmad. Mega sulten nu.

Da jeg kom op på værelset kunne jeg mærke jeg havde brug for at lægge mig under dynen. Bare for en stund. Inde kaffen. Jeg havde ikke travlt. Skulle intet nå. Bare være.

Lå her i mit klosterrum, med tæppe på, så ud af vinduet og kunne mærke ro.

Bare ro.

Og historien jeg lå i – en tidslomme i historien.

Jeg faldt i søvn i et kvarter. Hvornår havde jeg sidst gjort det – var gået i seng igen og sovet morgenlur som en baby?

Jeg vågnede. Det var tid til kaffe.

Ud i naturen – uden at tænke

Efter morgenmaden stod den på vandretur. Jeg skulle gå den rute som retreat deltagerne skulle på. Anede ikke hvor ruten var. Fik af informationskontoret to ruter – begav mig afsted.

Optimistisk og med højt humør. Havde to kort med. Valte den længste rute – så kunne jeg tage den korte om eftermiddagen. 9 km først. 4 eftermiddag. Hvor svært kunne det være.

Jeg endte med at gå en omvej – og for vild. Totalt vild.
Det tog 4 timer før jeg var tilbage. Fra den ene rute.

De første to timer tænkte jeg og var overalt, så stoppede min hjerne og jeg måtte bruge energien på at finde vej, holde tempo og mærke min krop. Shit jeg var jo ude af form. Er ude af form. Jesus. Jeg begyndte at ane et tema for turen.

 

PAS PÅ DIN KROP, LOUISE.

 

Og blev mindet om, at vi skal huske vand og chokolade/energibarer til vores tur.
Jeg var ved at gå kold flere gange.

Jeg prøvede at se det morsomme i det – symbolikken: at gå en omvej og finde tilbage, som mit liv. Men faktum var jeg havde overset en stikvej, og ville ikke lytte til min intuition der sagde jeg var gået forkert. Så jeg gik stædigt to timer i forkert retning selvom ALT – læs ALT sagde det var forkert.

På den positive side: jeg havde været ude i solskin og 20 grader Og eg mødte 10000 cykelryttere , herunder par og fik en kime af vision til fremtiden: Bo og jeg på cykeltur sammen når ungerne er store og klarer sig selv. Det kunne være så hyggeligt.

 

Store indsigter

Én af de ting, den lange vandretur havde fået mig til at erindre var to meget spirituelle oplevelser jeg havde haft de seneste år.

 

• En gang da jeg rejste alene til Frankrig med August i sept 2017. Hvor jeg sad med ham på terrassen i vores lejlighed med udsigt til middelhavet og fik en dyb følelse af, at dette var et kort liv – SÅ KORT. Det var som om jeg så det/blev vist det for mig – at dette var så kort og vi skulle nyde det. En følelse der sad i mig i lang tid.
• Den anden oplevelse var i Barcelona i efteråret 2017, samme år. Jeg var dernede med familien og vi var på Barcelona museet. Der stod en lang række mennesker og skulle se på et trofæ Barcelona havde vundet. Pludselig så jeg, at her stod en lang række sjæle – alle på rejse gennem livet. Det var en fornemmelse – ikke et syn. Men jeg så dem, disse mennesker og mærkede deres søgen, deres længsel, deres livsrejse. Det bragte en kæmpe sårbarhed og – jeg ved ikke hvordan jeg skal beskrive det, måske ydmyghed til mig.

 

Vi er her alle for en kort stund.

Og vi er alle på hver vores ensomme rejse.

Kun hvis vi åbner os – deler ud af vores rejse og indvier andre i vores individuelle smerte/kampe/lidelser/glæder/ højder og himmelske niveauer, kan vi få et blik ind i hvert liv. Ellers vandrer vi alene.

Ensomme. Lukkede. Med en illusion om at vi lider alene. Og skal beskytte os imod de andre.

Det er en fejl. Så stor så stor.

Jeg håber aldrig jeg glemmer disse oplevelser.

Alle mennesker er her fordi vi er sendt hertil og har en særlig opgave at udføre. Noget vi skal erkende, gennemleve fordi det har et større formål på vores åndelige rejse. Det tror jeg på. Jeg håber jeg en dag får den indsigt af personlig erfaring. I dag er jeg kun overbevist af min tro. Og indre fornemmelse. Jeg tror på, og fornemmer at vi er forbundne. Og alene. At vi har hver vores rejse gennem dette liv OG mødes. Vi åbner os, deler ud og mærker i forskellige mennesker en forbundethed. Som om det var meningen vi skulle mødes. Hvorfor det er sådan aner jeg ikke. Ved reelt heller ikke om det er sådan. Det er bare en ide, en tanke, en overbevisning jeg har. Som hjælper og løfter, inspirerer og giver håb for fremtiden. Måske en dag verden ikke er så hård og ond. Måske en dag der ikke behøver være så meget indre kritisk dialog, så meget selvhad og så megen frygt. Måske en dag kan vi alle bare være os selv. Være dem vi har lyst til at være og blive, uden skam og frygt.

Tænk hvis vores børn turde stå op for sig selv og bare sige højt JEG ER MIG – OG JEG DELER GERNE UD AF DEN JEG ER, MEN GÅR IKKE PÅ KOMPROMIS MED MIG SELV. I DENNE VERDEN ER DER PLADS TIL OS ALLE. ALLE HAR EN ROLLE. OG INGEN BEHØVER FØLE SIG TRUET.

De store tanker blev langsomt stille. Jeg gik bare.

Da jeg kom tilbage til klosteret var jeg fuldstændig færdig.
Som i FÆRDIG.
Måtte have sukker. Nu.

Spiste mine marcipanbrød og slugte et æble. Drak vand som var jeg en tør plante. Skyndte mig i bad og tænkte jeg ville ud og have frokost – mærke efter. Min krop var mør.

Jeg gik i seng! Igen. Hvilken luksus.

Lå i min seng midt dag. Kunne tage en velfortjent lur. Igen. Hvornår var det lige sket – altså bortset fra da August var nyfødt. Følte mig dybt taknemmelig og med en krop der både var træt og glad. Den var blevet rørt.

Faldt i søvn.

Vågnede et kvarter efter og gik i bad, klædte om til sommerkjole og blege ben og gik ud i klostergården. Der summede af liv. Jeg ville spise og ud og opdage området på ny.

Jeg spise en sandwich fra cafeen, imens jeg observerede livet omkring mig: cykelryttere på tur, kærestepar på tur, børn med forældre, ældre med hinanden. Sådan vil jeg også være gammel: på klostertur og glad. Ny vision for fremtiden.

Jeg ville ud og finde den pool, jeg kun havde læst om.

Botanisk have – himmerige på jord

Gik gennem klostergården og fulgte skiltene.
De gik i retning af Botanisk have!

Jeg gik ind i haven – hvilken skønhed der mødte mig. Små kringlede stier med de dejligste lyde og små fine detaljer. En meget spirituel oplevelse. Små stoppesteder, krukker, statuer. Et sted man kun kunne gå langsomt. Pludselig tonede poolen frem. Stor og frodig – hvis en pool kan være det. Elske den blå farve en pool kan have. Den giver lyst til at dykke i. Men den var ikke åben endnu. jeg stod bare og se på det – bjergene, poolen, de grønne frodige farver og lydene. Magisk.

Som at være i himmerige, eller bedre:
På jorden et sted med alverdens skønhed.

Jeg gik videre. Fandt en bænk under et tær hvos solen kunne nå mig.

Måtte lave en lille video til mine følgere om, hvor vigtigt det er at følge sin indre hvisken stemme. Det var jo den der var årsag til at jeg var her.

Åh hvorfor er det så svært at have tillid til den?

Hvorfor tror vi ikke på den impuls vi har der guider os?

Jeg var taknemmelig for, at jeg havde valgt at lytte denne gang og nu var her.

Det gav så meget mening – eller måske nærmere sjælefred.

En følelse af at have lytte til min sjæl og givet den det, den sukkede efter. Den sugede indtryk til sig. Som om den ikke kunne få nok.

 

Min krop var så træt. Tænk – 4 timers vandring og jeg var som en karklud.

Besluttede mig for at gå tilbage, finde et roligt sted nær klosteret og bare nyde solen.

Kl 18.00 gik jeg op på bjerget igen. Ny rute. Ville se solen gå ned.

Jeg havde hentet min yoga måtte, klædt om og tog tæppet og dagbog med.

Solnedgang

Jeg brugte næste to timer ved solnedgangen. Smagte dagens indtryk, skrev taknemmelighedsliste og indsigter ned. Det var en underlig oplevelse, eller måske anderledes for jeg havde ikke så mange ord. Dagen havde bare mættet mig. Ikke givet mig nogen vilde AHAAAAAA som jeg kunne dvæle ved.

Mere bare fyldt mig op. Jeg følte mig…mæt.
Tilfreds. Rolig.
Træt på den gode måde.

Gik ned af bjerget igen.

Ville på værelset før jeg skulle spise aftensmad. Jeg havde brug for at varme mig – og mærke efter, hvor jeg skulle spise.

Jeg endte med at spise på klosteret i deres restaurant. Havde ikke overskud til at bevæge mig ud – glædede mig til at skulle sove tidligt i aften. Tænk hvad frisk luft og sjæleføde/soulfood kan gøre.

 

Da jeg lukkede mine øjne den aften, mærkede jeg en dyb tilfredshed.
Dagen var væk.
Og den var brugt godt.
Jeg var brugt godt.
Min krop var brugt godt.

 

Klar til ny begyndelse

Jeg var parat til at tage hjem i morgen tidlig. Hjem til dem jeg elsker mest af alt.

Jeg kunne mærke en klarhed over hvad der var vigtigt for mig – hvem jeg ville dedikere min tid og energi til derhjemme, privat og arbejdsmæssigt. Og ikke mindst mærke mig selv: at jeg var noget værd. Fordi jeg var mig.

Tiden var fløjet afsted. To dage – vupti.

Næste gang jeg kommer tilbage til maj har jeg en dag mere.

Heldigvis.

Jeg faldt i søvn. Og sov som en baby. Rolig og tryg.

 

Dag 3: hjemrejse – klarhed og ny begyndelse

Jeg vågnede ved at kirkeklokken ringede. Klokken var 7.
Jeg stod op, pakkede hurtigt kufferten og gjorde mig klar til hjemrejse.

Jeg ville nå solopgangen.

Skyndte mig med yogamåtten under armene op på bjerget og fik den smukkeste morgen igen.

Jeg kunne godt mærke at jeg var øm i hele kroppen stadig efter gårdagens gåtur. Jeg smilte lidt – Det var ikke til at tage fejl af: jeg havde rørt mig mere end jeg plejede og kroppen ville gerne fortælle mig det.

Jeg lytter. Jeg har forstået budskabet.

Jeg forsøgte at indsnuse duften,. Lydene. Udsigten i håb om at kunne tage det hele med hjem.. det var så smukt og fredfyldt her. Kun lyden af mine egne bevægelser, fuglekvidder og hanen der galte morgenen op igen.

Jeg så på klokken. Jeg kunne godt nå at spise en stor portion morgenmad på klosteret, få en morgenkaffe i solen og så afsted. Jeg havde en taxi ventende på mig kl 9.00.

Jeg følte mig mættet men også glad for snart at skulle gense det hele.

Dette sted.

Roen.

Magien.

Lydene.

Naturen.
Stemningen.

 

Snart. Til maj.

 

Lige nu vidste jeg ikke hvor mange der kom med.
Jeg ønskede mig en lille gruppe.

Kunne godt mærke frygten for at holdet ikke blev stort nok. Men samtidig en tillid til, at uanset ville alt være godt. Jeg ville komme igen uanset.

Fordi det var sådan det skulle være.

Hjemme igen

Da jeg kom hjem i indkørslen, kunne jeg ikke vente. Jeg nærmest løb ind i huset. Og kastede mig over lille August der var ved at få ren ble.

Jeg havde savnet ham. Og de store.
Uden at vide det. En rar opdagelse.

Jeg følte at jeg på samme dag havde levet to forskellige liv.
Et klosterliv og nu tilbage i familielivet. Begge dele var godt. Det ene kunne ikke stå uden det andet. Kontrasten gjorde noget virkelog fint for mig. Åbnede mig. For et større liv. For mig. Hvor der både var plads til at jeg kunne være MIG og jeg kunne være en del af OS.

Livet er en rejse.
Tak for denne.