, ,

Sig undskyld så det modtages

I mange relationer opfører vi os ikke altid ordentligt. Vi gør ting, vi i gode øjeblikke aldrig ville gøre.
Siger ting, vi ikke skulle ha sagt. Vi træder ved siden af. Begår ‘fejl’.  Vi dummer os.

Både i relation til vores ægtefælle/kæreste, børn, forældre, familiemedlemmer, venner, kollegaer, naboen…

Kender du det?
Det gør jeg.

Jeg har både været den der har gjort/sagt virkelig ikke-okay ting – som jeg bitterligt har fortrudt bagefter, og også været den som er blevet såret af andres handlinger.

Vi kan alle træde ved siden af, begå ‘fejl’, sige dumme ting, agere i affekt og fortryde. Ingen af os mennesker er fejlfrie eller super-mennesker, der lever et pletfrit liv. Men det er bare ikke altid lige til at få sagt undskyld, så det faktisk modtages og begge partner kommer videre. For en ting er at sige “undskyld”, men noget andet er at den anden MÆRKER det, TROR på din undskyldning OG bagefter også TILGIVER dig – så jeres relation er intakt og stærk bagefter.

Hvis vi ønsker at bibeholde sunde stærke relationer, må vi være i stand til at rydde op efter os – sige undskyld og korrigere vores handlinger derefter. Ellers ender vi med at have sårede relationer, båret af mistillid og fortrydelser. Spørgsmålet er så bare, hvordan får du sagt undskyld for noget, du har gjort – så den anden tager imod din undskyldning? Og hvad skal der til, før du selv tager imod en undskyldning?

 

—-

SIG UNDSKYLD SÅ DET MÆRKES

Ifølge psykologen og forfatteren Gary Chapmann, forfatteren bag bestselleren ‘De fem kærlighedssprog’  er der 5 trin, du skal igennem for at sikre dig, at din undskyldning bliver modtaget, accepteres OG virker efter hensigten*.

Personligt tror jeg ikke jeg ville være gift den dag i dag, hvis jeg ikke havde lært disse fem trin. Ærligt. Disse trin fik mig til at forstå, hvad der skulle til FRA MIN SIDE for at min mand fik de bedste betingelser for at tilgive mig for ting, jeg har gjort i vores relation.

Jeg er i dag meget bevidst om de fem trin i alle mine relationer og bruger dem bevidst, når jeg kommer til at træde ved siden af. Måske de også kan bruges af dig?

 

1. Udtryk din oprigtige fortrydelse.
‘Jeg er ked af at jeg har…’
Fortæl den anden at du er ked af at du har såret ham/hende. Og sig det med oprigtighed. ‘
Giv dig tid til at sige det, kig den anden i øjenene hvis i er i samme rum eller skriv det. Fortæl ham/hende at du oprigtigt er ked af j´hvad du har påført personen af smerte/tvivl/sorg/eller hvad du har vækket i ham/hende og/eller

2. Påtag dig ansvaret for det der er sket.
‘det er mit fulde ansvar det jeg har gjort’
Tag ansvar for det du har gjort. Undlad at begynde at forsvare dig eller sige ‘men jeg gjorde det fordi. bla bla bla….’
Tag det fulde ansvar for det, du vil sige undskyld for, for hvad du har gjort/sagt. Hvis du begynder at forklare dig eller retfærddiggøre det du har gjort, mister din undskyldning sin værdi. Husk, du er ikke ved at rense dit eget navn her – men oprigtigt sige undskyld for den smerte du har påført den anden.

3. Tilbyd kompensation
‘Hvad kan jeg gøre, for at gøre det godt igen?’
Spørg den anden hvad han/hun har brug for for at der bliver rettet op på din fejltagelse. Hvad har han/hun brug for for at kunne tilgive dig? Måske ved han/hun det ikke – men bare det at du spørger viser at du er villig til at efterleve det behov, der er. Måske har personen brug for tid, brug for at tale mere om det skete, brug for et kram eller måske noget helt andet. Spørg og vær oprigtig villig til at gøre det den anden har brug for.

4. Omvend dig
Vis at du vil forbedre dig med handling (dvs gør det ikke igen, det du lige har sagt undskyld for. så mister du din troværdighed).
Som min kloge vise datter sagde en dag, da jeg sagde undskyld efter et raseri-anfald, der gik ud over hende ( men reelt handlede om noget andet): “Mor, du siger jo undskyld hele tiden – hvorfor stopper du ikke bare – du gør jo ikke noget anderledes alligevel”. AV. Den sandhed gjorde ondt. For faktum er, at hvis vi bare siger undskyld men ikke ændrer adfærd, så virker det ikke. Så mister den anden tilliden – og den er svær at rette op. I nogen tilfælde uoprettelig.

Derfor er punkt 4 så uendelig vigtigt: VIS med dine handlinger er du er ked af det du gjorde og vil gøre dig umage for aldrig at gøre det igen.

5. Bed om tilgivelse.
– spørg: ’Vil du tilgive mig’.
Det er vigtigt specifikt at bede om at blive tilgivet  Svaret er op til den anden, men bed om det. Bed om tilgivelsen – som sidste punkt efter de fire andre.

Husk afhængigt af hvad du siger undskyld for, kan det være lettere eller sværere at få tilgivelsen – men i sidste ende er det den andens valg: at tilgive dig.

Husk også at spørge dig selv – kan DU tilgive dig selv for det der er sket? Det kan være enormt svært at indrømme og bede om undskyldning for gjorte ting, som man end ikke selv har tilgivet sig selv for – så dette er lige så vigtigt som at den anden kan, da du ellers vil bære skyld/skam med dig og ultimativt sabotere dig selv for livsglæde fremover.

Du skal igennem alle fem punkter for at sikre dig at din undskyldning modtages.

—-

Refleksion:

I hvilke relationer har du brug for at få ryddet op og sagt undskyld for din adfærd?
Hvem har du ikke opført dig ordentlig overfor?
Hvem har du såret, som du skal sige undskyld til?

Selvom det ikke altid er let at sige undskyld og bede om tilgivelse, så mærk efter, tænk over hvad det vil betyde for jeres relation på sigt, hvis du gør det. Hvad du vil få mere af. Hvordan det vil føle. Hvor meget energi du vil få frigivet. Hvad du bagefter vil kunne opnå, som lige nu ikke er muligt?

 

Afhængigt af din modtagers kærlighedssprog** vægter nogen af punkter mere end andre.
Det kan du – hvis du har mulighed for det – spørge ind til i en anden samtale.

Vær opmærksom på, at nogen ting er sværere at sige undskyld for end andre.
Det er nok lettere at sige “undskyld, jeg tog det sidste toiletpapir” den at sige det – end sige ‘Undskyld, jeg har været dig utro’ / ‘Undskyld, jeg har manipuleret med dig i årevis’ /’Undskyld, jeg indser nu at jeg har skubbet dig væk’ / ‘Undskyld jeg har været egoistisk og kun tænkt på mig selv’ /’Undskyld jeg råbte af dig igen’

Men uanset skal du igennem dem alle fem, for at din undskyldning skal have nogen form for dybere effekt i den anden.

 

*kilde: ’Undskyld på 5 sprog – Gary Chapman & jennifer Thomas
**De fem kærlighedssprog – Cary Chapmann

 

/af
, ,

Tør du kæmpe for kærligheden?

Et indlæg om kampen for kærligheden, om frygten for at miste og ikke mindst om at vælge kærligheden til, igen og igen.

Da jeg begyndte at arbejde med ‘RYD OP I DIT LIV – 9 UGERS EMOTIONEL DETOX’ var der flere, der ‘angreb’ mig og udfordrede mig: “mener du, at vi bare skal droppe vores relationer, hvis de ikke virker?” Skal de syge bare efterlades? Skal vi bare skilles, når det er svært?

Nej, det er ikke min hensigt.Eller budskab.
Langt fra.

Jeg er fortaler for at vi renser ud energimæssigt og rydder op efter os selv og tager ansvar.
For først når vi gør det – tager ansvar for vores egen rolle i det der sker i relationen, i livet, i verden – kan vi forandre noget.

I dette indlæg får du lidt om min egen historie og udrensningsvej for at skabe sunde relationer i min familie. Min personlige rejse mod at få kærligheden tilbage, min vej for at blive i mit ægteskab og mange af de erkendelser, der kom med det. Det er ikke en rejse der er afsluttet – det bliver den nok aldrig, men jeg traf et valg for mange mange år siden, som jeg den dag i dag stadig står ved:

Jeg vil kærligheden – fortiden til trods. Til mig selv, til min familie, til livet.Det vil jeg stadig. Koste hvad det vil. For nej, det er ikke altid en dans på roser, men det er hele rejsen værd.

 

Relationer er ikke altid en dans på roser

Jeg har levet sammen med min mand i 15 år, været gift i 12.
Vores forhold og ægteskab har ikke altid været let. Langt fra.

I starten af vores ægteskab og forhold var hverdagen mest af alt en følelsesmæssig slagmark, hvor ingen af os har vidst, hvad kampen handlede om: Hvem har ret, bebrejdelser og lukkede hjerter var krigens spilleregler.

I 2007 år siden gik det op for mig, at vi var ved at ende som en skilsmissefamilie.

Jeg husker stadig dagen, hvor jeg sad og gav vores 5 måneder gamle tvillinger mad i vores spisestue.
Jeg blev pludselig bevidst om, at jeg ikke kunne mærke kærligheden til min mand længere.
Ikke mærke kærligheden til vores liv sammen.
Jeg kunne heller ikke mærke kærligheden til mine børn.
Jeg kunne ikke mærke mig selv længere.
Jeg kunne ikke mærke noget overhovedet faktisk.

Jeg havde lukket helt ned.


Udefra set havde jeg alt, der skulle til for at være glad, tilfreds og få ‘livet’ til at lykkes.

Jeg var gift med en fantastisk mand, jeg havde fået to sunde børn, vi boede i vores drømmehus i ’den rigtige by’ med ’det rigtige postnummer’. Vi havde haft hunden, vi havde pengene. Jeg havde succes i et spændende job i en af landets største og mest anerkendte virksomheder med en flot titel på visitkortet. Jeg manglede intet. Ikke på listen over ’Hav succes med dit liv’

Men alligevel var jeg tom indeni.
Jeg havde ikke kontakt med mig selv længere.
Glæden var væk. Lysten væk. Taknemmeligheden væk.
Kun tristheden og håbløsheden var tilbage i mig.

Jeg var gledet så langt fra min mand, at jeg var endt et sted jeg havde svoret, jeg aldrig ville komme:
Jeg så skilsmissen rundt om hjørnet.
Jeg blev klar over, at jeg var ved at splitte vores familie ad.

Det var som at være midt i mit værste mareridt. For jeg havde altid svoret jeg aldrig ville ende der, hvor jeg selv havde haft min største livssmerte: i en skilsmissefamilie med afsavn og smerte.

 

Klarhed

Men midt i smerten, håbløsheden, desperation ramte klarhedens stråle mig – jeg ved stadigvæk ikke hvorfor eller hvordan det skete. men det blev så tydeligt for mig :

Jeg kan ikke bare skride fra det hele, før jeg har fundet ud af, hvem jeg er.
Jeg kan ikke bare gå fra alt hvad jeg har, før jeg har forstået og indset, hvad det hele handler om.

For et eller andet sted i in bevidsthed vidste jeg godt, at dette handlede om mig. eller i det mindste også om mig.

Jeg havde en fornemmelse af, at jeg var endt i denne situation af en eller anden årsag, og at jeg selv måtte finde vejen tilbage.
Jeg måtte lære at tage ansvar for at blive glad i den familie, jeg havde skabt.
Jeg kunne ikke fortsat håbe på, at han ville ændre sig eller gøre noget, der kunne give mig de følelser, jeg længtes efter.
Jeg kunne ikke længere bebrejde ham eller andre, hvor vi var endt.

Jeg tog en beslutning:

Jeg ville gøre alt jeg kunne for at redde vores ægteskab.
Jeg ville have en forståelse for, hvem jeg var og hvorfor vi var endt her, før jeg gav op.
Jeg ville kæmpe for kærligheden – for min families skyld. For kærlighedens skyld. For børnenes skyld.
Og rejsen måtte nødvendigvis starte hjemme hos mig selv.

Min egen rejse og kamp handlede om frihed

Jeg ønskede at kæmpe for at redde min familie. Set i bakspejlet kan jeg se, at jeg kæmpede for at redde mig selv.

Jeg kæmpede for at få min egen indre frihed tilbage.

Friheden til at være mig.
Friheden til at mærke mig selv igen.

Friheden til at leve – uden følelsesmæssige svære tunge smertefulde skamfulde bånd, der holdt mig bundet til fortiden.

Jeg vidste ikke hvad det betød dengang.
Jeg vidste heller ikke hvordan jeg skulle blive fri.
Jeg havde bare en fornemmelse af, at uanset hvad jeg måtte igennem, var dette en rejse jeg skulle på alene.
Det handlede ikke om min mand, ikke dybest set.
Vi skulle ikke i parterapi og trevle vores relation op. Ikke nu.
I første runde var arbejdet MIT – MIT alene.


Når fortiden styrer vores valg og lukker vores hjerter

I min søgen efter svar, opdagede jeg, at jeg ubevidst var styret af gamle mønstre og hæmmende overbevisninger om familier, kærlighed, ægteskaber og om min egen rolle som kvinde i det hele.

Jeg opdagede, at jeg dybest set var i tvivl om jeg var i stand til at opleve kærlighed. I tvivl om jeg havde dét, der skulle til for at opbygge et dybtfølt kærlighedsliv og skabe en familie, som byggede på de rigtige følelser for os.

Jeg opdagede, at min måde at gå til ægteskab og kærlighed på, var drevet af mine gamle dårlige erfaringer fra min fortid. Defineret ud fra det jeg havde set og lært i min egen opvækst, hvor mine forældres kærlighedshistorie endte i skilsmisse.

Jeg opdagede, at jeg dybest set ikke tillid havde til, at jeg kunne skabe en anden virkelighed selv. Ikke tillid til, at jeg var kærligheden værd – når jeg nu var som jeg var.

Jeg opdagede, at jeg dybest set altid har været bange for at miste kærlighed.
Som min mor gjorde, da hun mistede min far. Som jeg selv havde følt, da jeg mistede min far da han døde (jeg var kun 17 år).

Jeg havde opbygget en grundlæggende mistillid til kærligheden – til livet – til mig selv.
Som byggede på frygten for at miste  – igen.

Frygten for at miste kærligheden havde gennem rigtig mange år gjort, at jeg aldrig havde tilladt mig selv at tage imod kærligheden helt oprigtigt.

Aldrig havde tilladt mig selv at knytte dybe bånd. Overgive mig fuldstændigt.

I stedet havde jeg forsvaret mig (ubevidst), lukket mit hjerte i og aldrig tilladt mig selv virkelig at elske. virkelig at møde kærligheden. virkelig at give mig selv fuldt ud. Åbne mig fuldstændig og overgive mig. Hverken til min mand eller til livets storhed.

Det var for farligt. For sårbart. For utrygt. For risikabelt.

 

Men når vi ikke tør leve med åbent hjerte, kan vi heller ikke mærke kærligheden.
Når vi ikke tør give ubetinget ud af os selv og vise, hvem vi er – vil vi heller ikke føle os i live, elsket og en del af et større fællesskab, hvad enten dette fællesskab hedder parforhold, familie eller venskab.

 

For at mærke kærlighed, skal vi gi kærlighed.
For at gi kærlighed, skal vi turde at opgive, hvem vi tror vi er.
Vi skal turde miste os selv. For en stund.
Vi skal turde overgive os til en anden – noget andet – end vores egen frygtsomme jeg.

 

Kærlighed er et valg

Gamle uhensigtsmæssige overbevisninger fra fortiden kan brydes, hvis man vil.

Det ved jeg i dag af erfaring.
De mønstre vi har overtaget fra vores forældre kan ændres, hvis vi er villige til at stå ansigt til ansigt med vores sande jeg – med høj bevidsthed og villighed til at gøre dét, der skal til. Hvis vi er villige til at slippe dét, vi tror, vi ved om os selv. Villige til at slippe frygten, smide forsvaret og møde kærligheden med åbne arme. Uden at vide, hvor det bærer os hen.

Det er svært, hvis man hele livet har arbejdet på at beskytte sig selv mod smerten og ens værste frygt.

Men kun ved at smide forsvaret kommer vi derind, hvor kærligheden bor. Hvor kærligheden virkelig mærkes. Og gives oprigtigt fra.

Fra dette sted er det muligt at skabe varige forandringer.

I os selv.

Og i vores relationer.

Og i vores familier.

 

Jeg valgte dengang at kæmpe for min familie og kærligheden. Og gør det stadigvæk hver eneste dag. For min egen skyld og min families skyld. Jeg kæmper gerne kampen, fordi det betaler sig tifold i oplevelser og følelser. Fordi det giver mening. For mig.

 

Refleksion:

Hvad med dig?
Har du tillid til kærligheden?

Tør du overgive dig til en anden – noget andet?

Hvor fornemmer du, at du måske holder igen og blokerer for kærligheden?

og hvorfor mon? Hvad beskytter dig imod?

/af
, , ,

har du et såret ego, der larmer?

Vi har både et sundt og et såret ego.
Det er den sårede del af vores personlighed, der skaber uhensigtsmæssige reaktioner i vores liv. For at blive elsket. Set. Hørt. Respekteret. Værdsat.
Naturlige menneske behov som ikke er blevet dækket fuldstændigt i barndommen og som derfor ligger i underbevidstheden og ‘kalder’ på at blive dækket.
Det sårede ego er styret af frygt. Frygt for aldrig at blive elsket. Frygt for ikke at blive set, hørt, accepteret. Frygt for at blive overset, glemt, forkastet. Frygt for at være ligegyldig, og være ubemærket i dette liv.
Et menneske med et sundt ego, der ikke er styret af frygt, tænker:
Jeg er noget
Jeg må fylde
Jeg må godt være her som jeg er
Jeg er vigtig
Jeg bliver set og hørt
Jeg er respekteret
Jeg er unik og særlig
Jeg har noget at bidrage med til verden
Jeg er fyldt med kærlighed
Jeg er værdifuld
Alt jeg er, er okay.
Jeg er mig og det er præcis som jeg skal være
Jeg har noget at tilbyde andre
Jeg har noget helt særligt at tilbyde verden – fordi jeg er mig.
Jeg skal og må og gør en forskel for andre
Jeg må godt nyde livet
Jeg må godt prioritere mine egne behov
Jeg har behov og det er okay.
Mine behov skal også dækkes
Alt dette tænkes og siges uden arrogance – uden skam – uden hævdelse eller bedrevidenhed.
Dit sunde ego ved, at disse sætninger gælder ALLE og at det derfor ikke er hævet over andre. Det sunde ego ved, at vi alle er her med samme accept og ‘lov til at være her’.
Alle andre tanker et dette om andre mennesker kommer fra det sårede ego, der frygter for egen plads og egen overlevelse, frygter for fortsat manglende accept og mangel på kærlighed.
Hvor tænker og handler du mon mest fra?
Dit sårede jeg eller dit sunde jeg?
/af
, ,

Du er bare heldig

En gang var der en kvinde på et af mine kurser, der sagde ’Du er jo også bare heldig – du kan leve det liv du gør fordi du har en rig mand, der gider forsørge dig, så du kan gøre dét du gør – være selvstændig, undervise og arbejde med dét du elsker’.

Jeg husker jeg blev stødt.

Jeg følte mig ramt.

Fordi det var sådan jeg også selv følte det.

Dengang.

At jeg kun kunne formidle det jeg gjorde og arbejde med det jeg føler meningsfyldt, fordi min mand kunne forsørge mig. Fordi vi havde en god økonomi, der kunne understøtte mine valg.

Men i dag ved jeg, at intet af det jeg arbejder med eller formidler videre er kommet til mig let.

Jeg har gennem livet knoklet for at finde mit værd som MIG – uagtet status, penge og titler.

jeg har søgt og knoklet for at finde min vej gennem mit liv.

Og er blevet ved med at søge til jeg fandt svar.

Jeg har brugt utallige gratis timer på at snakke med mennesker, for at lære om menneskets psyke.
Jeg har siddet aftener og nætter og reflekteret over livet – fordi jeg ikke kunne lade vær.
Jeg har siddet oppe om natten og studeret, selv med mine små tvillinger på sidelinjen.Jeg har opsøgt kurser og mennesker, der kunne berige min verden og udvide min horisont.
Jeg har sagt nej til ting, og sagt fra til mennesker – for at skabe plads til det, jeg gerne ville.
Jeg har måtte acceptere at min familie syntes jeg var småskør og ’langt ude, men alligevel stå fast på min vej.
Jeg har måtte kæmpe for mine synspunkter og overbevisninger, fordi de ikke passer ind i den kontekst jeg er opdraget i.
Jeg har turde tage de chancer der kom, også selvom de var utrygge valg.
Jeg har mødt mennesker der var klogere, stærkere og mere succesfulde ned mig og bedt om hjælp.
Jeg har rakt ud og fået støtte. og vigtigst af alt:
Jeg har turde se på mine mørkeste skyggesider (det mørkeste i min personlighed) – været med disse dele af mig selv – fulgt dem, observeret dem, arbejdet mig gennem dem og med dem – og lært at se værdien af dem, så jeg kunne transformere min frygt til tillid.


Det kræver noget ganske andet end held! Siger det bare!

Det kræver fuc**** mod og vedholdenhed.

Det kræver, at man / jeg / du tør gå vejen selv først – for at opdage hvad og hvem du er. Og herfra kan du så begynde at skabe dit liv, som du selv ønsker det.

 

———-

Hvad er du villig til at gøre, gå igennem og opgive for at nå dine drømme?

———-

Jeg har følt mig alt andet end heldig i mange år. Tværtimod.

Dem der kender mig ved, at jeg ikke er en ukompliceret person.
Jeg er ikke let indeni.
Jeg er et menneske fyldt med følelsesmæssig kaos, jeg er forvirret, følelsesmæssigt et svingende rod. Jeg har ikke valgt den letteste vej til nu.

Jeg har gået af snørklede veje, set mine dæmoner i øjnene, været i relationer der har fået mig i knæ, jeg har bevidst og ubevidst smagt på livets mørkeste følelser – sorg, smerte, afhængigheder, selvforagt, skam, manipulation, følelser af udstødthed, ensomhed og forkerthed.

Jeg græder ikke over det.

Ikke længere.

Engang følte jeg at det var uretfærdigt – at jeg skulle gennem alt det.

Jeg så på mine brødre der – udefra – var kommet anderledes ud. De gik ikke gennem disse følelsesmæssige op og nedture, de tænkte ikke over livet som jeg, de bar ikke på fortidens smerte og sorg. Ikke som jeg.

Eller i hvert fald ikke noget jeg kunne se.

Jeg tænkte ’hvorfor er jeg blevet som jeg er’. ’Hvad er der galt med mig’.

Men i dag er jeg taknemmelig for, at jeg har gået min vej.
Fordi jeg forstår dens formål.

jeg forstår – eller begynder at forstå – at alt jeg har gået igennem har udviklet nogle helt særlige kvaliteter i mig, som jeg kan vælge at bruge. Hvis jeg vil. og tør.

jeg begynder at se, at mit liv har forsøgt at forme mig, så jeg kan bruge mig selv – som jeg gerne vil. Som jeg længes efter at bruge mig selv. indeni.

Det ser jeg nu. det så jeg ikke tidligvere. Ikke før jeg begyndt at smide fasaderne, skrælle lag af, dykke dybt og finde ind. Finde ind til den jeg føler jeg er, bag det hele.

I dag er jeg glad for at være mig. Med alle mine snørklede følelsesmæssige indre veje.

I dag vil jeg ikke være nogen anden.

 

Så ja, i dag føler jeg mig heldig.
Bare fordi jeg er mig.

Heldig over, at netop jeg fik lov til – i dette liv – at se så mange nuancer af livets muligheder, forstå så meget og turde så meget. Jeg føler mig heldig, at jeg er i stand til at være med smerte og glæde – i en og samme krop – uden at lukke ned igen. Jeg føler mig heldig, fordi jeg er nysgerrig og livssulten – og ikke gir op. I hvert fald ikke hver dag længere. Jeg er heldig over, at have en bevidst og moden ægtemand der giver mig frihed og plads – og som tør udvikle sig sammen med mig, på hans måde. jeg er heldig at jeg har et godt helbred. Heldig at jeg lever i et land hvor der er muligheder for dem der vil.  Heldig at mine børn er raske. Heldig at jeg er i live.

Men jeg har gået vejen selv.

På trods. Og ikke uden skrammer.

Tak for livet, kære liv.
Tak for muligheden.
Tak for at jeg får lov til at være mig.

 

Refleksion:

Hvad er du villig til at gå igennem for at komme dertil hvor du gerne vil hen?

/af
, ,

Av for en mavepuster – fascinerende!

Jeg skrev et indlæg på facebook den anden dag om at rydde op i dit liv på alle planer, for at få mere frihed og energi i dit liv. (læs den her) Denne post – der overordnet set beskriver en proces jeg selv har været igennem den senere tid – fik rigtig mange delinger, likes og positive kommentarer med på vejen. Ikke at det er et succeskriterie i sig selv, men mange følte sig inspireret til at påbegynde oprydningen i alt det, de gemmer og bærer rundt på. Fysisk i deres gemmere, kropsligt, emotionelt, mentalt (kan ikke anbefales nok).

Jeg elsker, når det jeg skriver giver genlang hos andre. Fordi når jeg skriver, skriver jeg i lige så høj grad tik mig selv som til andre. Og kan det bruges af andre, er det kun godt.

Men så i dag kom en kommentarer der ikke var positiv.

Én lille kommentar.
Fra en person jeg ikke kender.
Én lille kommentar hvor personen med sine ord fortalte, at han/hun ikke var enig med mig – overhovedet.

Personen var langt fra enig med mig – faktisk mindede han/hun mig om, at jeg skulle være glad for at karmaloven ikke virkede så jeg ikke selv blev smidt ud af andres liv. (lettere omformuleret)

(Kort note til det: Det tror jeg faktisk vi alle har brug for – da mange af os fedter rundt i andres liv uden at være inviteret eller ha fået lov, med stor skade som resultat. Men det er en anden snak)

 

Poienten jeg vil frem til her er:

Jeg følte jeg fik en mavepuster – af den ene lille kommentar.

Jeg vitterlig fik ondt i maven, min hals snørede sig sammen, min krop følte fysisk ubehag og mine tanker gik i gang:

”Åh nej, hvad har jeg skrevet. Hvad har jeg gjort. Måske har han ret. Måske er det jeg har skrevet vitterligt forkert. Måske har jeg ikke fattet en bønne af noget. Måske har han ret. Er jeg bare en uduelig fiasko der stikker blår i øjnene på folk?”

Jeg fik det dårligt, blev utryg, ked af det, urolig, oprevet, lettere vred. Fik lyst til at skrive vredt igen.

Totalt i reaktion.

I ca. 20 sekunder.

Heldigvis blev jeg reddet af min viden og erfaring med brugen af skyggearbejde.

SKYGGEARBEJDE

Mit dybtgående kendskab til og arbejde med skyggearbejde lært mig, at når jeg reagerer følelsesmæssigt, er der noget at kigge på – i mig.

Når jeg reagerer kraftigt følelsesmæssigt på noget i min ydre verden , så er der noget at se på i MIT indre.

Min indre verden kalder på min opmærksomhed. Der er noget vigtigt at lære.

Skyggearbejdet har lært mig, at den slags reaktioner, følelser og tanker kommer fra et lille utrygt sted i mig, et sted hvor al min smerte og frygt bor. Den slags tanker er lille-Louises tanker, hende der er bange for ikke at være elsket af alle og ønsket. Hende der prøver og prøver på at få alles accept og få alle til at kunne li hende, ved at give og være som de vil have det.

Da personen ’angreb’ mine ord, blev hun altså vækket.

Straks.

Og al in tvivl på mig selv og mit bidrag blev vakt med hende.

 

FASCINERENDE ik?
GOTTA LOVE BEING HUMAN!

Én kommentar blandt utallige positive.
Én person blandt mange.
Og heraf så meget indre postyr.

Fascinerende.

De andres ord har i ugen rørt mit hoved og hjerte kortvarigt – men slet ikke i nærheden af, hvad den ’ikke-anerkendende kommentar’ gav mig. her fik jeg en decideret ENERGIFYLDT mavepuster på stedet. Den ramte min mave – min frygtzone. Her hvor alle skygger bor.

Facinerende at være menneske. Siger det bare.

Jeg kunne gør et af to her:

1) Krybe i skjul:
skynde mig at slette min post og genlæse det igen og igen for at se, hvad han mente.
Sende ham/hende en lang undskyldende forklaring på, hvad jeg mente (forsøge at få personen til at kunne li mig alligevel).
Gøre som han/hun sagde og krybe i et hul, hvor jeg kan takke mig selv for at karmaloven ikke virker (hvilket jeg ikke er enig med ham i alligevel)

Eller jeg kunne gøre som jeg gjorde – lave mit skyggearbejde:

2) Mærke, acceptere og give slip:
Mærke hvad hans ord gjorde ved mig i kroppen.
Lægge mærke til hvor i kroppen jeg kunne mærke det kropsligt
Identificere hvilke følelser det reelt var, der kom op i mig.
Lytte til, hvad der gik i gang af tanker i mit hoved.
Lede efter  den betydning jeg tillagde det hele – Hvad jeg fik dette til at betyde om mig.

Spørge mig selv om jeg genkalder disse følelser, tanker og betydninger (OH YES!!!).

Og her fra blot trække vejret dybt, ACCEPTERE den reaktion jeg har på noget ydre, der rammer mig. Bare acceptere det der sker i mig – trække vejret gennem det – og lade det passere.

Spørge mig selv, hvad jeg (lille mig) har brug for lige nu af omsorg og nærvær, for at komme videre – og give mig selv det (i dette tilfælde var det at dele oplevelsen med min mand og be om et lille kram, imens jeg indrømmede det komiske i at være menneske.)

(Det er altid en rigtig god ide at smile lidt af sig selv. Smile af det komiske ved at være menneske. for med humor og lethed kommer vi langt)

Jeg kunne også mindet mig selv om at jeg stadig lever – og ingen andre er kommet til skade.

Jeg  valgte at lave noget fysisk for at slippe – jeg rejste mig op fra stolen og rystede kroppen – rystede oplevelsen rundt, så den ikke nåede at stagnere et sted i min krop. Selvom jeg kunne mærke dens aftryk længe.

Og jeg valgte at skrive lidt om det (dette du læser nu). Skrive og processe, så det / oplevelsen, ordene, følelserne, tankerne for lov at passere. For når jeg skrver, slipper jeg. 8Emotional writing er meget anbefalelesværdigt)

Af alt dette lærte jeg:

  • Ingen af os er her på jorden for at please andre
  • Vi er her ikke for at være enige med alle eller gøre alle andre tilfredse.
  • Ingen af os skal søge anerkendelse og accept FRA ALLE 
  • Vi har ret til at ytre os som vi ønsker, så længe vi ikke skader andre.
  • Mine tanker og ord er min sandhed – Ikke alles sandhed. Lisom dine ord og tanker er din sandhed.

    Og er du uenig med mig i det, er det også okay.

 

TAK

Jeg sender en kærlig tanke til personen der skrev til mig – ’min medspiller i livet’ – der fik mig til at erindre den kraft, der ligger i skyggen. Den følelsesmæssige styrke der viser sig, når mørket bliver vakt i os.

Tak for at komme forbi her på en højhellig tirsdag og minde mig om, at hvis jeg ønsker at være MIG indebærer det ikke accept fra alle, men en kærlig accept af mig – fra mig selv.

Jeg er okay, som den jeg er. Og du er okay som den du er. Og det gælder også dig, der ikke er enig med mig.

 

#frihedtilatværedig

(PS billedet er taget af den palme, jeg ser på hver dag her fra min ferie. jeg elsker ferie. Og palmer)

/af
, , ,

Min indre verden åbner sig

Min indre verden åbner sig stille og roligt igen  – efter den blev brudt helt ned sidste år.

Faktisk begyndte nedbrydningen allerede tilbage i slutningen af 2014, fortsatte  og tog fart i 2015 – og i starten af 2016 blev det for alvor tydeligt for mig: Min gamle måder at være MIG på, fungerede ikke længere. Jeg var igen igang med en stor transformation – fra noget jeg var engang til noget nyt.

Alt begyndte at bryde sammen omkring mig, og indeni mig. Og det gjorde rigtig ondt. Ikke kun på mig, men også på mennesker omkring mig.

2016 blev et dramatisk nedbrydningsår – oprydningsår – og genopbygningsår.

Fysisk som emotionelt. En lang indre rejse for at finde en ny vej gennem livet – for mig. 2016 tvang mig til at stoppe op igen. Eller måske nærmere tvang med til at dykke dybere ned i mine mørkeste lag af min personlighed.

Mørkets vej

For jeg måtte stå ansigt til ansigt med mine dybe behov for kontrol, besiddertrang,  min afhængighed af andre mennesker, min jalouxi, min evne til manipulation og mit dybt egoistiske selvoptagne jeg, der har udviklet enorme strategier for at få det, jeg har brug for – eller troede jeg havde brug for. Jeg har været i kontakt med en dybtfølt ensomhed trods mennesker omkring mig, mærket sorgen over at ‘være alene’ og smagt på følelsen af dyb meningsløshed – på grænsen til det, som nogen kalder en eksistentiel krise.

Hvem er jeg overhovedet? Hvad skal jeg her i dette liv? Er det ikke meningsløst at leve? Hvad er min rolle og min vej? Og hvorfor skulle jeg gide leve? for hvis skyld? Er det bare det her, livet handler om – overlevelse og en kamp for at høre til?

 

 

Jeg måtte søge hjælp

Jeg måtte søge hjælp hos en gammel garvet terapeut, der fik mig til at genfinde dele af mig selv igen. Stille og roligt. Hun holdt mig i sine arme, når jeg græd barndommens tårer – hun spejlede mig, når jeg mistede fodfæste – hun var konfronterende og ærlig, når det var tid til det. men vigtigst af alt – hun lod mig være i det, jeg var i. I de faser der var at bryde igennem. Som jeg skulle igennem. For at komme ud på den anden side.

Jeg måtte i denne proces erkende og acceptere, at jeg var drevet af mit dybeste behov for at føle mig elsket – og stadigvæk ikke kunne finde ud af at elske mig selv. Ikke dybt nok. Ikke nok til at kunne tænde lyset indefra i mig selv, da mørket tog over.

Jeg har været nødt til at lade mig konfrontere med mine dybeste destruktive mønstre – gå gennem dem – lade mig guide af dem – mærke dem – lade dem overtage mig – og herfra sætte mig selv fri  følelsesmæssigt.

En ny chance

Det kunne være endt galt. Det kan jeg se i bakspejlet.

Jeg var ved at miste min mand og familie på grund af valg jeg tog i denne periode.

Jeg var ved at give slip på det tryggeste jeg har, for at finde mig selv.

Jeg endte med at stå helt nøgen følelsesmæssigt og måtte vise, hvem jeg var – alt hvad jeg var og indeholdt. Tvunget af ‘livet’ til at være hudløs ærlig – overfor mig selv og ham, uden at vide, om jeg ville blive holdt og støttet.

Men det blev jeg. Og mere til.

Jeg oplevede i det sværeste øjeblik at blive tilgivet og elsket, præcis som jeg var – tilgivet og holdt. Og kunne rejse mig derfra.

Jeg fik en ny chance.

En ny mulighed – ikke kun for at være sammen med min mand og min familie igen, men også en mulighed for at genfinde mig selv igen. En ny mulighed for at ændre livsbane, en ny mulighed for at være mig i denne verden.

Den sagde jeg JA til. Det gør jeg stadig.

Og livet sagde da JA til mig igen.

Nyt liv – en ny begyndelse

Næsten samtidigt – som i dage herefter – begyndte et nyt liv – en lille baby –  at vokse indeni mig.

Som var det et symbol på en ny mulighed. En ny tid, der skulle modtages og fødes.

Jeg var ikke et øjeblik i tvivl om, at det var meningen. At dette skulle ske. Og at det der skete, havde en større betydning end lille mig. Noget nyt banede sig vej gennem mig – og min opgave var og er simpel: tag imod og giv slip på ‘det dig du kender’.


Aldrig mere vil jeg være utro

Hvad 2016 reelt bragte mig (og min familie) skriver jeg om i disse dage.
Hvem ved hvad det skal bruges til. Men et er vist:

  • Jeg vil aldrig mere gå på kompromis med min livsvej. Det kan jeg ikke.
  • Jeg vil aldrig  mere være mig selv utro, glemme mig selv og træde ud af min hjertevej i livet – så mister livet mening.
  • Jeg vil aldrig mere tilpasse mig og undertrykke mine dybeste behov – for så dør noget i mig og mit laveste jeg – mit overlevelsesinstinkt tager over.
  • Jeg vil aldrig mere glemme, hvem jeg er – hverken når lyset er slukket eller tændt i mig. For den jeg er, er her for at leve og udleve.

Giver nu slip

I disse dage, hvor jeg venter på min lille søn kommer til verden, slipper jeg de sidste rester af ‘det der var’.
Jeg mærker slip og åbninger.
Jeg fornemmer en ny tid, men ved ikke hvad den indeholder.

Jeg øver mig i overgivelsen – i accepten – og i ikke at vide, bare være mig og til.

Det er ikke let.
Men jeg har ikke andre valg.

En ny tid er på vej.
Et nyt liv vokser frem.
En ny åbning er begyndt i mig.

Og alt jeg kan gøre er at sige JA og tage imod.

/af