Fællesskabets kraft – den nye medicin mod ensomhed
Jeg vil så gerne skrive om fælleskabets kraft, men jeg bliver nødt til at skrive om ensomheden først.
For måske er årsagen til ensomheden den, der forhindre fælleskabets kraft at komme til.
Mange mennesker er ensomme i dag.
Sundhedsstyrelsen lavede en undersøgelse i 2018, der anslog næsten hver femte – 18,8 procent – af unge mellem 16 og 24 år føler sig ensomme og udenfor. Ældresagen skriver, at over 50.000 personer over 65 år føler sig ensomme.
Det er mange. Rigtig mange.
- Har du nogensinde følt dig ensom?
- Har du mærket ensomhed på egen krop?
- Har du mødt et ensomt menneske, set ind i dets øjne og lyttet til ensomhedens stemme?
Ensomhed er ikke kun for svage, skrøbelige, unge eller ældre. Det er en følelse, der snigende vinder ind hos mange, og som er så ødelæggende for livskvalitet og fællesskabsfølelse. Ensomhed kan ikke nødvendigvis ses udenpå. Den kan skjules længe. Bag fasader og masker. Bag instagram-profiler og latter. Bag social tillært adfærd og ydre succesfuld livsstil.
Du kan være ensom, selvom du bor sammen mod nogen.
Du kan være ensom, selvom du ser mennesker hver dag.
Du kan føle dig ensom, selvom du er gift, har arbejde og en vennekreds.
Wikipedia skriver dette om ensom:
“Ensomhed er en følelse af at være alene og af at savne nærhed med andre. Ensomhed indebærer, at have mindre kontakt med andre end man ønsker, eller at denne kontakt har så begrænset social værdi, at den ikke ophæver følelsen af kontaktsavn. Der er ikke nødvendigvis en sammenhæng mellem det at være ensom og det at være alene. Man kan være helt alene og tilfreds eller have en stor omgangskreds og føle sig ensom.”
HVORFOR er ensomhedsfølelsen stigende?
Nogen fremhæver den stigende sociale digitalisering, hvor vi gemmer os bag skærmen og ikke forbinder os relationelt fysisk.
Andre mener, der hænger sammen den stigende travlhed – vores jagt efter at nå til det næste sted i livet, der gør, at vi ikke prioriterer TID til at være sammen og være der for hinanden på et dybt og nærende sted.
Et bud kan også være, at jo mere travle, præstationsdrevne hovedmennesker vi bliver, jo mindre forbundet er vi til os selv: vores egen krop, hjerte, vejrtræning – og mister LIGE HER evnen til at forbinde os med os selv og andre.
Når vi ikke er forbundet med os selv og andre, sniger ensomheden sig ind gennem det frygtstyrede ego’s port.
Det er vores identifikation med egoet, der adskiller dig fra de ‘andre’.
Det er vores individualisering – vores selvoptimering – vores adskillelse mellem mig og dig – der fremmer ensomheden.
Vi bliver ensomme, jo mere vi identificerer os med den konstruktion, vores ego, skaber. Når vi identificerer os med tanker og følelser, føler vi os adskilt. Vi tror, jeg er ’mig’ og du er ’dig’.
Det er denne ide, denne psykologiske konstellation, som vi alle lider under, og som – misforstået – lader os bygge mure op omkring os selv, vore hjerter og vore liv, for at beskytte dette ’jeg’ fra ’dig’.
Vi tror vi ER vores ego. Vores identitet.
Men det er vi ikke.
Vi er så meget mere end det, vi har fået af vide, vi er – mere end vi bilder os selv ind vi er – mere end samfundet har formet os til at være, og vores familiestrukturer har defineret vi er.
Vi har som mennesker glemt, hvad vi er.
Kvantefysikken beviser for os i dag, videnskabeligt set, at vi ER forbundet med noget større. At vi ER en del af helheden stadigvæk på celleplan. Vi er natur. Vi er celler. Vi er forbundet til alt andet på celleplan. Vi er forbundet til hinanden (også selvom vi har glemt det).
Albert Einstein skrev i New York Post (November 28, 1972):
“A human bring is part of the whole, called by us the Universe, a part limited in time and space. He experiences himself, his thoughts and feelings, as something separate from the rest—a kind of optical delusion of his consciousness. This delusion is a kind of prison for us, restricting us to our personal desires and to affection for a few persons nearest to us. Our task must be to free ourselves from this prison by widening our circle of compassion to embrace all living creatures and the whole of nature in its beauty.
Fællesskabets kraft: kuren mod ensomhed?
Jeg tror, vi alle dybt i vores inderste savner at føle ET ÆGTE TILHØRSFORHOLD. Føle vi hører til.
Vi savner at høre til et sted på et dybere plan. Føle os samhørige med andre. Vi savner de dybere samtaler, hvor vi forbindes emotionelt og energetisk. Vi savner følelsen af at blive set og hørt som den VI ER, af et andet menneske der forstår os. Vil os det bedste. At blive taget imod med nærvær og interesse.
”Sociale relationer er fundamentale for vores trivsel.”
– Psykiatrifonden.
Fælleskabet har en kraft der opløser ensomhed: Når vi indgår i et sundt fællesskab med andre, har vi mulighed for at møde ensomheden og opløse den i samhørighed.
Når hvor vi forstår vores egen rolle i fællesskabet og evner at ACCEPTERE, RESPEKTERE og RUMME de andres forskellighed, har vi mulighed for at opleve vores egen værdi i helheden.
Når vi har TILLID til, at vi må være præcis den vi er i gruppen, bliver vi trygge og slapper af. så kan vi øve os i at ÅBNE OS og LUKKE andre IND i vores verden. Vores sårbare indre.
Når vi føler os værdsat og værdifulde, og som EN DEL AF noget større, kan vi slippe en del af vores selvoptagede ego-fokus, der af frygt for afvisning og ikke-accept, lukker sig om egen livsstrategi og derfor føler ensomhed.
Fremtidens medicin mod ensomhed er ’indgå i det sunde fællesskab’.
Vi ser det i spejdermiljøer, i foreningslivet, i de frivillige fælleskaber der opstår, når vi samlet af LYST og kærlighed omkring et emne eller en sag, vi kan stå inde for. HER ligger et helt unikt rum – et rum båret af noget vi i fremtiden vil se blive studeret og analyseret. Sociologerne gør det allerede. Naturvidenskabsfolk gør det. Psykologer gør det: studerer fællesskabets kraft for at forstå og lære, hvad der skal til for at vi kan samles som ET.
Verden har brug for sunde fælleskaber.
Vi har i den grad personligt brug for at være del af sunde fælleskaber. Og for at kunne indgå i dem, må mange af os lære det først. Lære at møde op i tillid, i åbenhed, i sårbarhed og byde os selv til – ind i fælleskabet, for at få oplevelsen af at blive taget imod, som den vi er.
Kan vi indgå i fælleskab og føle os forbundet med alle?
Som udgangspunkt JA – hvis vi giver os selv tid til det.
Hvis vi tillader os at smide facader, hvis egoet træder til side, hvis vi lader sårbarheden styre, træner empati og rummelighed, og bevidst er forbundet med egen krop, hjerte og vejrtrækning (er i nuet). Så kan vi.
Det kræver bare bevidst træning – og en villighed.
Amnesty lavede en film, der skulle teste hvad 8 minutters øjenkontakt ville gøre for følelsen af forbundenhed: Du kan se den her
http://nyheder.tv2.dk/samfund/2016-05-26-tester-teori-paa-flygtninge-kan-du-holde-til-fire-minutters-oejenkontakt
Fællesskab er det nye sort.
Den nye medicin mod ensomhed. Mod lavt selvværd. Mod depression. Mod angst. Mod isolation. Mod det sårede egos afmagt. Og derfor mener jeg, som så mange andre, at vi i fremtiden kommer til at se langt flere tiltag, der fremmer forbundenhed og sunde fællesskaber. Det er jeg ikke i tvivl om. Det kommer vi ikke uden om.
Vi bevæger os over i en periode evolutionært, hvor vi skal træne evnen til at indgå i fælleskaber. Træne at forbinde os med hinanden. Træne intuition så vi ved, hvilke fælleskaber vi har lyst til at indgå i, og hvornår vi skal flytte os videre.
Fremtiden kommer til at handle om ’connection’ – Med dig selv. med andre, med naturen, med universet. Med alt der er.
Når vi formår at skabe forbindelse og indgå i et fællesskab med andre, har vi mulighed for at møde ensomheden og opløse den i samhørighed.
Når hvor vi forstår VORES ROLLE i fællesskabet og evner at ACCEPTERE, RESPEKTERE og RUMME de andres forskellighed og rolle, har vi mulighed for at opleve vores egen VÆRDI i helheden.
Når vi har TILLID til, at vi må være præcis den vi er i gruppen, bliver vi trygge og slappe af. Så kan vi øve os i at ÅBNE OS og LUKKE andre IND i vores verden. I vores hjerte. Ind i vores sårbare indre.
Når vi føler os værdsat og værdifulde, og som EN DEL AF noget større, kan vi slippe en del af vores selvoptagede ego-fokus, der af frygt for afvisning og ikke-accept, og åbne os for en større forståelse af os selv og den vigtige del af helheden vi er.
Det store spørgsmål du kan stille dig selv er:
- Hvad skal der til for at et fælleskab opstår – for dig?
- Hvad skal der til for at du tør gå ind i det og være del af det?
- Tør du vise din sårbarhed når du møder op i et fællesskab?
- Tør du vise hvem du er – og bidrage med DIG?
- Hvilke fælleskaber er du del af i dag?
- Hvilket fælleskab søger du?
