, ,

Gaven ved det lave selvværd  

Det er skrevet mange bøger om selvværd. Der udbydes tonsvis af kurser i at styrke selvværdet. Terapeuter landet over tjener kassen på at diagnosticere os og sætte label på:


’Du lider af lavt selvværd – kom igen næste uge’.


Men hvad nu hvis det lave selvværd faktisk er en uvurderlig gave der ligger i os?

Hvad nu hvis det lave selvværd bærer kimen til at åbne dit hjerte og vise dig din sårbarhed?


—-

‘Hvem af jer har en følelse af ikke at slå til eller være gode nok, som den I er?’

Når jeg holder workshops og foredrag om ’skyggesider’ og ’det lave selvværd’ og spørger altid ud i rummet, hvem der ofte tvivler på sig selv, hvem der ikke føler sig god nok som de er, eller hvem der frygter ’afsløring’.

90% af deltagerne rejser hånden her.  Både hos kvinder og mænd. Unge og ældre. De sidste 10% kigger ned i gulvet og frygter jeg spørger dem direkte.

Det er så trist.
Så ærgerligt.
Sørgeligt.
Og menneskeligt.

Vi mennesker føler sjældent at vi er gode nok, som vi er.
Vi føler os utilstrækkelige, uperfekte og mangelfulde.

—-

Personligt har jeg altid – siden jeg var barn – undret mig, nogen kunne se noget særligt i mig. Når de roste mig eller komplimenterede noget, jeg havde gjort eller været. Jeg undrede mig, og tænkte:

’Hvorfor siger de det – hvad vil de opnå?
‘Hvis de virkelig kendte mig, ville de ikke sige det!’

Jeg havde virkelig svært ved at tage imod og tro på det fine andre så i mig.

Sådan har jeg det stadigvæk.
Nogen gange i hvert fald.


Hvad jeg med tiden har erfaret, er:

Det er menneskeligt at føle sig utilstrækkelig.
Det er en indprogrammeret del af vores psyke. Nogen er mere i kontakt med følelsen end andre. Men den er der – bag fasaden.

Vi føler os utilstrækkelige (på forskellige områder) og frygter at vi bliver opdaget i denne ‘sandhed’.

‘Bare de ikke opdager hvem jeg virkelig er og hvad jeg ikke kan’ 

Vi  frygter fordømmelsen, hvis vi ikke kan leve op til det de andre ser.
Vi frygter at vi mister modet, når det gælder og fejler
Vi frygter at alle ikke er enige, om vi skal stå i modvind og stå på mål, for den vi er.
Vi frygter jantelovens klamme hånd, der vil slå os ned, hvis vi stikker næsen for langt frem og kalde os for meget, for snobbede, for selvoptagne, for selvfede, for alt muligt…

Vi frygter at blive holdt udenfor, blive grint af, blive hånet, skammet ud…. fordi vi gik med det fineste i os forrest.

Skam, frygt og forestillingen om afvisning, holder os tilbage.

Så vi undertrykker vores fantastiske væsen, bliver destruktivt ydmyge og ender med helt at pakke os selv væk. Vi bliver almindelige gennemsnitlige, ligegyldige. Utydelige. Usynlige.

Herfra begynder en ny spiral:

  • Vi føler os låste i vores udtryk
  • Vi føler os deprimerede over, at vores kreative udtryk ikke kommer ud
  • Vi bliver triste over at ingen ser os
  • Vi føler os uopfyldte fordi ingen opdager vores unikke talenter
  • Vi føler os overset, fordi vi ikke får brugt hele vores potentiale – at vi ikke kan udtrykke og bliver set, for dem vi er.

Kender du det?

Måske kender du til følelsen af at frygte afsløringen – at de opdager, at du er fake, en fiasko, ikke kan klare det alligevel?

Eller følelsen af at have sagt JA til en opgave, for derefter nærmest at krybe hjem under dynen og være så bange, fyldt med frygt og fysiske lammelser i mave og hals, fordi du simpelthen ikke selv tror på du kan noget som helst.

Måske kender du til at have en ide, en dræn , men tvivle på om du kan gennemføre – selvom andre siger selvfølgelig kan du det.

Måske drømmer du om at stå frem og vise dit talent, brugeden DU ER – men din hals snører sammen, du får en knude i brystet og holder dig hjemme, hvor du er tryg?


Kender du til det?
Jeg ved jeg gør.

Da jeg var ansat i erhvervslivet, kunne jeg gemme mig bag titler, løn og hierarki. Jeg var god til at skabe den slags ’glimmer’ omkring mig selv. Jeg var også dygtig – ingen tvivl om det, set udefra – men indeni var jeg altid – altid – i tvivl om mine egne evner.

Jeg var aldrig 100% tryg.

Tænk hvilket pres det må ha været for mit stakkels lille hjerte. Kronisk på vagt. Altid et nervesystem der var belastet af mine frygtsomme tanker.

Av.

Men det opdagede jeg ikke.

Ikke altid i hvert fald. Ikke før jeg gik ned med stress og blev sygemeldt i 2008.

Men også efter jeg skiftede karrierebane og blev selvstændig, og havde fået alle de fine dybtgående nye uddannelser og arbejdede med andres udfordringer, har jeg oplevet denne enorme usikkerhed på, om jeg er noget værd. Om jeg er god nok. Om jeg har det der skal til. Om andre kan li mig og vil mig.


Tvivlen om jeg vitterlig er elsket hvis jeg viser mit sande jeg.
Og de vil kunne li mig og stadig tage mig ind, når jeg viser og siger, det jeg tror på. Hvis jeg bare er mig.

Det er ikke hele mig, der er kritisk og ikke ser mit værd. det er ikke hele ig der tror på denne historie og er bange, og frygter afvisningen.
Men en del af mig gør – stadig – selvom efter alle disse år.

Når jeg går efter store drømme eller nye ’tilstande – når jeg udvider mig, er det særligt tydeligt – så er jeg i fuld kontakt med min utilstrækkelighed, min frygt skam og smerte

Denne tvivl viser sig oftest når jeg skal tage nye store skridt – fx arbejdsmæssigt.

Når jeg begynder at udvide mig selv og træde ud af min comfort-zone. Så begynder det at larme i mig: frygten kommer snigende og jeg kan mærke overalt, at jeg er utryg, bange, lille og ikke tror på mig selv – overhovedet. Uanset hvad andre siger eller hvad jeg minder mig selv om.

Jo mere bevidst og fintfølende jeg er blevet, jo kraftigere kan jeg mærke det i kroppen.

Mærke det lave selvværd.

Nu tænker du måske:

’Hun burde sgu da vide bedre. Hun er jo fucking uddannet skyggecoach her og der, og har taget kurser det ene og andet sted – dit dut dat’.

Men ved du hvad, dig der læser dette:

Det er bare ligegyldigt, når vi taler om at blive ramt ’lige der’ hvor vi har vores smerte og sår. Lige der hvor vi bare ikke tror på os selv. 

Jeg er jo bare et lille barn indeni stadigvæk, når jeg bliver utryg.

Li’som dig.

 

Et lille barn der – af mange årsager – kun ser det forkerte, det umulige, det grimme, det komplicerede, det dramatiske og uduelige i sig selv.

En lille pige, der frygter fordømmelsen fra andre, frygter afvisningen fra dem hun åbner sig overfor, frygter at være alene og blive grint af bag sin ryg.

En lille pige, som har et ton af strategier for at overleve disse følelser. For ikke at mærke dette svære sted. For ikke at vise dette sårbare sted i sig.

En lille pige, som når solen går ned og dagen er ved være omme, ligger i mørket og holder sig selv på maven og beroligende mærker hjertets banken med tårerne ned af kinderne.

En lille pige, der – når smerten og frygten bliver for stor – må minde sig selv om, at det er okay, at hun er bange for at blive stor.
Bange for at tage nye store skridt.
Bange for de andres dom.
Bange for ikke at kunne leve op til alt det, de andre ser.
Bange for at skuffe. Andre og sig selv.
Bange for at tage det fulde ansvar. For sig selv og eget liv.

Men hva så – er der en Gave ved det lave selvværd?

Én af de store gaver ved at arbejde med sine skyggesider, være emotionelt bevidst og turde møde sig selv i de sværeste følelser er, at vi opdager hvad værdien er for vores person i nuet.

For når vi tør være med det sværeste – de dybe smertefulde følelser som vækkes i os – give dem plan sig bare observere dem, åbner vi hjertet for os selv og kan heale den gamle smerte. Vores nærvær og accept af det, der er, healer det gamle.

Mit lave selvværd åbner mit hjerte – for mig selv.

Jeg forstår og mærker i mørket, at jeg stadig er bange for ikke at være elsket som mig. Jeg mærker igen behovet for at jeg skal være der – for mig selv. Igen og igen. Fordi jeg har brug for det. Helt indeni.

Så gaven ved mit lave selvværd – gaven ved at møde min utilstrækkelighed igen og igen er, at det åbner mit hjerte overfor mig selv – så jeg arbejde bevist med at heale det sår, der ligger i mig. Så jeg kan få lov til at passe på mig selv og mærke det fine lille væsen, jeg er – indeni og udenpå.

For lige der – i mørket og mit mest sårbare øjeblik – mærker jeg i et split sekund, hvad de andre ser. Jeg mærker lyset i mig. Jeg mærker omsorgen for mig. Jeg mærker og fornemmer det magiske vidunderlige menneske jeg er. Som altid har været der og som aldrig forsvinder. Det unikke særlige barn jeg er.

Så kære lave selvværd – jeg håber aldrig du forsvinder.
For gennem følelsen af dig, finder jeg altid hele mig.

Spørgsmål til refleksion:

  • Hvilke sider af dig selv vil du gerne vise verden?
  • Er du nogensinde bange for at vise omverdenen, hvem du egentlig er?
  • Hvorfor? Hvad frygter du?
  • Hvad ville det give dig, hvis du turde? Hvad kunne du da opnå eller være?
  • Hvornår føler du dig allermest sårbar?
  • Hvad er gaven ved din sårbarhed? Hvad kan du bruge den til? Hvad åbner den dig op til?
  • Hvad har du allermest brug for at gøre eller sige eller be om, når din sårbarhed viser sig?

Vær aldrig bange for at være i kontakt med din utilstrækkelighed. Mød den. Vær med den. Identificer den i kroppen. Lyt til den. Den forsøger at guide dig et sted hen.

Alt det du bærer rundt på, har til hensigt at åbne dig – for din egen kærlighed til dig selv. Og det i sig selv er en smuk tanke.

Kærlig hilsen
Louise

,

Kampen mod meningsløsheden

Kampen mod meningsløsheden

  • Hvem er jeg?
  • Hvilken retning skal jeg vælge?
  • Hvad vil det sige at være menneske?
  • Hvor finder jeg mit værd? Mit selvværd?
  • Hvad er meningen med det hele egentlig? Hvad er formålet, med mig – med livet – med at leve?
  • Giver det overhovedet mening? Og hvis ikke, hvad så? Hvad gør jeg så?

Store spørgsmål, som jeg ofte har reflekteret over.  Og søgt efter svar på. I bøger. Hos andre mennesker. I forskellige traditioner og religioner.  

Ikke alle stiller disse spørgsmål til sig selv. Absolut ikke alle går så dybt til livet eller er så søgende. Det ved jeg godt. Men dem der gør, ved, at der er stor lidelse forbundet med de søgende faser:

Jeg ved, jeg ikke er alene om at stille disse spørgsmål og søge disse svar.

Undersøgelser viser, at flere og flere unge lever med en følelse af meningsløshed og manglende tilhørsforhold. Flere og flere unge føler sig rodløse, ensomme, retningsløse. De udvikler angst og depressive tilstande, de får medicin fra lægen eller selvmedicinerer. De flygter fra meningsløsheden ind i stofmisbrug, gambling eller et evigt nomadeliv, hvor de ikke behøver slå rødder – i sig selv eller i verden. 

Jeg forstår dem godt. For når vi ikke har fat i livets dybere mening, flyver vi let væk. I meningsløshed. I en tilstand der ikke er rar at være i. Overhovedet.

Det gør ondt indeni, når vi ikke kan mærke og ikke ved, hvor vi hører til – hvorfor vi er her – og hvor vi finder vores berettigelse i verden. Når vi ikke kan mærke vores eget værd. 

Lige der opstår et tomrum, mellem os og verden, der kan være svært at sætte ord på. En intethed. En meningsløshed.

Hvis man ikke kan finde eller mærke sit eget værd, ikke kan finde meningen eller ens fysiske tilhørsforhold, er det som at leve i en tom krop uden sjæl – eller omvendt: leve som en søgende sjæl uden en fysisk krop til at opleve livet gennem.

I denne tilstand kan man ikke holde til at være ret længe.

Trendforskere og analyser taler om, at den unge generation er særlig udsat. De lever mellem to verdener, og det forvirrer dem – de er placeret mellem på den ene side: ’The Monetary Economy’ (som samfundet/systemet/deres forældre er styret af) hvor alt handler om præstation, være bedst, konkurrence, magt, økonomi og status -. og på den anden side:  ’The Gift-Economy’, hvor den enkelte bidrager og giver ud af det talent han/hun har, bidrager frit og autentisk med den MAN ER – og oplever værdien af det, dybt indeni. Noget der aldrig kan tages fra os af andre. Noget som ikke kan konkurrer om. Noget der er så unikt, at det i sig slev er værdifuldt – for en selv og helheden.

Det store skift vi er i – kollektivt, samfundsmæssigt, evolutionsmæssigt – påvirker de unge. Det er dem der lider mest. Fordi de mærker, at det ikke længere giver mening at være drevet af noget, der ødelægger – når vi nu kunne lade os drive og guide af det, der løfter og bidrager med dybere værdi. Til os alle. 

Meningsløsheden opstår – i os alle – når dét vi gør og oplever, ikke giver mening i forhold til vores egne værdier. Når vi ikke kan finde os selv i den verden, vi lever i. Når vi ikke bliver brugt og får lov at bidrage, hvor det giver værdi – for os. Når vi ikke kan finde tilhørsforhold der matcher den vi er. Og ikke kan finde vores egen ro – i os selv. Når vi glemmer at vi har vores eget energifelt, der skal være fyldt op – og istedet lever ovre i de andres. Så starter spiralen – en søgen efter mening. En forbindelse mellem dem vi er (i krop og sind og ånd) og det liv vi lever, det liv vi er omringet af i den ydre verden.

Der skal være balance og harmoni, vi skal føle vi er her af en dybere årsag end blot overlevelse – og vi skal opdage den værdi VI HAR i det store hele, blot fordi vi ER den vi er. 


Kampen mod meningsløsheden

Jeg ønsker at sige til dette til de unge og til os gamle, der ind imellem kæmper med følelsen af meningsløshed:

Kære unge dig,

Jeg ønsker for dig, at du finder din livmening – i dig selv.
Led ikke efter den udenfor dig selv – søg ikke efter svarene på dine store spørgsmål i andre, men led og find dem I DIG SELV. Kun her vil du svarene på dine spørgsmål til livet.

Jeg ønsker for dig, at du opdager dit eget værd– i dig selv. Ikke udenfor dig selv. Herude findes kun den hule tomhed, der hele tiden skal opfyldes igen og igen. Ingen karakterer, chefer, kærester eller uddannelser vil opfylde den dybde, mennesket har – og den længsel efter værdi. Det findes indeni dig – og kan Kun opfyldes varigt af dig.  Hverken titler eller lønniveau, bonusordninger eller medieomtale, ydre anderkendelse eller forfremmelser til give dig det, du dybeste set søger. 

Jeg ønsker for dig, at du finder din egen vej gennem livet– baseret på dine egne værdierog behov.Kun DU ved, hvornår du lever dit liv, som det er tiltænkt. Kun du ved det. Og kun du, kan træffe de valg, du skal. Du kan søge råd og inspiration, men uanset – svaret må og skal findes i dig, fordi du her alligevel altid skal kunne mærke efter, om du er på rette vej eller ej.

Jeg ønsker for dig at du er nysgerrig på, hvad det vil sige at være menneske. Nysgerrig på din indre verden. På dine mønstre. På dine følelser. Uden at frygte dem. Uden at dømme dig selv. Uden at forsøge at dulme noget af det. Vær oprigtigt nysgerrig – det er fascinerende at være til, med op og nedture. Lær af det hele. Alle oplevelser har potentialet til at blive brugt bevidst – til at lære noget af.  Der er ingen fejl i universet – ingenting der er ’forkert’ og skal fjernes. Ikke når du ser det i lyset af læring. Kun set i lyset af rigtigt/forkert. Træn dig selv i at observere – og trække læring ud af ALT, fremfor skubbe bort og dømme. Fra det sted ser vi intet.

Jeg ønsker for dig, at du skal lære dine følelser at kende. Lære din følelsesmæssige verdens sprog, der hele tiden forsøger at formidle universets sprog: Energi. Følelser er ’bare’ energi – lær dette sprog at kende. Frygt ikke mørket i din egen verden, lær at lytte / mærke ind i det hele, uden at lade dig opsluge. Du er hverken dine tanker eller dine følelser, men begge kan du lære noget af. Om dig selv og livet i sin helhed. 

Jeg ønsker for dig at du vil BRUGE det liv du har fået,i stedet for at lade dine oplevelser bruge dig. BRUG det du gennemgår bevidst, lær af det, lad det styrke dig og åbne dig for det medmenneskelige sted i dig. Brug livets modstand til at opdage, hvad det vil sige at være menneske – på godt og ondt.

Jeg ønsker for dig, at du vil opleve gaven ved at give og modtage.Hjælpe og tage imod hjælp. Når du hjælper andre, autentisk, vil du opleve dit hjerte åbner sig. Når du tilbyder den du er, til andre. Et øre der lytter, en mund der trøster med ord, en hånd der holder og giver ro. Når du giver ud af den DU ER, uden forbehold og uden forventning om at få igen, vil noget i dig minde dig om, hvorfor du er her. Og omvendt, når du lærere at tage imod – tage imod livet som det tilbyder sig; i form af andres menneskers hjælp, at naturens gaver, af venlighed fra fremmede – når du tager imod her, opdager du også, at du aldrig er alene. At der altid er nogen der holder dig og støtter dig, altid. Du opdager, når du lærer at tage imod, at livet vil dig GODT og at du kan stole på det. Stole på, at der er hjælp når du har brug for det og det er okay at tage imod.


Kære unge dig,

Tro aldrig på, at du er betydningsløs.At dit liv ikke giver mening. Lov mig det. 

Du har lov til at være her, uanset hvordan du ser ud eller tænker. Uanset om du passer ind i de traditionelle kasser eller ej. Uanset hvilken uddannelsen du vælger eller fravælger. Uanset om du gør dine forældre stolte eller ej. Uanset om du tjener penge eller ej. Uanset om de andre forstår dig eller ej.

Du er betydningsfuld.

Der er en vej i verden, som er designet kun til dig. Eller som rettere ’designes til dig hver eneste dag’ – i nuet. Du går på den – hver eneste dag. På din helt egen vej. Du skal ikke ud og lede efterdin vej. DU ER PÅ DEN. For hvert åndedrag du tager, er du på din vej. For hvert valg du tager, er du på din vej. For hver en oplevelse du møder, er du på din vej. 

Du er din vej.

Din vej ser måske anderledes ud end du i dit mentale hoved troede, den skulle se ud, og måske anderledes end dine forældre har fortalt dig den skulle se ud. Men ingen kender din vej – kun du, indeni dig.

Du er din vej. 

Det betyder ikke, det altid er let. 
Det betyder ikke, at du ikke skal have hjælp på din vej. 
Det betyder ikke, at du ikke har mere at lære fra nogen. 

Det betyder ikke, at vejen ikke kan tage drejninger, der er uforudset.

Det betyder bare, at dét du oplevelser lige nu – oplevelsen af at være menneske – er din vej. Hvordan den end udfolder sig. 

Kære unge dig, 

Det er ikke altid let at være menneske – slet ikke hvis du mærker dig selv meget og føler dybt. 

Men tro mig – du er på rette vej. Din vej.

Hvis du kæmper på din vej, og føler dig fortabt, så fortvivl ikke. Giv ikke op og lad dig bilde ind, at der er noget galt med dig. I stedet opsøg nogen, der kan se dig i øjnene og sige; 

’Jeg ser dig – jeg hører dig – du er lige her, og skal være lige her. Lige nu. Og ja, lige nu er det svært, det forstår jeg. Det er okay. Det må det godt være. Livet går op og ned. Det er en del af rejsen her på jord. Du er ikke alene, vi klarer den her – sammen’.Jeg hepper på dig. Altid