Min indre verden åbner sig stille og roligt igen  – efter den blev brudt helt ned sidste år.

Faktisk begyndte nedbrydningen allerede tilbage i slutningen af 2014, fortsatte  og tog fart i 2015 – og i starten af 2016 blev det for alvor tydeligt for mig: Min gamle måder at være MIG på, fungerede ikke længere. Jeg var igen igang med en stor transformation – fra noget jeg var engang til noget nyt.

Alt begyndte at bryde sammen omkring mig, og indeni mig. Og det gjorde rigtig ondt. Ikke kun på mig, men også på mennesker omkring mig.

2016 blev et dramatisk nedbrydningsår – oprydningsår – og genopbygningsår.

Fysisk som emotionelt. En lang indre rejse for at finde en ny vej gennem livet – for mig. 2016 tvang mig til at stoppe op igen. Eller måske nærmere tvang med til at dykke dybere ned i mine mørkeste lag af min personlighed.

Mørkets vej

For jeg måtte stå ansigt til ansigt med mine dybe behov for kontrol, besiddertrang,  min afhængighed af andre mennesker, min jalouxi, min evne til manipulation og mit dybt egoistiske selvoptagne jeg, der har udviklet enorme strategier for at få det, jeg har brug for – eller troede jeg havde brug for. Jeg har været i kontakt med en dybtfølt ensomhed trods mennesker omkring mig, mærket sorgen over at ‘være alene’ og smagt på følelsen af dyb meningsløshed – på grænsen til det, som nogen kalder en eksistentiel krise.

Hvem er jeg overhovedet? Hvad skal jeg her i dette liv? Er det ikke meningsløst at leve? Hvad er min rolle og min vej? Og hvorfor skulle jeg gide leve? for hvis skyld? Er det bare det her, livet handler om – overlevelse og en kamp for at høre til?

 

 

Jeg måtte søge hjælp

Jeg måtte søge hjælp hos en gammel garvet terapeut, der fik mig til at genfinde dele af mig selv igen. Stille og roligt. Hun holdt mig i sine arme, når jeg græd barndommens tårer – hun spejlede mig, når jeg mistede fodfæste – hun var konfronterende og ærlig, når det var tid til det. men vigtigst af alt – hun lod mig være i det, jeg var i. I de faser der var at bryde igennem. Som jeg skulle igennem. For at komme ud på den anden side.

Jeg måtte i denne proces erkende og acceptere, at jeg var drevet af mit dybeste behov for at føle mig elsket – og stadigvæk ikke kunne finde ud af at elske mig selv. Ikke dybt nok. Ikke nok til at kunne tænde lyset indefra i mig selv, da mørket tog over.

Jeg har været nødt til at lade mig konfrontere med mine dybeste destruktive mønstre – gå gennem dem – lade mig guide af dem – mærke dem – lade dem overtage mig – og herfra sætte mig selv fri  følelsesmæssigt.

En ny chance

Det kunne være endt galt. Det kan jeg se i bakspejlet.

Jeg var ved at miste min mand og familie på grund af valg jeg tog i denne periode.

Jeg var ved at give slip på det tryggeste jeg har, for at finde mig selv.

Jeg endte med at stå helt nøgen følelsesmæssigt og måtte vise, hvem jeg var – alt hvad jeg var og indeholdt. Tvunget af ‘livet’ til at være hudløs ærlig – overfor mig selv og ham, uden at vide, om jeg ville blive holdt og støttet.

Men det blev jeg. Og mere til.

Jeg oplevede i det sværeste øjeblik at blive tilgivet og elsket, præcis som jeg var – tilgivet og holdt. Og kunne rejse mig derfra.

Jeg fik en ny chance.

En ny mulighed – ikke kun for at være sammen med min mand og min familie igen, men også en mulighed for at genfinde mig selv igen. En ny mulighed for at ændre livsbane, en ny mulighed for at være mig i denne verden.

Den sagde jeg JA til. Det gør jeg stadig.

Og livet sagde da JA til mig igen.

Nyt liv – en ny begyndelse

Næsten samtidigt – som i dage herefter – begyndte et nyt liv – en lille baby –  at vokse indeni mig.

Som var det et symbol på en ny mulighed. En ny tid, der skulle modtages og fødes.

Jeg var ikke et øjeblik i tvivl om, at det var meningen. At dette skulle ske. Og at det der skete, havde en større betydning end lille mig. Noget nyt banede sig vej gennem mig – og min opgave var og er simpel: tag imod og giv slip på ‘det dig du kender’.

Aldrig mere vil jeg være utro

Hvad 2016 reelt bragte mig (og min familie) skriver jeg om i disse dage.
Hvem ved hvad det skal bruges til. Men et er vist:

• Jeg vil aldrig mere gå på kompromis med min livsvej. Det kan jeg ikke.
• Jeg vil aldrig  mere være mig selv utro, glemme mig selv og træde ud af min hjertevej i livet – så mister livet mening.
• Jeg vil aldrig mere tilpasse mig og undertrykke mine dybeste behov – for så dør noget i mig og mit laveste jeg – mit overlevelsesinstinkt tager over.
• Jeg vil aldrig mere glemme, hvem jeg er – hverken når lyset er slukket eller tændt i mig. For den jeg er, er her for at leve og udleve.

Giver nu slip

I disse dage, hvor jeg venter på min lille søn kommer til verden, slipper jeg de sidste rester af ‘det der var’.
Jeg mærker slip og åbninger.
Jeg fornemmer en ny tid, men ved ikke hvad den indeholder.

Jeg øver mig i overgivelsen – i accepten – og i ikke at vide, bare være mig og til.

Det er ikke let.
Men jeg har ikke andre valg.

En ny tid er på vej.
Et nyt liv vokser frem.
En ny åbning er begyndt i mig.

Og alt jeg kan gøre er at sige JA og tage imod.