Selvudvikling. Selvindsigt. Lær dig selv at kende. Opdag dit potentiale. De lover os guld og grønne skove i bøgerne, i damebladene, i talerne hos de kloge visdomsmænd/damer ude i den store verden. De vifter med løfter ’du kan få det hele’ – ’du kan blive glad igen’ – ’hvis bare du ændrer dine tanker, kan du opleve hele eventyret og få det halve kongerige’.

Vi drages. Vi springer på. Køber. Deltager. Igen og igen. Som om vi ikke har et valg. For vores tanker og følelsesmæssige nedture er så ulidelige, at vi er villige til at købe hvad som helst for at få et midlertidigt fix – som var vi stadig en flok festnarkomaner, der jagter den næste bane kokain, for at lindre smerten og forsvinde for os selv for en stund.

Selvudvikling og selvindsigt er den oplyste bevidste vej til lindring af vores følelsesmæssige og tankemæssige smerte!

Eller er det?

For hvis det var så pokkers effektivt, hvorfor fanden er det så stadig så svært at være til? Hvorfor gør det så alligevel så forbandet ondt at være menneske med mellemrum, selvom vi har læst bøgerne, gået på kurserne, talt med eksperterne og mærket i dybden af vores følelsesmæssige verden? Hvad er hele pointen egentlig med alt vores pille navle, mærke alle følelserne og lære sig selv at kende i lyset og mørket, når det alligevel med mellemrum bringer mere smerte frem?

 

I denne artikel antydes en anden vej – der ikke handler om selvoptaget dvæleri ved mørket, men i højere grad inviterer til at afmontering af den tillærte visdom. Måske er vejen ganske enkelt at glemme det hele, glemme alt vi har lært og sætte fokus et helt andet sted. Fokus på en tid, der for nogen er glemt og borte, men som måske kan genfindes på ny – i en ny form.

 

Fanget i mit eget mørke – igen

Det er en ganske almindelig hverdag. Klokken er 15. Jeg skal snart hente børn. Men kan ikke. Der ligger jeg. 42 år gammel. På badeværelsesgulvet. I fosterstilling. Sammenkrøbet med mavekrampe. Smerte i maven. Halsen snørret sig sammen. Tårerne flyder. Jeg kan ikke være nogen steder. Kan ikke finde ro.

 

Intet giver mening længere. Tværtimod. Jeg er et følelsesmæssigt stormvejr af uro, smerte, fortvivlelse, desperation.

 

Tankerne flyver gennem mit sind. ”Hvad er pointen med det hele? Hvad er formålet egentlig? Hvorfor er der ikke en vej, der viser sig nu? Hvem er jeg egentlig? Hvad skal jeg overhovedet her? Hvorfor mig? Hvorfor nu? Jeg troede lige det hele var blevet bedre? Jeg troede det var ovre – alt det smerte indeni”.

Spørgsmål, der virrer gennem mit hovedet. Tanker der forstyrrer og hvirvler op. Tvivl, frygt, frustration. Desperation.

Jeg var igen fanget i et stort indre følelsesmæssigt drama. Et af mine yderst velkendte mørke huller, hvor jeg føler mig hjælpeløs, ensom og ikke værd at elske. Mine grimmeste mønstre viste (igen) sit ansigt og min adfærd var derefter: Jeg var i reaktion, jeg var fanget i mine voldsomme følelser, opfyldt af selvhad og forsøgte at kontrollere alt gennem mine tanker.

Jeg var faktisk meget bevidst om, hvad der var på spil indeni mig. Jeg kunne sætte ord på det hele. Jeg kunne se det udefra. Jeg kunne sætte teoretiske labels på og kunne også mærke energien af ’noget mørkt og ustyrligt i mig’, der havde taget over. Men jeg kunne alligevel ikke fjerne det. Finde min ro. Jeg var fanget i hullet uden en stige til at komme op igen.

Jeg ringede til en veninde. Én der kender mig. Som er vis og omsorgsfuld. Én jeg havde tillid til. Jeg talte og græd. Satte ord på og græd igen. Og pludselig sagde hun:

 

”Helt ærligt – du er fandme ikke til at holde ud at høre på.
Du tager dig selv og dit liv så skide seriøst”

SLAM. AV. Den gjorde ondt. Virkelig ondt.

Mest af alt, fordi hun jo havde ret.

Jeg var fanget i selvudviklingens selvoptagne selvbevidste seriøsitet, hvor alt og alle sten skal vendes, analyseres, forløses, heales, renses, oplyses. Et sted hvor jeg faktisk selv troede, at jeg var bevidst og klar over, hvad der skete i og omkring mig.

 

Men det var også et sted, hvor jeg med al min viden og tillærte visdom holdt mig selv fast i seriøsiteten ved mit liv. Og i offerrollen.

 

Herregud.

 

Det gik lige her op for mig, at jeg faktisk var fanget i min egen selvoptagethed, og gennem længere tid blot havde gravet mig dybere og dybere ned i mit eget mørke, i et forsøg på at rationalisere mine mønstre, forstå mig selv og mærke mig selv.

 

Selv om det gjorde virkelig ondt at blive konfronteret med min ’selvoptagede selvbevidste seriøsitet’ var dette – for mig – et kærkomment spark i røven til at stoppe mig selv.

 

Stoppe min analyse.

Stoppe min jagt på endnu en indsigt og forklaring på, hvorfor jeg var hvor jeg var.

Stoppe min altopslugende seriøsitet om min rejse gennem livet.

Et eller andet sted på rejsen var jeg kørt af sporet.

Jeg havde reelt misset pointen – at jeg skulle leve og opleve livet – og var i stedet fortsat ned af en vej, hvor jeg var styret af mit kontrollerende selvoptagne ego, der blot ønskede at få mere styr på, forståelse for, kontrol over mig selv og mit liv.
Hvor passioneret jeg end var og er omkring psykologi, spiritualitet, selvindsigt og følelsesmæssig frihed, så er der en grænse for alting.

 

Og min var nået.

Jeg var gået over gevind.

Langt over.

 

Kender du mon også dette sted?
Hvor du er blevet så optaget af dig selv og din egen udvikling, at ingen omkring dig kan holde dig ud længere?

Hvor alt skal analyseres og forstås ud fra en eller anden teori eller spirituel forståelse, som blot igen føder egoets længsel efter at ’Forstå, vide, kontrollere og føle sig overlegen’.

Hvor din egen udvikling er blevet midtpunkt for en seriøsitet, der dræber livslysten?  

Hvor forståelsen af dig selv som menneske og sjæl er blevet omdrejningspunkt for alle dine samtaler, og du er fastlåst i dine nye frelste forståelser af dig selv og andre?

 

Jeg genkender det både i mig selv. Og i andre.
Og det er dræbende for al livslyst og livsglæde.

 

Glem alt du har lært

Nogen gange tror jeg skal vi stoppe os selv – også i vores søgen efter lyset og indsigterne og opdagelsen af vores potentiale. Og bare holde fri. Holde en pause. Glemme det vi har lært. Om ikke andet så for en stund.

 

Så vi ikke blot ender i en ny blindgyde af mønstre, illusioner, selvbedrag og afhængighed af en ny identitet. Nu blot som den frelste og indsigtsfulde.

 

Måske skal vi slippe så meget, at vi kommer helt tilbage til det/den vi var engang – langt tilbage til FØR vi begyndte at forstå os selv, tilbage til FØR vi læste de første selvhjælpsbøger, tilbage til FØR vi begyndte at kloge os på det hele – ja tilbage til dengang, hvor vi stadigvæk var nysgerrige, naturligt sultne på livets visdom – helt tilbage til de første leveår i dette liv.

 

Helt tilbage til da vi var børn: uvidende, uskyldige, rene, nysgerrige og løsslupne i vores udtryk og tilgang til livet, os selv og andre.

 

Hvornår har du sidst været barn?

 

Da vi var små børn oplevede vi livet med eventyrens lyst og nysgerrighed. Vi mærkede men lod følelserne passere. Vi oplevede svære ting, men lod dem gå naturligt forbi.
Vi glemte og tilgav på et sekund. Vi dvælede ikke ved de mørke stunder men jagtede øjeblikke af sjov, leg og vildskab.

Det var en periode i livet, hvor vi ikke lod os distrahere af frygt, drama, negativitet, kritisk selvrefleksion, fordømmelse, jaloux, fortrydelser eller selvhad.

 

Desværre har de fleste af os lukket ned for de barnlige sider af os selv, i takt med vi blev større og mere bevidste om os selv og livet omkring os. I takt med at vi er blevet ansvarlige voksne.

Nogen af os blev voksne tidligt i barndommen, på grund af omstændigheder i familien. Andre blev voksne i skolen, da der pludselig blev stillet krav om ansvarlighed. Måske har du haft oplevelser, der tvang dig til seriøsitet. Måske fik du af vide, at din barnlige adfærd ikke var velanset, at du var for vild, pjattet, ustyrlig eller andet – hvorefter du besluttede dig for at ’tage dig sammen og vise, hvor stor du var’.

 

Vi mistede alle vores barndom på et tidspunkt. Nogen før andre. Alt sammen en naturlig proces for de fleste mennesker. Men i takt med at vi blev større, højere, ældre, fik tildelt opgaver og ansvar, mistede vi også uskylden. Vi mistede – eller gemte /glemte mange af de unikke egenskaber vi havde fuld kontakt til dengang. Egenskaber som:

 

Nysgerrig – Ubekymret – Legende – Fjollet – Undersøgende – Tilstede i nuet – Oplever og erfarer – Bare ER – Uskyldig – Undrende – Naiv – Uvidende – Impulsiv – Istand til at vise følelser uden skam – Nyde og suge livets mirakler ind. Magien ved livet.

Det der engang var naturligt for os, er blevet lukket ned i ’seriøsitetens tegn’ og de fleste af os kan ikke længere finde ind til barnets i os selv og handle herfra længere.

 

Hvor blev vildskaben af? Den impulsive side i dig? Den spontane? Den sjove? Den umiddelbare? Den nysgerrige? Den eventyrlystne? Den ikke-dømmende? Den frygtløse?

 

Vi er blevet så skide kloge, fornuftige, påpasselige, velovervejede, stramme og seriøse – at vi ikke har mulighed for at leve livet, nyde det, opleve det – eller bryde rammerne for det velkendte.

 

Vi er så bange for at vise os, tabe ansigt, prøve noget nyt, at vi gror fat – i vores egen tilstand af ’voksenhed’.

 

Men barnet findes stadig i os – og længslen efter ’bare at være – at opleve – at være på eventyr i livet’ findes i os alle. I mere eller mindre grad.

 

Luk barnet i dig ud – og opleve livets mirakler

Vi kan sagtens øve at åbne op igen for barnet i os. Tage barnet i os med – være barn igen i vores hverdagsliv. Det er en træning, der kræver mod og villighed til at slippe en masse kontrol og rationale. Men det er også en kæmpe befrielse at være barn igen.

Og du kan godt. Hvis du vil.

Slippe kontrollen for en stund.

Udforske det ukendte.

Vær tilstede i det du gør

Gynge på gynger igen.

Spis med fingeren på gulvet.

Kys en fremmed uden grund

Dans på bordet for sjov.

Grin af dig selv.
Tag en chance uden at vide hvor det fører hen

Vend hverdagen rundt og spis desserten først

Sig PYT og tilgiv – fordi du kan

Leg med livet igen. Uden grund. Bare fordi du har lyst.

 

At øve sig i at være barn igen, kan balancere den indre seriøsitet og skabe ligevægt igen.

 

 

Livets mirakler udfoldes i barnets energi

Når du begynder at hæve din bevidsthed, udvide dit perspektiv, træde ud af tankernes blokeringer og beslutter dig for at lege barn igen, begynder du faktisk at opleve livet på ny – som det er lige nu.

Det er et kraftfuldt sted, fordi du sætter dig selv fri – oplever og bare er.

Lever du i barnets energi, er der ikke plads til selvoptaget selvbevidste seriøsitet.

Lever du i barnets energi, forsvinder dine bekymringer for en stund,

Lever du i barnets energi, bliver livet igen et mirakel.

 

At opleve livets mirakler – at være i nuet – at opleve det der er, som barnet gør, i stedet for at være i destruktive tanker og dramatiske følelser er en træning.

Det er en bevidst tilstand, du kan øve dig i at være i – en væren, som mange voksne fuldstændig har glemt i takt med at vi er blevet voksne, fornuftige, rationelle, frygtdrevne, seriøse.

Vi har glemt at vores rejse gennem livet ER en opdagelse – et eventyr. En oplevelse, som ikke kan regnes ud, og som vi ikke behøver at forsvare os imod eller beskytte os imod, men som vi skal tage ind, smage på og mærke.

 

Livet skal opleves. Ikke regnes ud.
Livets mirakler skal opdages. Ikke opfindes.
Livets mirakler er der hele tiden – hvis vi giver os selv lov til at opleve dem og tage dem ind.

 

Dagligt ritual: Skab kontakt til dit indre barn igen

Hvis du har lyst til at udfolde dit indre barn igen, og øve dig i at være i denne tilstand kan disse små øvelser hjælpe dig på vej:

1. Find et billede frem af dig selv fra da du var et lille barn. Gerne et hvor du kan se, at uskylden stadig er i dine øjne. Sæt billedet af dig selv et sted, hvor du ser det hver dag. Kig på dig selv hver dag og forbind dig med denne del af dig selv med åbent hjerte. Kig gerne barnet i øjnene og forstil dig, at du sender al din omsorg og kærlighed til hende. Dette er en rigtig fin måde at åbne dit hjerte for dig selv og dit lille indre barn, der stadigvæk er en del af dig. Du skal ikke gøre dette for at dyrke eller dvæle ved det, der er sket i fortiden eller genspille din offerrolle-historie, men for at åbne dit hjerte for dig selv og mærke omsorg for den side af dig, der fortsat (og for altid) trænger til at leve livet fuldt ud. Men også for at anerkende, at dette barn er dig – og du stadig har behov for at opleve livets mirakler, være undersøgende, nysgerrig, legende og på eventyr.

 

Spørg dig selv, når du kigger på billedet:

– Hvad har du – mit indre barn – brug for at være i dag? Være nysgerrig? Være åben? Vær legende? Være undersøgende? Vær tilstede? Være fri? Være stille? Og så giv dig selv lov til at være det den pågældende dag.

 

Vær bevidst barnlig, så ofte du kan i de næste 2 uger. Og prøv at læg mærke til, hvilken oplevelse det er for dig, at agere barn igen. Gør det med lethed og med nysgerrighed – det skal ikke se ud eller føles på en bestemt måde. Mind dig selv om at det bare er en leg, og vær opmærksom på, hvad det gør ved din oplevelse af dagene.

Skriv min. 15 minutters dagbog om, hvad der er muligt for dig i dit liv, hvis du oplever livet gennem barnets øjne og går til verden med denne væren. Hvad kan blive muligt? Hvad vil du kunne opleve? Hvad vil kunne ske?

Lav en konkret liste med alle de ting du kunne gøre, hvis du tillod dig selv at være barn igen. Hvad kunne du sige? Gøre? Finde modet til? Hvordan ville dit arbejdsliv se ud? Dit hjemmeliv? Din omgang med vennerne? Med din partner?
Kig på listen og bare opdag den frihed og udvidelse der kommer af bevidst at handle fra dette sted i dig. Og beslut dig for at tage et barnligt skridt hver eneste dag de næste uger – og se hvad der sker.
Daglig affirmation

Det er desuden altid godt at se verden gennem nye briller.
Prøv for eksempel at sige til dig selv hver morgen: “Livet ER et mirakel’ – og gå ud i verden med det filter/de briller på.

Led efter beviser for, at livet er et mirakel. Mærk, lyt, se, fornem alt det vidunderlige magiske der er i livet omkring dig. Sænk farten og observer. Bare tag ind. Mennesker, naturen, farverne, dagen.

 

Opdag at intet er som i går. Alt er nyt.

Du står hver eneste minut et nyt sted. I et nyt nu. Du er hele tiden en ny udgave af dig selv. Og dagen venter på at blive opdaget og udforsket. Slip kontrollen – slip din ide om at du ved noget som helst – giv slip på dine holdninger og retfærdigheder.

 

Alt er nyt.
Du er ny.
Opdag det – livets mirakler – og du lever som barn igen.