, , ,

Kærlighed er ikke for tøsedrenge

Kærlighed er ikke for tøsedrenge

(Artikel skrevet i 2015 til magasinet MOOLA) 


Hvorfor er det så svært at fastholde den ubetingede kærlighed i vores forhold?
Hvorfor skal det være så smertefuldt at indgå i parforhold?
Hvorfor er det så uendelig svært at få den kærlighed, vi dybest set længes efter?

 

Helt inde i vores hjerter længes vi alle efter den ubetingede kærlighed, der ubetinget omslutter os, der holder os i sin favn, der elsker os præcis som vi er, uden krav og begrænsninger.

Set ud fra et spirituelt perspektiv, længes vi dybt i hjertet ’hjem’ til den sjæleverden, hvor vi kom fra, før vi valgte at inkarnere i vores menneskelige krop. Vi længes tilbage til følelsen af at være omringet af den universelle guddommelig energi. Vi længes efter at genforbinde os med dette sted, hvor ingen fordømmelse, adskillelse, frygt og separation eksisterer.

Psykologisk set længes alle celler i vores krop efter den trygge følelse af dyb samhørighed, vi mærkede, da vi lå i vor moders livmoder. En tid, hvor livets ubegrænsede nærig flød til os frit. En tid, hvor vi trygt fik lov til at være den vi var – uden betingelser, krav og indblanding. Følelsen af total accept og overgivelse til det, der var omkring os.

Livet igennem jagter vi genforbindelsen med denne følelse – spirituelt og psykologisk – i vores relationer med vores forældre, kærester, partnere, børn, veninder og for nogen også i deres relationer til kollegaer/chefer.

Men gang på gang kan vi konstatere, at vi ikke møder den ubetingede kærlighed.
Tværtimod.

 

Vi oplever afvisninger, afsavn, svigt, fravær, ensomhed, jalousi, følelsesmæssig nedlukning og afstandtagen.
Og vi lider følelsesmæssigt.

Men i stedet for at lide i jagten efter kærligheden, kan vi vælge at se længslen efter kærlighed som en naturlig konsekvens af egoets splittelse fra kærligheden og sjælens længslen efter genforbindelse med den uendelige kærlighed. Og fra det perspektiv kan vi slippe lidelsen og møde vores relationer som livsnødvendige læremester, der tvinger os til at hæve bevidstheden om os selv, igen og igen.

For at tilegne sig dette perspektiv er det nødvendigt at forstå, hvorfor vi ikke bare kan møde verden med et åbent hjerte og dyb følelse af den altomfavnende kærlighed i dette liv.

 

Splittelsen fra den ubetingede kærlighed

Da din sjæl valgte at inkarnere på denne jord, blev du født ind i denne verden. Fra fødslen blev du helt naturligt fysisk adskilt fra din mor og den symbiose, du havde oplevet i din mors mave. Der helt naturligt igangsat en psykologisk proces, hvor du stille og roligt begyndte at erfare, at du var ’dig’ i kontrast til ’den ydre verden’. Dit ego begyndte at udvikle sig.

Vi har alle et ego. En funktion i vores bevidsthed, der har til hensigt at give os en oplevelse hvem vi er som mennesker. Dit ego skaber din identitet. Du har brug for dit ego for at kunne navigere i verden og adskille ’dit’ fra ’mit’.

 

Hvis du har et sundt ego, er du fra barns ben blevet omringet af accept, rummelighed, set, hørt og lyttet til som barn. Du har fået dine behov dækket, fysisk og følelsesmæssigt. Du er blevet respekteret for den du er, udfordret til udvikling i det tempo du havde brug for og generelt fået en start på livet, hvor du føler dig elsket af dine omsorgspersoner, er i stand til at mærke dine egne behov og sige til/fra uden pålagt skyld og skam. Du forstår at du er dig men samtidig er en del af en helhed bestående af alle andre mennesker, som du skal respektere, rumme og holde af som de er.

 

Desværre har langt fra alle haft denne start på livet.

 

De fleste af os har som børn oplevet vores forældres manglende nærvær, deres manglende empati, manglende respekt og grænseløse adfærd. Vi har haft forældre, der ikke var tilstede følelsesmæssigt, fordi de havde egne indre kampe. Vi har oplevet ikke at blive mødt, set og lytte til og ikke respekteret i vores følelsesmæssige udtryk. Vi fik skæld ud, når vi viste særlige sider af os selv og afvist fysisk og følelsesmæssigt, når vi ikke opførte os ordentligt.

Vi erfarede således tidligt, at vi ikke længere var en del af en ubetinget kærlig helhed, men derimod nu var et selvstændigt individ, som måtte beskytte sig selv følelsesmæssigt for at overleve.

Vi oplevede, at kærligheden var betinget af, hvordan vi opførte os. Vi skulle være på en bestemt måde og gøre noget rigtigt for at få accept og opmærksomhed fra vores forældre og andre omsorgspersoner.

Og det gjorde ondt.

Rigtig ondt.

 

Følelsen af ikke-kærlighed har for os alle været smertefuld, og vi begyndte derfor at lukke ned, fortrænge og undertrykke disse smertefulde følelser.
Vi lagde låg på ensomheden, på følelsen af svigt og afvisning.
Vi forsøgte at glemme, at vi ikke var elsket ubetinget.
Vi beskyttede os selv.

 

Vores forsvarsmekanismer udvikles og vi begyndte at finde på alle mulige overlevelsesstrategier i håbet om at genfinde følelsen af at være rummet, set, hørt og elsket for dem vi er: Vi pleasede, tilpassede os og overskred vore egne grænser. Vi undertrykte vores behov og gjorde ting, der ikke var sunde for os. Vi lagde låg på, gemte vores sande jeg og begyndte at vise masker udadtil.

Alt sammen i håbet om, at vi kan få andre til at elske os, som vi har brug for at blive elsket – som vi dybt inde husker, at vi blev elsket engang for længe længe siden.

 

Jagten på kærligheden 

Livet igennem søger vi overalt følelsen af at vende tilbage til ’den ubetingede kærlighed’, som vi mistede da vi blev adskilt.

Livet igennem jagter vi en illusion om, at den ubetingede kærlighed kan findes i den ydre verden. At vi kan finde den i vores parforhold, i vores venskaber, i vores relation til børn, kollegaer, i jobs. I korte øjeblikke tror vi, at vi finder den ubetingede kærlighed igen – at vi er ’hjemme igen’. Når vi fx bliver forelsket føler vi os elsket igen. Vi tror (håber), at vi har genfundet det, vi manglede for at føle os hele igen. Vi siger endda, at ’den anden person fuldender mig’.

Men det er en illusion.

Vi forveksler følelsen, som vi får fra noget ydre, med den kærlighed vi kom fra – den rene ubesmittede kærlighedsenergi, som ikke stiller krav, som ikke bærer nag, som ikke forventer noget af os og som blot rummer alt det vi er.

Og når hverdagen træder ind, forelskelsen aftager og illusionernes slør falder til side, oplever vi ’den større virkelighed’ igen: Vi opdager, at den ’altomfavnende kærlighed’ slet ikke er altomfavnende. Vi mærker igen, at vi ikke er elsket ubetinget og ikke altid rummet, med alt hvad vi er.

 

Vi bliver mindet om barndommens smertefulde oplevelser af afvisning og ikke-accept igen og mærker den dybeste sorg, smerte, længsel kommer op til overfalden. Vores tidligste erindringer om adskillelse og splittelse fra kærligheden vækkes og gør ondt. Igen.

 

Du retter bebrejdende blikket mod den anden og giver ham (eller hende) skylden for, at du mærker de smertefulde følelser igen – bebrejder ham, at han har bragt dem op til overfladen igen. Og giver ham skylden for, at illusionen om ’genforeningen med den uendelige kærlighed’ brast.

 

Det er derfor vi alle sammen oplever, at de nærmeste relationer kan aktivere dine mest smertefulde erindringer fra din fortid.

 

Og her begynder konflikterne i forholdet. Her begynder kriserne. Her er grunden til, at mange ender deres forhold. Fordi de simpelthen ikke man rumme at mærke fortidens smerte igen, der bliver aktiveret i nuet af et andet menneske.

 

Kærlighed er ikke for tøsedrenge 

Vi må slutte vores endeløse stræben i vores relationer efter ’den ubetingede kærlighed’ og i stedet begynde at se vores relationer som møder, der bringer alle vores gamle smertefulde sår op til overfladen – så vi kan møde dem igen med vores egen kærlighed, rummelighed og omsorg.

Vi må se vores relationer som møder, der tvinger os til at arbejde med selvkærligheden til alt det vi er og alt det vi har oplevet.

Der er ingen vej uden om. Kan vi ikke elske os selv i de dybeste afkroge af vores menneskelige væren, vil vi ikke kunne opleve den ultimative overgivelse til den universelle kærlighed eller til en anden.

Det kræver en indre oprydning i alle de gamle medbragte traumer, oprydning i vores dybeste skam over hvem vi er som menneske. Det kræver selvtilgivelse og acceptere os selv i den form, vi er i lige nu.

Det er ikke nødvendigvis en let rejse.

Det kræver mod.

Det kræver selvindsigt.

Det kræver høj bevidsthed og en villighed ud over bare at overleve.

 

Det kræver, at du ser vejen til kærligheden som en spirituel oplysningsrejse, hvor du igen og igen må møde dine egne forsvarsmekanismer, frygt og egodrevne handlinger med dyb omsorg og taknemmelighed for dets (dog primitive) forsøg på at beskytte dig.

 

Det kræver at du tør holde hjertet åbent og møde andre fra dette sted – fra et sted af dyb kærlighed til alt det livet forsøger at lære dig, om dig selv, gennem dit møde med andre.

 

Som den amerikanske spirituelle forfatter Marianne Williamson siger i forordet til David Deidas bog ’Min Elskede’:

”Set fra et spirituelt synspunkt er kærligheden i sin guddommelige essens et tempel. Den er et af guds laboratorier, et rum for spirituel transformation. Den er, når den anskues på denne måde, en hellig mulighed for sjæle til at nå ud over det snævre lille selvs begrænsninger, foretage kvantespring ud i nye og ukendte følelsesmæssige muligheder. Dér trænger kærligheden os op i et hjørne, holder et spejl op for os og forlanger, at vi overgiver os, overgiver såretheden, overgiver fortiden, overgiver murene, overgiver bebrejdelserne, overgiver forsvarsværkerne, overgiver grænserne, overgiver frygten…Kærlighed er ikke for tøsedrenge.”

/af
, , , ,

Jagten på lykken (Video)

I efteråret 2017 blev jeg interviewet til et forløb, der satte fokus på JAGTEN PÅ LYKKEN.

Min deling om nogen af de svære perioder i mit eget liv, kan du høre her. Det blev en ærlig og sårbar fortælling om, hvor langt nede i følelsesregistret, vi kan komme, når vi ikke føler os elsket for den vi er. Men også hvad mit syn på livets rejse gennem kærlighed, smerte og selvindsigt handler om. måske.

 

 

 

/af
, , , ,

Har du glemt hvem du var?

Selvudvikling. Selvindsigt. Lær dig selv at kende. Opdag dit potentiale. De lover os guld og grønne skove i bøgerne, i damebladene, i talerne hos de kloge visdomsmænd/damer ude i den store verden. De vifter med løfter ’du kan få det hele’ – ’du kan blive glad igen’ – ’hvis bare du ændrer dine tanker, kan du opleve hele eventyret og få det halve kongerige’.

Vi drages. Vi springer på. Køber. Deltager. Igen og igen. Som om vi ikke har et valg. For vores tanker og følelsesmæssige nedture er så ulidelige, at vi er villige til at købe hvad som helst for at få et midlertidigt fix – som var vi stadig en flok festnarkomaner, der jagter den næste bane kokain, for at lindre smerten og forsvinde for os selv for en stund.

Selvudvikling og selvindsigt er den oplyste bevidste vej til lindring af vores følelsesmæssige og tankemæssige smerte!

Eller er det?

For hvis det var så pokkers effektivt, hvorfor fanden er det så stadig så svært at være til? Hvorfor gør det så alligevel så forbandet ondt at være menneske med mellemrum, selvom vi har læst bøgerne, gået på kurserne, talt med eksperterne og mærket i dybden af vores følelsesmæssige verden? Hvad er hele pointen egentlig med alt vores pille navle, mærke alle følelserne og lære sig selv at kende i lyset og mørket, når det alligevel med mellemrum bringer mere smerte frem?

 

I denne artikel antydes en anden vej – der ikke handler om selvoptaget dvæleri ved mørket, men i højere grad inviterer til at afmontering af den tillærte visdom. Måske er vejen ganske enkelt at glemme det hele, glemme alt vi har lært og sætte fokus et helt andet sted. Fokus på en tid, der for nogen er glemt og borte, men som måske kan genfindes på ny – i en ny form.

 

Fanget i mit eget mørke – igen

Det er en ganske almindelig hverdag. Klokken er 15. Jeg skal snart hente børn. Men kan ikke. Der ligger jeg. 42 år gammel. På badeværelsesgulvet. I fosterstilling. Sammenkrøbet med mavekrampe. Smerte i maven. Halsen snørret sig sammen. Tårerne flyder. Jeg kan ikke være nogen steder. Kan ikke finde ro.

 

Intet giver mening længere. Tværtimod. Jeg er et følelsesmæssigt stormvejr af uro, smerte, fortvivlelse, desperation.

 

Tankerne flyver gennem mit sind. ”Hvad er pointen med det hele? Hvad er formålet egentlig? Hvorfor er der ikke en vej, der viser sig nu? Hvem er jeg egentlig? Hvad skal jeg overhovedet her? Hvorfor mig? Hvorfor nu? Jeg troede lige det hele var blevet bedre? Jeg troede det var ovre – alt det smerte indeni”.

Spørgsmål, der virrer gennem mit hovedet. Tanker der forstyrrer og hvirvler op. Tvivl, frygt, frustration. Desperation.

Jeg var igen fanget i et stort indre følelsesmæssigt drama. Et af mine yderst velkendte mørke huller, hvor jeg føler mig hjælpeløs, ensom og ikke værd at elske. Mine grimmeste mønstre viste (igen) sit ansigt og min adfærd var derefter: Jeg var i reaktion, jeg var fanget i mine voldsomme følelser, opfyldt af selvhad og forsøgte at kontrollere alt gennem mine tanker.

Jeg var faktisk meget bevidst om, hvad der var på spil indeni mig. Jeg kunne sætte ord på det hele. Jeg kunne se det udefra. Jeg kunne sætte teoretiske labels på og kunne også mærke energien af ’noget mørkt og ustyrligt i mig’, der havde taget over. Men jeg kunne alligevel ikke fjerne det. Finde min ro. Jeg var fanget i hullet uden en stige til at komme op igen.

Jeg ringede til en veninde. Én der kender mig. Som er vis og omsorgsfuld. Én jeg havde tillid til. Jeg talte og græd. Satte ord på og græd igen. Og pludselig sagde hun:

 

”Helt ærligt – du er fandme ikke til at holde ud at høre på.
Du tager dig selv og dit liv så skide seriøst”

SLAM. AV. Den gjorde ondt. Virkelig ondt.

Mest af alt, fordi hun jo havde ret.

Jeg var fanget i selvudviklingens selvoptagne selvbevidste seriøsitet, hvor alt og alle sten skal vendes, analyseres, forløses, heales, renses, oplyses. Et sted hvor jeg faktisk selv troede, at jeg var bevidst og klar over, hvad der skete i og omkring mig.

 

Men det var også et sted, hvor jeg med al min viden og tillærte visdom holdt mig selv fast i seriøsiteten ved mit liv. Og i offerrollen.

 

Herregud.

 

Det gik lige her op for mig, at jeg faktisk var fanget i min egen selvoptagethed, og gennem længere tid blot havde gravet mig dybere og dybere ned i mit eget mørke, i et forsøg på at rationalisere mine mønstre, forstå mig selv og mærke mig selv.

 

Selv om det gjorde virkelig ondt at blive konfronteret med min ’selvoptagede selvbevidste seriøsitet’ var dette – for mig – et kærkomment spark i røven til at stoppe mig selv.

 

Stoppe min analyse.

Stoppe min jagt på endnu en indsigt og forklaring på, hvorfor jeg var hvor jeg var.

Stoppe min altopslugende seriøsitet om min rejse gennem livet.

Et eller andet sted på rejsen var jeg kørt af sporet.

Jeg havde reelt misset pointen – at jeg skulle leve og opleve livet – og var i stedet fortsat ned af en vej, hvor jeg var styret af mit kontrollerende selvoptagne ego, der blot ønskede at få mere styr på, forståelse for, kontrol over mig selv og mit liv.
Hvor passioneret jeg end var og er omkring psykologi, spiritualitet, selvindsigt og følelsesmæssig frihed, så er der en grænse for alting.

 

Og min var nået.

Jeg var gået over gevind.

Langt over.

 

Kender du mon også dette sted?
Hvor du er blevet så optaget af dig selv og din egen udvikling, at ingen omkring dig kan holde dig ud længere?

Hvor alt skal analyseres og forstås ud fra en eller anden teori eller spirituel forståelse, som blot igen føder egoets længsel efter at ’Forstå, vide, kontrollere og føle sig overlegen’.

Hvor din egen udvikling er blevet midtpunkt for en seriøsitet, der dræber livslysten?  

Hvor forståelsen af dig selv som menneske og sjæl er blevet omdrejningspunkt for alle dine samtaler, og du er fastlåst i dine nye frelste forståelser af dig selv og andre?

 

Jeg genkender det både i mig selv. Og i andre.
Og det er dræbende for al livslyst og livsglæde.

 

Glem alt du har lært

Nogen gange tror jeg skal vi stoppe os selv – også i vores søgen efter lyset og indsigterne og opdagelsen af vores potentiale. Og bare holde fri. Holde en pause. Glemme det vi har lært. Om ikke andet så for en stund.

 

Så vi ikke blot ender i en ny blindgyde af mønstre, illusioner, selvbedrag og afhængighed af en ny identitet. Nu blot som den frelste og indsigtsfulde.

 

Måske skal vi slippe så meget, at vi kommer helt tilbage til det/den vi var engang – langt tilbage til FØR vi begyndte at forstå os selv, tilbage til FØR vi læste de første selvhjælpsbøger, tilbage til FØR vi begyndte at kloge os på det hele – ja tilbage til dengang, hvor vi stadigvæk var nysgerrige, naturligt sultne på livets visdom – helt tilbage til de første leveår i dette liv.

 

Helt tilbage til da vi var børn: uvidende, uskyldige, rene, nysgerrige og løsslupne i vores udtryk og tilgang til livet, os selv og andre.

 

Hvornår har du sidst været barn?

 

Da vi var små børn oplevede vi livet med eventyrens lyst og nysgerrighed. Vi mærkede men lod følelserne passere. Vi oplevede svære ting, men lod dem gå naturligt forbi.
Vi glemte og tilgav på et sekund. Vi dvælede ikke ved de mørke stunder men jagtede øjeblikke af sjov, leg og vildskab.

Det var en periode i livet, hvor vi ikke lod os distrahere af frygt, drama, negativitet, kritisk selvrefleksion, fordømmelse, jaloux, fortrydelser eller selvhad.

 

Desværre har de fleste af os lukket ned for de barnlige sider af os selv, i takt med vi blev større og mere bevidste om os selv og livet omkring os. I takt med at vi er blevet ansvarlige voksne.

Nogen af os blev voksne tidligt i barndommen, på grund af omstændigheder i familien. Andre blev voksne i skolen, da der pludselig blev stillet krav om ansvarlighed. Måske har du haft oplevelser, der tvang dig til seriøsitet. Måske fik du af vide, at din barnlige adfærd ikke var velanset, at du var for vild, pjattet, ustyrlig eller andet – hvorefter du besluttede dig for at ’tage dig sammen og vise, hvor stor du var’.

 

Vi mistede alle vores barndom på et tidspunkt. Nogen før andre. Alt sammen en naturlig proces for de fleste mennesker. Men i takt med at vi blev større, højere, ældre, fik tildelt opgaver og ansvar, mistede vi også uskylden. Vi mistede – eller gemte /glemte mange af de unikke egenskaber vi havde fuld kontakt til dengang. Egenskaber som:

 

Nysgerrig – Ubekymret – Legende – Fjollet – Undersøgende – Tilstede i nuet – Oplever og erfarer – Bare ER – Uskyldig – Undrende – Naiv – Uvidende – Impulsiv – Istand til at vise følelser uden skam – Nyde og suge livets mirakler ind. Magien ved livet.

Det der engang var naturligt for os, er blevet lukket ned i ’seriøsitetens tegn’ og de fleste af os kan ikke længere finde ind til barnets i os selv og handle herfra længere.

 

Hvor blev vildskaben af? Den impulsive side i dig? Den spontane? Den sjove? Den umiddelbare? Den nysgerrige? Den eventyrlystne? Den ikke-dømmende? Den frygtløse?

 

Vi er blevet så skide kloge, fornuftige, påpasselige, velovervejede, stramme og seriøse – at vi ikke har mulighed for at leve livet, nyde det, opleve det – eller bryde rammerne for det velkendte.

 

Vi er så bange for at vise os, tabe ansigt, prøve noget nyt, at vi gror fat – i vores egen tilstand af ’voksenhed’.

 

Men barnet findes stadig i os – og længslen efter ’bare at være – at opleve – at være på eventyr i livet’ findes i os alle. I mere eller mindre grad.

 

Luk barnet i dig ud – og opleve livets mirakler

Vi kan sagtens øve at åbne op igen for barnet i os. Tage barnet i os med – være barn igen i vores hverdagsliv. Det er en træning, der kræver mod og villighed til at slippe en masse kontrol og rationale. Men det er også en kæmpe befrielse at være barn igen.

Og du kan godt. Hvis du vil.

Slippe kontrollen for en stund.

Udforske det ukendte.

Vær tilstede i det du gør

Gynge på gynger igen.

Spis med fingeren på gulvet.

Kys en fremmed uden grund

Dans på bordet for sjov.

Grin af dig selv.
Tag en chance uden at vide hvor det fører hen

Vend hverdagen rundt og spis desserten først

Sig PYT og tilgiv – fordi du kan

Leg med livet igen. Uden grund. Bare fordi du har lyst.

 

At øve sig i at være barn igen, kan balancere den indre seriøsitet og skabe ligevægt igen.

 

 

Livets mirakler udfoldes i barnets energi

Når du begynder at hæve din bevidsthed, udvide dit perspektiv, træde ud af tankernes blokeringer og beslutter dig for at lege barn igen, begynder du faktisk at opleve livet på ny – som det er lige nu.

Det er et kraftfuldt sted, fordi du sætter dig selv fri – oplever og bare er.

Lever du i barnets energi, er der ikke plads til selvoptaget selvbevidste seriøsitet.

Lever du i barnets energi, forsvinder dine bekymringer for en stund,

Lever du i barnets energi, bliver livet igen et mirakel.

 

At opleve livets mirakler – at være i nuet – at opleve det der er, som barnet gør, i stedet for at være i destruktive tanker og dramatiske følelser er en træning.

Det er en bevidst tilstand, du kan øve dig i at være i – en væren, som mange voksne fuldstændig har glemt i takt med at vi er blevet voksne, fornuftige, rationelle, frygtdrevne, seriøse.

Vi har glemt at vores rejse gennem livet ER en opdagelse – et eventyr. En oplevelse, som ikke kan regnes ud, og som vi ikke behøver at forsvare os imod eller beskytte os imod, men som vi skal tage ind, smage på og mærke.

 

Livet skal opleves. Ikke regnes ud.
Livets mirakler skal opdages. Ikke opfindes.
Livets mirakler er der hele tiden – hvis vi giver os selv lov til at opleve dem og tage dem ind.

 

Dagligt ritual: Skab kontakt til dit indre barn igen

Hvis du har lyst til at udfolde dit indre barn igen, og øve dig i at være i denne tilstand kan disse små øvelser hjælpe dig på vej:

  1. Find et billede frem af dig selv fra da du var et lille barn. Gerne et hvor du kan se, at uskylden stadig er i dine øjne. Sæt billedet af dig selv et sted, hvor du ser det hver dag. Kig på dig selv hver dag og forbind dig med denne del af dig selv med åbent hjerte. Kig gerne barnet i øjnene og forstil dig, at du sender al din omsorg og kærlighed til hende. Dette er en rigtig fin måde at åbne dit hjerte for dig selv og dit lille indre barn, der stadigvæk er en del af dig. Du skal ikke gøre dette for at dyrke eller dvæle ved det, der er sket i fortiden eller genspille din offerrolle-historie, men for at åbne dit hjerte for dig selv og mærke omsorg for den side af dig, der fortsat (og for altid) trænger til at leve livet fuldt ud. Men også for at anerkende, at dette barn er dig – og du stadig har behov for at opleve livets mirakler, være undersøgende, nysgerrig, legende og på eventyr.

 

Spørg dig selv, når du kigger på billedet:

– Hvad har du – mit indre barn – brug for at være i dag? Være nysgerrig? Være åben? Vær legende? Være undersøgende? Vær tilstede? Være fri? Være stille? Og så giv dig selv lov til at være det den pågældende dag.

 

Vær bevidst barnlig, så ofte du kan i de næste 2 uger. Og prøv at læg mærke til, hvilken oplevelse det er for dig, at agere barn igen. Gør det med lethed og med nysgerrighed – det skal ikke se ud eller føles på en bestemt måde. Mind dig selv om at det bare er en leg, og vær opmærksom på, hvad det gør ved din oplevelse af dagene.

Skriv min. 15 minutters dagbog om, hvad der er muligt for dig i dit liv, hvis du oplever livet gennem barnets øjne og går til verden med denne væren. Hvad kan blive muligt? Hvad vil du kunne opleve? Hvad vil kunne ske?

Lav en konkret liste med alle de ting du kunne gøre, hvis du tillod dig selv at være barn igen. Hvad kunne du sige? Gøre? Finde modet til? Hvordan ville dit arbejdsliv se ud? Dit hjemmeliv? Din omgang med vennerne? Med din partner?
Kig på listen og bare opdag den frihed og udvidelse der kommer af bevidst at handle fra dette sted i dig. Og beslut dig for at tage et barnligt skridt hver eneste dag de næste uger – og se hvad der sker.
Daglig affirmation

Det er desuden altid godt at se verden gennem nye briller.
Prøv for eksempel at sige til dig selv hver morgen: “Livet ER et mirakel’ – og gå ud i verden med det filter/de briller på.

Led efter beviser for, at livet er et mirakel. Mærk, lyt, se, fornem alt det vidunderlige magiske der er i livet omkring dig. Sænk farten og observer. Bare tag ind. Mennesker, naturen, farverne, dagen.

 

Opdag at intet er som i går. Alt er nyt.

Du står hver eneste minut et nyt sted. I et nyt nu. Du er hele tiden en ny udgave af dig selv. Og dagen venter på at blive opdaget og udforsket. Slip kontrollen – slip din ide om at du ved noget som helst – giv slip på dine holdninger og retfærdigheder.

 

Alt er nyt.
Du er ny.
Opdag det – livets mirakler – og du lever som barn igen.

 

/af
, , , ,

Vi længes alle sammen efter noget

7. juli lavede jeg et facebook opslag med titlen RYD OP I DIT LIV.

Det fik enorm opmærksomhed – masser af delinger, kommentarer og ramte næsten 10.000 mennesker.

Det forstår jeg godt.

For mange af os længes efter oprydning i vores liv.

 

Vi længes efter ro indeni.

Længes efter lethed.

Længes efter frihed.

Længes efter en følelse af muligheder og energi.

Vi længes efter en ny start.

 

Vi længes efter oprydning fysisk i vores hjem, i vores papirer, i vores gemmerum – i vores rod.

Vi længes efter oprydning emotionelt i vores indre følelsesmæssige verden. Længes efter at slippe de tunge gamle energier der er ophobet i os, som hjemsøger os hver gang vi bliver still og får ro på. Følelser der henviser til gamle oplevelser, undertrykte oplevelser og fortrængte tider.

Vi længes efter oprydning i vores relationer – i vores familie, venne- og omgangskreds.

Vi drømmer i smug om at skille os af med dem, der ikke nærer os – vi skammer os over at længes efter at sige fra over for dem, der ikke behandler os ordentligt, vi længes efter at droppe de sociale arrangementer vi ikke gider, men som vi ’skal’ eller ’bør’, fordi det er tradition eller os påtvunget af andre.

Vi er sultne efter sunde nærende opmuntrende relationer – samvær med mennesker der ser os, lytter til os, inspirerer os, vil os det bedste – og som udfordrer os, så vi udvikles på den sunde naturlige måde.

Vi længes efter mental oprydning i vores overbevisninger og deraf reaktioner og adfærd. Så vi ikke hjemsøges i vores tanker af ’du er ikke god nok’, ’ingen vil ha en som dig’, ’hvem tror du at du er’, ’det kommer aldrig til at ske for dig’, ’du er ikke noget værd’, ’ingen kan elske dig’.

Vi gider ikke disse tanker længere, men aner bare ikke hvordan vi skal få mere konstruktive dialoger ind i stedet.

Vi længes efter tanker og handlinger, der støtter vores drømme og som er fulde af opbakning til os selv.

Vi længes efter at slippe frygtens tag i vores sind, der fortæller os at det er sikrest at forblive dem vi er – for ellers vil vi ikke kunne finde os selv igen.

For ikke at tale om den bevidste og ubevidste længsel efter kropslig udrensning – i vore fordøjelsessystem, vores kroppe. Vi æder og drikker så meget lort hver eneste dag, der ophobes i vores system – langt mere end aner.

Vi længes efter sundheden – renheden – letheden – friskheden – energien der flyder. Livsenergien. Vi drømmer om at slippe de mange kilo der viser os i spejlet, at vi ikke får sluppet det vi skal. Vi går på toilettet og ved, at vores fordøjelse ikke er optimal. Vi ser på vores hud og ved, at vores udskillelsessystem ikke fungerer som det skal – fordi vi holder fast . Vi er hårde i vore maver og tarme af at bære på gammelt lort, bogstaveligt og metaforisk talt.


Vi ved det godt.

Inderst inde.

At vi dør langsomt når vi holder fast.

Men vi kan ikke finde ud af at gøre andet.

 

Vi holder i stedet krampagtigt fast, gemmer, fortrænger og bærer på så meget , som vi ikke har brug for længere.
Som vi reelt aldrig har haft brug for.

Og meget af det er end ikke engang vores eget lort!!!!!

Vi slæber rundt på vores forfædres skyld og skam og vore forældres smerte.
Vi opsamler alle andres følelsesmæssige rod, skamfulde oplevelser.
Vi opfanger mediernes fortællinger om smerten i verden.
Vi mærker og opsamler vreden fra kulturer vi aldrig har besøgt.
Vi kobler os på de kollektive destruktive energier og samler på dem, uden vi ved det.

Vore rygge og skuldre er tunge og hårde af alt det vi bærer rundt på.

 

  • Kan du også mærke det?

  • Kan du fornemme det?

  • Føler du dig også tung og tynget af alt det, du slæber rundt på?

 

Intet under at vi længes efter at slippe.

Bare slippe.

Slippe fysisk, kropsligt, emotionelt, mentalt.

 

Vi vil føle os FRIE – så vi kan bevæge os frit rundt i denne verden, med lette klare tanker – med en let ubesværet krop – i lette smukke nærende omgivelser – med en energi der sprudler og danser.

Vi vil DANSE med livet – tager en stor svingom uden besvær om modstand.

Vi vil være som børn igen – ubekymrede, livsnysgerrige og vilde.

ÅH hvor ville vi gerne, blot for en stund.
Blot for en time.
En aften.
En weekend!!!

ÅH Tænk hvis vi kunne være frie igen

Vi får et glimt af frihedsfølelsen, når vi flyder i vandet og mærker letheden.
Vi får et glimt af letheden, når vi bliver forelskede og hormonerne raser i kroppen.
Vi får et glimt af ekstasen, når vi får en himmelsk orgasme (hvis vi nogensinde har kunnet give så meget slip og har været der!).

ÅH hvor vi længes efter mere af det.

Mere af livet.
Mere af ekstrasen.
Mere af vildskaben.
Mere af…. Det hele.

 

Men det er også et paradoks

For vi er jo også bange og rædselsslagne for at slippe det, vi bærer rundt på.

For hvad så? Hvad kommer bagefter dette slip?

Frygten for at slippe dét, vi kender så godt – slippe dét der er vores – slippe dét vi har – gør, at vi hænger ved.
Holder fast.

Vi elsker det velkendte og trygge.
Vores ego elsker nemlig kontrol.
Vores ego – eller den del af vores ego, der er frygtsomt – vil kæmpe for at forblive den, vi er i dag.
Med al den byrde, vi slæber rundt på.
For i det mindste ved vi så, hvem vi er.

For hvem ville vi reelt være uden alt det lort, som vi slæber rundt på?
Hvem er vi mon så, hvis vi ikke er dén person, vi så godt kender i dag?
Mister vi så os selv? Vores identitet?

Vi aner det ikke. Og frygter svaret.
Så vi fortsætter med slæberiet.

Vi lever tynget i et bur, fastlåst og fastfrosset – med ophobninger i krop og omgivelser, der langsom kvæler os.

Der langsomt tager livet af os.

Der langsomt slukker vores livsgnist og passion.

Der stille og roligt lukker os ned, forkrøbler os og stagnerer os.

Tankemæssigt., handlingsmæssigt, kropsligt.

 

Men det behøver ikke være sådan.


Du behøver ikke holde fast i det hele.
Du kan give slip. Hvis du vil.

Reelt set starter der jo en ny dag hver dag.
En ny begyndelse er mulig konstant.
Vores celler fornyer sig hele tiden.
Vi slipper ubevidst væsker dagen lang og er ikke den samme i dag som i går, på de mindste partiklers niveau.

Så det er muligt at slippe og forny os. Hvis vi vil.

Der findes heldigvis mange veje og metoder til at slippe og sætte dig selv fri, så du kan genopleve den lethed, indre frihed og energi der var engang i dig. Forskellige metoder, processer, kure og veje til dette – afhængig af, hvem du spørger og går til, vil de have forskellige veje til at hjælpe dig med at slippe. Kropsligt, emotionelt og fysisk.

Kropsterapeuter, samtaleterapeuter, familieopstillinger, afspændingsterapeuter, kosteksperter, energiarbejdere, feng shui specialister, yoga instruktører, meditationslærere.

De finder overalt derude.
Nogen bedre end andre, som indenfor alle fag.

Uanset hvilken vej du vælger, så blot vid, at det er ikke noget du kun gør ÉN GANG.

Det er ikke en engangs-opgave for dig at give slip.

Det er en livsopgave, da vi hele tiden samler op og holder fast.

Det er en proces for livet. At give slip og starte på ny. Igen og igen.


Refleksion:

  • Hvad har du brug for at give slip på?
  • Hvad tyngder dig lige nu?
  • Hvor føler du dig inspireret til at starte med at sige farvel og slippe det, du ikke længere har brug for?
  • Hvad har du brug for, for at kunne sætte processen i gang?
  • Hvad skal du turde miste?
  • Hvem skal du turde være for at give slip?
  • Hvem kan støtte dig?
  • Hvad ønsker du at det skal give dig, at give slip? Hvad er din intension med at slippe?

 

Jeg hepper på dig.
Kan du give slip?


PÅ VEJ – NYT FORLØB ‘RYD OP I DIT LIV‘

Jeg tilbyder snart et helt nyt online forløb ‘RYD OP I DIT LIV – 9 ugers emotionel detox’.

Vi starter 30. september – slutter 30 november.

Måske det er noget for dig.

Du kan læse mere om forløbet her, og tilmelde dig nu.

 

/af
, ,

Vælg letheden

Der sker meget lige nu. I og omkring os.

Mere end nogensinde før er det nu vigtigt at fastholde de gode rutiner, vælge lysets vej og være bevidst om, hvordan vi vælger at gå til det liv, vi har.

Vi må selv fravælge det, der tyngder os – vi må slippe det, vi bærer på – hvad end det er gammelt nag, vrede, skyld og skam.

Det er ikke længere tiden til at dvæle ved fortiden. Nu handler det i endnu højere grad om at finde klarhed – din egen sandhed – og være tro mod det.

Du kan ikke længere læne dig op af dine gamle undskyldninger – og heller ikke forvente at nogen kommer og giver dig letheden.

Forestil dig, at du nu står overfor at skulle vælge om du vil åbne dig for en højere energi – højere energifrekvens – et mere bevidst sted at leve fra, der vil give dig lethed, klarsyn og glæde – eller om du vil fastholde dig selv i fortidens tyngde, omringe dig med tungsindede mennesker og tillade dig selv at blive tung.

Du har et valg. Og valget er dit.

Hvis du er opmærksom og nysgerrig, vil du opdage, at du har masser af valg hele tiden. Og hvis du er opmærksom på dine følelser og krop, KAN du mærke, om dit valg skaber lethed eller tyngde.

 

Hvad gør du når du mærker tunghed?
Når du mærker de tunge følelser og tanker skylle igennem dig, så byd det velkomme- men slip det igen med kærlighed. Det skal blot heales og sendes videre. Du skal ikke fastholde disse følelser med dine tanker – for det trækker dig ned af. Mød de tunge følelser som et barn der har brug for omsorg – anerkend det og giv det en kærlig kort opmærksomhed – og send det så bevidst videre, og skift energien:

 

Tag en bad, drik et glas vand, gå ud i naturen, find dufte du kan li og aktiver dine sanser, dans/bevæg dig, opsøg mennesker der har høje frekvenser, book massagehealing, læs bøger skrevet af visdommens formidlere … men tillad ikke dig selv og de mørke energier at holde dig nede.

 

Det behøver ikke være en kamp – men det ER et valg, der sker fra et bevidst sted i dig. Og lige nu er der masser af invitationer til at koble sig på en højere bevidsthed.

Vores liv her på denne jord handlede i høj grad om udvikling gennem modstand – men det er som om noget er ved at skifte. Som om vi nu skal VÆLGE ind i kærligheden, medfølelsen og tilgivelsens felt.

Vi bevæger os fra de nederste chakra systemer og op i hjertechakraet – hvor vi forbinder os hver med andre mennesker, med naturen, med højere lag af bevidsthed. Og træffer vores valg herfra.

Er transformerende spørgsmål i situationer kan være:

 

Hvad ville jeg vælge, hvis jeg var i min højeste frekvens? Hvis jeg var ren kærlighed? Hvad ville jeg da vælge lige nu?

 

Se gennem kærlighedens  øjne

Så min invitation til dig er, at se på dig selv og dit liv gennem kærlighedens øjne – gennem evolutionens øjne, der nu kræver høj bevidsthed fra din side.

Du skal ikke kæmpe for at være her på jorden – men du skal være her med hele dig, og vise hvem du er fra et rent sted. Fra et ærligt sted. Fra et sted, hvor mennesker omkring dig kan mærke dig – hvem du virkelig er.

Det er en tid, der kræver at masker og illusioner slippes fuldstændig – og du står tilbage som den, du ønsker at vise verden at du er.

/af
, , ,

Min indre verden åbner sig

Min indre verden åbner sig stille og roligt igen  – efter den blev brudt helt ned sidste år.

Faktisk begyndte nedbrydningen allerede tilbage i slutningen af 2014, fortsatte  og tog fart i 2015 – og i starten af 2016 blev det for alvor tydeligt for mig: Min gamle måder at være MIG på, fungerede ikke længere. Jeg var igen igang med en stor transformation – fra noget jeg var engang til noget nyt.

Alt begyndte at bryde sammen omkring mig, og indeni mig. Og det gjorde rigtig ondt. Ikke kun på mig, men også på mennesker omkring mig.

2016 blev et dramatisk nedbrydningsår – oprydningsår – og genopbygningsår.

Fysisk som emotionelt. En lang indre rejse for at finde en ny vej gennem livet – for mig. 2016 tvang mig til at stoppe op igen. Eller måske nærmere tvang med til at dykke dybere ned i mine mørkeste lag af min personlighed.

Mørkets vej

For jeg måtte stå ansigt til ansigt med mine dybe behov for kontrol, besiddertrang,  min afhængighed af andre mennesker, min jalouxi, min evne til manipulation og mit dybt egoistiske selvoptagne jeg, der har udviklet enorme strategier for at få det, jeg har brug for – eller troede jeg havde brug for. Jeg har været i kontakt med en dybtfølt ensomhed trods mennesker omkring mig, mærket sorgen over at ‘være alene’ og smagt på følelsen af dyb meningsløshed – på grænsen til det, som nogen kalder en eksistentiel krise.

Hvem er jeg overhovedet? Hvad skal jeg her i dette liv? Er det ikke meningsløst at leve? Hvad er min rolle og min vej? Og hvorfor skulle jeg gide leve? for hvis skyld? Er det bare det her, livet handler om – overlevelse og en kamp for at høre til?

 

 

Jeg måtte søge hjælp

Jeg måtte søge hjælp hos en gammel garvet terapeut, der fik mig til at genfinde dele af mig selv igen. Stille og roligt. Hun holdt mig i sine arme, når jeg græd barndommens tårer – hun spejlede mig, når jeg mistede fodfæste – hun var konfronterende og ærlig, når det var tid til det. men vigtigst af alt – hun lod mig være i det, jeg var i. I de faser der var at bryde igennem. Som jeg skulle igennem. For at komme ud på den anden side.

Jeg måtte i denne proces erkende og acceptere, at jeg var drevet af mit dybeste behov for at føle mig elsket – og stadigvæk ikke kunne finde ud af at elske mig selv. Ikke dybt nok. Ikke nok til at kunne tænde lyset indefra i mig selv, da mørket tog over.

Jeg har været nødt til at lade mig konfrontere med mine dybeste destruktive mønstre – gå gennem dem – lade mig guide af dem – mærke dem – lade dem overtage mig – og herfra sætte mig selv fri  følelsesmæssigt.

En ny chance

Det kunne være endt galt. Det kan jeg se i bakspejlet.

Jeg var ved at miste min mand og familie på grund af valg jeg tog i denne periode.

Jeg var ved at give slip på det tryggeste jeg har, for at finde mig selv.

Jeg endte med at stå helt nøgen følelsesmæssigt og måtte vise, hvem jeg var – alt hvad jeg var og indeholdt. Tvunget af ‘livet’ til at være hudløs ærlig – overfor mig selv og ham, uden at vide, om jeg ville blive holdt og støttet.

Men det blev jeg. Og mere til.

Jeg oplevede i det sværeste øjeblik at blive tilgivet og elsket, præcis som jeg var – tilgivet og holdt. Og kunne rejse mig derfra.

Jeg fik en ny chance.

En ny mulighed – ikke kun for at være sammen med min mand og min familie igen, men også en mulighed for at genfinde mig selv igen. En ny mulighed for at ændre livsbane, en ny mulighed for at være mig i denne verden.

Den sagde jeg JA til. Det gør jeg stadig.

Og livet sagde da JA til mig igen.

Nyt liv – en ny begyndelse

Næsten samtidigt – som i dage herefter – begyndte et nyt liv – en lille baby –  at vokse indeni mig.

Som var det et symbol på en ny mulighed. En ny tid, der skulle modtages og fødes.

Jeg var ikke et øjeblik i tvivl om, at det var meningen. At dette skulle ske. Og at det der skete, havde en større betydning end lille mig. Noget nyt banede sig vej gennem mig – og min opgave var og er simpel: tag imod og giv slip på ‘det dig du kender’.


Aldrig mere vil jeg være utro

Hvad 2016 reelt bragte mig (og min familie) skriver jeg om i disse dage.
Hvem ved hvad det skal bruges til. Men et er vist:

  • Jeg vil aldrig mere gå på kompromis med min livsvej. Det kan jeg ikke.
  • Jeg vil aldrig  mere være mig selv utro, glemme mig selv og træde ud af min hjertevej i livet – så mister livet mening.
  • Jeg vil aldrig mere tilpasse mig og undertrykke mine dybeste behov – for så dør noget i mig og mit laveste jeg – mit overlevelsesinstinkt tager over.
  • Jeg vil aldrig mere glemme, hvem jeg er – hverken når lyset er slukket eller tændt i mig. For den jeg er, er her for at leve og udleve.

Giver nu slip

I disse dage, hvor jeg venter på min lille søn kommer til verden, slipper jeg de sidste rester af ‘det der var’.
Jeg mærker slip og åbninger.
Jeg fornemmer en ny tid, men ved ikke hvad den indeholder.

Jeg øver mig i overgivelsen – i accepten – og i ikke at vide, bare være mig og til.

Det er ikke let.
Men jeg har ikke andre valg.

En ny tid er på vej.
Et nyt liv vokser frem.
En ny åbning er begyndt i mig.

Og alt jeg kan gøre er at sige JA og tage imod.

/af