Jeg har altid følt mig anderledes end de andre.

Født som den eneste pige i en drengeflok, tre brødre, tre fætre.

Fik tidligt af vide, at jeg skulle have jod fordi min energi var for vild.

Fik af vide af de voksne i familien, at jeg var for meget, for dramatisk, for flabet, for rebelsk.

Jeg førte mig forkert blandt vennerne, ikke sød og ordentlig som dem. Jeg var altid lidt mere vild, grænsesøgende end dem. Mig der skulle ryge, mig der skulle stjæle, mig der var skilsmissebarnet, hende med det vilde hår. You name it.

Jeg prøvede at passe ind. Blev dygtig i skolen, lærte at være den søde pige når der var gæster hjemme – vaskede op og passede byens børn. Men der skete altid noget hvor min vildskab kom til syne: festerne, løgnene, drengene.

Senere når jeg viste hvem jeg virkelig var, fik jeg skæld ud. Du er for følelsesladet, for dramatisk, for hysterisk, tænker for meget, reflekterer for meget, pylrer om dine børn for meget, er for dyb, er for sensitiv, er for mørk i dit udsyn.

Du skal være mere ordentlig, mere rolig, mere positiv, mere taknemmelig, mere alt muligt… altid noget andet end det jeg reelt følte eller havde lyst til. Måske brug for at være.

Budskabet var konstant (eller det jeg opfangede): Du er forkert som du er. Du skal være og vise os noget andet, for at du er accepteret. Ellers må du gå.

Med tiden blev min egen selvopfattelse præget af de budskaber jeg fik.

Jeg begyndte også at føle mig forkert.
At der var en anden måde – den rigtige måde – at være på, som jeg ikke var.

Dem der var mest kritiske, var mine modsætninger.
Det var dem der elskede struktur og ordentlighed.
Dem der værdsatte emotionel kontrol og perfektionisme.
Dem der elskede ambitioner og ydre anerkendelse og succes.
Dem der ikke var sensitive.

Jeg lod som om jeg var ’hende de gerne ville have’. Jeg uddannede mig og fik gode jobs. Jeg blev gift med en ’moden’ mand og fik hus, hund, have, bil. Jeg forsøgte at lave god mad, når familien kom, jeg gjorde huset rent som jeg havde lært, jeg læste aviser om økonomi, jeg fik et karriere-job med titler, jeg hentede mine børn tidligt og gjorde alt det en ‘god mor’ skulle. Jeg holdt par-middage, besøgte de ældre familiemedlemmer, jeg efteruddannede mig.

Men det holdt ikke, korthuset. Jeg kunne ikke opretholde ‘perfektionismen’. Jeg brændte ud. Jeg kunne ikke opretholde den persona, jeg troede de ville se – den jeg selv havde skabt ud fra et ønske om at passe ind, blive anerkendt og elsket.

Jeg gik ned med stress, måtte sige godt job op, måtte sige til veninder jeg ikke kunne være som dem.

Jeg begyndte tage andre valg. Det var svært. Det var fyldt med skam. Det var ikke uden konsekvenser. For mange forstod mig ikke længere. De så kun en ’succesfuld ambitiøs kvinde der skiftede ham’.

Jeg ved reelt ikke hvad de tænkte, men flere sagde ’du er jo ikke dig selv længere’.

Når jeg valgte mig selv til – og gjorde det jeg havde LYST til, rystede de på hovedet.
Det kan man da ikke.

Du kan da ikke bare sige dit velbetalte job op med fuld pension og fast løn op, fordi du har LYST TIL at blive selvstændig?
Du kan du ikke bare tage en ny uddannelse der handle rom noget HELt andet?
Du kan da ikke bare leve af din mands penge, du skal da kunne klare dig selv.
Du kan da ikke bruge dagen på at gå ture i skoven og sove til middag for at lade din energi op, når huset roder, når alle andre går på arbejde.
Du kan da ikke varetage dine egne behov fordi du har BRUG FOR DET.

Tvivlen på, om det jeg havde lyst til og brug for var det samme, sad konstant – fordi jeg hele livet igennem var blevet opdraget til at gøre ‘det rigtige’, og altid lyttet til råd fra nogen, der tilsyneladende vidste bedre end mig (eller som synes de vidste bedre).

Indtil en dag det gik det op for mig, at den stemme der guidede min ‘LYST’ og skubbede mig ud af de traditionelle vante ‘alment accepterede handlinger’ faktisk var min egen indre vejviser. En sund stemme, der ønskede at jeg skulle LEVE SOM DEN JEG INDERST ER.

Jeg begyndte at opdage, at den måde jeg havde allermest  lyst til at møde op i verden på og leve på, faktisk var mit AUTENTISKE jeg. Den Louise var bare stik modsat af det, som ‘andre’ syntes var rigtigt.

Det så ikke ud som den model, de andre fulgte: Arbejde hårdt, tjene gode penge, bruge pengene på tøj og ferier.  Jagten på frihed gennem den tillærte model var ikke længere min vej. Den føltes hul og tom. Fordi der ikke var adgang til de dybere niveauer i min væren. Alt handlede om skallen – præstationen – det ydre.

Jeg begyndte at leve som min intuition fortalte mig jeg skulle – men fortsatte med at fortælle andre, at jeg ikke ville leve sådan. At jeg gerne ville ’tilbage’ og jeg bare følte mig fastlåst.

Jeg løj.

Også overfor mig selv.

Jeg opdagede at jeg stadigvæk skammede mig over, at være ’anderledes’ end de andre derude – og ønskede at gemme mig, i håbet om at ingen ville dømme mig.

Men inderst inde følte jeg mig som den, der havde vundet i lotteriet. At jeg var den der havde snydt dem alle fordi de ikke havde fundet en vej til at nyde livet – UDEN at knokle.

Jeg opdagede at når andre sagde ‘du skal da i arbejde nu’ så sagde jeg ’ja’ og krympede jeg mig indeni, fordi jeg ikke mærkede et JA indeni, men følte jeg skulle leve op til deres vurdering af ‘sandheden’.

Jeg var stadigvæk ikke glad, fordi jeg mærkede depression over ’forkert og ikke-accept’ i lang tid.

Indtil en dag – en ganske almindelig mandag, hvor jeg lå på en massagebriks og terapeuten lavede en indre guided visualiseringsøvelse med mig.

Jeg kom i kontakt med mit indre barn – der viste sig som en lille tændstiks mand, der sad i mit inder solar plexus. Under tændstiksmanden var et flammehav af ild – bag ham var der helt mørkt. Han sad og kiggede på et rødt lærred uden at bevæge sig, nærmest lammet.

Når han kiggede ned, var der kun flammer. Når han forsøgte at vende sig om og kigge i mørket, fulgte flammerne med, så blev baggrunden oplyst og mørkt forneden. Tændstiks manden var rædselsslagen for at falde ned i et ildhav af lava der lå under og over ham, så han sad bare helt stille.

Hvad mon gemte sig i mørket bag ham?
Hvad betød flammerne under ham?

Hvorfor bevægede han sig ikke?
Hvad betød det røde lærred han blot stirrede på?

Terapeuten guidede videre, bad mig sætte sig ved siden af det lille barn, aka tændstikken. Tændstikken forandrede sig. Der sad Pinocchio pludselig. Med træben og lettere ustabil. Det indre billede skiftede fra tændstik til træmand. Pludselig var jeg i en skolegård, på en bænk og kiggede på alle de andre glade børn, der spillede bold.

Kiggede på de andre og ville egentlig gerne være med – eller ville han?

Jeg kunne forstå, at billedet hang sammen med min følelse af at være udenfor og alle andre legede derude ’i verden’, og jeg bare så på. Jeg begyndte at græde. Mærkede følelsen af ’være udenfor’.

Da terapeuten bad tændstiks manden om at gå ud og lege med, krympede han sig sammen. Han ville ikke.

Først troede jeg det var i skam at han gemte sig, men pludselig fornemmede jeg at han gemte sig af frygt – men fordi han reelt ikke ville opdages, han ville bare gerne være i fred og sidde der og observere udefra, uden nogen skulle bede ham lege med eller være derude sammen med de andre og leve efter deres spilleregler.

Han ønskede at være usynlig og undgå at blive opslugt af den voldsomme leg, vildskaben og de andres energi.

Han havde ikke en følelse af, at han var stærk nok til at lege sammen med de andre – eller overhovedet havde lyst til den vilde lege. Deres energi var for kraftfuld.

Han ønskede at forblive anonym, observerende og tryg. Lige her.

Jeg fik fornemmelsen af, at han var i en proces, hvor hans usynlighed var nødvendig og at han var ved at acceptere den han var og for at i verden ønskede at passe på sin egen skrøbelighed.

Jeg forstod billedet.

De mange kraftfulde mennesker jeg omgav mig med, var ikke ’som mig’. Jeg. Var ikke som dem og skulle ikke lege deres leg. Jeg har brug for at være præcis som jeg er. Frygten for at falde i ’flammehavet’ og blive opslugt i den ydre leg igen, holdt mig fastlåst på min bænk.

Der var mørkt bag mig, fordi den dør er lukket. Fortidens dør er færdig. Men hvad så nu – ilden, frygten for at blive brændt ud igen og ’dø’/blive udslettet helt.

Hvordan kan man være en tændstiks mand i en voldsom verden?

Den dag, da jeg mødte min egen indre tændstikmand, der var så bange for at blive brændt af den indre ild – og samtidig var så bange for at blive set som den han var: en skrøbelig tynd pind, gik det op for mig, at jeg levede som det jeg altid havde længtes efter NU – og at jeg aldrig, aldrig behøvede at skamme mig, ej heller fortælle en lidelseshistorie om ’at være udenfor eller forkert’ i et handlingsdomineret samfund.

Jeg behøvede ikke passe ind i den handlekraftige ild-verden, men kunne passe på mig selv og mine fine skrøbelighed.

Jeg er mig.
Sensitiv. Følsom.
Og har altid været præcis den, jeg skal være.

Jeg har masser af ild i mig – 4 planeter i skyttens tegn, I know. Men den behøver ikke æde mig op. Den skal bare bruges på det rette måde.

Den dag blev et vendepunkt.

Det blev den dag en ny begyndelse startede og jeg kunne begynde at passe på mig selv.

Den dag stoltheden, tilliden, taknemmeligheden og friheden flød gennem mine årerne og jeg vidste at jeg var ved at være FRI fra de gamle bindinger fra min fortid, og kunne leve livet som MIG med det der skulle komme til mig.

Og herfra startede en ny rejse.

Rejsen gennem livet som en sensitiv følsom tændstiks mand, der selvkærligt beskyttede sin egen eksistens og så dens værdi i verden på en ny måde.

Rejsen handlede herfra ikke om at føle sig udenfor eller forkert, men om at finde ud af, hvad denne tændstik skulle bruges til. Hvad skulle den antænde – og i hvem?

Tændstiks manden vidste godt, at den kunne tænde ild i andre let – men var også opmærksom på, at den let kan blive opslugt i både egen og andre ild, hvis den ikke fandt en måde at kanalisere den ild ud på. Flammehavet i dens indre der lå lige far solar plexus og ned.

Slut med at sammenligne sig selv med dem, der har en andre handlekraftig energi

Slut med at brænde ud

Slut med at frygte at brænde ud

Det var tid til at slippe dette ildhav frit så det ikke brændte op indeni kroppen og truede tændstiks mandens eksistens, så han ikke kunne røre sig af bare frygt.

Spørgsmålet blev nu:

Hvad kunne den indre ild i stedet bruges til – hvis det ikke skulle bruges til ekstern validering og søgen efter accept hos andre?

Ildens energi repræsenterer vildskaben, transformationen, lidenskaben, engagement, kreativiteten, seksualiteten, vildskaben, lysten, legen, passionen. Præcis som bål-ceremonien beskrev det. Men også døden, destruktionen.

Død genfødsel.

Frygter jeg min egen ild?

Eller var andre bange for den i min opvækst?

Interessant spørgsmål.